Jens Thomassens erindringer fra Snekkersten i 1860’erne hvor han i 1927 fortalte sine erindringer til Anders Uhrskov, der udgav dem i en bog ”To gamle fortæller”. Kjeld Damgaard har redigeret følgende uddrag af de gamle erindringer – som omhandler hverdag og fest i Snekkersten fra omkring 1860 og fremefter.

Jeg er født i Snekkersten den 11. marts 1852 og jeg var eneste barn. Man siger jo ”at ene barn er bedre end ene hest”, men det har jeg aldrig erfaret. Jeg var en fremmed i mit eget hjem. Det var en løjerlig kærlighed, der var mellem mine forældre; de havde giftet sig, fordi de trængte til hinandens hjælp. De blev sent gift og havde derfor glemt, hvordan det var at være barn. Udtrykket kærlighed har jeg aldrig lært at kende hjemme. Virkelig kærlighed er jo også noget sjældent. Det er højt hævet over menneskelige begreber, kærligheden søger ikke sit eget, som der står i skriften.

Jens Thomassen er her fotograferet i starten af 1870’erne medens han var marinesoldat på korvetten ”Dagmar”.

I Snekkersten levede også min fader, bedstefader og oldefader. De var alle fiskere, hvilket også er blevet min og min ældste søns lod. Min bedstefader, Thomas Andresen, overtog et kongen tilhørende fæstehus med tilhørende ¼ fiskestade. I dette hus, der i 1860 tilligemed stadeparten købtes af min fader, Anders Thomassen, er han og to brødre, samt jeg og mine børn alle fødte.

Da Snekkersten på den tid næsten var barnløs (vi var kun fire jævnaldrende drenge, der tilmed boede langt fra hverandre), kendte jeg ikke meget til at lege. Derimod lærte jeg tidligt at arbejde. Om sommeren satte min fader rødspættegarn, forår og efterår samt til dels vinter: flynder-, skrubbe-, torske- makrel og sildegarn (næringer). Det første, jeg lærte, var at lynne op, d.v.s. plukke synkestenene af garnene, og om vinteraftenerne at fylde bindenålene. Jeg tror ikke, jeg var meget over tre år dengang. I 4 års alderen blev jeg sendt i skole. En enke og hendes datter lærte os at læse og skrive og passede så på os, til vore mødre kom fra byen, fiskekonerne solgte selv fangsten i Helsingør,

Skoletiden
Da jeg blev 6 år, kom jeg i en skole, oprettet af en forhenværende Peter Petersen, der havde flere døtre, der underviste pigebørnene i håndarbejde og en broder (mislykket student), der sammen med ham selv lærte os drenge at regne, læse og skrive, de større tillige fædrelandshistorie og geografi m.m.

7 år gammel blev jeg sat i kommuneskolen – da Petersen tog en betaling af 1 mark om ugen (= 33 øre). Hos fru Schertiger gav vi kun 4 skilling. I kommuneskolen var der en lærer Broust, der ikke kunne regne selv, næppe nok skrive og læse, og selvfølgelig glemte jeg snart mere af det, jeg havde lært, end jeg lærte i de to ugedage (tre om vinteren), som skolepligten fordrede.

Så tog min fader, der ret velstillet, mig ud af skolen og satte mig i Helsingør Borgerskole. Betalingen var 5 Mark og 4 Skilling månedlig. Jeg udmærkede mig således, at jeg i reglen var duks i alle klasserne, mærkeligt nok, da min fader virkelig ikke opmuntrede mig. Geografi, natur-, verdens- og fædrelandshistorie mente han, at jeg ikke behøvede at læse på, da jeg ikke skulle være ”naturfusker”. Ofte brugte han dette ord som skældsord, når jeg betragtede et sjældent eksemplar af en fisk eller sødyr, blomst, urt eller forstening. Vi havde i skolen en rar lærer, der af og til tog os med ud at botanisere, hvilket jeg elskede, men oftest fik jeg ordre af min strenge fader om at komme hjem og ”bestille noget i stedet for at gå på lystture”.

Jens Thomassens far, Anders Thomassen, var også fisker i Snekkersten. Han var født i 1815 og gift med Ane Hellesen (f. 1821).


Da jeg var 12 år gammel, døde min moder. Siden hørte jeg aldrig et kærligt ord i hjemmet.

O, hvor det pinte mig, da jeg skulle ud af skolen, det eneste sted, hvor jeg havde følt kærlighed og venlighed. Ved min tvungne konfirmation, hvortil vi gik, bad jeg min fader om at give mig et eksemplar af Rostrups ”Vejledning i den danske Flora”. Han svarede: ”Nej, vi har andet at bestille end at plukke blomster.” Siden har jeg aldrig bedt min fader om noget.

Min bedstefader
Min bedstefader, der var hos min fader, talte aldrig et venligt ord til min fader. Bedstefader kaldte fader for ”Vorherre”. Fader svarede ham sjældent og i hvert fald dårligt så højt, at han kunne høre det. Bedstefader var jo noget tunghør.

Min Bedstefars fader var vist sæsonfisker, han gik og tiggede om vinteren. Bedstefader overtog et livsfæste med tilhørende stade efter en gammel kone og skulle så formodentlig forsørge hende. Dette hus, som jeg nu bor i, har tilhørt min farbror, hvorefter jeg fik det, og samtidig overdrog jeg familiehuset, hvor min fader og bedstefader havde boet, til min søn Thomas Thomassen. Da farbror fik huset, spøgede det. Det var Ole Bonde, som gik og slæbte med sække, de mente det var stjålet gods fra skibene, han gik og rodede med, farbror hørte ham ikke, jeg har heller aldrig hørt ham. Enten er han forsvunden, eller, hvad jeg snarere tror, det har været rotter og mus, og dem har vi ingen af.

Overtro
Min oldefar så engang en gloende so, der stod ude i vejen, min bedstefader stod ved siden af og ladede sit vand. Så tog faderen ham bag i bukserne og trak ham ind, men han sagde ikke noget, det måtte man ikke, når man havde set sådant noget, før man havde sovet. Dagen efter spurgte bedstefader: ”Hvad gik der af jer i går?” – ”Ih, så du det da ikke? Der stod en so, der var helt gloende over det hele”. ”Gu gore der ej, det var månen, der skinnede i en vandpyt”.

Bedstefader var ikke overtroisk, han troede nærmest ingenting, der var vist noget af en gammel nordisk hedning i ham. Han var meget kraftig; da han var firs år kunne han se uden briller, han havde brugt dem, da han var nogle og halvfjerds, men nu behøvede han dem ikke mere.

Det var i denne ejendom på Strandvejen 154 i Snekkersten, at Jens Thomassen voksede op, og som han i en kort periode også ejede efter sin far. Men huset havde da været i familiens eje eller fæste gennem mindst siden 1773. Endnu ejes huset af slægten Thomsen – som familien Thomassens efterkommere kalder sig i dag. (Foto: 2001)


Havde kendt 9 konger!
Fiskerne var drilske. Landliggerne tror, fiskerne skal holde lyset for dem, men det ender nu og da med, at de selv får brændt fingrene. Jeg stod og tjærede en båd – jeg var vel omkring 14 år – da der kom to og talte højrøstet sammen. Det var unge Rosenkilde og en anden, som viste sig at være gamle Rosenkilde. ”Så”, sagde unge Rosenkilde, ”nu skal jeg præsentere dig for en rigtig gammel original af en fisker, men du må ikke blive fornærmet, for han siger ”du” til alle”. Så kom de hen til ham, og unge Rosenkilde sagde: ”God dag, Thomas Andresen”, ”God dag, min pog”, svarede bedstefader. ”Her kan jeg præsentere Dem for min far”. Den gamle hilste på ham, og så sagde gamle Rosenkilde: ”Jeg kommer lige fra Paris, Thomas Andresen”, ”Så-å, hvad ville du gamle tosse gøre der?” ”Å, jo, der var jo meget at se…” og så beskrev han en del af Paris’ herligheder. Så svarede bedstefader, idet han kløede sig i nakken: ”Ja, hvis du rejser derhen igen, så må du sige mig til, så følger jeg måske med”. Han var da mindst 86 år. Det morede gamle Rosenkilde meget. I samtalens løb spurgte han, hvor gammel Thomas Andresen var. ”Det sku’ du bare vide – nej rotterne har ædt min døbeseddel, men jeg kan da personlig huske ni danske konger.” Det fandt Rosenkilde umuligt og bad ham om at regne dem op. ”Jo, der er Kristian den niende, Frederik den syvende, Kristian den ottende, Frederik den sjette, Kristian den syvende og så Ruder Konge, Hjerter Konge, Klør Konge og Spar Konge”. ”Ja-a, når De regner de fire til” – ”Ja, dem kender jeg s’gu bedst!”

Jo, min bedstefader var en durkdreven gammel rad. Sådan kom engang denne kongelige fiskemester, som han kaldte sig, herud og ville lære fiskerne at fiske. Avertering var ikke kendt dengang. Så kom denne Krøyer en dag, da han så bedstefader stå op af et træ og sole sig. ”Vil De og andre fiskere ikke komme hen i kroen i aften, jeg vil gerne fortælle Dem noget”, sagde Krøyer. ”Med forlov at spørge, er De Komediantspiller?” var bedstefaders svar. Men Krøyer blev vred.

En farbror til Jens Thomassen, Henrik Thomassen, købte i 1847 ejendommen ”Sømandshvile” på Strandvejen 140 i Snekkersten. I 1893 overtog Jens Thomassen ”Sømandshvile” og i dag ejes ejendommen fortsat af oldebørn til Jens Thomassen. Billedet her er taget i forbindelse med en børnefødselsdag i 1880’erne


Øge- og tilnavne
Et træk af den nordsjællandske almue, der ikke blot er almindeligt blandt fiskere og søfolk, men også blandt håndværkere, arbejdere og bønder, er den skik eller uskik at give hverandre øge- eller tilnavne, men medens bønderne tager det ilde op at nævnes ved dem, antager fiskerne dem ofte selv og lyder dem ligeså gerne som deres døbenavne.

Sådanne navne kan ofte nedarves gennem flere slægtled og blive til et familienavn, hvis første oprindelse er glemt for længe siden, f.eks. majorerne, kaptajnerne og Admiralen, (alle fra Sletten, den sidste slægt er uddød), men det kan også være stednavne for tilflyttede som: Kullen, Skotte, Hvebo, Raabo, Tisvilde, Bakkebølle o.l.

Ofte er det rent meningsløst vrøvl, og stundom kan det hentyde til en begivenhed i vedkommendes liv, en legemesfejl, en vane og lignende. En ung mand med en meget rank holdning kaldtes for Stoltenstein. Andre kaldtes: Simon Haneben, Schandorff, Drachmann, Reumert o.fl.

Om katte, pandekager og gravsøer
Gillelejerne kaldte vi for kineserne. De solgte kartofler og regnedes ikke for rigtige fiskere, de havde alle noget jord; ofte sejlede de med fragt. Hornbækkerne kaldte vi for bjørne. De havde været langt til søs, og når de kom hjem og var trætte af at sejle, så overtog de deres forældres huse. Nu har hornbækkerne kuttere, og nu er de stolte og har det bedre end andre; nu har de også fået havn, men det havde de ikke dengang. Aalsgaardene kaldte de kattene, og snekkerstenerne blev kaldt for pandekagerne. Folk her fra Snekkersten gik aldrig med sydvest, det gjorde derimod alle de andre. Snekkerstenerne gik med en flad hat, deraf navnet pandekagerne.

Sletteboerne kaldtes for gravsøerne, skotterupperne regnedes slet ikke for noget, men de gamle drillede dem og sagde, at skotterupperne var snekkerstenernes horeunger. Humlebækkerne havde ikke noget særligt navn, de drev ikke noget fiskeri, men sejlede meget med tørv til København. De fleste af dem var småskippere. Raageleje og Tisvildeleje var bekendte, da mange karle indvandrede til Snekkersten derfra, men lejerne vest for var ukendt land, og Lynæs, Hundested og de øvrige lejers beboere kaldtes under et Oddeboere (udtaltes Otteboere), navnet stammer fra Sjællands Odde. Lars Rytter kom fra Lynæs, og han kaldtes Lars Oddebo, men han havde såmænd aldrig sat sin fod på Odden. Ingen kendte folk derinde fra.

Sprogbruget i Snekkersten
Børnebenævnelsen fra 1-8 år var poge og tøser, fra 8-9 til 20-21 drenge og piger. Derefter kaldtes ugifte mandfolk karle, hvis de var tjenende, hvorimod de, der blev i hjemmene, ofte blev kaldt poge og tøser til deres dødsdag, for så vidt de ikke giftede dem, f.eks. Jørgen Lars’s Poge, tre ugifte sønner af Jørgen Larsen, der blev 70-80 år. Jans poge og tøser, Ole Niels’ poge og tøser, der alle  var gamle, hvorimod de gifte blev nævnede med Jørgen Lars’ Lars, Jørgen Lars’ Jens og så fremdeles. Stundom fik man bedstefaderens navn, f.eks. Hans Helles Hans, hvis bedstefader hed Hans Hellesen og faderen Lars Hansen, Ole Kullens Poge, hvis fader var Anders Olsen med tilnavnet Kullen, medens bedstefaderen hed Ole Andersen Kullen, Ole Skottes Ole, Faderens navn var Anders Olsen, bedstefaderens Ole Andersen Skotte.

Nogle ejendommelige navne på genstande, som man ikke vidste noget bestemt navn på, var f.eks. himpegimpe eller diksbasse. Man kunne spørge (og gør endnu): Hvad bruger du sådan en himpegimpe  til? Eller: Hvad er det for en diksbasse eller hamsegamse eller pikkelurius? At lede meget ivrigt og omhyggeligt kaldtes at futtresere.

Om en hund, der løb gennem garnet, kunne man sige:  ”Han løb durkundbang igennem det”. Hovanddrog  betegnede en mere skæbnesvanger bevægelse, f.eks. ”Skibet slæbte ankeret hovanddrog igennem garnet”. Disse udtryk brugtes ikke til hverdags, men kun i fortælleform. Kopsejse betød vælte: ”Der kopsejsede pøsen”. At håndgubbes var at give hinanden hånden fortroligt og ivrigt: ”Ja, de håndgubbedes og alting”.

Et skib under sejl siger de hun til, det samme gør de også om en båd  og om vinden – ”Hun går godt” – ”Hun blæser hårdt”. I sømandssproget er de fleste benævnelser, skibenes navne er næsten altid kvindenavne, for så vidt de har navn efter mennesker.

Vi siger op til København, og deroppe d.v.s. i København, op til d. v.s. mod strømmen. I København siger vi ned til Helsingør, medens indfødte københavnere i reglen betegner nordefter som op, her siger vi ind til Helsingør.

Fiskeriet
Alle slags garn sættes altid ud om styrbord, d.v.s. i højre side, ål regnes ikke til fisk, og ruser sættes i reglen om bagbord (til venstre). Om

Beboere og landliggere foran ”Sømandshvile” en sommerdag omkring 1910. I forgrunden ses fisker Jens Thomassen, der er i færd med at stene garn, medens sønnen Johannes ser på. På bænken med hvidt forklæde ses hustruen Petronille. Længst til højre Olga – den datter, der senere overtog huset. De øvrige på billedet er landliggerfamilien, der hed Stamm – sønnen Ivan (1888-1963) blev senere politidirektør i København.

det står i forbindelse med herrens ord til fiskerne i biblen: ”Kaster garnet ud i højre side”, ved jeg ikke. Når man spurgte ældre om råd, angående hvor man skulle sætte garnet ud, svarede de gerne: ”Leder, så skulle I finde banker”. Det var en fordrejelse af: ”Leder, så skulle I finde, banker, så…”

Når man sejlede ud med redskaber, måtte man aldrig sidde på garnene og spise, da sælhundene i så fald ville plyndre garnene for fangsten. Meget uheldigt var det at blive gantet af gøgen, d.v.s. høre dens kukken fastende. Ligeså at møde en grå kat, en hvid hest og visse mennesker, som man af erfaring vidste, at det ikke var godt at møde. At tilønske ”lykkelig rejse”, ”godt udbytte” og lignende bliver endnu den dag i dag taget meget ilde op, da det er uheldigt.

”Klar morgen giver grå dag”, siger fiskerne. Når det er tåge, er det godt at vende en strømpe eller et andet klædningsstykke, da man så ikke bliver vildfarende. Når man stener eller bøde garn, må man ikke skræve over garnet (det er mange københavnere blevet skældt ud for), da fiskerne så vil gå over garnet, man må altid hellere træde på det.

Det er ikke godt at fløjte  om morgenen tidligt eller synge om aftenen. 13-tallet regnes nu i almindelighed for et heldigt tal. Tidligere var det det omvendte. Når man sælger son første fangst, efter at fiskeriet er begyndt, må man ikke sælge den for lige penge, det er uheldigt, heller ikke må man give den væk.

Møderne i Ligkassen
Fællesfester afholdtes kun, når man havde haft en stranding, og bjergelønnen skulle ”byttes”. Enhver familiefader fik en lige stor part, kun strandfogeden fik to parter. Ved sådanne møder, der altid afholdtes i kroerne, blev drukket en del brændevin og punch, hvorfor de ofte endte med slagsmål. Foruden dette havde man på Snekkersten Ligkassens møder 3. pinsedag og 1. november. På det ene af disse, hvor alle mandlige medlemmer under mulkt var forpligtede til at møde, valgtes for et år en oldermand til at bestyre kassen. Han var enevældig hersker, men havde ret til at udnævne til medhjælp to bisiddere, der efter kassens love skulle udføre alt arbejde kassen vedrørende, som pålagdes dem af oldermanden, bl.a. hvis denne ikke var skrivekyndig, føre protokollen og regnskabet. Ved oldermandsskiftet var der ofte stort gilde, hvor den fungerende oldermand bestemte det, i reglen var det i hans hjem.

Denne kasse, der rimeligvis er stiftet omkring 1711, har en lovparagraf, der pålægger oldermanden at ”tractere samptlige Medlemmer med en half Tønde Godtøl, 6 Potter Brændevin og Piber og Tobak”. Ved dette gilde gik det muntert til, da oldermanden i reglen, for egen regning, trakterede med mad og æbleskiver, så muntert, at man havde en paragraf, der forbød kiv og slagsmål ved mødet under en mulkt af 3 mark (en krone). Drikkevarerne og tobakken godtgjorde kassen ham med – fra først af intet – senere 4 og sidst 6 rigsdaler. Disse gilder er for længst afskaffede.

Selskabeligheden
Selskabeligheden var indskrænket til familierne, men da man som regel kun giftede sig med bysbørn, fulgte deraf, at de fleste fiskerlejer repræsenteredes af medlemmer af 2-3 familier, der endog var fjerntbeslægtede indbyrdes. Af familiefesterne var begravelserne ubetinget de største og kostbareste. Bryllupper og barselsgilder (barnedåb) var langt mindre, ind til dem blev kun indbudt den allernærmeste familie. Barnedåb var i det hele en fest, som ikke toges så højtideligt. Man hørte (og hører endnu) udtalelser som: ”Ja, det er jo en gammel skik, men man kunne ligeså godt døbe en kattekilling”. Nu betragtes dåben af mange som en tvangsindmeldelse i folke- eller statskirken uden nogen religiøs betydning. Derimod er det en temmelig udbredt mening, at når et barn ikke vil trives, kan det hjælpe at lade det døbe. Af anden overtro kan nævnes: En dreng skulle altid døbes før en pige, da drengen ellers blev skægløs og pigen skægget. Det overholdes endnu. Når barnet vrælede under ceremonien, kom det til at synge, ellers ikke. Min gudmoder (ståmoder) fortalte mig, mens jeg var barn, at jeg ville komme til at synge ”thi hun havde læst over mig, medens hun stod med mig”. Nå, sangstemme fik jeg; om det var derfor, ved jeg ikke. Ståmoderen skulle betale vognen, der var ca 1½ mil til kirken. Huepigen gav barnet en sølvbarneske. De mandlige faddere havde ingen forpligtelser, men gav dog stundom en pengegave. I øvrigt barselsgildet blot i frokost og middag i hjemmet samt lidt forplejning i Tikøb Kro. Meget sjældent aftengilde.

Bryllupperne var i ældre tider noget større. Fra morgen rejstes 2 stænger med flag på (flagstænger kendtes ikke), et på hver side af indkørslen. Brudefolkene tog i reglen alene til kirken. Om aftenen samledes den nærmeste familie til en aftensmåltid, der afsluttedes med puncheboller og visesang, sjældent kortspil og aldrig om penge. Jeg erindrer kun et tilfælde, hvor der blev danset.

Petronille og Jens Thomassen fotograferet på deres ældre dage foran huset på Strandvejen i Snekkersten. Petronille var født Jensen i 1851 som datter af smeden i Tibberup.


Begravelsesfesterne
De største fester udfoldedes ved begravelser. Til disse hørte en bedemand og en bedepige, der ikke måtte tages af den nærmeste familie, Den første indbød på familiens vegne hr. NN (der blev aldrig indbudt mere end en mand fra hvert hus) til at komme kl 9, spise frokost pg følge afdøde til jorden samt efter begravelsen følge med hjem og spise til middag. Dette skete flere dage forud, for at følget kunne få tid til at leje vogne. Bedepigen indbød dagen før begravelsen kvinderne til ”i aften at komme og lægge liget i kiste”.

Kistelægningen bestod i, at man drak at utal af kopper kaffe – stundom fik man vin og kager – og så passiarede man til ofte langt ud på natten. På begravelsesdagen mødte så de indbudte , mændene med høje hatte og pligtmæssig alvorlige ansigter. De blev bænkede af bedemanden, hvis opgave det var at fylde snapseglassene, øllet serveredes i store kruse. Bordene var besatte med kogt røget skinke, smør, brød og forskelligt pålæg. Ligkassens medlemmer havde under en mulkt af 3 mark pligt til at møde i foreskreven uniform – spidskjole, knæbukser med sølvspænder og sølvspænder på skoene; denne dragt, der kun brugtes ved begravelse, var dog gået af brug før min tid. Ved ellevetiden satte ligtoget sig i bevægelse. Liget blev båret gennem lejet og sat på vognen ved den første tværvej, der førte til Tikøb. Ved ankomsten hertil blev liget enten sat ind i kirken eller båret en gang rundt om denne til graven. Når begravelsen var forbi, samledes følget i TikøbKro, hvor vognene stod, men da kvinderne derhjemme skulle have varm mad færdig til følget. måtte ingen køre fra Tikøb Kro før ligvognen. Følgelig måtte man nyde noget, og da man havde fået mad nok, gik det fornemmeligt ud over de våde varer, der ofte satte en del i alt for godt humør til lejligheden. Gennem skovene lød fra vognene lystige sange og råb, der dog dæmpedes af de mere besindige ud for beboede steder og forstummede ved hjemkomsten.

En ældgammel arrig pebermø
Jeg mindes fra min barndom to sådanne artider, som de kaldtes, der varede omtrent et døgn hver. Det ene fattigt, det andet ret velstillet.

Den første var over en ældgammel arrig, trættekær og grim pebermø, der havde været til huse hos sin broder og hans hustru, hvilke begge hun overlevede og arvede. Huset var et livsfæstehus og de øvrige ejendele ikke meget værd, men da snekkerstenerne ikke tillod, at nogen af deres ”indfødte gamle” kom under søgnefororg, blev der stadig bragt hende mad, lidt pleje og tilsyn af nærmere og fjernere slægtninge (d.v.s.hele fiskerlejet). Og takken, hun gav for det, bestod i reglen i skændsord og forbandelser. Hun var altså ikke ”elsket og savnet”, da hun omsider døde.  Begravelsen var god nok. Følget fik frokost med tilhørende brændevin og øl. Efter hjemkomsten fra Tikøb Kirke (og Kro) opvartedes med risengrød og sødt øl, klipfisk med sennep og kartofler samt snapse. Grøden serveredes i store fade med et smørhul i midten, hvortil så mange, som kunne komme til, vekselvis stak. Måltidet foregik under skæmt og løjer, idet det stadig gentoges: ”Her var jo ingen grund til sorg!” Efter cirka 1 times pusterum samledes man atter for at drikke kaffe, og derefter fortsattes med mad, kaffeknægte, rom, brændevin, punch, tobaksrygning og – sang. Bl.a. lød flere gange i nattens løb en vise: ”Om hundrede år er alting glemt”.

Et ligkassemedlems begravelse
I det andet tilfælde, hvor der var tre gifte sønner, og afdøde var en gammel mand (84 år), medlem af Ligkassen, var følget langt større. Retterne var forskellige stege, vine, kager til kaffen, og der var sølvservice, der var ingen sang, men ellers var drikkeriet det samme. Jeg fungerede som øltapper og lagde mærke til hen på aftenen, der tilbragtes med afvekslende at spise kogt røget skinke med sennep og snapse, drikke kaffe med rom eller punch og ryge tobak af lange hollandske kridtpiber, der tilligemed tobakskardusen af mærket ”Blaamand” og ”Rødt G” stod på bordet, at de bankede piberne ud på koppen eller tallerkenen, der ikke blev fornyet, og det hændte mere end en, der var blevet lidt omtåget, at de dyppede deres flæsk i sennep, tobaksaske, øl og brændevin, og – det gik.

Senere blev følget budt kun til frokost, og nu er alle begravelsesgilder helt ophørte, men nu ligger kirken jo nærmere, og liget er i reglen hensat i kapellet forud.


Rev. 01.04.2021