Af Kjeld Damgaard
Historien starter i Nyrup landsby, idet denne by jo oprindeligt var et centralt sted for landevejstrafikken. Både Kongevejen fra Hirschholm og Kongevejen fra Frederiksborg passerede indtil 1770’erne igennem selve Nyrup landsby, idet de mødtes umiddelbart vest for Nyrup og fulgtes ad resten af vejen til Helsingør gennem Nyrup Hegn – en strækning, som den dag i dag kan følges gennem skoven.
Skovriderne var bevillingshavere
Vi må tro, at der har været gæstgiveri langt tilbage i tiden på dette sted. I et dokument skrevet af skovrider Mads Pedersen fra Gurrehus i 1735 nævner han, at “Christian Skovrider” havde haft privilegium til krodrift i en snes år antagelig på både Nyrup og Gurre kroer. Denne Christian Skovrider, var Christian Nielsen, der i perioden 1683-1712 var skovrider i Nyrup. Han boede på “Skovridergaarden” – antagelig den senere Nyrupgaard. Hvis han havde haft privilegium i en snes år, må der jo have været kro siden starten af 1690’erne. Christian Nielsens forgænger i embedet var Jacob Zøllner, som tilhørte inderkredsen omkring Hans Rostgaard i oprørsforsøget mod svenskerne i 1660. Måske var det skovrider Zøllner, der som tak for sin indsats, havde fået kroprivilegiet?
Først i 1708 kan vi sætte navn på en krovært i Nyrup, Jørgen Nielsen – han har sandsynligvis forpagtet driften hos skovrideren. I 1720 nævnes skovrider Viet Lintners enke som bevillingshaver og samme år overtog den nye skovrider Mads Pedersen bevillingen. I forbindelse med en dåb i 1723 nævnes som fadder “Marie Hans Kromands”, hvilket altså betyder, at kromanden på det tidspunkt hed Hans og hustruen Marie. Om kroen da lå i eller ved Skovridergaarden, vides dog ikke – først fra omkring 1747 kendes kroens nøjagtige placering.
Den gamle kongelige Jægergaard
I selve Nyrup lå nemlig i starten af 1700-tallet en gammel jægergård, som kongen i sin tid havde ladet bygge som en af sine udgangspunkter i forbindelse med jagten i de nordsjællandske skove. Da kongen i 1700-tallet besluttede at lade Fredensborg Slot være det nye centrum for sine nordsjællandske udflugter og jagter, besluttedes det i 1746 at lade jægergården i Nyrup nedlægge. Det meste af gården blev nedrevet, men i nogle fag af den gamle gårds bygninger ville køberen indrette et gadehus. Og i dette gadehus – endnu en tid kaldt for “Jægergaardshuset” – indrettedes nu kro.
Kromænd og kroklammeri
I 1756 kom en ny kroholder, Niels Mouritsen. Hans slægt har flere efterkommere på egnen endnu i dag. Året efter omtales kroen i øvrigt som en “kategori I kro”. Det betød, at bestemmelserne for krodrift i området indebar, at Nyrup Kro havde tilladelse til både at brygge øl samt til at brænde brændevin. For denne tilladelse skulle der årligt betales 4 rigsdaler i afgift. Til gengæld måtte produkterne så sælges også i Helsingør. I 1767 overtog sønnen, Jørgen Nielsen kroen.
Året efter – i juni 1768 – indtraf en episode i kroen, en episode som endte i retten. Hovedvidnet var her kropigen, Dorthe Hansdatter, som forklarede, at den aften var der en del fiskere fra Sletten og en materialkusk, Lars Bentzen fra Fredensborg, i krostuen. Der kom ordstrid og slagsmål i gang, og krokonen, som var frugtsommelig, ville lægge sig imellem. Pigen havde haft så travlt med at holde sin madmoder udenfor, at hun ikke nøje havde fulgt slagets gang, men så meget havde hun lagt mærke til, at fiskerne have kastet kusken på gulvet og dunket ham; de havde flere gange slukket lyset, det eneste, der var, en lille tælleprås, for i ro at kunne prygle ham. Hver gang løb da kromanden ud i køkkenet for at tænde det igen. Endelig rejste kusken sig blødende og ville undløbe, men fiskerne fór ud og hentede ham ind igen; han havde ikke fået nok. Hvad de var vrede over, blev ikke opklaret. Fiskerne var beskænkede, kusken derimod ikke. Den, der hylede højst her for retten, var dog ikke den mishandlede kusk, men spillemanden, Hans Nielsen, som klagede over, at “de hafde slaget hans Fiol i støcker”.
Den sidste kromand i Nyrup Kro var Lars Madsen fra 1770. Han fæstede kroen helt f
rem til 1803, men da var der ikke længere kro i Nyrup. Den var flyttet ud af landsbyen.
Jægergårdspladsen og Claythorpe
Jægergårdspladsen er i dag en del af den ejendom, som nu kaldes for Claythorpe, og som siden J. J. Claesens overtagelse i 1803 har fungeret som lystejendom for en lang række kendte Helsingørfamilier. Selve bygningen, som var kro, og som oprindelig jo havde været en del af den kongelige jægergård, er for længst væk, men den lå umiddelbart til højre for indkørslen til den nuværende Claythorpe, placeret helt ud til den nuværende Krogenbergvej. Claythorpe er opført omkring 1821, og det må antages, at det gamle krohus ved den lejlighed er blevet nedrevet.
Kroens flytning
I slutningen af 1700-tallet var der sket en betydelig ændring i trafikmønstret, idet den nye Kongevej fra Hørsholm til Helsingør var blevet taget i brug. Den var anlagt i perioden fra 1779 og strækningen forbi Nyrup var i alle fald færdig i 1788, sandsynligvis noget før. Trafikken igennem selve Nyrup var derfor aftaget noget, og kroholdet måtte flyttes til et mere hensigtsmæssigt sted. Kroen indrettedes derfor i en fæsteejendom under Krogerup Gods – en ejendom, som lå ved den nye Kongevej på Mørdrup Bys mark, og som kaldtes “Sophienhøi”.
Kroen blev imidlertid snart også kaldt “Nykro”, måske på grund af navneligheden med “Nyrup Kro”. I hvilket år flytningen skete er lidt usikkert, men det må være sket omkring 1797, da Krogerup Gods det år bortsolgte ejendommen.
Rev. 15.03.2021