Hellebæk Kro lå oprindelig i Aalsgaard

af Kjeld Damgaard

Hellebæk Kro i midten af 1800-tallet. I 1849 byggedes den store gavlkvist på kroen, hvis facade da vendte ud imod Bøssemagergade, der ses foran bygningen.

I 1720 blev fremsendt en skrivelse til Kronborg Amt, hvori det blev fastslået, at det herefter blev forbudt at drive krohold uden bevilling. I de følgende årtier blev der jævnligt udfærdiget lister over de godkendte kroer i amtet, og blandt disse var i 1720 en kro i Aalsgaard tilhørende Niels Pedersen. Denne kro lå tilsyneladende øde i nogle år efter 1730, i al fald nævnes den i 1734 som “et Kroehold, der i nogle Aar har været øde”. Det følgende år nævnes Aalsgaard Kro igen, denne gang med rådmand Burghoff som fæster. Men i samme dokument nævnes, at kroen endnu lå øde. Rådmand Johan Burghoff var født på den tidligere danske ø Øsel ved Estland i 1660, men han opnåede borgerskab i Helsingør i 1691. Han blev rådmand i 1718 og i januar 1735 endog borgmester i Helsingør. Det blev imidlertid en kort karriere – han døde allerede i oktober samme år.

Kro eller marketenderi
I listen over tilladte krohold i Kronborg Amt i 1744 nævnes atter Aalsgaard Kro – men nu med løjtnant Herman Burghoff som fæster. Herman Burghoff var søn af Johan Burghoff – og krofæstet må altså være gået i arv til borgmesterens ældste søn. Herman Burghoff døde imidlertid allerede i 1750, men det ser ud til at kroen allerede i 1749 blev nedlagt, idet den var til skade for fabrikkens drift og mandskab. Præcis hvor i Aalsgaard denne første kro lå kan ikke dokumenteres – men den har intet at gøre med det senere Aalsgaard Badehotel.
Om krodriften straks overflyttedes til Hellebækgaard er dog uvist – antagelig skete det først med Stephen Hansens overtagelse af Hellebækgaard i 1752. Der nævnes imidlertid ingen kro i Hellebæk førend i en skrivelse fra 1758, hvor det udtrykkelig beskrives, at

Senere byggedes en hel etage ovenpå den oprindelige krobygning. Her ses indgangen fra Strandvejen omkring 1903.

ganske vist kaldes stedet for “Hellebæk Kroe“, men det er “alleene et Marquententerie for Gevæhr Fabriquen“. I den forbindelse drøftedes det om kroen alene var for fabrikkens ansatte – og således ikke skulle yde afgift til statskassen.

Hellebækgaards ejerskab
Men at der kunne være brug for et marketenderi ved geværfabrikken er ikke usandsynligt. På det tidspunkt havde Stephen Hansen, der havde overtaget Hellebæk i 1752, omsider fået sat skik på geværfabrikationen, og et større antal arbejdere – op imod 200 – var nu sysselsatte i området. Men det ser ud til, at geværfabrikken har måttet betale afgift af marketenderiet – uanset at de mente, at have nedlagt kroen. Samtidig med flytningen af kroen blev det også bevilget, at det dertil knyttede brændevins-brænderi og ølbryggeri blev flyttet. Denne sidste virksomhed ser i øvrigt ud til at være blevet på selve gården helt frem til 1864.
Forud for Heinrich Carl Schimmelmanns overtagelse af Hellebækgaard i 1768/69 udarbejdedes en beskrivelse af kroen: I et sidehus til hovedbygningen beskrives, at der under bryghuset var en muret kælder og at der ved siden af bryghuset var et lille køkken i forbindelse med kroen, der i øvrigt bestod af en stor skænkestue for gæster og dernæst en lille stue for fabrikkens mestre.
Det var Ernst Schimmelmann, der flyttede kroen til dens placering på hjørnet af Bøssemagergade og Strandvejen efter at havde overtaget Hellebækgaard samt Geværfabrikken og dermed hele Hellebæk og Aalsgaard. Straks efter indrettede Schimmelmann så kapel i den fløj hvor kroen oprindelig havde været. Dette stod færdig i 1770, så på dette tidspunkt må kroen være flyttet til Bøssemagergade. Kroen tilhørte herefter Hellebækgaard – og senere “Det Schimmelmannske Fideikommis”. Et fideikommis er i dette tilfælde et gods, hvis kapital er bundet og hvis indtægter tilfalder en bestemt familie, nemlig Schimmelmann-familien. Kroværterne var derfor altid kroforpagtere.

Fru Heibergs møde med Hellebæk Kro
Men datidens kro var et beskedent hus. Og netop denne beskedne kro kendes fra den berømte beskrivelse af Johanne Louise Heiberg, der sammen med sin mand besøgte Hellebæk i sommeren 1847. Hun skriver selv i sine erindringer, at endnu havde ingen københavnere fået den idé at opslå sit sommerkvarter i denne egn. Men hvad hun heller ikke havde tænkt på var, at kroen heller ikke var vant til at modtage overnattende gæster. Vi lader Johanne Louise Heiberg fortælle:
“Ankommen til Hellebæk tyede vi straks hen til kroen, og blev vi betænkelige ved dens ydre, hvad måtte vi da ikke blive ved dens indre! Kromadammen blev helt forundret, da vi spurgte om vi kunne bo her en seks uger. “Bo her!” gentog hun halvt forfærdet, “ih, du fredsens Gud, hvor skulle det være?” “Vis os hvilke rum de har stående ledige” sagde jeg, “man kan jo altid se på dem”. “Ja, det ved Gud, De kan”, sagde konen, hos hvem enfoldigheden lyste ud af de stillestående øjne og den hængende mund, men tillige et naivt, godmodigt præg, der straks indtog mig. Hun fulgte os nu ud i gården, hvor høns, ænder, katte, køer og heste levede i skøn samdrægtighed…Konen stak en stor

Kroen blev i starten af århundredet udvidet med en ny fløj langs Strandvejen. Det er den hvide 2-etagers bygning til venstre. Til højre i billedet ses det anneks, som hørte til kroen og som antagelig havde rummet brændevinsbrænderi i en periode.

gammel rusten nøgle ind i låsen på den lave dør. “Når den nu bare passer og kan lukke op”, vedblev hun, “thi det er længe siden, vi var herovre.”
Johanne Louise Heiberg fortæller videre: Vi kom nu først ind i en lille forstue, derpå i et lille lavt værelse ud til gården, hvori stod to gamle senge, fyldt med dyner, derfra ind i et andet lille værelse ud mod haven, der stod ganske tomt, og bag dette en lille forstue ud til vejen. Da vi trådte ind her, udbrød vi begge “Nej, hvor dejligt”. Thi havet med Kullen i baggrunden lå der i et himmelsk vejr og i en belysning, der er mig helt uforglemmelig.
Imidlertid var forholdene slet ikke hvad den heibergske familie var vant til. Der måtte således først købes lærred til madrasser, der efterfølgende blev syet og foret med hø. Linned havde krokonen, men tæpper var helt ukendte. I stedet måtte de tage til takke med to hestedækkener. Til indretning af værelserne blev der fra andre værelser taget stole, borde, spejle m.v. Men et vandfad og en kande havde kroen ikke, så det måtte indkøbes i den nærliggende butik. Således lykkedes det for Heiberg og frue at få sig indrettet i en kro, der næppe tidligere havde haft gæster af denne art. Men trængslerne var ikke forbi: Johanne Louise Heiberg fortæller videre, at hun bebrejdede kromadammen, at hun ikke kunne lave mad. Hertil svarede hun imidlertid: “Ak, min rare, lille frue, her kommer jo ikke et menneske imellem år og dag, kun bønder sidder i skænkestuen og drikker til langt ud på natten, og det sørger fader for; jeg spinder og passer kreaturerne og har aldrig lært sligt”.

Glimt fra den del af krohaven, der vendte mod stranden omkring 1910

Vilhelm Bergsøe på Hellebæk Kro
Værtsparret var på den tid kroforpagter Mads Sørensen og hans hustru Cathrine Larsen, der i øvrigt var højgravid på den tid, hvor Heiberg besøgte Hellebæk. I 1849 udbyggedes bygningen langs Bøssemagergade, der oprindeligt var opført som en et-etagers bygning. Nu blev der tilføjet en stor trefags valmet gavlkvist. Her boede omkring 1855 Vilhelm Bergsøe, der på det tidspunkt var omkring 20 år gammel. Han fortæller om sit ophold i Hellebæk Kro:
“Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs-kommode. Alle disse herligheder tilhørte mig. Hele kroen stod til mig rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor der blev drevet handel med kaffe, sukker og “etcetera”, som der stod på skiltet. Dog var der et, der gjorde en indskrænkning i min ejendomsret, og det var lørdag aften. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig solid dram, til en dans og sommetider til en tvekamp.”

Kroen flytter ned på Strandvejen
Indtil 1870 hørte kroen under Kronborg Geværfabrik, men overtoges da sammen med store dele af byen af Hellebæk Klædefabrik. I 1885

Luftfoto af Hellebæk Badehotel som det så ud i 1950’erne. Nederst til højre ses den oprindelige krobygning. Vinkelret på denne den oprindelige stald (den nuværende krobygning), og nederst til venstre det gamle anneks, som i 1960’erne blev indrettet til bolig for hotelejeren og hans familie.

solgtes kroen for 27.500 kr. og den første ejer var  den lokale kroforpagter og vognmand, Peter Emil Hansen, der allerede havde forpagtet kroen i 1884. Men også Peter Emil Hansen bortforpagtede kroen. Det skete til Carl Hjorth, der fortsatte til 1891. En efterfølgende ejer fra 1890 var Frantz Olsen, der købte kroen for 60.000 kr. Han døde i 1906, men både han og hans enke Medea Olsen ser også ud til at have haft bortforpagtet restaurant og krostue til forskellige gæstgivere og restauratører. Bl.a. var kro og hotel fra 1903 bortforpagtet til Henry Rasmussen, som tidligere havde ejet et hotel i Nyborg. Omtrent samtidig blev den ældste del af den nye bygning opført langs Strandvejen – den bygning, der senere udviklede sig til Hellebæk Badehotel.
Som nævnt stoppede produktionen af brændevin og øl på Hellebækgaard i 1864. Men efter lokale forlydender fortsatte brændevinsbrændingen herefter i kroens anneks på vandsiden af Strandvejen – måske i det såkaldte “Færgehus”, der nævnes allerede i 1700-tallet som hjemsted for et bryggeri og brænderi. Dette anneks hørte til kroen/hotellet helt frem til 1978, men anvendtes i de sidste år som bolig for hotelejeren og hans familie.
I 1911 overtog Anna Marie Bonde Hellebæk Kro. Det skete som udlæg i ejendommen. Hun var gift med Johannes Bonde, der drev Hotel Bondegaarden i Hornbæk – og reelt kom også han til at drive Hellebæk Kro og Hotel. Det er i dennes ejerperiode – i 1919, at hovedparten af kro- og hoteldriften flyttes til den udvidede krobygning på Strandvejen. Navnet var allerede inden da ændret til Hellebæk Kro og Badehotel, men nu gled navnet “kro” helt i baggrunden – stedet skulle nu markedsføres som “Hellebæk Badehotel”.

Hotel Hellebæk Kyst i nyere tid
Johannes og Anna Marie Bonde solgte i 1929 hotellet til Thorvald Christiansen, men allerede i 1933 var deres søn, Peter Bonde tilbage som bevillingshaver i Hellebæk – det havde han allerede været i en kort periode i 1920’erne. Det var således Peter Bonde, der i 1934 opførte en stor ny glassal, hvorefter hotellet havde plads til 500 kuverter ad gangen. I perioden under besættelsen brugtes hotellet i øvrigt af tyskerne til rekreation for tyske officerer. Det var derfor tyskerne, der byggede altaner til flere af værelserne. Som armering i betonen anvendtes gamle cykelstel!
Peter Bonde drev hotellet i mere end 20 år og solgte i midten af 50’erne til Harry Petersen, der kom fra Roskilde. I 1960 overtog tidligere bestyrer af Hotel Harmonien i Haderslev, Harry Rasmussen hotellet. Han var uddannet tjener og havde bl.a. fået sin uddannelse i England. Efter 15 år i Haderslev købte han Hellebæk Badehotel for 733.000 kr og omdøbte allerede året efter hotellet til “Hotel Hellebæk Kyst”, da Harry Rasmussen mente, at “badehotel” var for gammeldags.
Ingrid og Harry Rasmussen drev derpå hotellet til 1978. De nye ejere – et konsortium – ønskede ikke at drive hotellet videre. Konsortiet solgte i stedet alt løsøret og udstykkede ejendommene i ejerlejligheder. Annekset blev solgt fra og den oprindelige staldbygning mellem den oprindelige krobygning og hotellet fra 1919, blev solgt som en selvstændig ejendom. Her har skiftende ejere og forpagtere siden drevet restaurant under det gamle navn “Hellebæk Kro”.

Rev. 27.02.2021