Tibberup Stubmølle ses her på et uddrag af et maleri af Vilhelm Petersen, malt i 1837. Det ses tydeligt hvorledes møllen er placeret på toppen af bakken. Der har været en vindmølel på dette sted mindst siden slutningen af 1600-tallet. (maleri i privateje)

af Kjeld Damgaard

Det er omkring 800 år siden, at de første vindmøller så dagens lys i Danmark. Men før da havde vandmøllerne i et par hundrede år til en vis grad gjort en del af arbejdet med formaling af korn m.v. Ligesom vindmøllerne var der flere slags vandmøller. Lige fra de helt primitive møller, der kunne drives med ganske lidt vand, til de store avancerede møller, der drev hele industrianlæg. Sådanne store anlæg var der flere steder i Nordsjælland: Hellebæk, Usserød, Frederiksværk og Mølleaadalen.

Denne artikel vil imidlertid alene beskæftige sig med vindmølle-historie i almindelighed, hvorimod vindmøllerne i den gamle Tikøb Kommune er behandlet i særskilte artikler.

Mølle-restriktioner
En række love i løbet af 1600-tallet søgte at regulere mølledriften, bl.a. ved at kronens bønder fik møllepligt, d.v.s. at den enkelte bonde skulle søge en bestemt mølle. Denne ordning ophævedes dog igen, men til gengæld blev der indført en slags mølle-privilegium, således at mølleren undgik for megen konkurrence – mod til gengæld at svare afgifter i forhold til formalingsevne og antal kunder.

Først i 1862 ophævedes de sidste restriktioner m.h.t. mølledriften i Danmark. Det fik i de følgende år antallet af vindmøller til nærmest at eksplodere. Samtidig betød tekniske fremskridt, at møllerne nu kunne bygges med selvkrøjning (d.v.s. at de automatisk drejede sig mod vinden) og selvsvikning (d.v.s. at vingernes overflade automatisk reguleredes med bevægelige jalousier).

De sidste årtier i 1800-tallet var vindmøllernes storhedstid i Danmark. Allerede omkring 1900 begyndte havnebyernes store valsemøller at udkonkurrere de ustabile vindmøller, der i stedet forsøgte sig med damp-, petroleums- eller dieselmotorer for at undgå at ligge uvirksomme hen i vindstille. Men også de små private gårdmøller (klapsejlere eller vindroser) indebar konkurrence, idet de ofte kunne dække den enkelte gårds behov.

Tibberup Mølle – nu som hollandsk vindmølle – fotograferet omkring år 1900.

 

Stubmøllerne
Den ældste type vindmølle, stubmøllerne, var helt igennem bygget af træ. Hele møllen kunne drejes omkring en svær lodret egestub, der var afstivet med en krydsfod. På den måde var det muligt med håndkraft at dreje vingerne op imod vinden.

De fleste stubmøller var ganske små – kun udstyret med én kværn – da de jo skulle kunne drejes op mod vinden med håndkraft. Desuden var de ikke ret store, fordi de ellers nemt væltede i stormvejr.

De hollandske møller
I 1800-tallet erstattedes de gamle stubmøller ofte af en såkaldt hollandsk mølle, d.v.s. at det nu kun var hatten, der skulle drejes op imod vinden (og ikke hele møllen).

Denne mølletype dukker for alvor op i Danmark omkring år 1800. Fordelene ved denne mølletype med frontløbere var, at det nu kun var møllehatten, der skulle krøjes (drejes) for at få vingerne op imod vinden. Og da man endda i 1822 fandt på en metode med selvkrøjning, skete drejningen op imod vinden automatisk. Selvkrøjningen foregik ved, at man satte en vindrose vinkelret på møllevingernes retning. Når så vinden tog fat i vindrosen drejede denne møllehatten – indtil vinden gik lige ind i møllevingerne. Samtidig var vinden i vindrosens plane side i samme retning som vinden – og derved holdt vindrosen op med at rotere hatten.

Var der ikke selvkrøjning, måtte krøjningen foretages ved at stjerten blev brugt til at dreje hatten. Stjerten blev typisk styret fra galleriet eller omgangen.


Møllevingerne skulle svikkes – d.v.s. at sejlene på vingerne skulle foldes ud eller ind – alt efter vindhastigheden. Men senere blev møllevingerne på mange møller selvsvikkende,

Nordskov Mølle fotograferet i 1936, hvor den allerede havde mistet vingerne. Møllehus og bolig var derimod endnu intakte.

d.v.s. at de blev forsynet med træklapper, som selv åbnede eller lukkede afhængig af vindhastigheden.

Selve vingernes profil er også bemærkelsesværdige. De er nemlig vredet om vingens akse. Det gjorde man fordi, den del af vingen der er nærmest mod rotorakslen, jo bevæger sig langsommere gennem luften end vingens ydre ende. Det er vigtigt, at dette passer sammen, da møllevingerne ellers vil løbe løbsk i stærk vind.

Ofte var der jo åbent igennem møllens “kælder”. Vognene med kornsækkene kørte således ind under møllen, sækkene blev hejst op og kornet malet. Senere blev melet så sænket ned på vognen igen og den kunne så køre videre ud på den anden side.

Om nabosognenes møller
Fra matriklen 1681 kendes ingen møller i Tikøb Sogn. Sognets bønder måtte derfor udensogns, når der skulle males korn. I matriklen fra 1681 står der ganske tydeligt, at de fleste bønder i sognet får malet enten i Esroms Mølle, i Dronningens Mølle eller ved Helsingørs møller – altså i nabosognene mod nordvest eller øst.

Men antallet af vindmøller i eller ved købstaden Helsingør har igennem tiderne været meget højt – især når man tager i betragtning, at der jo kun var ganske få landbrug på Helsingørs byjorder og overdrev. Hvordan harmonerer det så med, at der i 1681 opregnes ikke færre end 7 vindmøller spredt rundt på bakkerne lige udenfor den gamle bykerne?

Og her i 1965 er Hollandske Mølle kun en ruin – der var ikke midler til at bevare det fine vartegn for Helsingør.

Hollandske Mølle i Helsingør blev nedrevet i 1965, da ejerne ikke længere havde råd til at vedligeholde bygningen. Desværre syntes det daværende Helsingør Byråd heller ikke, at der var råd til at bevare dette vartegn for Helsingør.

 

Alle syv møller var dengang stubmøller, først 100 år senere dukker den første mølle af den hollandske type op. To af møllerne fra 1681 lå ved Svingelport og kaldtes i senere tid for hhv. Cathrine Mølle og Thor Lunds Mølle. Derudover var der Christians Mølle ved Møllebakken, Hannemindes Mølle på spidsen mellem Esrumvejen og Gurrevejen (brændt 1837), Barkmøllen eller Mølledahl lidt længere ude ad Esrumvej (senere flyttet til Møllebakken og kaldt Christine Mølle), samt to møller som lå på den nuværende kirkegårds plads og en sydøst herfor.

Foruden disse syv vindmøller var der desuden to vandmøller samt 3-4 hestemøller – altså mindst 12 møller i en periode hvor der kun var omkring 2-3000 indbyggere i Helsingør. Om opland var der faktisk ikke tale. I en halvcirkel rundt om købstaden lå moser, engstrækninger, overdrev, hede og en bred bræmme af skov.

Grundlaget for Helsingørs mange møller

Christine Mølle i Helsingør – gengivet på et maleri af ukendt kunstner (Maleri i privateje).


Årsagen til de mange møller skal imidlertid søges i den meget store søgning byen havde fra Øresundssiden. I 1600-, 1700 og 1800-tallet var det meget nødvendigt at få friske forsyninger ombord i skibene med jævne mellemrum. En tur til England kunne vare
2-3 uger, og når skibene alligevel skulle lægge til ved Helsingør for at betale Øresundstold, så kunne man jo ligeså godt proviantere med det samme. Samtidig besøgtes Helsingør – dengang en af rigets største byer – af mange gæster. De to ting tilsammen gav grundlaget for de mange møller.

Men hvad malede disse mange møller egentlig, når der praktisk talt ikke var landbrugsjord i eller omkring Helsingør? Imidlertid havde man på den tid en række restriktioner og bestemmelser om hvem der skulle levere korn og hvem der måtte male. Det blev derfor bestemt, at bønderne i store dele af Nordsjælland skulle levere korn til møllerne i Helsingør. Desuden var der fra gammel tid en fritagelse for Helsingørs møllere til at indkøbe korn i flere kystbyer i Danmark og Skaane – uden at betale told.

Rev. 09.04.2021