Vejbelysningen var et tilbagevendende problem
Her ud for Strandvejen nr 150 i Snekkersten stod en gaslygte, således som man ser på dette foto. Den næste gaslygte stod ud for havnen – så der var meget langt i mellem lygterne, hvis lysstyrke endda var ret begrænset. I 1933 var antallet af lygter på hele Sydkysten dog vokset til i alt 100.
af Kjeld Damgaard
Da der var blevet etableret en fast forsyning af gas til husstandene på Sydkysten, så kom snart også ønsket om en belysning af vejene i Snekkersten og Espergærde.
Det var jo den lokale Grundejerforening, som havde stået for etableringen af gasforsyningen, så det var derfor ikke unaturligt at det også var Grundejerforeningen, der startede med vejbelysningen.
På et bestyrelsesmøde den 25. januar 1908 besluttedes det at anmode om Sognerådets tilladelse til og accept af, at der blev etableret vejbelysning forskellige steder på Sydkysten. Først og fremmest ønskede man de to stationsveje belyste – altså dels Stationsvejen i Espergærde, d.v.s. Mørdrupvejens østligste del, og dels Stationsvejen i Snekkersten.
Men herudover pegede foreningen på yderligere en række andre stærkt trafikerede steder, hvor der burde sættes lamper. Det var hjørnet af Rørtangvejen (nuv. Klostermosevej) og Strandvejen, hjørnet af Stokholmsvej og Gefionsvej, to lygter på Strandvejen ved „Villa Egebæksro“ samt en lygte ved Søbæksbro.
Tikøb Sogneraad stillede sig velvilligt til andragendet. Dog forlangte kommunen, at udgiften til driften, d.v.s. til gasforsyningen og til vedligholdelsen skulle deles mellem kommunen og grundejerforeningen, således at grundejerforeningen skulle betale 1/3 af udgiften.
Det var foreningen dog indstillet på, da det var bestyrelsens opfattelse, at det ville medvirke til, at flere landliggere ville tage ophold permanent i området – idet belysningen kun skulle være virksom i vintermånederne.
Men det sluttede naturligvis slet ikke med disse første 20 lamper. På snart sagt hvert eneste bestyrelsesmøde i de følgende mange år stod der gadelamper på dagsordenen. Hvis det ikke var ansøgninger fra beboere om flere gadelamper, så var det problemer med at skaffe penge til at betale for herlighederne, eller også var det klager over, at de ikke blev tændt tidligt nok på dagen eller for sent på året.
I 1934 var det kommet dertil, at udgiften til vejbelysningen nu næsten androg halvdelen af foreningens årlige indtægt. Som en følge heraf rettede man henvendelse til Tikøb Sogneraad, der viste sig imødekommende og nedsatte foreningens betaling med ca 500 kr om året.
Det hjalp betydeligt på foreningens økonomi, men der skulle gå yderligere to år før foreningens trængsler var forbi. Først i sommeren 1936 skete der noget i sagen. Tikøb Sogneraad opsagde nemlig den overenskomst som Grundejerforeningen i sin tid havde indgået med Gasværket om levering af gas til lamperne, Med dags varsel blev gasforsyningen afbrudt og det var så meningen at der skulle etableres elektrisk belysning i stedet – vel at mærke 100 procent betalt af kommunen.
Imidlertid var den elektriske belysning endnu ikke på plads – grundejerne, der var vant til at klage til Grundejerforeningen over manglende belysning, overdyngede bestyrelsen med klager. Så selv da ansvaret for belysningen var væk, måtte bestyrelsen lægge ryg til mange klager.
Snart fungerede belysningen imidlertid til alles tilfredshed – indtil det hele igen måtte slukkes bare fire år senere – på grund af mørklægningen under besættelsen.
Men også andre steder i kommunen var der ønsker om vejbelysning. Som eksempel på hvorledes kommunen tacklede disse ønsker kan nævnes Kvistgaard, hvor der i starten af 30’erne var et kalrt ønske om at få en vejbelysning gennem byen. Imidlertid forlanget kommunen, at der stod en forening bag kravet. Dette krav blev så startskuddet til dannelsen af “Kvistgaard om Omegns Borger- og Grundejerforening” den 27. februar 1935. Den nye forenings første opgave var således at få etableret vejbelysning. Man regnede med, at der fra Sindshvile til Krogenbergkrydset (Dyrlægekrydset) skulle anvendes 17-18 lamper. Efter megen diskussion, hvor beboerne på sidevejene også ville have belysning, lykkedes det at nå til enighed om 23 lamper. Den 16. november 1935 kunne foreningen afholde en stor lysfest – til fejring af byens oplysning!