af Kjeld Damgaard

Kortet fra 1787 viser kommissionens forslag til hvorledes jorderne kunne inddeles efter at det stod bønderne i Horneby klart, at det ikke var hensigtsmæssigt med den inddeling, som var sket i 1778. Med rød markering er indtegnet de enkelte gårdes hovedparceller. Derudover fik de mindre lodder i Rørhaven, i mosen, i skoven og på overdrevet.


Efter at taksationskommissionen havde bestemt, at to af Horneby landsbys 9 gårde skulle flytte ud af landsbyen – til fælleden vest for landsbyen – mødtes kommissionen atter 1½ måned senere, nemlig den 30. oktober 1787. Nu skulle det besluttes hvilke af gårdene der skulle udflytte.

Inden mødet havde bønderne haft tid til at se på sagen med friske øjne, men de erklærede alle, at de fortsat var tilfredse med udskiftningen – og som der står i forretningens referat: “…de vidste ej noget til forbedring at erindre, men med samme vare fornøyede“.

De to udflyttergårde
Egentlig var det så meningen, at man skulle have trukket lod om hvem der skulle udflytte. Inden da havde alle gårdmændene vedtaget, at de to udflyttede gårde skulle have ret til al den rørskæring, der kunne ske i den forestående vinter. Den skulle de to udflyttergårde have gratis. Men inden det kom til lodtrækning meddelte Søren Andreasen på gård nr. 9, at han gerne ville udflytte – helt frivilligt. Dette blev straks bevilget.

Dernæst så kommissionen på hvem der ellers kunne komme på tale. Og her tog man hensyn til gårdenes tilstand, jordernes beliggenhed i forhold til gården samt bondens alder og helbred. På den baggrund blev det besluttet, at der skulle trækkes lod mellem Peder Larsen på gård nr. 7 og Niels Olsen på gård nr. 8. Men endnu gang blev der ikke brug for en lodtrækning. Niels Olsen meddelte nemlig straks, at i så fald ville han gerne udflytte sin gård – mod at han fik lov at beholde sin gamle gårdsplads og frugthave i byen. Da denne egentlig skulle tilfalde en anden, måtte Niels Olsen til gengæld afgive sin anpart i rørhaven. Da landsinpektøren kunne konstatere, at ingen herved mistede noget, blev det besluttet at Niels Olsens gård skulle udflytte og at Peder Larsen kunne blive liggende.

Lodtrækning om placeringen

Blandt den kommissions medlemmer, som mødtes i 1787 i Horneby var flere mænd. Den person, der utvivlsomt vidste mest om stedet og dets geografi var imidlertid Adolph von der Recke (1755-1816). Han var landinspektør og det var ham, der havde tegnet udskiftningskortet, der lå til grund for hele reformen. (Maleri i privateje, gengivet fra Flemming Rune: “Tisvilde Hegn”, 2014).

Nu blev der imidlertid alligevel brug for en lodtrækning. De to udflyttergårdmænd skulle nemlig nu tildeles en af de to lodder på Fælleden. Ved denne lodtrækning tilfaldt den lod, der kaldtes Hørhaven til Niels Olsen, medens Søren Andreasen fik den lod, der kaldtes Nyvangslodden. Endvidere blev det præciseret hvilke lodder de øvrige 7 gårdmænd fik samt hvilken hjælp den enkelte ville få til hegn samt grundforbedringer – d.v.s. grøftegravning, stød- eller skovrydning, stenrydning, kistesætning, vejanlæg m.v.

Alt i alt blev der ydet en godtgørelse til Horneby landsby på 923 rigsdaler og 16 skilling. En arbejdsmand tjente dengang typisk omkring 75 rigsdaler om året – og en levende okse kunne fås for ca. 22 rigsdaler, så det var et betydeligt beløb.

Pandebo Bøge Overdrev
Men dermed var man jo ikke færdige med at fordele jorderne. Overdrevet – der hvor man sendte kvæget og fårene på græs hver sommer – skulle også fordeles mellem gårdmændene.

Imidlertid var der allerede i juni 1791 blevet foretaget en udskiftning af det overdrev, der kaldtes “Pandebo Bøge”. Dette overdrevsområde omfattede et meget stort område mellem Horneby, Villingebæk, Kassegaard, Hintsehovgaard og Dronningmøllen. Dette overdrev bestod for en meget stor dels vedkommende af meget dårlig jord eller flyvesand. Hele området mellem Hornbæk fiskerleje og Villingebæk Huse blev således vurderet til ikke at være noget værd overhovedet!

Da kommissionen atter mødtes den 27. juni 1791 blev hele dette areal da også holdt udenfor fordelingen af overdrevets arealer. Også et mindre areal nord for Søhuset bestod af flyvesand, men det blev tillagt Søhuset, idet man mente, at det var af en størrelse, som Søhusets indehaver kunne holde i ave.

Herefter fastlagdes kommissionen hvorledes overdrevets grænser skulle gå mellem de fem parter, der havde interesse i stedet. Hornebys overdrev blev således udlagt i området syd for flyvesandet.

Husmændene protesterer
Ved et landvæsensmøde den 9. august 1791 blev det så fastsat, at byens 9 huslodder skulle placeres mellem Flyvesanden (også kaldt Højelyngs Mose), Hornebys marker og Hintsehovgaards Overdrev i Esbønderup Sogn. Har vurderedes jorden til at være fastere og man kunne konstatere at dele af arealet tidligere havde været dyrket, mente man at det ville være godt nok – eller som man skrev i referatet: “uden nogen befrygtende fare”.

Hver huslod fik tildelt 6 tdr. land. Fem af huslodderne skulle placeres nord for Villingebækvejen – de resterende fire syd for. De ni fæstehusmænd blev hentet m.h.p. at kaste lod om hvilken af de ni lodder de skulle tildeles. Det var meningen, at huslodderne så straks skulle kunne overtages af husmændene, da de allerede var sat af i marken af landinspektøren.

Men nu protesterede husmændene. De mente, at jorden her var alt for ringe til at de leve af den. De frygtede heller ikke at kunne svare de afgifter, som blev dem pålagt. I stedet anmodede de om at få et lod i gårdmændenes marker, da jorden her var betydeligt bedre.

Kommissionen afviste imidlertid anmodningen på stedet. Årsagerne var flere: Gårdmændenes lodder var i forvejen for små. Endvidere var fordelingen af jorderne til gårdmændene allerede fastlagt og jorden taget i brug af gårdmændene. Og endelig fordi det allerede fra starten var fastlagt at byens husmænd skulle have jord på overdrevet. Årsagen til denne bestemmelse var, at man mente, at en husmand med koncentreret arbejde lettere kunne grundforbedre et lille areal end en gårdmand med et større areal.

Husmændene måtte med andre ord tage til takke med overdrevsjorden.

Kildegaarden, som den så ud i begyndelsen af 1900-tallet – altså omkring 100 år efter at den blev nybygget efter at den var brændt ned i 1804.

Hornebys Overdrev
Så gik der yderligere tre år, men den 5. april 1794 var der atter indkaldt til landvæsensmøde i Horneby. Igen var der en række embedsmænd til stede: Geheimekonferentsråd og amtmand Levetzow, landvæsenskommissær og landinspektør Recke, staldskriver Dumetius, landinspektør Fensmark samt sekretær og amtsforvalter Balsløv. Desuden Hornebys 9 gårdmænd.

Dagsordenen for dagens møde var, at lave en plan for det overdrev, som Horneby havde fået tildelt ved den plan som var vedtaget for hele Pandebo Bøge i 1791. Arealet helt mod nord var egentlig ikke beregnet til at deles mellem gårdmændene, men landinspektøren havde allerede opdelt arealet i 9 lodder. Det fremgik dog af forretningerne at der ikke måtte graves i arealet – man frygtede en genopståen af de frygtede sandstorme.

Desuden skulle den sydlige del af arealet (men nord for de udlagte husmandslodder) opdeles i 9 arealer, således at hver gård kunne få et stykke af overdrevet. Adgang skulle ske ad en ny vej mellem huslod nr. 5 og 6, d.v.s. den vej, som i dag kaldes Granbovej. For enden denne vej anlagdes en tværgående vej, som kom til at gå parallelt med den nuværende Villingebækvej. Rester af denne vej findes endnu som Lyngbakken og en del af Fyrrebakkevej. Fordelen ved denne fordeling var, at så kunne hver gårdmand gennem sin egen overdrevslod tillige få direkte adgang til Flyvesanden.

Atter en gang blev der “lodkastet”, som det hedder i landvæsensmødets referat. De 18 lodder skulle jo fordeles mellem gårdmændene.

Fra fæstegård til selvejergård
En følge af landbrugsreformerne var også, at bønderne skulle være selvejere. Fæstesystemet havde dybe rødder i dansk landbrug, men reformernes bagmænd var ikke i tvivl om at selveje ville betyde, at bønderne ville betyde bedre drift, større udbytter og en værdiforøgelse i det hel taget.

Horneby havde jo siden reformationen i 1536 tilhørt kongen. I realiteten altså staten. Men den 28. januar 1795 fik alle ni gårde skøde på at gården nu tilhørte gårdmanden, der herefter kunne kalde sig gårdejer. Datoen var nok ikke helt tilfældig: Dagen efter var det kongens fødselsdag.

Dette kort viser hvorledes Horneby så ud i midten af 1800-tallet.


Gårdene får navne
Indtil udskiftningen var navne på gårde en sjældenhed. Normalt blev gårdene blot kaldt ved ejerens navn, f.eks. Peter Andersens gård. I officielle sammenhænge angav man gårdnummeret, som tilsyneladende var uændret fra matriklen i 1681. Men nu skulle alle gårde have et navn – og det var op til den enkelte gårdmand at fastsætte dette navn. Til gengæld kunne navnet så ikke igen ændres uden at staten havde godkendt forandringen. Forklaringen var, at man af militære årsager, ønskede at kunne stole på de kort, der blev udarbejdet – og så kunne det ikke nytte at man kunne støde på andre gårdnavne ude i felten, end dem man kunne læse på de officielle kort.

Gårdmændene i Horneby gjorde det samme som gårdmændene i de fleste andre landsbyer. De gav deres gård navn efter et gammel stednavn eller en naturlig forekomst på eller ved deres gård. Alle gårdenes navne – på nær et – kan derfor forklares:

Gård nr. 1 fik som tidligere nævnt navn efter den omstændighed, at vejen nu skulle gå i en bue udenom gården. Derfor blev den kaldt “Køromgaard”.

Gård nr. 2 havde sine jorder syd for landsbyen, bl.a. en bakke, der kaldtes Kildebakke. Derfor kom gården til at hedde “Kildegaard”.

Gård nr. 3 lå lige øst for et lavt område, som blev kaldt Pilekær. Her voksede en del piletræer – og gården kom selvfølgelig til at hedde “Pilegaard”.

Gård nr. 4 fik navnet “Ringgaard”. Baggrunden kendes ikke. Heller ikke gårdens tidligere ejere har kunnet give en forklaring på navnet.

Gård nr. 5 havde på sin jord nordvest for gården et moseområde, der fra gammel tid hed Assemose. Deraf kommer at gården fik navnet “Assegaard”.

Gård nr. 6 lå tættest på Horneby Sø – og hvad var mere naturligt end at kalde den “Søgaard”.

Gård nr. 7 fik navnet “Ledgaard”, hvilket må forklares med, at der på eller ved gården var et led, som sandsynligvis skulle forhindre dyr i at passere og ødelægge markerne.
Gård nr. 8 flyttede ud på Horneby Fælles. Herude var (og er stadig) en oldtidshøj, som allerede i 1700-tallet kaldtes “Stenhøj”. Så navnet på gården blev “Stenhøjgaard”.

Gård nr. 9 flyttede også ud på Horneby Fælled og på dens jorder – lige syd for gården – lå en anden oldtidshøj med navnet Teglhøj. Gårdens navn blev derfor “Teglgaard”, men da der nord for gården også ligger en mose med navnet Hørhave Mose, kaldtes gården som oftest for “Hørhavegaard”. Det tinglyste navn var dog “Teglgaard”.

Rev. 28.02.2021