Om begyndelsen på Tikøb Fattiganstalt

af Kjeld Damgaard

Tikøb Fattig- og Forsørgelsesanstalt som den så ud omkring 1911. I dens ydre var bygningen dog ikke ændret fra den var ny 50 år tidligere. I det indre skete der imidlertid store ændringer omkring 1911. Før da havde hovedbygningen alene været anvendt til lemmerne (de ældre, svage eller fattige) – bortset fra en bolig til inspektøren. Kommunekontoret lå i bygningen bagved, medens den østlige bygning anvendtes til de sindssyge.

Tikøb Kommune havde i tidens løb anskaffet sig tre fattighuse rundt om i sognet. Et I Skotterup (Strandvejen 242), et i Tikøb Skovhuse (et nu nedrevet hus på Tinkerupvej 2) og et hus i Gurre (et nu nedrevet hus på Gurrevej 401).

Fattigvæsenets “fallit”
Da pastor Kaae i 1858 foreslog, at kommunen anskaffede sig et hus til indretning som fattighus, blev der nedsat en komité til at se på mulighederne. En af mulighederne var at tage imod et tilbud fra ejeren af Marianelund Kro, krigsraad Bjørnsen – en søn af den tidligere sogneforstanderskabsformand, Sophus M. Bjørnsen – om at købe kroen og lade den indrette til fattiganstalt.
Komitéen tog Marianelund i besigtigelse og blev hurtigt enige om, at det ikke var en brugbar løsning. Bygningens indretning var ikke hensigtsmæssig, og en ombygning ville blive for dyr.
Men samme komité var dog også enige om, at der var brug for en nyskabelse indenfor fattigvæsenet. Kommunen var meget stor både i udstrækning og i befolkning, og der var efterhånden en meget stor fattig befolkning i kommunen – op imod 250. Og da udgifterne efterhånden var steget til 8.000 rdl om året, så oversteg det efterhånden kommunens muligheder for at finansiere fattigvæsenet.
Når hertil lægges, at sogneforstanderskabet havde det indtryk, at på trods af denne store ydelse, så fik de fattige alligevel ikke nogen ordentlig hjælp. “Hielpen er ikke tilstrækkelig til at afhielpe den Fatiiges Trang i Almindelighed, der desaarsag frister en ynkelig Tilværelse, og som oftest bukker under for Fristelsen til Magelighed og Drikfældighed”.
Den senere forstander ved anstalten, Christian Søeborg, skrev et par år efter anstaltens indvielse om tiden før 1861, at dengang var de fattige blevet så forkælede, at de ofte bortkastede det brød, de fik, fordi de ikke fandt det godt nok. Desuden sendte dovne forældre deres børn på tiggergang, og der blev tilmed givet hjælp til uværdigt trængende, fordi der ikke i kommunen var ressourcer nok til at undersøge de fattiges forhold tilstrækkeligt.
En sådan nyskabelse var en kombineret fattig- og arbejdsanstalt. Filosofien var nemlig, at så kunne de fattige – i stedet for blot at gå uvirksomme rundt og hæve fattighjælp – tjene delvis til eget ophold ved det arbejde, der kunne etableres i arbejdsanstalten.

Danmarks første af sin art

I Slesvig havde der ganske vist været etableret mindre fattiggårde helt tilbage i 1820’erne, men kun i tre sogne i Ribe amt var der blevet etableret fattiggårde efter den slesvigske model. Og disse fattiggårde var af en langt mindre størrelse end det som man havde forestillet sig i Tikøb.
Idéen var at kunne give ophold til alle de, som havde krav på hjælp fra det offentlige. Oprettelsen af en sådan fattig- og arbejdsanstalt kunne måske også få nogle til at opgive kravet om at få tildelt understøttelse – hvis de f.eks. kun gjorde det på skrømt. Derudover håbede sogneforstanderskabet på, at det ville lette den kommunale administration samt på sigt også være en økonomisk fordel for kommunen.
Det var begrundelserne for, at sogneforstanderskabet den 16. april 1859 indsendte et andragende til amtet med anmodning om indenrigsministeriets sanktion til, at der måtte anlægges en fattig- og arbejdsanstalt i sognet – samt ikke mindst, at man måtte låne ikke færre end 15.000 rdl. til formålet. Heldigvis anbefalede amtmanden varmt sagen, og den 2. august 1859 gav ministeriet sin tilladelse.
Men det skete naturligvis ikke helt uden sværdslag. Enkelte sogneforstandere kunne ikke lide idéen – og var helt sikre på, at et så stort projekt ville blive til kommunens ruin. Men uanset modstanden så kunne tømrermester Unmack fra Helsingør påbegynde det store byggeri – et byggeri, der kom til at koste 25 % mere end beregnet fra starten.

Et imponerende anlæg
I sammenligning med de få allerede oprettede fattiggårde i Sønderjylland – og efter datidens målestok – var Anstalten i Tikøb et imponerende anlæg. Helsingør Avis var således rimelig imponeret. Reportager fra begivenheder i almindelighed og fra Tikøb i særdeleshed var på den tid en sjældenhed i den lokale avis – men her kom 10 dage efter indvielsen en omtale, der bl.a. beskrev bygningen, formålet samt indvielseshøjtideligheden.
Avisen konstaterede bl.a., at det er vanskeligt at have nogen mening om der ved denne anstalt spares noget i fattigskat for kommunen, “men selv om det ikke bliver Tilfældet, saa er der vundet saa meget, at de Fattige i en saadan Anstalt have fundet et godt Asyl og havde det ulige bedre end ved at nyde en Understøttelse til Livets Ophold i et usselt Hjem.”
Avisen skrev videre om bygningen:
“Bygningen, der er 2-Etages og indeholder nogle og tredive Værelser, er i alle Maader meget  hensigtsmæssig.  I en temmelig høi Stueetage findes, foruden 2 meget store Arbeidssale og flere mindre Værelser, Contoir for Forstanderen, Directionsværelse samt et me get stort Kjøkken med 2 mægtige indmurede Gryder. Salsetagen er udelukkende indrettet til Soveværelser, hvoraf 2 er store Sale, og den hele Bygning opvarmes ved Rørledninger fra et Apparat, der er anbragt i Kjælderen.
Til Anstalten er opført en større Bagbygning, hvori findes, foruden nogle enkelte Lemmeværelser, Vadske- og Badehuus, Victualiekammer m.m., og endelig er der til Stiftelsen  erhvervet  5 a 6 Tønder Land, som skal opdyrkes til Have, for derfra at forsyne Anstalten med fornødne Grøntsager.
Denne beskrivelse er ganske troværdig. Forstanderens lejlighed er dog ikke beskrevet, men den bestod af 3 værelser. Hertil kom kontor og sogneforstanderskabets forsamlingslokale, der også fungerede som mødelokale for anstaltens direktion. Førstesalen var indrettet således, at mandlige og kvindelige lemmer havde hver deres halvdel – og altså blev adskilt i det daglige.
Baghuset blev anvendt til de svageligste lemmer, som ikke kunne bevæge sig op til 1. salen. I baghuset var også indrettet sygestue med plads til 4 syge samt en gangkone. I denne bygning var tillige indrettet værelser til de små børn – idet der her både var en spise- og legestue samt en sovestue.
Herudover var der bygget en stald og et svinehus.
Prisen for hele herligheden beløb sig til 20.168 rdl. – altså noget mere end budgetteret, idet der i prisen dog også indgik indkøb af de 5 tdr. ld. til haven. En særlig stor udgiftspost var centralvarmeapparatet – en stor sjældenhed på den tid – det kostede ikke færre end 2.250 rdl.

Forstanderen
Som det fremgår af foranstående var der blevet ansat en forstander, der skulle tage sig af den daglige drift.  Stillingen var blevet opslået i slutningen af oktober 1860, og det fremgik af stillingsopslaget, at stillingen som “økonom”, skulle lønnes med 250 rdl årligt + 8 % af salget af de varer, der blev tilvirket på anstalten. Desuden skulle forstanderen have fri bolig og kost. Den nye forstander var således blevet valgt ved et sogneforstandermøde allerede den 10. januar 1861. Ud af ansøgerne blev valgt Christian Søeborg, som indtil da boede i København. Ved sin ansættelse fik han at vide, at han måtte finde sig i det reglement, der blev vedtaget for anstalten, ligesom han også måtte påtage sig sekretærposten for sogneforstanderskabet. Desuden var der blevet ansat en opsynsmand.

“En Kærligheds- og Barmhjertighedsanstalt”
Om selve indvielsen skrev Helsingør Avis, at den foregik onsdag den 17. april 1861, og festen i den anledning begyndte med afsyngningen af en salme, hvorefter sognepræst og Fattigkommissionsformand, pastor Kaae, holdt en indvielsestale, hvor han foruden Gud også takkede de mænd, der havde interesseret sig for denne “Kærligheds- og Barmhjertighedsanstalt”. Den nye forstander og hans hustru ønskedes “Naade og Kraft” til at bestride den alvorlige gerning, der var blevet dem betroet – og til slut velsignede pastoren den nye anstalt. Indvielsen afsluttedes med afsyngelsen af endnu en salme, “hvorefter den forsamlede Mængde skiltes ad”.
Avisen tilføjer dog, at indvielsen havde forsamlet så mange mennesker, at den måtte holdes under åben himmel på en plads foran bygningen.

Rev. 09.04.2021