Af Kjeld Damgaard

Således ser bebyggelsen ud når man kommer kørende fra syd ad Risbyvejen. Alle byens huse ligger på samme blinde vej – undtagen Toftehus, der skjuler sig bag husene på billedet.


Landsbyen Risby har en historie, der går meget langt tilbage. Byer med efterleddet “-by” er opstået i vikingetiden, d.v.s. i perioden 800-1050. I denne periode kan byen have været noget større end i middelalderen. Baggrunden for denne “udvikling” er, at Esrum Kloster i perioden efter 1150’erne udvidede sine besiddelser med store områder i Nordsjælland. Cistercienserklosterets regel var da sådan, at man ikke måtte have fæstere under sig. Derfor blev de underlagte landsbyer mere eller mindre nedlagt, og i stedet blev oprettet grangier, d.v.s. større avlsgårde.

Som det fremgår af ovenstående kort fra 1790 over Risby Vang bestod Risby landsby af et par gårde og nogle få huse. Disse var placerede i den nuværende skovs sydlige del. Det ses tillige af kortet, hvor landsbyens agre lå. Både agrene og enkelte af gårdenes placering kan endnu anes i skovbunden.
Bemærk i øvrigt, at den nordligste ager i Risby Vang på kortet er benævnt ”Dies Ager” – hvilket på nudansk er Dysseager. Det er med rette, da der endnu her findes nogle af sognets flotteste stendysser fra yngre stenalder (3000-2500 f.Kr.).


Borsholm Grangie
En sådan grangie var Borsholm landsby. Men for at denne grangies jorder var rentable, inddrog man også nabobyer. Den nyeste forskning har vist, at Risbys skæbne var, at den lå så tæt på Borsholm, at den blev inddraget og nedlagt. Det skete antagelig allerede før 1178. Den oprindelige landsby lå antagelig i det nordlige Horserød Hegn. Der er ganske vist ikke fundet direkte rester af denne landsby, men andre forhold, som f.eks. placeringen af Kong Volmers Vold antyder gamle skel i landsskabet – skel, der nok har rødder tilbage til vikingetiden. Teorien er, at den nordlige del af Kong Volmers Vold simpelthen udgør skellet mellem den kongeligt ejede landsby, Tikøb i syd  og den af Esrum Kloster ejede Risby i nord.

Af nabolandsbyen Bistrups udskiftningskort fremgår det da også, at Risbys jorder på dette tidspunkt i slutningen af 1700-tallet gik helt ned øst om Bistrup og altså omfattede en del af det nuværende Horserød Hegn.

Imidlertid varede grangiedriften i Borsholm kun i små 200 år. Så blev denne form for landbrugsdrift atter ophævet, og i stedet oprettedes nu to gårde, som fik tillagt en mindre – og nordligere – del af Risbys oprindelige marker og vange, nemlig det forbindende skovområde mellem Klosterris Hegn og Horserød Hegn, som vi i dag stort set kender som Risby Vang. Landsbyen havde dog også jord udlagt i den sydligste del af Klosterris Hegn – på den modsatte side af

Hornbækvej.

Første gang, vi finder landsbyen omtalt i de bevarede dokumenter, er således i 1497, hvor Esrum Kloster lod udarbejde en fortegnelse over alt det gods, der hørte under klosteret. Heri nævnes Risbys to gårde, som hver i landgilde (=fæste) skulle give 3 skilling grot om året. En grot var datidens mindste møntenhed – og ud af dette kan vi se, at der ikke var tale om betydende eller store gårde.

Kortet viser Risby Huse i 1857 og med rød farve er angivet grænserne for det lille ejerlav. Med rød skrift er angivet de enkelte ejendommes daværende matrikelnumre: 1 Toftehus, 2 Frederiksminde, 3 Lerbakkehus og 4 Lundehus. Huset med nr 9 tilhører Bistrup ejerlav og er ikke en del af Risby. Bemærk i øvrigt vejforløbet, der blev ændret i 1945. Vejen til Abellund syd for bebyggelsen blev sløjfet og en ny blind vej anlagt lidt nordligere.


Efter reformationen
I forbindelse med reformationen i 1536 blev Esrum Kloster nedlagt, men det skete de facto først i 1559. Og først da må vi tro, at Risby – ligesom klosterets øvrige besiddelser – gled over på kongens hænder. Det medførte dog sikkert ikke den store forskel for de to bønder i Risby. De skulle fortsat betale landgilde og nu blot arbejde for kongen i stedet for klosteret.

I 1681 ses landsbyen som bestående af to gårde fæstet af hhv. Olle (=Oluf) Kieldsen og Bodel (=Botulf) Truelsen. Jorderne blev i samme anledning beskrevet, og det fremgår heraf, at byens overdrev strakte sig ud i øst helt til Horserød og ud i syd til Gurre Sø. Det bekræfter teorien om, at hele arealet sydøst for det nuværende Risby var de gamle jorder, som tilhørte den oprindelige landsby Risby, men som nu var blevet til overdrev. I samme beskrivelse nævnes tillige, at Oluf Kieldsens øde gårds have bestod af eng. Et andet sted beskrives Oluf Kieldsens gård som var den i drift. Måske vi kan konkludere, at Oluf Kieldsens gård har været flyttet – og at der endnu i 1681 eksisterede rester af denne ældre gårds have.
Landsbyens jorder blev i øvrigt beskrevet som af noget ringe standard. “Bestaaende af Leer og Sand inde ved Gaardene, och udj Marcken af Røed Sand og Grued (= grus)”. Den lille landsby havde kun én vang, d.v.s. at man ikke havde trevangsskifte, som ellers var det normale for landsbyerne. I stedet vekslede man i de enkelte agre og enge, således at man ikke udpinte jorderne.

Landsbyens indbyggere
Fra 1771 findes en slags tidlig folketælling, som fortæller om stedets daværende mandlige beboere. Den første der nævnes er bonden Stephan Hansen. Han er 60 år og i sit andet ægteskab med en 51 årig kvinde. Hendes navn får vi ikke at vide – fortegnelsen nævner kun mændenes navn og alder, samt konens alder. Den næste på listen er Bendt Svensen, som er fæstet til vangehyrde. Han kom åbenbart fra Gurre, for vi får at vide, at konen endnu bor dér. Derefter oplistes en stribe daglejere: Jens Andersen, Lars Michelsen, Poul Nielsen, Peder Pedersen og Lars Hansen. Om Lars Michelsen får vi at vide, at han tidligere har været skæfter ved fabrikken (= Hellebæk Geværfabrik). Desuden har byen to betlere, Ole Svensen og Hans Andersen. Sidstnævnte er endda krøbling. Men derudover nævnes en enke efter bonden Anders Nielsen, som altså er død. Enken driver selv gården videre sammen med sin søn. Hendes navne nævnes dog ikke.

Folketællingen fra 1787 viser, at Jens Stephansen nu er bonde i Risby. Han er rimeligvis søn af den tidligere nævnte Stephan Hansen. Desuden nævnes Jens Andersen og Peder Pedersen begge som husmænd og bønder. Lars Nielsen og Jacob Hansen er inderster – d.v.s. at de bor til leje. Endelig er der en skomager Niels Andersen og en skrædder Niels Hansen. Den sidste mand i landsbyen var en aftaklet (=hjemsendt) soldat ved navn Morten Jensen. Der var med andre ord tale om en lille landsby, hvor den ene af de to gårde tilsyneladende allerede var afviklet eller opslugt af Stephansens gård. Risby havde således i 1787 i alt 31 indbyggere.

Annus Horribilis

Matrikelkortet viser de ændringer der skete i 1945, hvor de gamle matrikelgrænser blev udslettet og helt nye fastlagte. Også den nye vejføring ses på kortet.


Året 1799 blev imidlertid et “annus horribilis” for den tilbageværende gårdmand, Jens Stephansen. Hustruen Karen Nielsdatter døde nemlig den 12. maj, kun 48 år gammel. Den 8. og 9. juli døde parrets to børn, Karen og Stephan, hhv. 20 og 18 år gamle. Og den 22. august døde så også Jens Stephansen selv, 50 år gammel. Fæstefamilien på Risbygaarden, som den blev kaldt, var dermed væk. Den direkte virkning heraf var byens nedlæggelse. I første omgang blev der indsat en gårdbestyrer, Peder Svensen, som dog kun blev en midlertidig foranstaltning. En kgl. resolution af 25. februar 1801 fastslog nemlig, at gården skulle nedlægges og arealet afgives “til skovs opelskning”, som det hed.

Risby lå således indtil 1801 som en lille landsby med et par gårde og et par husmandssteder, men allerede i 1784-1788 var arealet således blevet indhegnet med stengærder – formentlig fordi man allerede ved skovseparationen i 1783 havde konstateret, at en meget stor del af Risby landsbys jorder var begroet med skov. Hvornår gårdene i skoven reelt blev nedrevet og fjernet er dog lidt usikkert. Forsikringsprotokollen har Jens Stephansens gård noteret helt frem til 1812, hvor det nævnes, at den udgår til Oktober Kvartal. Og det må undre hvis nogen skulle betale forsikringspræmie uden at der var bygninger, så mon ikke det står til troende.

Men i realiteten var Risbys skæbne allerede afgjort i 1780’erne, men den kranke skæbne, som Jens Stephansens familie led i 1799, fremskyndede processen.

Risby efter nedlæggelsen
Både i 1787 og i 1801 havde Risby 31 indbyggere. Desværre har vi ingen præcise tal for de efterfølgende år. Først i 1834 viser en folketælling, at indbyggertallet nu er gået ned til 24.

Toftehus – den eneste ejendom med nogen jordtilliggende i Risby i nyere tid. Her fotograferet i 1950.


I tal ikke så stor en nedgang, men procentvis temmelig meget. Der var da fire huse med i alt  fire familier. Tre husbonder var husmænd, en parcellist (= en ejer af en lille gård) samt to inderster, hvoraf den ene var daglejer, den anden skrædder.

Blandt Risbys ældste huse er således Risbyvejen nr 17, kaldet “Frederiksminde”. Det er bygget som et lerstampet hus. Den nuværende bygning er opført med lerstampede vægge (ligesom alle Risbys ejendomme var i 1800-tallet) og er derfor tidligst opført omkring 1820. Parcelliststedet i nr. 15, kaldet “Toftehus”, er i følge BBR nyopført i 1917, men ligger samme sted, som en af Risbys oprindelige gårde, og var oprindelig en firelænget gård. Ejendommen “Lerbakkehus” (nu Risbyvejen 17) ligger også hvor et af den oprindelige landsbys ejendomme lå. “Lundehus” (nu Risbyvejen 23) må derimod være opført mellem 1813 og 1857 – en ældre bygning ses på kortene fra 1790 og 1813 at ligge længere mod øst. I 1947 byggedes to mindre villaer på nuværende adresser Risbyvejen 19 og 21.

Nyt vejforløb
I 1945 ændredes matrikelgrænser og numre i Risby, og de gamle matrikelnumre 3 og 4 udgik. I stedet fik alle ejendomme undtagen Toftehus, matr. nr. 2 med et efterfølgende bogstav. Ved samme lejlighed blev også vejforløbet ændret. Den gamle vej syd for Risby, der førte til Abellund blev nedlagt og i stedet etableredes den nuværende blinde vej, som giver vejforbindelse til alle husene undtagen Toftehus.
I 1947 byggedes to sammenbyggede villaer på nuværende adresser Risbyvejen 19 og 21. Så selvom landsbyen egentlig blev nedlagt i 1801, så eksisterer området stadig som et selvstændigt ejerlav – men et af de allermindste i kommunen.

 


Rev. 16.03.2021