Af Kresten Tommerup

Her – i 1681-markbogens beskrivelse af “Sønderskouff”s grænser – optræder lokalnavnet vistnok første gang (fremhævet på fotoet). Der står Pressbierg Bache og ikke Persbierg – men fejllæsningen er tilgivelig. Den gotiske håndskrift giver ofte anledning til fejltydninger.



I tidligere artikler er der blevet funderet over, hvordan lokalnavnet “Præstebjerg” (bakkedraget mellem Flynderupgård og Mørdrup) er opstået. Spekulationerne over navnet skyldes selvfølgelig ikke mindst, at der i ældre tid hverken var kirke eller præster i nabolaget. Sognekirken lå i Tikøb og måske før den tid i Gurre, men det giver ikke noget grundlag for et Præstebjerg her på stedet.

Via læsning i Markbøgerne fra slutningen af 1600-tallet nås der frem til, at der da heller ikke er tale om et oprindeligt Præstebjerg – men derimod en senere forvanskning af det ældre (oprindelige?) navn Persbjerg – og dermed er der åbnet for lige så vidtløftige spekulationer over, hvilken Per der så kan være tale om.

Gammel gotisk skrift er ikke altid lige let at læse – lad det være sagt straks – og derfor er det åbenbart en fejllæsning fra Lars Bjørn Madsens side (udgiveren af Tikøb sogns markbøger), når han når frem til, at det oprindelige navn er Persbjerg. Der står altså rettelig i markbogen “Pressbjerg”, nemlig i beskrivelsen af “Sønderskouff”s grænser:

“Sønderskouff (…) er i lige Maade forviist at begynde ved Holmer Ledit langs med Nyrups Gierde til Røfuer Porten, og videre langs med samme Gierde, neer til Mørdrup, tuert ofuer Pressbierg Bache østen til Rørtangs Bierche Biergs Vange Gierde…”.

Der er ikke alene belæg for navnet “Presbjerg” i markbogen fra 1681, men også noget senere på de første lokale kort. Her fremtræder stednavnet klart på et udsnit af et kort over “Et Støkke af Nord-Skows Overdrevet, udi Tikiøb Sogn” fra 1783, optegnet til brug ved de skovudskiftninger i slutningen af 1700-tallet, som gik umiddelbart forud for og var en forudsætning for den efterfølgende udskiftning af landsbymarkerne. På kortet ses beliggenheden af “Presberg-Bakke” i forhold til Flynderup (Flyndrups Bye)og umiddelbart syd herfor den del af Egebæksvang (betegnet “Inluke”), der den dag i dag bærer navnet “Vangemandens Indelukke”. Nederst på kortet ses “Gyden til Espergierde”, som stadig kan erkendes i nutidslandskabet.



Dermed er det også langt mere oplagt, hvordan en senere eftertid over det efterhånden uforståelige Presbjerg har kunnet konstruere et langt mere forståeligt “Præstebjerg”. Det er højst tænkeligt, at denne forvanskning er sket i forbindelse med kortlægningen af lokalområdet i første halvdel af 1800-tallet.

Den type sprogforbistring har vi flere eksempler på i lokalområdet – det mest eklatante er nok nutidens vejnavn Stokholmsvej, der til overmål i 1.udgaven af Helsingør Kommuneatlas for kort tid siden blev yderligere forvansket til Stockholmsvej (det er dog siden rettet!). Baggrunden for vejnavnet er den enkle, at denne vej i ældre tid førte fra stranden ind i land til Storkholms Mose – og man skal blot få en ældre nordsjællænder til at fortælle om, hvornår storken sidst er set på disse kanter, så er det ganske indlysende, hvordan forvanskningen er sket: På bredt nordsjællandsk hedder fuglen ganske enkelt “en stå’k” med langt å og næsten ingen hørbar r-lyd. Altså Stå’kholmsvej!

Men hvorfor så Presbjerg? Et opslag i Ordbog over det danske Sprog giver en mulig forklaring. Under “Pres” står der som ordforklaring: Pres, tryk, tyngde, kraft – som vi såmænd stadig bruger ordet: at lægge pres på. Altså noget i retning af  “det tunge/tyngende – eller kraftfulde – bjerg, nok troligt om den 44 meter høje bakkeknold, der er lokalområdets højeste punkt. En anden mulighed er “pres” i betydningen “ligge tæt på”, som billardspillere f.eks. vil kende i udtrykket “en presball”. Hvad det så er, Præstebjerg skulle have ligget tæt på, er lidt uvist, for bakken lå ikke tæt på noget som helst, snarere midt imellem. Men en antagelse kunne dog være det næsten lige så høje – og i oldtidslandskabet måske endda noget mere markante højdedrag Galbjerg i Mørdrup (for enden af Anlæggets Alle).

Men under alle omstændigheder må Presbjerg være det rigtige navn, det originale – i øvrigt rent sprogligt helt på linie med egnens to andre navngivne højdepunkter, Galbjerg i Mørdrup og Tobjerg i Egebæksvang. Det var da værd at overveje at vende tilbage til denne oprindelige navneform.

Betydningen af Galbjerg er et helt spørgsmål for sig. Det kunne være “gal” i betydningen forkert, skæv, ualmindelig – men en mere spændende mulighed er også en betydning i retning af  “hellig”, som det f.eks. kendes fra stednavnet Gallehus i Sønderjylland (hvor guldhornene blev fundet).

For øvrigt er det interessant, at alle tre højdepunkter betegnes “bjerg”. Bjerg og bakke er nemlig fra gammel tid betegnelsen på et naturligt højdepunkt, hvorimod betegnelsen høj udpræget anvendes om en kunstig top, f.eks.

I 1970’erne blev Præstebjerget udnyttet til grusgravning af den daværende ejer af Flynderupgaard. Godt nok blev bakken retableret, men ikke helt. Bakkens top blev ikke helt som før og bakkens højde også mindre end i gamle dage.

en gravhøj/oldtidshøj. I daglig tale bruger vi i dag ordene bakke, bjerg, høj og banke helt i flæng – nærmest som synonymer. Det gjorde “de gamle” aldrig – for dem var der ikke tale om synonymer, men om ord med hvert sit klare og utvetydige betydningsindhold, som man nødvendigvis må kende til for til fulde at få udbytte af det lokale navnestof.

I en gammel artikel spekuleres der også over, hvorfor 1681-markbogen kalder højdepunktet for Presbjerg Bakke – som en helt unødig form for dobbeltkonfekt. Men “dobbeltkonfekt” er netop ofte resultatet, når de oprindelige betydninger af et navn går i glemmebogen. Det mest udprægede eksempel kendes fra Fyn, fra stednavnenes udvikling omkring en mindre sø og en bebyggelse her. Det starter med Sø og følgelig Søby – men så skifter søen navn til Søby Sø og bebyggelsen bliver til Søbysøgård – hvorefter der broderes videre til det sønavn, vi kender i dag: Søbysøgård Sø.

Stednavnes udvikling og afdækningen af deres egentlige betydning/indhold er spændende stof – også selvom resultatet ind imellem må blive aflivning af diverse præster, munke og klostre, der ofte helt uden hold i virkeligheden har fået en lokal tilknytning – som tilfældet så helt åbenbart også er med vores eget “Præstebjerg”.

Rev. 24.02.2021