Lokalhistorie for tikøb kommune

Historien om ”Gammel” Ørsholt, om Ratterup og alle de andre navne gården har haft – og historien om alle de andre nu nedlagte gårde…

Af Kjeld Damgaard

Hans Rostgaard (1625-84) fik det lille gods Krogerup som tak for sin indsats under svenskekrigene – og sammen med Krogerup hørte bl.a. også gårdene Gl. Ørsholt og Ratterup..

For at forstå det nuværende Ørsholts historie og udstrækning er det nødvendigt at inddrage en lang række nu nedlagte ejendomme. Men lad os starte med at se på det sted, hvor det nuværende Ørsholt ligger.

Ratterup (matr. nr. 2, Ørsholt)
Den ældst kendte bebyggelse på stedet kaldtes Ratterup – et navn, der ikke med sikkerhed kan forklares, men som måske betyder ”Ratte’s bebyggelse” – idet dog bemærkes, at mandsnavnet Ratte eller Ratti ikke kendes fra andre kilder.

Ratterup optræder første gang i de såkaldte lensregnskaber fra 1582-83 og i øvrigt igen i en jordebog fra 1588-89. Hverken Ratterup eller Ørsholt optræder i Esrum Klosters fortegnelser, så hvis ejendommene har eksisteret på den tid, har de ikke hørt under klosteret, men tilhørt kronen. Under alle omstændigheder overdrager kronen (staten) Ratterup den 5. november 1672 til amtsforvalter og kgl. fiskemester Hans Rostgaard.

Denne handel omfatter imidlertid mere end Ratterup. Det skyldes det forhold, at ridefoged på Kronborg Len, Hans Rostgaard (1625-84) under svenskekrigene 1658-60 tillagde sig så store fortjenester, at han af kongen blev lovet en belønning. Denne belønning blev Krogerup Gods, der foruden selve gården Krogerup dels bestod af fiskerlandsbyerne Humlebæk og Espergærde samt af landsbyerne Tibberup og Mørdrup. Men derudover af en hel del strøgods, bl.a. en ejendom i Snekkersten ”Fiskerboden”, nogle huse i Gurre, øerne Anholt, Nekselø og Sejerø samt af gårdene Ørsholt og Ratterup. Ratterup var herefter underlagt Krogerup Gods som arvefæste helt frem til 1795.

Gamle Ørsholt (matr. nr. 1, Ørsholt)
Man vil bemærke, at der altså dengang både var en gård ved navn Ratterup og en anden gård ved navn Ørsholt. Sidstnævnte lå længere mod nordvest – ganske tæt ved skovløberstedet ”Ørsholthus”. Denne ejendoms alder kendes heller ikke – i historiske dokumenter optræder navnet første gang i Danske Kancelliregistranter den 19. aug. 1550, og derefter med jævne mellemrum i både 1500- og 1600-tallet. Navnets betydning er usikkert. Måske er der tale om et personnavn Øthær i forleddet, måske er ”ørs” et ældre dansk ord for en stridshingst. Efterleddet ”-holt” betyder en skov.

For at undgå forvekslinger kalder vi herefter denne ejendom for ”Gamle

På dette matrikelkort over Ørsholts jorder fra 1810, ses tydeligt de to ejendomme, der dengang udgjorde hele matrikellavet. Øverst til venstre ses den oprindelige Ørsholtgaard (i artiklen kaldet Gl. Ørsholt) og midt på kortet den daværende gård med navnet Sophienlyst – d.v.s. den nuværende Ørsholtgaard. Bemærk i øvrigt at den gamle forbindelsesvej mellem Gurre og Horserød gik ad den nuværende allé til gården, tæt forbi denne og videre op til Horserød Hegn, hvor vejen fortsatte ad den endnu eksisterende skovvej med navnet Ørsholtvej.

Ørsholt”. Også denne gård bliver som allerede nævnt overladt til Hans Rostgaard den 5. november 1672. Også denne ejendom forbliver i Rostgaard-familiens eje i flere generationer og går først ud af Krogerups eje i 1795.

Matriklen 1681
Men tilbage til året 1681, hvor der findes en fortegnelse over alle jorder i det daværende Kronborg Amt. I denne fortegnelse opgives det, at begge gårde ejes af Hans Rostgaard, men at bonden på Ratterup er Peder Jørgensen og på Gamle Ørsholt Jens Nielsen. Vi kender ikke andet til disse fæstebønder end navnene, men matriklen (som egentlig er en beskrivelse af jordene) fortæller ganske deltaljeret hvor gårdenes vange lå og hvorledes de blev drevet. Det gælder således for begge ejendommes vedkommende, at de lå tæt på Kongens Overdrev, som bønderne altså kunne udnytte til deres kvæg. Herfor måtte de naturligvis betale en afgift, hvorimod de tilsyneladende kunne tage alt det underskov til brænde og til at lave gærder af, som de havde brug for. På trods af nærheden til Gurre Sø, er der i 1681 ingen fiskeri fra de to ejendomme. Jordene beskrives som dels muldede dels sandede. Begge gårde havde kun en vang hver – i modsætning til de fleste landsbyer, der havde trevangsskift.

En enkelt interessant oplysning fremgår også af beskrivelsen fra 1681, nemlig at der på Ratterups grund findes et ”Holtzhuus” (= egentlig et holdehus, d.v.s. et hus der holdes/ejes af en

Kortet viser hvorledes gårdenes placering var i 1857. Den store ejendom med navnet Louiselyst er det nuværende Ørsholt. Med grå skrift er indføjet navne på gårde og huse, der optræder i artiklen.

anden), hvortil hører en kålhave. Det oplyses, at der bor Lars Persen, som må give 3 sletdaler i leje.

Det første navneskift
Som nævnt overtog Hans Rostgaard ejendommene i 1672, og efter hans død i 1684 arvede sønnen, Frederik Rostgaard Krogerup med det underliggende gods. I starten af 1700-tallet overdrog Rostgaard ejendommen til sin svigersøn, Frederik von der Maase (før adlingen hed han Frederik Masius). Han var gift med Conradine Sophie Rostgaard, og omkring 1720 blev Ratterup omdøbt efter hende til Sophienlyst.

I 1774 arvede Frederik von der Maases søn (af 2. ægteskab), Frederik Anton Adam von der Maase Krogerup m.v.

Men i samme periode nævnes netop Gamle Ørsholt som en smuk lystgård med have – indrettet af den daværende svenske konsul og postmester i Helsingør, Samuel Gottlieb Krüger, men sandsynligvis var gården netop genopført efter en brand i 1769. Krüger nævnes ganske vist som ejer, men har sandsynligvis været fæster. Det samme gælder hans efterfølger i embedet, Peter Rahling.

I 1794/95 sælges Sophienlyst og Gamle Ørsholt så endeligt fra Krogerup og Rostgaard-slægten. I nogle årtier har de to gårde herefter forskellige ejere, hvorfor vi atter må se på ejendommene hver for sig.

Sophienlyst og Louisenlyst
I første omgang blev gårdens bygninger i 1794 købt af Carl Christian Lemback, hvorimod jorden stadig tilhørte Krogerup. I 1796 købtes bygningerne i første omgang af den helsingoranske købmand Joachim Christian Høst, der kort efter dog også overtog selve jorden fra Krogerup.

Da Joachim Høst døde i 1821 overtog Peter Jørgen Petersen ejendommen, der nu kaldtes Louisenlyst – muligvis efter Joachim Høsts hustru. Men allerede året før var der opnået tilladelse til at

Ørsholts hovedbygning som den så ud omkring 1905 – set fra syd.

lægge en række gårde i samdrift. Det gælder de gårde fra Gurre landsby, som allerede da var opkøbt, nemlig Louisenroe, Kildegaard og Lyngegaard.

Gårdene fra Gurre
Den første af Gurre-gårdene, der blev opkøbt af Joachim Høst var Louisenroe (matr. nr. 2, Gurre). Gården der lå den nuværende adresse Gurrevej 390 og har ved en række matrikelændringer i 1915 fået matrikelbetegnelsen 4 d, Gurre.

Samtidig opkøbtes Lyngegaard, som også indtil da havde tilhørt kronen. Den lå på nuværende adresse Gurrevej 396 og ejendommen har fortsat matr. nr. 6 a, Gurre.

Matr. nr. 5, Gurre, Kildegaard, var den tredje gård, der opkøbtes af major Høst – det skete i 1811. Gården lå oprindelig i selve Gurre By (syd for landsbygaden), men flyttede ud af landsbyen i slutningen af 1700-tallet til en placering ca. midtvejs mellem Gurre By og Louisenlyst. Fra 1818 ændredes navnet til ”Stokholm”. Ejendommen blev ant. nedrevet før 1857 – på nær en enkelt bygning, der stod frem til ca. 1915.

Dette hus ligger så afsides, at det ikke har nogen adresse. Det er heller ikke medtaget i Kommuneatlasset, der registrerer bevaringsværdige huse – og måske er det en alvorlig fejl. Godt nok er det endnu ikke lykkedes at finde husets nøjagtige historie, men der kan godt have ligget bebyggelse ved Gurresøens bred langt tilbage i tiden, således som Christian Hansen skriver. Også selvom det ikke umiddelbart fremgår af de ældste kort over området. Også husets navn har givet anledning til forvirring. Huset er i folkemunde blevet kaldt ”Fiskerhuset”, Christian Hansen kalder det for ”Vadskerhuset”, enkelte kilder kalder det for ”Ørsholthus” – men endnu i 1990’ernestod der ”Gurrebo” på facaden. Billedet er fra 1999 – før den seneste restaurering.

Disse gårde havde som nævnet alle ligget i Gurre landsby, men i forbindelse med udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, blev det besluttet at nogle af Gurres seks gårde skulle flyttes ud af landsbyen. Det gjaldt således Kildegaard samt Stokkegaard – sidstnævnte blev senere også en del af Ørsholt.

Gamle Ørsholt
Den gamle Ørsholtgaard blev også frasolgt Krogerup. Det skete i 1795 og den nye ejer hed Isac Glöerfeldt, der var svensk generalkonsul i Helsingør. Det var oberst von der Maases enke, Sophia Henriette von Moltke, der solgte ejendommen, men på specielle vilkår. Glöerfeldt og efterfølgende ejere skal nemlig betale en årlig afgift til Krogerup på 27 rigsdaler. Imidlertid havde Glöerfeldt haft ejendommen igennem en længere årrække som fæster. I den periode havde han opført ”anseelige og bekostelige bygninger” samt forbedret jordene uden at Krogerup Gods havde ydet hjælp til det. Derfor fik Glöerfeldt et nedslag i den årlige afgift på 8½ rigsdaler så længe han var ejer. Senere ejere må dog betale den fulde afgift.

I 1805 solgte Isac Glöerfeldt Gamle Ørsholt til en mand ved navn von Hemmert, men hans tid på gården bliver ganske kort idet hans dødsbo allerede i 1808 sælger til købmand og major Michael Liebmann. Han døde i 1819 og gården overgik derpå til oberstløjtnant Hansen, som dog atter tilbagesælger gården til Michael Liebmanns enke, Birgitte Augustine Liebmann f. Sponneck.

Fra hendes ejerperiode er der en beskrivelse fra ca. 1830, hvori gården beskrives som et sted, der ”afgive Bopæl for en Familie af Stand”. Gården beskrives således: ”Et teglhængt Stuehus og 3 Udhuse, alle af Muur og Bindingsværk”. Gårdens tilliggende var da 40 tdr.ld. ager, 12 tdr.ld. skov, og 8 tdr.ld. mose. Der dyrkedes dengang rug, byg, havre og kartofler. Besætningen bestod af 4 heste, 8 køer, 12 får og 6 svin.

I 1839 overtog datteren Mathilde Jensen f. Liebmann Gamle Ørsholt og hun blev den sidste særskilte ejer af gården. I 1843 solgte hun nemlig til kammerraad, cand.jur. Jørgen Rasmussen, der allerede da ejede Louisenlyst.

Ferdinand Tuteins første hustru, den smukke Magdalene Dorthea Schøller (1864-1906).

Ferdinand Tutein (1861-1931) blev ejer af Ørsholt allerede som 25-årig – stærkt tilskyndet af onklen, Frederik Tutein på Gurrehus.

Urtekræmmer Østergaards ejerperiode
Som tidligere beskrevet, blev Louisenlyst overtaget af Peter Jørgen Petersen i 1821. Han beholdt gården frem til 1829, da urtekræmmer Hans Nicolai Østergaard købte ejendommen. Året efter blev gården beskrevet således: ”Gaarden bestaae af et Stuehuus, som afgiver en bequem Bopæl for en Familie udenfor Bondestanden, samt 3 Udhuse, alle af Muur og Bindingsværk. Ved Gaarden er en smuk Have.” Til gården hørte da 78 tdr.ld. ager, 30 tdr.ld. eng, 56 tdr.ld. mose  og overdrev samt 6 tdr. ld. skov. På jordene dyrkedes rug, byg, havre, hø, kartofler, ærter og vikker (= en bælgplante, der anvendtes til foder). Besætningen bestod af 7 heste, 24 køer, 8 får og 8 svin. Til gården hørte da 3 huse med jord.

Hans Nikolaj Østergaards søn, Ludvig Østergaard har nedskrevet sine erindringer om sin barndom på Louisenlyst. Han blev født i 1826 – kort før faderen, der var urtekræmmer i Borgergade i København – købte Louisenlyst. Ludvig Østergaard skrev bl.a.:
Gaardens Bygninger bestod af 4 Længer. Stuehuset havde Hovedindgang saavel fra Gaarden som fra den forbi Gaarden løbende Vej, der førte fra Gurre til Horserød, havde Kvist til begge Sider, hvor hele Befolkningen havde sine Soveværelser om Sommeren, medens mit Forældre havde Soveværelse i Stueetagen om Vinteren. … Foruden de 4 Længer, Gaarden bestod af, laa ved dens vestre Side en vældig Kartoffelkælder, hvis Tag naaede til Jorden.
Skoven var fri Ejendom, idet hver enkelt Træ var købt paa Auktion paa Roden af Louisenlysts tidligere Ejer Peder Pedersen, der med sin Hustru levede paa en lille Gaard, han selv havde bygget paa 40 Tdr. Land, han selv havde forbeholdt sig ved Salget til min Fader. Denne lille Gaard kaldte han Pedersborg, den var bygget paa holstensk. …
Min Fader havde 36 Køer og 8 Heste, hvoraf en hed Frants, en Trine, en Lotte og en Spids. Der avledes aarlig en overordentlig stor Mængde Kartofler, ja, saa mange, at Smeden fra Horserød med Kone og en voksen Datter fortjente hen ved 100 Tønder, han maa altsaa have optaget hen ved 900 Tdr. Kartofler. … I Høsten maatte jeg sidde paa Ryggen af Hesten, der var forspændt en Træ-Stubrive med flade, brede Tænder, medens Fader rev Stubben. Samme Forretning betroedes mig, naar Fader hyppede Kartofler. Til andre Tider kantede vi Tørv eller Tørv i Skruer. Dette Arbejde syntes jeg var ganske morsomt…
Indkørslen til Gaarden skete gennem en Lindeallé vel ikke mere end ¼ Fjerdingvej. Disse Træer var en stor Pryd paa Vor Gaard. De var vel 100 Aar gamle. Ved hver Ende af Stuehuset stod et prægtigt Bøgetræ med en 12 Alen høj blank Stamme, vel mere end 3 Alen i Diameter. Disse var ogsaa en stor Sjældenhed, de pyntede svært paa Omgivelserne. Ude paa Marken for Enden af Lystskoven stod en lille Samling af Bøgetræer, der var plantede i en Rundkreds – de kaldtes ”Herrens Lysthus”….
Levemaaden paa Louisenlyst var meget god; hver anden aften fik vi Vandgrød og Mælk, og hver anden Aften fik vi kogte Kartofler og Meldyppe. Om Søndagen fik vi Kaffe, Bassekonen kom hver Søndag Formiddag og fik rigelig Afsætning, idet vi Børn altid sørgede for at have lidt Skillinger at købe Hvedebrød for. …
Køerne fodredes med Kartofler, der blev kogt i et Sukkerfad, der blev stillet over den indmurede Kedel, der stod lige ved Borgerstuedøren, saa fra dette Sukkerfad forsynede Folkene sig hver Aften med kogte Kartofler til deres Aftensmad. …
Vor nabo mod nordvest var Enkefru Liebmann, der havde to Døtre og en Søn, der var Kaptajn i Søetaten. Hvor var det dog elskelige Mennesker. I over fire Aar læste jeg hver Dag Fransk hos Enkefru Liebmanns Datter, Enkefru Jensen, der ogsaa boede paa Ørsholt.

Den store gamle lade stammede fra 1700-tallet, men efter en brandskade i 1998 blev hele laden revet ned – og af en ny større lade opført.

En af folkestyrets pionerer
Østergaard solgte i 1836 gården til Jørgen Rasmussen, og da han i 1843 også overtog Gamle Ørsholt, blev det begyndelsen på en ny æra. Jørgen Rasmussen fik nemlig i 1852 kgl. bevilling til at sammenlægge Louisenlyst (der jo allerede var sammenlagt af 4 gårde i 1820) med Gamle Ørsholt.

Jørgen Rasmussen var med fra start, da folkestyret i Danmark var i sin vorden og var medlem af stænderforsamlingen – den allerførste spæde begyndelse på demokratiet i Danmark. Da Tikøb Sogneforstanderskab (forløberen for sognerådet) skulle vælges i forbindelse med etableringen af den nye Tikøb Kommune den 1. januar 1842, sad Jørgen Rasmussen også med ved bordet. Det gjorde han i tre år, men blev senere valgt igen og blev endda formand for sogneforstanderskabet i årene 1851 og 1853. Men ikke nok med det, så var han også medlem af det første folkevalgte amtsråd i Frederiksborg Amt. Han var således medlem her fra 1842-48 og igen i perioden 1862-68. Og da det første folketing skulle vælges i 1849, blev han sandelig også medlem her. I tre perioder sad han i folketinget: 1849-52, 1855-59 og 1863-64. Jørgen Rasmussen blev dog ikke medlem af Landstinget, men fik dog alligevel en tilknytning, da han i perioden 1857-58 var en af Landstingets sekretærer.

Jørgen Rasmussen solgte i 1854 hele herligheden til konsul Geert Geelmuyden, hvis nevø – der også hed Geert Geelmuyden – var gift med Rasmussens datter Marie. To år senere købte Rasmussen Flynderupgaard og drev den i en årrække. Geelmuyden havde kun Louisenlyst i to år, hvorefter forpagter Svend Mads Trolle købte gården. Hans enke sad i uskiftet bo 1865-73, hvorefter ejendommene overgik til P.E. Steenholdt i et års tid.

Familien Quistgaard
I 1874 købtes ejendommen af Harald H. Quistgaard. Der var ham, der den 17. december 1875 fik Indenrigsministeriets tilladelse til at alle fem ejendomme under ét kunne kaldes Ørsholt.

Medens Harald Quistgaard boede på Ørsholt fik han en søn,  Johan Rehling Quistgaard, der efter faderens ønske skulle være landmand ligesom ham selv. Sønnen fik da også en landbrugsuddannelse i Lyngby, men så snart han havde mulighed for det slog han sig på malerkunsten, som havde været hans store interesse. Allerede to år efter drog han til USA, hvor hans portrætkunst blev højt værdsat. Nogle år senere var han atter tilbage i Danmark i en periode. I den periode fødtes en datter, som fik navnet Berthe. Hun blev senere kendt som skuespillerinde under navnet Berthe Quistgaard.

Christian Hansen om Gamle Ørsholt
Den lokale historiefortæller Christian Hansen, skrev i 1916 om ”Øernes Holt”, at ”mellem Gurresøens nordlige Bred eller mellem denne og Horserød hegn ligger en større Sten- og Jorddynge, hvori der findes Kældre. Dette er Ruiner af det egentlige Ørsholt, der blev revet ned i midten af 1800-tallet.

Christian Hansen var meget interesseret i Gurre-egnens historie og brugte hele sit liv på at indsamle historier fra området – ofte gennem samtaler med gamle folk på stedet. Desværre er Christian Hansens beretninger sammensat af både overleveringer, sagn og sande beretninger. Dertil kommer, at Christian Hansen aldrig har oplyst om sine kilder – og da han ind imellem refererer til detaljerede begivenheder, der skal have fundet sted for 300-800 år siden, så må det understreges, at Christian Hansens beretninger kan være ganske underholdende, men næppe står fuldstændig til troende. Da imidlertid Christian Hansens kilder ofte er gamle familieberetninger, så kan der være en kerne eller en flig af sandhed i historierne.

Ovenstående citat er uden tvivl korrekt, da Christian Hansen selv har været på egnen i den pågældende periode. Derimod kan man udtrykke tvivl om en anden af hans historier – hvori han beretter om et mejeri på dette sted i middelalderen.

Samme Christian Hansen har også berettet om huset, der endnu ligger tæt på Gurresøens bred, og som måske er den sidste rest af det oprindelige Ørsholt. Huset er igennem mange år blevet kaldt ”Fiskerhuset”, men Christian Hansen kalder det ”Vadskerhuset” – idet han beretter at søen oprindelig gik helt op til huset, som benyttedes som vaskehus. Han påstår, at denne funktion gik helt tilbage til Gurre Slots tid, da vandet her var rene

Luftfoto af Ørsholt fra 1938, få år efter at ”Det Blaa Kors” havde overtaget gården og bl.a. bygget en ny fløj i haven. Bemærk alléen, som ifølge Ludvig Østergaards erindringer allerede var gammel i 1830’erne – og bemærk også, at vejen endnu i 1930’erne fortsætter ligeud forbi sydsiden af stuehuset og videre ud mod det for længst nedrevne Gl. Ørsholt.

re end ved Slottet. Hvor gammelt dette hus egentlig er vides dog ikke, men det ses ikke på de ældre kort, hvilket dog ikke er et fuldstændigt bevis for, at der ikke har ligget et hus her igennem lang tid.

Brillanthuset og dets beboere
Samme Christian Hansen har også nedskrevet en historie om beboerne i ”Brillanthuset”, som lå ved den sydøstre hjørne af Horserød Hegn – se den særskilte artikel om beboerne i Brillanthuset.

Én ejendom
Efter at de fem gårde fra 1875 under ét kaldtes Ørsholt, så var ejerne i det følgende årti:
1878-1880: Hans Wilhelm Liebst
1880-1885: Jacob Vilhelm Saxtorph
1885-1886: Johannes Hjeronimus

Johannes Hjeronimus gik imidlertid konkurs og måtte hurtigt overlade gården til Ferdinand Tutein (1861-1931), der var nevø af ejeren af Gurrehus, Frederik Tutein. Begge hørte til familien bag det velhavende københavnske handelsfirma Tutein, men det var kun Frederik Tutein, der havde fået en kapital med sig ved salget. Ferdinand på Ørsholt var – efter sigende – i en ung alder mere eller mindre blevet tvunget til at købe Ørsholt af farbroderen. Og forholdet kan nok have været lidt specielt, da netop Frederik på Gurrehus havde ry for at være noget af en stivstikker og meget svær at omgås. Ferdinand Tutein lod omkring 1890 opføre den nuværende hovedbygning.

Ferdinand Tutein var gift med Magdalene Dorthea Schøller (1864-1906) og var vel egentlig udset til at arve den gamle onkel. I mange år forpagtede Ferdinand Tutein da også jorderne fra Gurrehus og drev disse – men som sagt ikke uden den iltre onkels indblanding. Imidlertid kom Ferdinand aldrig til at arve onklen – måske på grund af en helt speciel begivenhed. Bent Waagepetersen har således erindret følgende:

Sammen kunne Gurrehus og Ørsholt have udgjort en smuk enklave på næsten 700 tdr. ld., men da Ferdinand Tutein giftede sig anden gang med en kone, han uden blusel havde købt af en gartner i Helsingør, blev den gamle på Gurrehus gal i hovedet. Ikke så meget, sagde man, fordi nevøen havde ”købt” den smukke fru D., men den gamle mente, Ferdinand havde givet for meget for hende!

Et af de karakteristiske gamle vinduer i den gamle ladebygning.
(Foto: Lone Hvass, 1998)

Foto fra Ørsholt fra 1998, medens gårdens oprindelige lade endnu delvist stod. Her ses muren gennembrudt, således at man kan se at laden delvist bestod af lerstampede vægge.
(Foto: Lone Hvass)

Samtidig med at Frederik solgte Gurrehus i 1911, afhændede også Ferdinand Ørsholt med de daværende i alt 345 tdr.ld. Ny ejer blev Charles Christensen, som dog døde allerede året efter. Hans enke Valborg f. Nielsen opkøbte i 1915 den sjette og sidste gård, der kom under Ørsholt. Det var Petersborg (oprindelig Stokkegaard), der indtil da havde hørt til Gurrehus. Selve Petersborg-gårdens bygninger var måske allerede da nedrevet – i alle fald optræder de ikke på et kort fra 1915. Hermed kom Ørsholts samlede tilliggende op på ca. 400 tdr. ld.

I 1916 solgte Valborg Christensen Ørsholt til Hans Nielsen, der igen i 1918 solgte til Jørgen Christian Stannow. Stannow solgte i 1922 en stor del af jordene fra – ca. 72 ha (ca 140 tdr.ld.) som overtoges af ”Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns Stift”. Disse arealer, der lå på Gurre Overdrev, blev udstykket til i alt 15 husmandsbrug.

Stannow solgte Ørsholt i 1924 til Holger Ohrt. Denne solgte igen ejendommen i 1926 til Erik Black, som allerede samme år solgte til proprietær H.L.H. Jørgensen. På den tid havde gården en kvægbesætning på 60 malkekøer, 2 tyre samt 25 stk. ungkvæg. Det var proprietær Jørgensen, der i 1934 solgte til ”Det Blaa Kors – Kristelig Afholdsforening for Danmark”.

Blaa Kors
Foreningen indrettede ejendommen til behandlingshjem for alkoholikere og drev de 260 tdr. ld., der var gårdens areal, ved en forpagter. Behandlingshjemmet var oprindeligt underlagt indenrigsministeriet, men kom senere under Frederiksborg amts Sygehusvæsen. Der blev allerede i 1935 opført en såkaldt patientfløj i tilknytning til de eksisterende bygninger. Senere om- og tilbygninger betød, at der fra starten af 1980’erne var plads til 34 patienter ad gangen.

Patienterne blev placeret i grupper med otte i hver gruppe. Disse havde en socialpædagog som leder, en leder der fulgte gruppen under hele indlæggelsesforløbet. Hver dag fulgtes et nøje fastlagt program, med emner, der tilsigtede at give patienten ”større indsigt i sine psykologiske og adfærdsmæssige mønstre samt at opbygge selvtillid og ansvarlighed”, som det hed i behandlingshjemmets egen beskrivelse. Der var til hjemmet tilknyttet tre speciallæger i psykiatri, en almindelig læge samt en laborant. Desuden et antal socialpædagoger og plejere. Alt sammen ledet af en forstander – de første mange år af Kristen Schultz, senere i en længere årrække af N. P. Møller.

Når patienterne – typisk efter 10 uger – havde gennemført behandlingen, blev de sendt hjem, men med stadig forbindelse til Blaa Kors. Der blev således via egen læge, hjemmesygeplejerske eller andre etableret en kontakt, der skulle sikre at patienten ikke fik tilbagefald efter udskrivelsen.

I 1997 fik Flemming Schiødt-Eriksen så ejerskabet af Ørsholt. Han lod desværre den gamle lade fra 1760’erne nedrive – og opførte i stedet de nuværende store bygninger.

I juni 2006 fik chokoladefabrikant Peter og Linda Beyer skøde på Ørsholt, m.h.p. at indrette en del af ejendommen til chokoladefabrikation.