Lokalhistorie for tikøb kommune

Af Kjeld Damgaard
(på grundlag af materiale leveret af nu afdøde Esther Schultz, Humlebæk).

Ørsholt set fra luften omkring 1948. Der er nu kommet fast tag på udlængerne, haven er kommet i ordet og på gartneri-arealerne er der fuld avl.

Blaa Kors
Foreningen Blaa Kors blev grundlagt i Schweiz i 1877 og kom til Danmark i 1895, hvor den første lokalafdeling blev stiftet. Fra Blå Kors’ start var afholdenhed midlet, næst efter Guds ord, til at hjælpe og redde mennesker, der var kommet i nød på grund af alkohol. Foreningen blev ganske udbredt i starten af 1900-tallet, hvor den især knyttedes til Indre Missions arbejde. I 1933 var der således oprettet 487 lokalafdelinger over hele Danmark – med i alt 19.000 medlemmer.

Dengang var den væsentligste del af behandlingen af alkoholikere, at disse skulle sendes langt væk fra fristelserne og sættes til hårdt arbejde. Behandlingsstedet mindede derfor lidt om et fængsel. Det skulle helst være så langt ude på landet som muligt, således at patienterne ikke kunne slippe så let væk. Siden er behandlingsformerne ændret radikalt.

Blå Kors Danmark er fortsat en diakonal – det vil sige en kirkelig social organisation, som dels har til formål at hjælpe mennesker, der er i nød på grund af alkohol, dels at forebygge misbrug af alkohol og andre rusmidler og dels at arbejde for en alkoholfri / misbrugsfri livsstil.

Ørsholt i 1934
Efter at proprietær H. Jørgensen havde købt Ørsholt i 1926 var det tilsyneladende gået ned ad bakke. De svære år for landbruget i særdeleshed i starten af 1930’erne havde slidt hårdt på gården, og da Jørgensen i 1934 måtte sælge gården, skete det med betydeligt tab.

Det tidligere forstanderpar Christian Jørgensen og hustru Ellen er her fotograferet i i november 1964. Christian Jørgensen var i øvrigt medlem af Tikøb Sogneråd i perioden 1946-50.

Gården var nedslidt, besætningen ringe og markerne dårligt passede. Men den nye ejer så lidt anderledes på sagen. Denne var nemlig ikke kun interesseret i landbruget, men også i at finde et afsides beliggende sted med store bygninger og muligheder for nyindretninger.

Det var Blaa Kors’ forretningsudvalg, der den 12. oktober 1934 samledes på hovedkontoret i København, som besluttede at overtage ejendommen. Forretningsudvalget bestod af præsterne M. N. Randkær, M. Th. Nielsen, A. Krogsøe og Carl Christensen samt rejsesekretær fru Degenhardt. Købesummen var 175.000 kr. Man regnede med at istandsættelsen ville udgøre 45.000 kr – et beløb, der dog ikke kom til at slå til.

Til forstander udpegedes tidligere forvalter på Snedinge, Christian Jørgensen. Han da 46 år og fuldt uddannet landmand med en fortid som forvalter på flere store gårde. Da han tilmed var stærkt forankret i Indre Mission, fandt man, at han var den rette mand til den stilling.

Forholdene omkring 1934
Forstanderparret kunne allerede den 14. december 1934 modtage de første patienter. Ingrid Dysted, datter af Ørsholts første forstander, erindrer:

Det var en meget forfalden gård, vi kom til. I hovedbygningen var loftet fyldt af baljer, spande, krukker og andet til at samle regnvand fra det utætte tag. Så det var nok det første, der blev ordnet. Og så begyndte de første patienter at komme, det kneb snart med plads, så derfor blev patientbygningen ret hurtigt bygget.

Efter at Ørsholt havde været i drift i godt et år, pyntede patienterne uopfordret op til julefesten for alle beboere og personale. Det var – som man ser på billedet – spisesalen, der blev brugt til julefesten i 1935.

Ko-, hestestald og lade var stråtækte – d.v.s. kun der hvor der var strå! Heldigvis havde vi en dygtig forkarl – Richardt Hansen – som kunne udbedre de værste huller. Vi høstede selv rør på Gurresø, det var vores langs de ca 50 tdr. ld. skov, som lå langs søen. I 1938 begyndte vi at få pandeplader på de tre bygninger. Det nedrevne tag blev kørt ned i grusgraven, som lå ca. 100 m sydøst for havens sydøstre hjørne. Det gav nogle herlige Sankt Hans bål. Bål blev der også på markerne, hvor kvikgræs og senegræs blev harvet op og samlet med hesterive og brændt af. De 200 tdr. ld. marker var fulde af sten. De blev samlet op og kørt hjem, hvor de blev slået til skærver.

Der var mange dyr, da vi kom – også rotter i rigt mål. I hestestalden var hestene så sølle, at flere af dem ikke altid kunne rejse sig selv op. De blev afsat på nær fire, som blev fodret op og blev arbejdsduelige. De hed Henrik, Musse, Lars og Krølle – de to sidste blev solgt til en bonde senere. Henrik og Musse havde vi nu nogle år. Henrik var gammel militærhest og blev 33 år. Nye heste blev købt hos hestehandler Pedersen i Birkerød. Køerne lærte jeg aldrig at kende – de faldt alle for en tuberkulinprøve på én nær. Hun var trepattet og blev flyttet over i hestestalden. Alle andre kreaturer blev slagtet og stalden gjort grundigt ren og kalket. Far tog til Fyn og købte ny besætning – rød dansk malkerace.

Svinestalden var sølle. Den lå østen for hestestalden. En dag da vi sad og spiste, hørte vi noget rumstere ude i gangen. Det var ornen, som var brudt ud af stalden. Om man allerede da var begyndt at bygge den nye svinestald vest for kostalden, husker jeg ikke. Jeg var, som den ældste, kun 6 år, da vi kom til Ørsholt.  Der var høns i lange baner. De var dels i hønsehuset, som lå syd for drivhusene, dels i et gammelt hønsehus, som lå syd for dammen i haven. Det sidste blev fjernet. Dammen fik en fin stenkant, sat af en af patienterne, der hed Villadsen.

Blandt de ting patienterne skulle passe i de første mange år, var gårdens besætning af høns. Her er det den mangeårige beboer på Ørsholt, Johan, der fodrer hønsene i 1950’erne.

Som omtalt andetsteds, var der rester af det oprindelige Ørsholt helt ind i 1900-tallet. Ingrid Dysted har i sine erindringer fortalt, at de sidste rester først blev fjernet i 1935 – og at murstenene blev genanvendt til en ny smedje på Ørsholt. På billedet ses murerne i færd med at opføre den nye smedje – og til højre i billedet ses de rensede mursten fra ”Gammel Ørsholt”.

Ny patientbygning
Den nye patientbygning, der omtales ovenfor, blev der allerede taget initiativ til i starten af 1935. Godt nok var der store bygninger på Ørsholt, men der var ikke plads til at rumme de cirka 40 patienter, som man ønskede at få plads til. Blaa Kors’ tidligere forretningsfører, der hed  Helligsøe, var oprindelig arkitekt. Han fik nu til opgave at tegne og lade opføre den nye patientfløj, der opførtes i det nordøstlige hjørne af haven. Bygningen indrettedes i stueetagen og på 1. sal med en gang i midten og med ti værelser til hver side. Hermed fik man plads til de ca. 40 patienter, som institutionen skulle rumme. I bygningens kælderetage indrettedes vaske- og fyrrum, badeværelser, værksteder, materialerum m.v. Desuden indrettedes en 2-værelses lejlighed til forvalteren. Til forskel fra de eksisterende bygninger indrettedes denne på moderne vis med centralvarme, lys og vand i bygningen.

”Gammel Ørsholt” og ”Gurrebo”
Ingrid Dysted fortsætter:
Vejen gennem alléen og gårdens have var – om ikke før – så i alt fald i Blå Kors’ tid lukket for offentlig trafik. Den fortsatte jo stadig til Horserød Hegn, men kun som markvej. Hvor den gik ind i skoven, boede skovløber Larsen, men lidt inden man nåede skoven, lå på venstre side af vejen resterne af to huse – muligvis rester af det oprindelige Ørsholt. Begge huse blev fjernet, stenene renset og brugt til at bygge smedjen, som blev bygget østen for vognporten. Marken bag de to huse og ud til, hvor vor skov gik sammen med Horserød Hegn, kaldte vi altid ”Ørsholtkrogen”, og der var også fragmenter af bebyggelse derude.

”Gurrebo” fungerede i min barndom som sommerhus for pastor Iver Chr. Poulsen fra Eliaskirken i København. Han var med i Blaa Kors bestyrelse. Hans kone, Thyra, og børnene Henning, Gunnar og Gudrun kom vi børn tit ned til – især for at bade i søen ud for ”Pastor Poulsens hus”, som vi kaldte huset dengang. De havde få meter fra huset en brønd, hvorfra de hentede vandet med en lang vippe. Foran huset – til nord – stod et meget stort moreltræ, som bar et væld af lækre kirsebær hvert år.

I mange år stod der ”Gurrebo” på gavlen af dette hus ved Gurresøens bred. Det blev i Blå Kors’ tid anvendt som sommerhus for bestyrelsens medlemmer samt for ansatte ved Blå Kors. Af nogle blev det også kaldt “Musebo”, hvilket vidner om husets forholdsvis beskedne vedligeholdelsesstandard. Foto fra omkring 1950.

Flere forbedringer
På Ørsholts gårdplads fik vi selv gravet en god brønd, som afløser for den gamle, der var i hestestaldsbygningen.  Et gammelt brændehus vest for ladegavlen blev indrettet til kalve og småkvier. De store kvier var i kostalden med de 50-60 malkekøer samt de 2 tyre. De første år var det håndmalkning – siden fik vi malkemaskine ”Manus”. Og i tilknytning til stalden byggedes et kølerum ude i gården. I det var der køleribber, så mælken blev siet, kølet og sat i et koldtvandsbassin. Et godt fremskridt i forhold til blot at hælde mælken gennem en si, sat direkte på jungen. Mælken blev afhentet hver morgen og kørt til mejeriet ”Enigheden” i København og siden solgt som børnemælk. Mælken blev fragtet i 50 liters junger med blå hals.

Far sørgede altid for, at der var frit udsyn fra den dejlige terrasse på stuehusets sydside. Ligesom der var flot udsigt gennem den store have ud over marken til de fire store bøgetræer på højdedraget. Sydøst derfor havde vi mosen, hvor der var tørvegravning i flere år.

Hvor alléen starter ved gården lå på højre side et lille hus. Det husede først patienter – siden forvalterfamilienSchultz og senere fodermester- og gartnerfamilien. Syd der for lå de to drivhuse. I det ene var der en blå vindrue i den ene side og en gul vindrue i den anden side. Det andet drivhus havde en tilbygning med blandt andet et fyr, så det kunne varmes op. Drivhusene var næsten uden glas, da vi kom.

Videre op gennem alléen, så langt lindetræerne stod, var der frugtplantage – i alt ca. 4 tdr. ld. Det var mest med forskellige æbler, men der var også blommer og et enkelt pæretræ.  Skellet til markerne var beplantet med et nøddehegn. Fra lindetræer gik alléen så over til at være med ahorntræer. Drejede man fra alléen til venstre, kom man til det sted hvor ”Brillanthuset” lå. Men lidt før det lå der på højre side af vejen et dobbelthus kaldet ”Snedkerhuset”. Her boede mod syd de unge Jørgensens og mod nord de gamle Jørgensens. Dette hus hørte dengang også til Ørsholt.

Personalet på Ørsholt bestod også af nogle køkkenpiger. Her er de søgt ud i det gode vejr med zinkbaljen og sandsynligvis nogle grøntsager, der skulle ordnes. Til venstre ses Else Andersen, der senere blev gift med forvalter Kristen Schultz.

Dagligt liv på Ørsholt
Hvordan formede livet sig for en patient, da det hele var kommet ind i en mere normal gænge? Patienterne skulle normalt blive på afvænningshjemmet mellem 1 og 1½ år. I enkelte tilfælde kunne man dispensere, det skete f.eks. af og til for tjenestemænd, der ikke kunne få orlov fra deres arbejde i så lang tid.

Man lagde især vægt på, at alkoholikerne kom væk fra deres gamle miljø, og at man helt og aldeles afskar dem fra adgangen til spiritus. Man mente også, at der var en del, der trængte til at få nerverne i ro. Man gav derfor patienterne hårdt fysisk arbejde – for derved at tvinge tankerne væk fra uligevægten. Den megen friske luft gav desuden en sund og naturlig nattesøvn.

Patienterne blev derfor især sat til at passe landbruget. Selv ikke-landmænd gik ofte højt op i arbejdet, og lærte bl.a. at køre med heste. Det daglige liv formede sig derfor på den måde, at de fleste patienter stod op kl. 6.30. Nogle stod dog op allerede kl. 3.30 for at hjælpe med morgenmalkningen. Kl. 7.15 spiste patienterne så morgenmad, forstanderen holdt en kort andagt – og så begyndte arbejdet for alle. Nogle havde efter tur fast bestilling ved at de hjælper til i køkkenet, skræller kartofler, holder opholdsstuerne i orden, gør rent på gange og toiletter, passer høns, henter brændsel, fyrer i centralovnen o.s.v. Mellem kl 12 og 14 var der middags- og kaffepause, hvorefter arbejdsdagen blev genoptaget indtil kl. 17.30. Efter aftensmaden var der forskellig underholdning, nogle spillede bob eller billard, nogle læste, hørte radio eller passiarede. Andre hyggede sig på værelset eller skrev brev til familie eller bekendte.

“Snedkerhuset”, hvor hhv. Unge Jørgensen og Gamle Jørgensen boede i forstander Jørgensens tid på Ørsholt. Huset ligger der såmænd endnu – nu med adressen Ørsholtvej nr. 62. (Foto 2004)

Jørgensen og Co.
Forstander Christian Jørgensens datter, Ingrid Dysted erindrer videre:
Uden god hjælp, var alt dette jo aldrig gået. Da far blev ansat, spurgte han hvor han så fandt ”Ørsholt”. Han fik følgende svar: Når De kommer derhen, Jørgensen, så er det der, hvor den tidligere ejer hedder Jørgensen, forvalteren hedder Jørgensen og de to husmænd hedder Jørgensen. Ja, forvalter Ejnar Jørgensen var en dygtig og tro medhjælp, som vi vist havde i 3 år. Vi havde fast 3 karle, 1 fodermester, 1 møller og en foderelev. Efter nogen tid fik vi også en diakon til hjælp på kontoret. I starten var der tillige en kokkepige og en stuepige. De var døtre af postbud Leth fra Gurre. Siden kom også en køkkenpige. Men det var svært at få piger. Mange turde ikke være sådan et sted! Men vi havde jo patienterne, der havde været alt muligt før. I 1936, da mor fik vor lillesøster, var vi uden kokkepige, så en af patienterne var så kok en tid. Der var alle mulige håndværkere: Tømrere, snedkere, malere, murere, saddelmagere o.s.v. Og der var rig mulighed for, at de kunne holde fagligheden ved lige. Mange var stolte over de resultater, de frembragte. Vi havde seks spand heste, så der var også patienter til de tre spand. Nogle patienter var ufaglærte og måske også knapt så arbejdsivrige, men der var altid et job til dem også – i stald, mark, hus eller have. Haven var i en sørgelig forfatning. Der fik vi hjælp af en gartner, vistnok fra Græsted (og Blå Kors-medlem), til anlæggelsen. Han gjorde et godt arbejde, så det blev en dejlig have, bl.a. blev de gamle træer bevarede. Siden passede vi selv haven og var tit heldige at have en gartner blandt patienterne.

Der var meget at tage vare på. F.eks. måtte mor sy alle gardiner selv. Der var vaskerum i hestestaldsbygningen – her hjalp ”gamle fru Jørgensen” fra Snedkerhuset de første år. Senere fik vi en stor gammel vaskemaskine samt en centrifuge, som var boltet fast i gulvet. Det lettede. En stor gammel håndtrukken rulle blev trukket af en patient og mor rullede lagner, håndklæder o.s.v. på rullerne eller stokkene, som de kaldtes. Det var et slidsomt liv for alle, men hvor blev der pænt alle steder.

Den oprindeligt offentlige vej fra Ørsholt og ud imod ”Gammel Ørsholt” og videre ind i Horserød Hegn ses her i 1950’erne, da den endnu fungerede som markvej. Bygningen lige til venstre for vejen, er den nye svinestald, bygget i 1935.

Landbrugsdriften
På markerne dyrkedes byg, rug og havre samt kålroer og sukkerroer. Lige vest for køkkenhaven havde vi i mange år lucerne. ”Ørsholtkrogen” lå altid med græs, her gik kvierne om sommeren, sommetider med en ungtyr. De drak vand i søen. Kalvene havde to små folde nord for alléen, op til hvor lindetræerne sluttede. Dér var lange trætrug til mælk. Nogle få år havde vi hør og græsfrø. Og så var der kartofler; nu brugte vi mange selv, og svinene fik også kartofler, som blev kogt i en stor vippegryde. Om vi solgte flere kartofler end vi selv brugte, ved jeg ikke – men det var mange. Sorterne var King Edward og Bintje – og de var gode.

Efter ca. 3 år rejste forvalter Jørgensen, hvad vist gjorde alle kede af det. I stedet for ham kom Kristen Schultz som forvalter. Også han var en dygtig og loyal medhjælp for mine forældre. Alt gik jo nu i en god fast gænge. Det var vist i hans tid, at vi en kort overgang var oppe på 49 patienter. Det var rigeligt, men der var alligevel arbejde at gøre. Om vinteren arbejde i skoven og på søen, hvor vi høstede rør, så snart isen kunne bære. Kommunen havde krav om, at vi holdt vejen fra Gurre Korsvej til Nygaard Skole fri for sne. Dertil brugtes en stor sneplov til 3 heste og nogle mænd med skovle.

Dengang var patienterne hos os i 1½ år for det meste, dog enkelte kortere eller længere tid. En gang om ugen kom doktor Kielberg fra Tikøb og tilså dem, der havde sygdom eller skavanker. Ja, det var dengang at det var et  hjem , hvor vi alle boede.

Bygningen her husede først patienter, fra 1943 den første gifte forvalter, senere boede her fodermester- og gartnerfamilien.

Nyt forstanderpar
1. november 1949 afløstes Christian Jørgensen af den hidtidige forvalter, Kristen Schultz. Han havde siden 1938 været forvalter på Ørsholt, dog afbrudt af en kortvarig periode under besættelsen, hvor han havde en gård i Sønderjylland. Kristen Schultz var da blevet gift med Else Andersen, og efter kun 2½ år vendte parret tilbage til Ørsholt.

Kristen Schultz havde egentlig ikke nogen uddannelse, men hans mange år inden for Blå Kors havde overbevist ledelsen om, at man her havde den rette mand. Og de skulle ikke blive skuffede. Kristen Schultz blev en kyndig leder af både Ørsholt og senere også af Blå Kors’ plejehjem i Hobro. Kristen Schultz blev ligesom sin forgænger Chr. Jørgensen medlem af Tikøb Sogneråd – og da han flyttede fra kommunen i 1964, gik der ikke lang tid før han blev medlem af Hobro Byråd, og blev borgmester i perioden 1970-86.

De behandlingsmetoder man anvendte, da Ørsholt var ”drankerhjem”, og de behandlingsmetoder, der blev anvendt senere, var naturligvis ikke de samme. Man lagde fra ledelsens side meget vægt på, at det var et ”hjem” – d.v.s. at der ikke var låste døre, at patienterne måtte gøre, hvad de ville, i deres fritid, dog ikke drikke spiritus af nogen art.

Forstander Kristen Schultz (1912-1988) ses her med hustruen Else f. Andersen (1915-1998). Desuden ses børnene bagerst f.v.: Esther (f. 1942), Kåre (f. 1948), Helle (f. 1945) og forrest: Dorthe (f. 1955).

I 1959 fortalte forstander Kristen Schultz om arbejdet på Ørsholt:

Her er ingen arbejdstvang for patienterne, og vi er ikke arbejdsmæssigt afhængige af dem. Men beskæftigelse ses som en meget vigtig del af kuren. Der er da også adskillige muligheder i det daglige. Ved landbruget, gartneriet og i haven. Dertil kommer, at der altid er nok af reparations- og vedligeholdelsesarbejder for de håndværksinteresserede. Alligevel er et af vore store ønsker en beskæftigelsesbygning med hobbyrum og værksteder, idet det må være et mål for beskæftigelsen her, at det er noget, der kan komme til gode for patienterne bagefter.

Gartner Anton Jepsen
I 1952 kom gartner Anton Jepsen til Ørsholt. Hans opgave var at lede gartneriet – d.v.s. drivhus, park og frugthave – og her lede patienterne i det praktiske arbejde, og sammen med det øvrige personale selvfølgelig bistå forstanderen i hjemmets ledelse.

Anton Jepsen har i sine erindringer bl.a. skrevet:

Hjemmet havde 30-40 patienter fra alle samfundslag og erhvervsgrene, mange med god uddannelse – men alle med alkohol som handicap. Hjemmets formål og opgave var jo på bedste måde at være en støtte og hjælp for disse mennesker til at blive frigjort fra de stærke drikke.

Jeg havde i den daglige omgang et godt og fortroligt tillidsforhold til patienterne. Og der blev ført mange interessante samtaler med disse, der jo havde oplevet meget forskelligt og vidste besked med mange ting, ligesom der blev drøftet mangehånde samfundsproblemer og menneskelige problemer. Disse samtaler kunne også føre ind på rent personlige forhold og kristeligt livssyn.

Anton Jepsen var ansat som gartner på Ørsholt fra 1952 til 1961.

I det hele taget betød det kristelige livssyn meget for mange af de ansatte – og også for en del af de indlagte patienter. Man lagde fra ledelsens side ikke skjul på, at disse to ting meget gerne måtte hænge sammen – at det kunne være en hjælp med en kristen livsførelse, hvis man skulle holde sin sti ren – også efter kuropholdet på Ørsholt.

Anton Jepsen havde også sit kors at bære. Hustruen var psykisk syg og kunne af og til ikke kende sine egne børn. Datteren, Gitte Egedal, erindrer:

Mændene på Ørsholt snakkede ofte med os børn. Nogle spurgte også til min mor og sagde, at de så meget op til min far. Han var et vidnesbyrd for dem på den måde, han levede sammen med sin syge kone. En mand sagde f.eks. ”Så skulle jeg ikke være faldet til druk”.

En patients beretning
Den 51-årige frisør Erik Madsen havde i oktober 1959 været patient og assistent på Ørsholt i en periode. Han fortalte i den anledning:

I november 1957 fik jeg besked om at jeg kunne komme her til Ørsholt. Mit spiritusproblem havde taget overhånd i årenes løb, og efter et forlist ægteskab havde ensomheden overvældet mig, hvad det hele ikke blev bedre af. Nu til januar har jeg så været her i to år – og det har hjulpet mig, hvad hospitalerne ikke kunne. Dér havde jeg været mange gange, og da jeg blev udskrevet sidst for at tage hertil, havde jeg nærmest det indtryk, at de betragtede mig som: ”han er håbløs!”

En af Ørsholts patienter, Heitmann, er her på køkkentjeneste først i 1950’erne.

Erik Madsen blev efter sin behandling midlertidig ansat som assistent på behandlingshjemmet, fordi han levende interesserede sig for det aktive forsorgsarbejde og fordi han havde forudsætninger for at forstå patienterne. Erik Madsen fortalte videre:
Jeg tror for så vidt, at man er alkoholiker hele sit liv, og man helbredes ikke ved blot at undlade at røre spiritus. Jo længere man bliver her desto større er ens chancer dog for helbredelse. Havde jeg blot for 6-7 år siden kendt til Blå Kors’ arbejde, havde jeg også beholdt min kone og mit hjem.

Kristen Schultz rejser fra Ørsholt
Efter næsten 25 år på Ørsholt flyttede Else og Kristen Schultz i 1964 til Hobro for at blive forstanderpar på Blå Kors plejehjem dér. Nyt forstanderpar blev Anni og Niels Peter Møller. N.P. Møller havde tidligere (fra 1947) været assistent på Ørsholt og var derfor ganske godt kendt med forholdene dér. Møller havde desuden en håndværksmæssig og en diakonuddannelse.

Omtrent samtidig blev Ørsholt administrativt overført til at høre under hospitalsvæsenet. Det betød bl.a. at der var langt mere lægehjælp end tidligere til patienterne. I en årrække havde man dog allerede haft en psykiater tilknyttet samt en almindelig medicinsk læge.

På dette tidspunkt var landbrugsarbejdet også gledet ud af behandlingen. Ørsholts store tilliggender var i stedet blevet bortforpagtet, og patienterne i stedet beskæftiget i de værksteder, som i de foregående 10 år var blevet opbygget. Værkstedsarbejdet bestod da i hovedsagen af emballagearbejde. Det var de store kædeforretninger, der aftog værkstedets pap- og plasticemballager.

Friere forhold
Patienternes forhold var også gradvist blevet friere. Allerede efter en måneds behandling, ofte med antabus, kunne patienterne nu tage hjem på weekend-ophold eller tage på indkøbstur til Helsingør.

Ørsholts hovedbygning set fra gårdspladsen, 1962.

Efter opholdet på Ørsholt kunne patienterne overføres til et pensionat i Taastrup, hvor der var bedre mulighed for at kombinere et arbejde med den fortsatte behandling. Mange af patienterne havde ikke noget hjem og kun begrænset samkvem med familie, så der var stort behov for en sådan overgangsordning, så patienterne ikke igen ”faldt i vandet”.

Senere – i 1974 – indførtes nyere behandlingsformer, der indebar at opholdet blev endnu kortere. Det betød, at den ofte lange ventetid, der var på at komme i behandling, blev skåret kraftigt ned. Samtidig ændredes også alderssammensætningen. Nu kom stadig yngre mennesker i behandling, hvilket N.P. Møller anså for et gode:

– Det betyder, at vi får patienterne på et tidligere stadium end før, og vi har derfor langt bedre muligheder for at helbrede dem for alkoholisme.

Patienterne
Oprindelig kom patienterne på Ørsholt fra alle dele af landet. Men efterhånden blev behandlingshjemmet mere og mere lokalt. Det skete i takt med, at der kom flere hjem rundt om i Danmark og i takt med, at det var Frederiksborg Amt, der drev hjemmet økonomisk. Det indebar, at omtrent halvdelen af patienterne kom fra amtet. Adskillige var endda helt lokale folk fra Helsingør Kommune. Resten af patienterne kom fra andre amter, der så betalte for opholdet.

Ved jubilæet i 1984 blev det daværende og tidligere forstanderpar foreviget foran Ørsholts hovedbygning. F.v. ses Niels Peter Møller, Anni Møller, enken efter Chr. Jørgensen, fru Ellen Jørgensen, Else Schultz og Kristen Schultz.

I slutningen af 1970’erne kom også de første kvindelige patienter til Ørsholt – indtil da havde der kun været indlagt mænd. Daværende køkkenleder, Nina Nielsen, erindrer:

– Da den første kvindelige patient skulle komme, havde de mandlige patienter shinet sig gevaldigt op og taget søndagstøjet på. Men de faldt snart tilbage i deres gamle, mindre gentleman-agtige gænge, da de så en 60-årig tandløs kvinde komme marcherende ned ad alléen.

I 1983 indførtes atter et nyt behandlingssystem. Patienterne blev nu inddelt i grupper på otte med hver sin socialpædagog som leder. Teorien var, at alle patienterne skulle involveres i det der foregik under det 10 uger lange ophold. Før kunne enkelte patienter ”gemme” sig, men nu følte de en større ansvarlighed over for gruppen. På den måde fik patienterne også et socialt netværk – netop noget mange manglede i det daglige. To gange om ugen var der gruppesamtaler, hvor patienterne skulle fortælle hinanden om de grunde, de havde haft til at komme ud i alkoholmisbrug.

Udover samtalerne arbejdede grupperne sammen om køkkenarbejde og rengøring, fik undervisning i ergoterapi, ernæringslære og madlavning. Desuden kunne patienterne samle halvfabrikata til en virksomhed. Som noget nyt indførtes også mulighed for fysisk træning i et motionsrum. Virkningen af omlægningen viste sig snart – der kom færre genindlæggelser.

Ny tider og nye behandlinger
Niels Peter Møller stoppede sit virke i 1988 – og afløstes af den 31-årige Jørgen Juul. Han var uddannet socialpædagog og diakon og havde været på ambulatoriet i Taastrup i elleve år. Hans far, Jens Juul, havde desuden været forvalter på Ørsholt.

Patientfløjen blev opført i 1935 og havde plads til 35-40 patienter.

Nye tiltag blev nu afprøvet, bl.a. 14 dages kurser for folk med en spriritus-dom. Dømte spritbilister fik muligheden for at afsone deres straf med en behandling i stedet for hæfte. Det viste sig at være en rigtig god ordning, som mange tog imod.

De almindelige patienter, der blev indlagt, fik nu kun ca. 1 måneds ophold. Og ofte blev patienterne kun indlagt ambulant – de kom tidligere i behandling og havde derfor endnu deres netværk i behold. De havde endnu familie, hjem og job, og derfor var et ambulant tilbud det rigtige for dem.

Også et tilbud om, at hele familien kunne komme i behandling, viste sig at være en god mulighed for at undgå familieadskillelse. I praksis betød det, at både patientens ægtefælle og børn kunne få ophold på Ørsholt. Til børnene indrettedes tilmed en børneinstitution.

Hverdagen for patienterne var nu således, at dagen startede kl. 8 med morgenmad efterfulgt af en andagt. Derefter var der møde mellem personale og patienter afsluttende med fælles afsyngning af en af Højskolesangbogens sange. Herefter skred beboerne til de forskellige huslige pligter, og kl. 12 serveredes en to retters varm frokost, hvorefter patienterne gik i terapi. Hver mandag var der foredrag, og aftnerne blev fordrevet med bordtennis, fjernsyn, læsning eller forskellige spil.

Slutfasen
Da Jørgen Juul opsagde sin stilling for at søge nye udfordringer i 1995 ansattes i stedet Per Louis Aarestrup, som ny forstander. Han skulle blive den sidste forstander på Ørsholt. Blå Kors havde i starten af 1990’erne ofret et større millionbeløb på renovering af de mange bygninger på Ørsholt. Imidlertid viste det sig, at hvis stedet skulle leve op til de fornyede krav, der var for institutioner af denne art, skulle der igen ofres et større millionbeløb.

Patienter samlet i opholdsstuen, kaldet ”Den Blaa Stue” p.g.a. møblernes farve.

Da Blå Kors finansierede driften af bygningerne primært ved indsamlede midler, mente ledelsen ikke længere, at der var grundlag for at bruge så mange penge på bygninger. Man mente, at man i stedet kunne bruge pengene bedre i mere egnede bygninger.

Ørsholt blev derfor sat til salg, men de 36 medarbejdere på Ørsholt blev ikke sagt op. De fik alle tilbud om at fortsætte arbejdet, blot nu på andre og nye institutioner indenfor Blå Kors virkeområde. Også de indlagte patienter ville fortsætte deres behandlingsforløb, men som følge af Blå Kors’ beslutning blev kontrakten med Frederiksborg Amt opsagt. Indtil da havde Ørsholt været amtets eneste tilbud inden for dette område, men nu benyttede amtet lejligheden til at tilbyde flere behandlingsformer, men herunder også Blå Kors’ nye behandlingstilbud.

Blå Kors havde nemlig i stedet for Ørsholt lejet et tidligere pensionat på Stokholmsvej 2C i Espergærde. Her indrettedes et ”Midlertidigt socialpædagogisk botilbud”. Målgruppen er personer med et længerevarende alkoholmisbrug.

De øvrige patienter overførtes til et behandlingshjem i et tildigere hotel i Bjæverskov på Midtsjælland.

Gården Ørsholt blev solgt for 16 mio. kr. til Flemming Schiødt-Eriksen, og med udgangen af juli 1997 flyttede Blå Kors sine ejendele ud af de gamle bygninger – efter 63 års virke på stedet.

Et glimt fra værkstedet på Ørsholt i 1984.

Tre af de medarbejdere, der var ansat på Ørsholt, da behandlingshjemmet lukkede i 1997. Fra venstre ses socialrådgiver Erik Krogh, køkkenleder Nina Nielsen og souschef Carsten Dalsgaard.
(Foto: Lars Johannessen)

Jørgen Juul, forstander på Ørsholt fra 1988 til 1995.
(Foto: Jørgen J.K.Hansen)

Rev. 04.04.2021