Af Kjeld Damgaard

Minna Marie Carøe

Minna Carøe reddede den gamle stubmølle i Lundforlund – på sin egen helt specielle måde…

– var datter af cand.theol. Martin Frederik Christian Carøe (1850-1909), der fra 1879 til 1890 var sognepræst i Sønderho på Fanø. Fra 1890 til sin død var han sognepræst i Magleby. Han var gift med Anna Susanne Sophie Münster (1855-1933).
Minna, f. 1882, var meget interesseret i antikviteter og da hun i 1917 ved en tilfældighed kom forbi den lille landsby Lundforlund syd for Slagelse bemærkede hun, at en dengang over 200 år gammel stubmølle, der lå lige i udkanten af landsbyen, var i færd med at blive nedrevet. Møllen var opført omkring år 1700 som afløsning for en vandmølle, der var blevet ødelagt under svenskekrigene.
Minna var imidlertid af den opfattelse, at det var synd at tilintetgøre den gamle fine stubmølle og spurgte om hun dog ikke kunne få møllen? Jo, det kunne hun da godt, hvis hun selv sørgede for at den blev pillet ned og flyttet.

Møllen genopføres
Som sagt, så gjort. Møllen blev skilt ad, transporteret til Meulenborg, hvor den blev genopført samme år. Den var igen fuldt funktionsdygtig, men den kom aldrig mere til at male korn eller andre materialer. Dog blev den i perioder anvendt som vandpumpe, idet der skulle bruges en del vand til hønseriet på selve Meulenborg.

Af bevarede papirer ser det ud til, at det var Anna Carøe (altså Minna Carøes søster), som lod stubmøllen opføre på Hyldebakken – eller ”Møllevej”, som vejen dengang blev kaldt. Det fremgår dog ikke klart om møllen opførtes før eller efter afhændelsen til Minna Carøe, men i salgsskødet står: Paa det solgte Areal maa opstilles en Vindmølle som Dekoration.

Sommerbolig
I årene herefter blev møllen brugt som sommerbolig for dele af familien Carøe. Minna Carøe havde nemlig ladet opføre en villa – kaldet ”Villa Møllen” – på grunden overfor – og da dette hver sommer blev lejet ud til landliggere, så måtte familien Carøe flytte over i møllen, som delvist var indrettet som bolig, bl.a. med et soveværelse. Sommerbeboerne var for øvrigt i mange år gummivarefabrikant Julius Kopp indtil denne døde i 1932.

Møllen fredes
efter at Lundforlund Stubmølle havde været dekorationsmølle i over 40 år, anbefalede det særlige Bygningssyn i 1959, at møllen blev fredet i klasse B – d.v.s. at den ikke måtte ændres i dette ydre. Fredlysningen blev lyst i januar 1960, men kun 4 år nedtog Nationalmuseet møllen, med en plan om at genopføre den i Lundforlund, hvor den jo oprindeligt havde stået. Imidlertid var der ikke penge til projektet, så i første omgang, blev den pakket sammen og lagt i depot på Bogø. Siden blev den transporteret til Nationalmuseets depot på Falkensteen – ikke langt fra Lundforlund. Stridigheder om grunden, hvor møllen skulle genopføres – og mangel på penge, gjorde, at den ikke blev genopført i årene derefter. Omkring 2003 viste det sig imidlertid, at taget på Falkensteens lade var utæt, og der derfor var gået svamp i træet.

Den sidste lejer og den næste ejer
Villa Møllen eller Møllehuset blev som nævnt udlejet til sommergæster i en lang periode. Fra 1941 til 1955 lejede familien Villads Nielsen sig ind – men endte med i

1955 at købe både villa og mølle. Prisen for begge ejendomme var dengang

omkring 60.000 kr.

Den gamle stubmølle var en seværdighed – også i 30’erne, hvor dette billede er taget af nogle interesserede folk på gåtur – måske landliggere?

Villads Nielsen havde en fabrik for kaffesurogat og en fabrik, der fabrikerede bouillonterninger i Helsingborg, og under besættelsen kørte han sin gengasfyrede ”Ford Terreplane” med færgen til Helsingborg. Når han kom hjem om aftenen slukkede han for gengasapparatet ved at hælde vand over. På den måde kunne han nemlig tage de hemmelige metalkapsler med mikrofilm ud – så de kunne komme videre til den danske modstandsbevægelse.
Villads Nielsen var nemlig kurér på denne del af ruten der startede i London og gik via Stockholm, Helsingborg, Helsingør og til København – hvorfra meddelelserne kom videre ud til modstandsbevægelsen i Danmark. Tyskerne havde ham i kikkerten men kunne ikke finde noget, da han jo altid kunne lade ”beviserne” brænde op ved at åbne helt for spjældet til gengasovnen.Imidlertid fandt tyskerne senere nogle beviser på en fiskerbåd, og han måtte resten af krigen blive i Sverige. Senere fulgte resten af familien med på falske pas. Huset blev i resten af krigen passet af Johanne Ahl, som var ung pige hos familien.
Da sønnen Nils Villadsen var meget interesseret i gamle biler, blev møllen mødested for veteranbiler. Det gamle beboelsesskur ved siden af møllen blev revet ned og i stedet opførtes en garage rundt om møllen med plads til 8 gamle biler.
Nils Villadsen indgik i øvrigt 6-8 år senere et kompagniskab med Børge Kaa og åbnede ”Helsinge Trafikhistoriske Museum”, hvor omtrent 100 gamle biler m.v. blev udstillet.
Da Nationalmuseet i 1964 havde nedtaget stubmøllen, blev der i stedet rejst et nyt hus på grunden. Her boede Oda Villads Nielsen frem til 2008, da huset blev solgt. Hun døde i 2009.
Nils Villadsen tilbød senere – for egen regning – at genopføre møllen på sin grund i Jylland. Det sagde Nationalmuseet nej til, men i 2003 viste det sig, at møllen var rådnet op, medens den lå på lager på Fyn. Så møllen kom aldrig tilbage til Lundforlund.

Møller har altid været populære motiver for kunstmalere. Her er det den lokale kunstner Carl Bosevang, der i 1921 har malt Meulenborg Stubmølle.

Møllen – fotograferet i 1940’erne. I rummet med vinduet var indrettet soveværelse for familien Carøe om sommeren.

Rev. 06.03.2021