af Kjeld Damgaard


Kortet er det kort, som blev udarbejdet i forbindelse med udskiftningen af byens jorder i efteråret 1787.Med rødt er markeret byens fire gårde samt de to husmandssteder. Navnene på gårdene blev først fastsat efter udskiftningen, men anføres her for at gøre kortet mere læseligt. Problemet er nemlig at kortet er orienteret mod vest – d.v.s. at nord er til højre. Med gult er bygaden og landevejene markeret. Nederst i billedet ses til venstre den gamle vej fra Kathøj til Lille Esbønderup og til højre med kraftigere markering den nyanlagte fægyde, som samtidig skulle fungere som ny landevej mod Helsingør.

Navnet Lille Esbønderup betyder egentlig “Æsbjørns bebyggelse”. Vi kender ikke Æsbjørn eller hvornår han grundlagde byen, men bebyggelsen er antagelig opstået engang i middelalderen. Når bebyggelsen har præfixet “Lille” skal det ses i sammenhæng med, at der kun ganske få kilometer mod nord var en sognelandsby med det samme navn. For at kunne adskille de to stednavne, fik den mindre landsby ved Tikøb således navnet “Lille Esbønderup”.

Oldtidsminder
At der har været beboelse i området i ældre tid vidner bl.a. den spektakulære jættestue Djævlehøj, om. Den ligger på Lille Esbønderups jorder, højt placeret med udsigt til Esrum Sø. Her kunne stenalderfolket tilbede de dødes ånder – jættestuen var en slags tempel for datidens befolkning. Denne imponerede høj har imidlertid ikke været den eneste. Syd for landsbyen – umiddelbart ved Danstrupvej – ligger resterne af en anden oldstidshøj, og i nabo-ejerlavene Saane og Jonstrup har der tidligere ligget adskillige høje.

Landgilde til Esrum Kloster
Den ældste kilde med navnet Lille Esbønderup stammer fra 1497. Det er – fristes man til at sige – næsten som sædvanlig Esrum Klosters Brevbog, der er vor kilde. Heri nævnes at landsbyen, der jo på dette tidspunkt hører under klosteret, består af 4 gårde, som hver gav 1 pund rug og 1 pund byg, 1 lam, 1 gås og 2 høns i landgilde (= fæsteafgift). Derudover skulle hver fæstebonde “føde en fodernød” – d.v.s. at hver bonde skulle opfede en stud, typisk i 4-5 år, indtil den kunne overgives til klosteret og sælges som staldokse. Endelig var det i 1497 også hver bondes forpligtelse i Lille Esbønderup at stille på klosteret med en vogn til age hø eller korn. Og endelig skulle hver bonde stille med en mand 1 dag i høhøsten og 2 dage i kornhøsten.

Men i 1536 ophævedes Esrum Klosters ejerskab over alle landsbyerne i Danmark som følge af reformationen. I stedet overgik ejerskabet til kongen – men for fæstebønderne var den ene herremand nok ikke meget bedre end den anden. Efter reformationen skulle bønderne såmænd blot stille andre steder for at arbejde eller betale deres fæsteafgift et andet sted.

Et enkelt glimt fra Lille Esbønderup får vi året 1586, da kongen måtte eftergive Oluf Ibsen noget af årets landgilde. Årsagen var, at gården var nedbrændt året i forvejen.

Følgerne af svenskekrigene
I 1600-tallets midte hærgedes Nordsjælland af svenske invasionshære. Det gik ganske hårdt ud over de fleste landsbyer, men øjensynlig var Lille Esbønderup ret heldig. I en opgørelse fra 1660 ses at de fire bønder i landsbyen havde ganske godt fat og at ødelæggelserne var forholdsvis små. De fire bønders navne var da Truid Jensen, Laurids Truidsen, Laurs Olsen og Peder Hansen. Men tiderne blev dårligere. Kun 19 år senere – i 1679 – fortæller en ny beretning, at landsbyen nu nærmest er forarmet. Alle fire fæstere er da også skiftet ud – desværre kan vi ikke umiddelbart se om de nye fæstere var i familie med de foregående. Men skidt ser det ud: Axel Christensens gård er med sine 2 længer brøstfældig. Jon Bentsen er forarmet og har to længer ganske brøstfældige. Peder Christensens enke drev også en gård, hvis to længer også var brøstfældige. På Peder Ibsens gård var 3 længer brøstfældige.

Antagelig i forbindelse med den såkaldte markbog (= en fortegnelse over gårde og jorde), der blev udarbejdet i 1681 blev der indført gårdnumre. Derfor kan vi også konstatere hvilken gård de fire beboere havde to år før. Og dermed kan vi også jævnføre disse betegnelser med de matrikelnumre og gårdnavne vi kender i dag:

1679: Peder Ibsen ejede gård nr. 1 = matr. nr. 3 = Engerup
1679: Peder Christensens enke ejede gård nr. 2 = matr. nr. 2 = Blommeaas
1679: Jon Bentsen ejede gård nr. 3 = matr. nr. 4 = Landlyst (senere Danstruplund)
1679: Axel Christensen ejede gård nr. 4 = matr. nr. 1 = Sallerud

To år senere kan vi genfinde de samme ejere på gårdene nr 1 og 3, medens Peder Christensens enke er blevet skiftet ud med Anders Bentsen og på gård nr. 4 er Axel Christensen åbenbart død, for nu sidder enken som fæster.

Vi kan også ud af disse små beretninger læse, at det faktisk er Jon Bentsens gård, der langt senere bliver til Danstruplund. Men i 1600-tallet lå den endnu inde i selve landsbyen – og som man også kan se, er det byens mest forarmede og faldefærdige gård. Det fremgår også, at Jon Bentsen kun havde to heste, hvor de øvrige havde hhv. 2, 3 og 4 heste.

Glimt fra 1700-tallets Lille Esbønderup


Jættestuen “Djævlehøj” på marken sydvest for Tikøb. I højen er der to jættestuekamre, begge med gang mod øst. Af den synlige sættestue, findes der 4-5 store sten over kammeret og gangen. Med sin imponerende placering, har stedet indbudt til religiøse ceremonier for de døde omkring 3500-3000 f.Kr.
Fotoet fra 1999 viser udsigten mod Tikøb med jættestuen i forgrunden.


En stribe små glimt fra 1700-tallet viser lidt om livet og dagligdagen i Lille Esbønderup: En notits fra 1708 viser således, at bønderne i Lille Esbønderup nu delvist betaler fæsteafgiften ved at arbejde for Kronborg Ladegaard. Desuden leverer bønderne 1-2 læs brænde og 2 løs tørv hvert år.

Af justitsprotokollen fremgår, at Peder Sørensen i Lille Esbønderup i 1743 kom i klemme i retsmaskineriet, fordi han havde taget otte små birketræer i skoven. Da skovtyverierne på den tid var meget omfangsrige, forsøgte øvrigheden sig med forholdsvis strenge straffe for disse overtrædelser og Peder Sørensen måtte derfor gå med kappen i to timer og derpå 24 timer i hullet. “Kappen” – også kaldet “Den spanske Kappe” var en jernbeslået tønde med et hul i bunden, som blev sat med bunden i vejret ned over den dømtes hoved. Den dømte måtte så gå rundt i byen med kappen i de antal timer som han var blevet idømt.

I 1744 kom der for retten en sag for Esrom ting hvori en hvis Per Olsen i Munkegaard og en Lars Andersen i Tikøb Skovhuse var kommet i klammeri med den tidligere landsoldat, Rasmus Sørensen fra Lille Esbønderup. Klammeriet var foregået på Tikøb Kro, fordi enken der, nu som adskillige gange før lod udskænke på helligdage og tillod at gæsterne at sidde hele natten for at drikke og spille kort. Det var i al fald præstens forklaring – og det var ham, der havde klaget til retten.

Kvægpesten
I 1749 kom Peder Nielsen fra Lille Esbønderup for herredstinget og beklagede sig over at han havde mistet 5 heste på grund af den daværende plage: kvægpesten. Peder Nielsen havde nu kun 3 heste tilbage og det blev overfor retten bevidnet, at Peder Nielsen ikke længere var i stand til at køre for kongen eller forestå sin egen avl. Det var jo alvorligt – også for kongen, for egentlig var hestene jo sammen med gårdene også kongens ejendom, og hvis de var døde var det naturligt for fæsterne at de søgte om at få nye hos deres herremand. Kvægpesten fortsatte i de følgende år. I 1756 berettes det således at gårdmand Ole Pedersen på gård nr. 2 i Lille Esbønderup havde mistet 7 heste hver af en værdi på 6-7 rigsdaler og at gårdmand på gård nr. 1, Hans Jørgensen havde mistet fem heste.

I 1760 var det atter galt med skovtyverierne. Det var Niels Pedersen fra Lille Esbønderup, der to gange var taget for denne forbrydelse og derfor måtte betale 4 rigsdaler og arbejde på Kronborg Fæstning i tre måneder!

Lille Esbønderup vokser
Som det fremgår af ovenstående boede der også andre end gårdmændene og deres familier i Lille Esbønderup. I perioden omkring 1680 boede i landgildehuset en Jens Laursen og knapt 100 år senere – i 1771 – fremgår det, at der i landsbyen foruden de fire gårdmænd også bor en Peder Jensen, der undertiden ernærer sig som savskærer og undertiden som daglejer. Først i 1787 kender vi byens totale indbyggertal – og det er såmænd ret beskedent: I alt 31 personer. Foruden de fire gårdmænd med deres familier, så er der også en undertagsmand ved navn Lars Jørgensen, der bor sammen med sin mor og sine to børn. En undertagsmand er en mand på aftægt. Desuden er der en enke ved navn Boel Jørgensdatter, der bor som inderste sammen med sin søn. For begge disse familier gælder, at de meget vel kan have boet i en af gårdenes bygninger. Derimod angives den sidste beboer, den ugifte Carl Johansen, som husmand, hvilket betyder, at manden har boet i et selvstændigt hus. Det fremgår da også af det ældst bevarede kort. At der ved byens gade lå to små huse. Hvilket af disse, der rummede det omtalte husmandssted vides dog ikke. Det ser nemlig ud til at huset forsvandt i forbindelse med jordreformerne – eller rettere flyttede ud af byen, hvor der oprettedes en række husmandssteder ude på byens jorder.

Ved folketællingen i 1801 har byen således fået 44 indbyggere – procentvis en stor udvikling i forhold til de kun 31 indbyggere i 1787. Vi kan alts

Da Jordreformerne var gennemført var næste skridt at gøre gårdmændene frie og selvstændige. Gårdmændene blev med andre og selvejere og i den anledning blev der til brug her i Lille Esbønderup såvel som i andre landsbyer, fortrykt et “Arvefæste og Skiødebrev”, hvori blot skulle indføjes gårdmandens navn og sted samt gårdens navn. Med anden håndskrift er nedenunder tilføjet, at skødet er læst (=tinglyst) på Cronborg Amts Birketing 26. februar 1794. På de efterfølgende sider i skødet er betingelser og rettigheder opført i 22 artikler.

å se, at jordreformerne ikke blot gav bønderne nye udviklingsmuligheder, men også gav nyt liv i landsbyerne.

Jordreformen
Udskiftningen af Lille Esbønderups jorder skete som alle andre landsbyer i slutningen af 1700-tallet. Resultatet var, at de tre gårde skulle blive liggende i landsbyen, medens den sidste skulle flytte ud. Den gård, der skulle flytte ud tilhørte Peder Hansen og havde nr. 3. Den lå i landsbyens østligste side – lige ved den nuværende Kathøjvej. Som det fremgår af kortene, er bygaden siden ændret lidt, så gården lå nærmest på det sydøstre hjørne af nuværende Kathøjvej og Danstrupvej.

Gårdmand Peder Hansen erklærede sig villig til at flytte ud, idet hans gård var den ringeste. Udflytningen skulle ske til de jorder han havde fået tildelt på landsbyens søndre jorder – den såkaldte Kildevang eller Overvang. Dette store flytteprojekt stod Peder Hansen dog ikke alene med. Han fik hjælp til flytningen i form af bl.a. bygningshjælp, gødningshjælp, grundforbedringshjælp, hjælp til etablering af stenkister (dræning), hjælp til grøftegravning og hjælp til at rydde et areal for skov. Denne hjælp blev ydet af de gårdmænd, der ikke skulle flytte deres gård.

Så ulempen for den gård, der skulle flytte var altså, at gården med dens beboere kom til at bo ude på marken – langt fra den trygge tilværelse omkring gadekæret. Omvendt var det en fordel at få bygget helt nye avlsbygninger, selvom disse til en vis grad var opført af genbrugsmaterialer fra den gamle gård.

Fægyden


En følge af jordreformen var også, at landsbyen fik udlagt et specifikt areal som overdrev. Overdrevet kom til at ligge et stykke fra byens øvrige jorder – nemlig i det område, som vi i dag kender som Tinkerup. Bønderne brugte overdrevet til græsning for deres kvæg (i datidens sprog kaldt “fæ”). Og da kvæget fra Lille Esbønderup skulle drives hen over dels egne marker, dels Kathøjs jorder, anså kommissionen det for nødvendigt at anlægge en såkaldt Fægyde over både Lille Esbønderups og Kathøjs marker.


Gårdenes navne
En konsekvens af jordreformerne og bøndernes overtagelse af gårdene til selveje var, at det nu blev bestemt at alle gårde skulle have et navn. Bønderne skulle selv vælge navnet og de fleste valgte at tage navn efter eksempelvis den ager eller vang, som deres gård eller tilliggendet lå på. Det kunne dog også være andre lokale forhold, der gav gården navn – det er navne som Kildegaard, Østergaard, Skovgaard eller Nedergaard eksempler på.

I Lille Esbønderup blev de tre gårde således opkaldt efter lokale forhold. Matr. nr. 1 fik navnet Sallerud opkaldt efter “Saldeager”, der lå på gårdens tilliggende efter jordreformerne. På samme måde fik matr. nr. 2, Blommeaas sit navn. Marken kaldtes Blommeaas, men hed egentlig oprindelig Blaamandsaas. Ordet blåmand er det gamle danske navn for en kornblomst, så gårdens navn betyder egentlig Kornblomstgården.  Navnet Engerup (matr. nr. 3) ses derimod ikke som et gammelt marknavn, men må vel tolkes som gården ved engen. Den sidste gård – den der flyttede ud af byen – kom til at ligge helt ude på landet og blev hurtigt ændret til en slags lystgård for ikke landmænd. Det er derfor ikke unaturligt, at den fik navnet Landlyst – dog skiftede den senere navn til Danstruplund.

 

Rev. 04.03.2021