Af Kjeld Damgaard

Da de store landboreformer fandt sted i slutningen af 1700-tallet, blev et område mellem Tikøb og Bistrup ikke regnet for brugeligt landbrugsland. Det kunne bruges til overdrev, d.v.s. græsning og tørvegravning. Og så blev det delt mellem landsbyerne Plejelt, Harreshøj og Tikøb. Men i begyndelsen af 1900-tallet blomstrede området alligevel – i bogstaveligste forstand.

Kortet er fra 1898 og viser samme udsnit som kortet fra 1854.

Kortet viser området omkring Langesø i 1854. Ved sammenligning med kortet ved siden af, ses at der er opstået flere og større søer som følge af tørvegravningen i anden halvdel af 1800-tallet.

Området havde også før landbrugsreformerne i 1700-tallet henligget som overdrev – dengang som fælles overdrev for alle de nærliggende landsbyer. Men ved udskiftningen af jorderne blev der afsat skel, og hver landsby fik sin andel. Indenfor hver landsbys ejerlaug blev der også afsat skel i form af stengærder og hegn af forskellig type, således at hver gårdejer og husmand nøjagtigt kunne se, hvor vedkommendes jorder startede og sluttede.
Tørvegravning
Området var med andre ord uopdyrket og bestod af mosedrag, træbevoksede områder, enge, enkelte bakkestrøg og én stor sø, kaldet Langesø. I dette område begyndte de enkelte lodsejere snart at grave efter tørv. Det var en sikker indtægt, selvom der skulle arbejdes hårdt i forbindelse med både gravning, tørring og transport af tørven. Flere lodsejere har naturligvis også anvendt tørven til opvarmning og madlavning i deres egen husholdning.
Tørven blev ikke mindst populær, fordi skovene efterhånden var godt udpinte. Man havde forsømt at genplante og havde skovet så kraftigt, at træ til brænde var begyndt at blive en mangelvare. Dette forhold førte til at skovene blev indgærdet og fredet for almindelig skovhugst.
Arbejdet i mosen med at grave og lufttørre tørvene var ofte overladt til husmændene, som enten arbejdede for sig selv eller for en gårdmand.
Ved denne tørvegravning skabtes mindre huller i landskabet, hvoraf flere straks løb fulde af vand, da det lavtliggende område jo var vandlidende – bl.a. på grund af, at Gurre Aa løb igennem området.
Tørvegravningen fortsatte ind i 1800-tallets første halvdel, men det var først i tiden omkring midten af 1800-tallet, at gravningen for alvor tog fat.
 
Havreholm Papirfabrik

Årsagen var, at en mindre industrivirksomhed opstod nogle kilometer nord for Langesø. Helt nøjagtigt handlede det om den tidligere slibemølle ved

Havreholm Papirfabrik fotograferet i 1880’erne. Kun bygningen med de tre skorstene – til højre i billedet – eksisterer stadig.

Havreholm længere nede af Gurre Aas løb. Bore- og slibemøllen, der havde været en del af Kronborg Geværfabrik i Hellebæk, var blevet nedlagt i 1817. Men i 1842 lejede Peter Christian Deichmann ejendommen, som endnu stod ved ”Holdedammen”.

Deichmann etablerede en papirfabrikation på stedet – men døde allerede efter 6 år. Derpå etablerede familien Culmsee sig på stedet og skønt der var tale om en vandmølle, så foregik en stor del af driften ved hjælp af en dampmølle. Til at give kraft til denne opkøbtes dels kul, dels tørv.
Og i den anledning leveredes netop mange tørv fra området ved Langesø. Fabrikken ejede ikke selv arealerne, men havde graveretten for nogle områder og købte fra andre.
Tørvegravene løb for manges vedkommende hurtigt fulde af vand – og det førte til nye og større søer på stedet. På den måde opstod Storesø, Lillesø og flere mindre damme.
Havreholm Papirfabrik ophørte sin produktion i Havreholm i 1889 – og herefter ophørte naturligvis tørvegravningen i Langesø.
Men arealerne anvendtes indtil begyndelsen af 1900-tallet stadig til græsning og skovning. Men i 1909 opkøbtes en del af arealet af gartner Niels Waldemar Larsen. Han havde store planer med området, som han straks så mulighederne i.
Niels Waldemar Larsen
Hans baggrund var netop gartnerfaget, som han havde fået ind med modermælken – eller i alt fald faderens virke.

Han var således vokset op i et gartnerhjem, og Niels Waldemar Larsen blev selv uddannet som gartner i København, bl.a. hos faderen på Nørrebro.

Niels Waldemar Larsen (f. 1871) – altid benævnt N. W. Larsen – var søn af gartner Waldemar Larsen og hustru Bolette f. Nielsen, der drev gartneri på Nørrebro. Niels Waldemar Larsen blev selv uddannet som gartner som gartner his G. Ørsted i Pile Allé, hos Jul. Petersen i Falakonér Allé samt hos faderen. Han blev gift med Gertha f. Sørensen (f. 1880), Han etablerede i 1897 grossererfirmaet “N. W. Larsen & Co.”, men det var først i 1909 at han købte de første arealer i Langesø-området. I 1923 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog. Parret fik tre børn Svend f. 1900, der ogsp kom i gartnerlære og senere også tog del i virksomheden. Desuden Gerda (1901-97), der senere blev gift med købmand , senere bankdirektør Christian Fobian (1893-1931 i Holbæk. Og endelig Thora (f, 1904), der blev gift Olsen. (Foto 1911)

Som ung rejste N. W. Larsen rundt i det meste af Europa og erhvervede ved disse rejser en stor viden om alle slags vækster, men især interesserede han sig for blomster. I 1897 etablerede han grossererfirmaet ”N. W. Larsen & Co.” i Vendersgade i København. Firmaet importerede navnlig udenlandske blomster og gartneriartikler.
Det første areal N. W. Larsen købte i det såkaldte Langesøområde, hørte oprindelig til Langevadgaard i landsbyen Plejelt, der ligger 2 km mod vest.
Larsens idé med købet var egentlig at skabe en samling af stenplanter og stauder fra alle verdenshjørner. Således var det fra begyndelsen ikke meningen, at planterne skulle sælges. Men interessen voksede meget snart for at kunne købe af disse sjældne planter. Derfor åbnede Larsen for salget til haveejere og gartnere.
Og så gik det stærkt. Snart deltog Larsen også i havebrugsudstillinger og blev kendt rundt i landet. Bl.a. havde han i september 1912 en stand på den 4. Nordiske Haveudstilling i København. Standen var imidlertid ikke helt traditionel, idet den bestod af et bassin med åkander samt lotusblomster og andre vandkrævende planter. Det vakte berettiget opsigt, idet N. W. Larsen var den eneste specialist indenfor dette felt i Danmark.
”Paradisets Have i Nordsjælland”
Avisen ”Nationaltidende” bragte i august 1913 en lang reportage fra Langesø. Den havde overskriften ”Hvor Alverdens Aakander blomstrer”. Den gengives her i sin helhed:
Et Par Timers Rejse fra København ligger der tre svømmende Haver, som er saa smukke, at den, der pludselig ser dem, maa knibe sig i Armen for at overbevise sig om, at han ikke i Drømme er svævet langt bort udenfor Europa.
Det er de tre beplantede Søer i Tikøb ”Langesø Plantage”, en Dalsænkning, som Blomsterelsker N. W. Larsen i Løbet af 4-5 Aar har forvandlet fra en Sump til et Eventyrlandskab, hvori alle Slags Vandplanter og Blomster, der skal have fugtig Jord og megen Varme, skyder saa frodigt op, som man ellers kun ser det i Troperne.
Planterne er paa Dalstrøgets tredive Tønder Land samlede fra alle Verdensdele, undtagen Australien.
Hvor der før var Mosejord og voxede Gran og Birk eller kun højt Græs, har Ejeren ladet hugge og rydde; og der staar nu en tæt Ungskov af Cypresser  og Tujaer, Maghognitræer og ægte Kastanier, Araucarier fra Sydamerika, portugisiske Laurbær. Rhododendroner fra Grønland og sydtyske Bjergegne, nordamerikanske Krat-Ege med rødt eller bronzebrunt Løv og sære Smaatræer, der er fundet i Schipkapasset. Hvor der tidligere har været Vandhuller, er der nu fyldt op, og paa den gyngende Grund, der er fremkommet, breder store Skove af exotiske Siv og sjældne Iris sig. Sivene er snart runde og snart flade, lyse- og mørkegrønne, og gulstribede paa langs eller tværs; og de hvide og blaa, bleglilla eller rødviolette Iris er alle fra Japan og kommet hertil , indvoxede i Lerklumper, som har blandet sig med den danske Jord, medens Blomsterløget udvikledes og Planten akklamatiserede sig.
Men allerskønnest er der dog ude paa selve Langesø, som Plantagen har faaet Navn efter, og paa de to mindre Søer, der ligger paa den gamle Mosestrækning. De er det egentlige Eventyr.
Af Mosens oprindelige Natur har Ejeren bevaret akkurat saa meget, at man kan vide, hvordan der har set ud, og mest har han bibeholdt i Søernes umiddelbare Nærhed. Der voxer den mørke Fyr Side om Side med høje Birke, hvis hvide silkeglimtende Stammer og sørgmodigt hængende Løv spejler sig i Vandet, og der gror Guldpil og Sølvpoppel, og Buske med dryssende, askefarvet Løv, som ligner Oliventræernes. De er Læbæltet, som skærmer Vandplanterne imod de kolde Vindpust.

Ude paa Vandfladen svømmer Aakanderne – ikke blot hvide Aakander, som man er vant til at se, men elfenbensfarvede, svagt rosa,

Luftfoto af Langesø Plantage fra 1938 – medens planteskolen endnu var på sit højeste.

kanariegule, blegrøde, grønligt gule, ildrøde, karmosinrøde, og nogle, hvis Purpurfarve er saa stærk og varm, at det – naar man bøjer sig ned over dem – ser ud, som om de bløder og farver deres Kronblade ad denne indre Forblødning.

Der er snehvide Aakander, kæmpestore og dvergagtigt smaa, som er kommet højt oppe fra de nordligste af Finlands tusind Søer; Og der er kulørte Aakander fra Nordamerika, hvis Farver er saa rige, at de Sportsmænd paa Havekunstens Omraade, som har fremkaldt dem – for disse Vandplanter er ikke vildtvoxende men Ætlinge af fint kultiverede Blomsterfamilier – har forsøgt at antyde deres Pragt i de pompøse Navne, de bærer, Navne som ”Mrs. Richmond”, ”Lusitania”, ”Indiana” og ”Gloriosa”.
Digterne har altid, naar de skrev om Aakander, som svenskerne saa smukt kalder Vandroser, brugt Ordet drømmende om dem. Og som Blomsterne ligger her mellem deres store, glatte Blade, er der virkelig noget fjernt og drømmende udbredt over dem. De er næsten uvirkelige og ufølsomme i al deres Skønhed. Skal man rigtig se dem, bliver man roet ud til dem; og man kan lade Baaden gaa hen over dem, uden at det skader – de bukker sig dybt ned under Vandet og hæver sig langsomt igen, flyder Draaberne af deres lakkede Krone og ligger og drømmer videre.
Men Aakanderne er ikke alene skønne. Hvis Digterne beskæftigede sig indgaaende med dem, hvad vistnok kun Vilhelm Bergsøe har gjort, blandt de danske Forfattere, saa vilde de se, at de svømmende Pragtblomster ogsaa er morsomme – især paa Langesø, hvor de er hentet sammen fra de forskelligste Egne, og hvor de ligesom Gæsterne i et stort, kosmopolitisk Selskab, hver især har medbragt sit Lands Sæd og Skik.

Nogle af dem aabner sig, samtidig med at Solen staar op, og lukker sig igen, strax efter at den gaaet ned. Andre folder sig først ud ved Ottetiden, uden Hensyn til, naar det er blevet lyst; og atter andre gaar til Ro, hyller sig ind i

Ved den “4. Nordiske Havebrugsudstilling” i september 1912 på Isalnds Brygge i København udstillede N. W. Larsen denne kunstige dam med åkander, lotusblomster m.fl.

deres grønne Bægerblade og dukker sig ned under deres Løv for at sove med hele Hovedet under Vandfladen allerede fra Klokken To om Eftermiddagen. Og enkelte Sorter er til Gengæld natblomstrende. De springer først ud naar alle de øvrige har skjult sig.

Gartneren, som er fortrolige med disse mærkelige Blomster, hvis Samfund næsten har menneskelige Love. siger om de enkelte Arter, at de ”arbejder” fra Klokken saa og saa mange til Klokken det og det; og de skelner mellem ”Herskaberne”, der staar sent op, og ”Karlene og PIgerne”, som er tidligt paa Færde og gaar i Seng med Hønsene.
Langesøs Ejer har jo ikke kultiveret den gamle Mose, som før havde den Opgave at afgive Tørv til en Papirfabrik, alene for sin Fornøjelse. Han er Handelsmand, men tillige Sportsmand. Med uhyre Besvær og med mangfoldige Skuffelser har han fra alle de store Gartnercentre forskrevet disse Vandplanter, som er kommet hertil, plantede i Kurve, der sænkes ned paa Søens Bund paa Steder, hvor Dybden passer dem. Der er Blomster imellem, hvis Stilk fra Søbunden maaler to, tre Meter. Saa ordner de selv Resten, idet deres Rødder voxer ud gennem Kurven, sprænger den og graver sig ned i Bundens Morads – naar de, vel at mærke, ordner det. Tidt gaar den første Plantning ud, fordi den ikke er akklimatiseret; og der er Sorter, som koster fra Hundrede til Halvandet Hundrede Francs pr. Plante, og i Drivhuset, hvor den hellige, indiske Lotus netop i disse Dage har baaret en mægtig blegrød Blomst, voxer endnu større Kostbarheder.
Derinde findes i Bassinerne ogsaa blaa Aakander, som kommet fra Nilen, og som kendes fra sex Tusind aar gamle Vase og Vægmalerier, Men Sjeldne Blomster i et Drivhus gør ikke det Indtryk som i en fri Natur, hvor de slet ikke hører hjemme, men er fornemme Fremmede.

Naar Ejeren af Langesø Plantage hører, han har en

Åkanderne i Lillesømed nogle af drivhusene i baggrunden. Maleri af ukendt kunstner, 1915.

Blomsterelsker for sig, faar enhver Adgang til hans Plantesamlinger, som allerede nu, skønt Haven kun er i Opvæxt, kan regnes for en af Landets mærkeligste Seværdigheder. Den, der skriver disse Linier, har i hvert Fald kun et Sted set en Have af en saa egenartet Skønhed: Jardin Landon, som en parisisk Millionær og Parfumefabrikant har anlagt i Oasen Biskra. Om den har en engelsk Forfatter skrevet en Roman, han kaldte ”Allahs Have i Sahara”. Havde han set Langesø-Plantagen paa Fredensborgegnen, kunde han med lige saa god Grund have kaldt en Bog om den ”Paradisets Have i Nordsjælland”.

Kongelige besøg
Larsen var også aktiv i andre lande. I september 1913 var han således i Finland for at se en havebrugsudstilling der. Og i maj 1914 var Larsen dommer ved det kejserlige russiske Havebrugs-Selskabs internationale jubilæumsudstilling i St. Petersborg.
I juni 1914 leverede Larsen – i øvrigt sammen med D.T. Poulsen fra Kelleris – blomsterudsmykningen til Den Baltiske Udstilling i København.
Men allerede i juli 1912 ankom den svenske prins Eugen til Langesø for at se på herlighederne. Han var yngste søn af det svenske kongepar Oscar den 2. og Sofia.
Men det var tirsdag den 9. september 1913 at den store anerkendelse kom. Det blev en stor dag for N.W. Larsen og hans planteskole i Langesø nord for Tikøb. Den dag var der nemlig besøg af flere kongelige, der alene kom for at besøge stedet. Gæsterne var kejserinde Dagmar af Rusland, dronning Alexandra af England, hertuginde Thyra af Cumberland, prinsesse Olga, prins Georg og prinsesse Marie af Grækenland, samt prinserne Valdemar og Aage af Danmark.
N. W. Larsen var selvfølgelig selv rundviser i plantesamling og planteskole. Man skal imidlertid huske på, at det ikke blot var en stor ære at få dette besøg – det var også en stor anerkendelse. Når de kongelige kom her, så gjorde borgerskabet det automatisk også, og det betød tilmed, at stedet også blev kendt ud over landets grænser.
Og de kongelige besøg fortsatte. I juli 1914 besøgte prinsesse Louise, prinsesse Thyra, prinsesse Dagmar og print Gustav – alle søskende til Christian den 10.
I juni 1915 ankom det svenske kronprinspar, Gustav Adolf og Margareta. Begge var meget haveinteresserede, men Margareta tillægges en stor del af æren for, at Sofiero Slot nord for Helsingborg fik det kendte have- og parkanlæg som stedet jo endnu er kendt for. Hendes haveinteresse gik i arv til hendes datter – den senere dronning Ingrid af Danmark. Måske stammer en del af de berømte Rhododendronplanter på Sofiero netop fra Langesø – det har dog ikke kunnet bekræftes ved gennemgang af arkivalier fra Sofiero.
I august 1916 kom også prinsesse Ingeborg – der var datter af Frederik den 8. og Lovisa – på besøg.
Store kataloger
På dette tidspunkt var planteskolens størrelse blevet så stor, at der var basis for at udarbejde omfattende kataloger over stedets imponerende udvalg af planter, buske og træer.

I 1916 udkom således det første katalog med næsten 300 forskellige bregne-arter samt

Formeringsbede på Langesø Planteskole fotograferet i 1919. I baggrunden til venstre en ejendom, som N. W. Larsen købte i 1914. Længst væk til højre ses det nordvestligeste hjørne af Horserød Hegn.

omkring 100 orkidé-arter. Alle prissat og til salg for de haveejere, der måtte have interesse.

Også ”Alpeplanter, Stenhøjsplanter og Frilandskaktus” udkom i 1916. Kataloget var på hele 215 sider.
I 1917 udkom de næste store kataloger, nemlig om hhv. ”Åkander” og ”Erica, Rhododendron og andre lyng-agtige Planter”.
Åkandekataloget indeholdt næsten 150 forskellige åkandearter samt omkring 100 arter af iris. Disse dyrkedes ved de tre store søer Langesø, Storesø og Lillesø.
I kataloget med Erica, Rhododendron og lyng var der over 300 forskellige arter – også alle til salg.
I 1919 udkom det hidtil største katalog. Det var med over 3.500 forskellige stauder!
Det var derfor anseelige arealer, der skulle bruges til avl og udplantning. I 1918 købte N. W. Larsen da også nabogården af Carl Nielsen. Hermed fik planteskolen yderligere 21 tdr. land at dyrke planter på. I alt rådede N. W. Larsen da planteskolen var størst over omtrent 50 ha.
Men Larsen var stadig aktiv i jagten på nye vækster, der kunne dyrkes og sælges i Langesø. I perioden april til august 1919 var han således på en lang rejse, der gik via Ægypten, Sydafrika over Madagascar til Indien. Senere var han tillige i Australien. Og alle steder fik han planter med hjem, som han på mirakuløs måde fik omplantet til det danske klima.
Planteskolen var så berømt, at Botanisk Have i København opkøbte adskillige planter m.v. i Langesø – de havde simpelthen ikke de mange sorter, som Larsen kunne byde på.
En beskrivelse i 1924

I september 1924 besøgte en reporter fra Helsingør Avis Langesø Plantage. I mangel af gode billeder fra stedet, bringes også denne artikel i sin fulde længde:

Maleri fra 1915, der viser Storesø med åkander.

”Det er, som bekendt, noget af et Eventyr at gaa en Tur i Langesø Plantage, hvis Frodighed og Rigdom paa alle mulige Vækster – der her bliver Eksemplarer i sin Slags – hører til vor Egns Seværdigheder. Og der er herligt derude paa saadan en solfyldt Eftersommerdag, som dem, vi kan fryde os over i Øjeblikket.

Nu er det Staudernes Tid, og Farveskalaen i Langesø spiller paa enhver tænkelig Streng, ligesom Varianterne i Formen er helt ud forbløffende. Men ogsaa i de blomsterløse Partier maa man staa stille, for at beundre denne straalende Frodighed af Tuja og Naaletræer, som præsenterer alt, hvad der kendes af disse Vækster og i den herligste Skiften over en tæt Underskov af Rhododendron og sjældne Bregner. Ind imellem rejser, let og elegant, de slanke, unge storløvede Ege med Blade saa store som et Folioark. Ude paa de smaa Søer svømmer Aakanden i broget Mangfoldighed, de er der allesammen, baade den gule Knap og den hvide af Dimensioner som en Dessertallerken, den rosa og den dybrøde; de ser dejlige ud paa de store, vuggende Blade i hvis Blankhed Solstraalerne slaar Gnister. Ved Bredden staar de gule og knaldblaa Iris, men de er jo paa Retur hvad Masseudfoldelse angaar; Farven er der derimod intet i Vejen med, den har næppe været mere straalende ved Midsommertid. Og saa er der Stenhøjsplanterne. Der mangler naturligvis alle de henrivende smaa Ting, som hører Forsommeren til, men hist og her opdager man en lille Efterblomstring mellem Øjeblikkets Sjældenheder, der staar i smaa Oaser, ubeskrivelige af Form og Farve. Lyngen er her jo ogsaa, baade den almindelige og Klokken, men

Den britisk fødte prinsesse og senere svenske kronprinsesse Margareta – gift med kronprins Gustav Adolf – var på besøg på Langesø i 1915. Her er hun dog fotograferet blanbdt roserne på Sofiero Slot i 1914. Det var hende, der plantede de første rhododendron-buske på Sofiero, medbragt fra sit barndomshjem “Bagshot Park” i England. Efter hendes død, fortsatte Gustav Adolf interessen for planterne og førte omhyggelig bog over arterne, hvorfra de kom og hvornår de blomstrede.

tiltrods for deres Størrelse og rene violette og lyserøde Kulør, fordunkles de ganske af den snehvide og blodrøde, som staar dem næst. Rundtom er sære Buske med Efteraarets Bær. Nogle staar dystre og alvorlige med kulsorte eller graasorte giftige Frugter, kuglerunde og ovale; andre med straalende Paahæng af røde og gule Perlerækker, der skinner i Solen. Ja, ved hvertandet Skridt derude staar man uvilkaarligt stille i undrede Glæde.

Plantagen har forøvrigt klaret sig brillant i den slemme Frostvinter, den særlige Hærgen blandt den mere følsomme Vegetation, som man ellers ser rundtom i Haverne er gaaet udenom Langesø, hvor ene Cypressen vise Spor heraf.”
Blandt de største planteskoler
I starten af 1930’erne fandtes der på gartneriet 14 drivhuse og 200 mistbænke. Det svarede til et areal under glas på størrelse med 2½ gange en fodboldbane.
Gartneriets produktion var vinterhaveplanter f.eks. lotus, samt stauder, stenplanter, rhododendron, stedsegrønne, kaktus, åkander m.v. Navnlig produktionen af åkander blev ganske betydelig. Planterne solgtes hovedsageligt på Københavns Grønttorv. Til at drive gartneriet var ansat 12 fuldtidsansatte samt i sæsonerne noget ekstrahjælp.
På det tidspunkt solgtes mellem 15.000 og 20.000 kasser planter og ca 50 tons stedsegrønt til kranse m.v.
Handelsgartneriet deltog som nævnt i et utal af udstillinger. Meget ofte med et flot resultat, bl.a. fik firmaet adskillige gange Hs. Maj. Dronningens Ærespræmie. Også Københavns Ærespræmie og Frederiksbergs Ærespræmie er tilfaldet N. W. Larsen.
Firmaets hovedkontor ”N.W. Larsen & Co,” og udsalg lå i Rømersgade i København, men det var ved Tikøb, at selve avlsarbejdet fandt sted.
I Kvistgaard oprettedes tillige en afdeling af firmaet. Her importerede man udenlandske blomster og gartneriartikler til pynt m.v. Denne afdeling lededes af Jens Kristian Bentzen.
I 1930 overtoges denne afdeling dog af Bentzen – men virksomheden fortsatte i mere end 20 år. Blandt de mere kuriøse varer fra denne del af virksomheden kan nævnes farvede palmeblade, som var moderne at udsmykke hjemmene med på den tid.
Omtrent samtidig overdroges driften af det københavnske udsalg til en broder og flyttedes fra Rømersgade til Tornebuskegade.

Ikke mindst p.g.a. krisen i 1930’erne var økonomien ikke, hvad den havde været. Men det var udbruddet af 2.

I Langesøs gæstebog skrev de kongelig egæster deres navne – her fra besøget i september 1913.

verdenskrig, der blev starten på den egentlige nedtur. Eksport blev vanskelig og import af nye planter fra mange lande umuliggjort. Som en konsekvens af dette blev der satset endnu mere på det indenlandske salg. Bl.a. blev to gamle togvogne ombygget til udstillingsvogne, som så kørte rundt i landet, og på stationerne blev åbnet for publikum. Det var i øvrigt en søn, Svend Larsen, der stod bag denne drift.

I 1940 var virksomheden i store økonomiske problemer, men blev i første omgang reddet af en forretningsmand fra Humlebæk, som satte penge i firmaet. Men så kom den voldsomme vinter 1940-41, og da det samtidigt blev meget vanskeligt at skaffe brændsel, så frøs mange af planterne i drivhusene. Da tilmed den følgende vinter var ligeså kold, var konkursen uundgåelig.
Den første udstykning
Ved tvangsauktionen blev ejendommen overtaget af landsretssagfører Rudolf Sand, og handelsgartneriet blev ikke drevet videre. Rudolf Sand, der drev sagførervirkomhed i København, havde ikke megen interesse i Langesø. Han og familien anvendte nogle gange stedet som udflugtsmål, men i en lang periode indtil 1955 stod hovedhuset (opført 1916) helt tomt. Allerede omkring 1950-51 blev den sydlige og østlige del af den oprindelige plantage imidlertid udstykket. Det drejer sig hovedsageligt om området øst for Gæslingevej.
Tove og Kaj Kristiansen
Men i maj 1955 overtog hotelejer Kaj Kristiansen så Langesø. Han havde hidtil drevet hotel i Holbæk, men så mulighederne for her i det meget naturskønne område at etablere en ”lejrplads for bilister” d.v.s. en campingplads. Til det formål opførtes toiletter og indrettedes køkkenfaciliteter m.v. på det da ca 25 tdr. ld. store område.

I selve hovedbygningen indrettede Kaj Kristiansen hotel. Men det blev ikke så let som Tove og Kaj Kristiansen havde regnet med. Sognerådet mente nemlig ikke, at en campingplads og en spiritusbevilling til hoteldrift harmonerede, og anbefalede derefter, at Kristiansen kun fik en afholdsbevilling. Det var naturligvis en streg i regningen – men næsten værre var det, at p.g.a. en lang række af tilfældigheder og sammentræf, blev bevillingen først givet lige før sommersæsonen 1956, hvorved Kristiansen gik glip af en stor omsætning i forårshelligdagene.

Katalog fra 1917.

I oktober 1956 fik Kristiansen dog tilladelse til at udskænke øl, men der skulle gå endnu et par år før sagen faldt på plads. I de følgende

Planteskolen var berømt ud over landets grænser for sine mange forskellige og sjædne planter. Her vises forsiden af et katalog med stauder fra 1919.

I 1958 fik Kristiansen så en begrænset bevilling – i første omgang dog kun for ét år, hvilket i sig selv var usædvanligt, da bevillingerne normalt blev udstedt for 8 år ad gangen. Begrænsningen i bevillingen lå i det forhold, at der kun måtte udskænkes spiritus til udensogns gæster.
I 1960 stødte Kristiansen ind i et nyt uforudset problem. Hovedindkørslen blev lukket, formelt set p.g.a. af en forglemmelse ved en udstykningssag i 1948, men i realiteten fordi der var uenighed om vejbidraget til vejens vedligeholdelse. Det betød imidlertid, at det blev vanskeligere for trafikanterne at finde ind til Langesø Hotel. Det klarede Kristiansen imidlertid ved at opsætte et par skilte ved Dale Korsvej. Så fik han imidlertid vrøvl med Overfredningsnævnet, og sagen endte i retten, hvorefter Kristiansen måtte fjerne skiltene.
I 1963 var der dog lidt lyspunkter. Der var kommet så megen gang i forretningen, at Kaj Kristiansen nu ansøgte om tilladelse til at udvide hotellet med en tilbygning, nemlig en sal til større arrangementer. Som en betingelse for ansøgningen anførte Kristiansen imidlertid, at han skulle have en fuld bevilling. Han støttede i øvrigt sin ansøgning på en række anbefalinger fra lokale foreninger, der gerne ville anvende en ny sal til diverse arrangementer.
Punktet vedr. spiritusbevillingen gav anledning til en længere debat i Tikøb Sogneraad. Sognerådsformand Karl Olsen anbefalede imidlertid og sagde bl.a.: ”Vi må erkende at hotellet ligger på et pragtfuldt sted og har trange lokaleforhold. Efter den måde Kristiansen driver virksomheden, frygter jeg ikke noget ved at give bevillingen.” Julius Mathiasen mente imidlertid, at stedet var uheldigt, at det lå uheldigt placeret og at de lokale ikke ville anvende det, efter at Tikøb Kro atter var kommet på fode.  Karl Olsen replicerede, at han syntes det var mærkeligt, at hotelejeren gerne må betjene folk, der kommer i bus fra Fredensborg, mens han må sige nej, hvis de kommer fra Espergærde. Forstander Kr. Schultz fra Ørsholt mente imidlertid, at sognets ungdom ville søge sådanne afsides steder for at feste, og at det kunne føre til uro i området. Det fik Frimann Westh til at komme med følgende slutbemærkning i debatten: ”Det her er ærlig talt løjerligt. For kort tid siden afslog man en beværterbevilling til motel Femstjernen i Nyrup, fordi det lå for nær vejen, og her begrunder man det med, at stedet ligger for fjernt fra vejen!”
Debatten endte med en afstemning, hvor 10 medlemmer stemte for bevilling og udvidelse, medens sognerådets resterende medlemmer undlod at stemme.

I 1977 afhændede Kaj Kristiansen Langesø Camping – efter en uoverensstemmelse med kommunen om den fortsatte drift af stedet. Kaj Kristiansen, der var født i 1912, døde i 1993, medens Tove Kristiansen fortsat lever og stadig bor i området.

Denne ældre togvogn blev i 1940 ombygget til dett eudseende. Den blev indrettet som udstillingsvogn, som på hver station kunne beses af interesserede kunder. Vognen var indregistreret med Kvistgaard som hjemsted. En tilsvarende vogn havde hjemsted på Østerport Station. Begge vogne var kun i drift for Langesø Plantage i to år – ogh bestyredes af N. W. Larsens søn, Svend Larsen. (Foto: www.jernbanen.dk)

Det var N. W. Larsen, der i 1916 opførte den store villa ved Langesø Plantage. Efter nordsjællandsk skik blev det hurtigt udråbt til at være et slot – så siden er det blevet kald “Langesø Slot”. I føæge lokale erindringer, var taget oprindeligt dækket med blå-glaserede tegl. Foto fra omkring 1960.

Kort fra 2019, der viser området med de tre større søer tydeligt markeret. På kortet ses hvilke landsbyer som området oprindelig hørte under. Hele området er nu udstykket til sommerhusbebyggelse. (Foto: Anne Sophie Rubæk)

Kort fra 2019, der viser området med de tre større søer tydeligt markeret. På kortet ses hvilke landsbyer som området oprindelig hørte under. Hele området er nu udstykket til sommerhusbebyggelse.

Rev. 15.03.2021