Kronborg Teglværk og striden om dens tilhørsforhold
Af Kjeld Damgaard
Christian den 4. kender de fleste som en ivrig bygherre og en dårlig krigsleder. Utallige slotte og bygninger knyttes til Christian 4, men Kronborg Teglværk har dog kun indirekte noget med Christian 4 at gøre.
Foruden byggerier og mislykkede krige var Christian 4. nemlig også en stor nyder af god mad og god vin. På Frederiksborg Slot havde han derfor ansat en vintapper, som havde til opgave at sørge for vinen til kongens måltider. Denne person hed i starten af 1600-tallet Anders – og selvfølgelig blev han kaldt Anders Vintapper.
Vi ved desværre ikke meget om denne Anders, men han må jo have behaget kongen, for i 1621 fik han som gave et areal mellem Helsingør og Snekkersten. Her kunne han frit anlægge et teglværk, og hermed var Kronborg Teglværk en realitet.
Navnet
Der knytter sig mange spørgsmål til teglværket i dets første år. Et af dem er navnet. Hvorfor Kronborg Teglværk – det ligger jo et par kilometer fra Kronborg?
Forklaringen skal måske ses i det forhold, at der var en aftale om, at teglværket skulle levere sten og tegl til Kronborg Slot – som ganske vist på dette tidspunkt var bygget færdigt, men som til stadighed behøvede nye tilførsler af sten til reparationer m.v.
Imidlertid savner vi en klar dokumentation på dette, selvom der er forlydender helt op til vor tid, om at de færdige mursten m.v. blev sejlet fra Teglværket til Kronborg. Det skete via en udskibningsbro, som der endnu skal være rester af under en bro, som findes ud for Kronborg Teglværk.
Privilegiet
Desværre findes kun meget lidt materiale om Teglværkets drift i 1600-tallet. I det oprindelige privilegium hedder det bl.a. at ”os elskelig Anders Vintapper udi vor Wiinkælder paa vort Slot Friderichsborg” får en en grund ”liggende uden for vor Kiøbstad Helsingør ved den næste Broe ved Snedkersteen og strækker sig ud med Weien og med den Side Broen til fornævnte vor Kiøbstad Helsingøer, fiire Hundrede Toe og Tive Ruder i Længden og Atten Ruder udi Bredden”. Hvor meget en ”rude” er står lidt uklart – faktisk strides man i retssager kun 100 år efter hvad man forstår ved en ”rude”.
I privilegiet står endvidere, at grunden tilfalder Anders Vintapper ”uden al Tynge” – d.v.s. at han ikke skal betale skatter og afgifter.
Anders Vintapper får grunden til ”evindelig Eiendom”, men dog med den begrænsning at hvis han eller hans arvinger ønsker at afhænde ejendommen, skal den først tilbydes kongen. Kun hvis kongen siger nej til at overtage stedet, vil det kunne sælges til anden side.
Dette privilegium er udstedt den 7. september 1621 på Københavns Slot. Desværre får vi ikke at vide hvilke tjenester Anders Vintapper har gjort Christian 4.
Nye ejere
I 1633 er Anders Vintapper tilsyneladende død. I alt fald har hans arvinger solgt Kronborg Teglværk til øverste toldskriver ved Helsingør Toldkammer, Willum Rosenvinge Mortensen. Han var født i 1587 og blev tolder i Helsingør i 1628. Han var gift med Birgithe Sinnisdatter (1550-1634) – en datter af borgmester Frederik Leyel. Willum var således ud af en kendt helsingoransk tolder- og borgmesterslægt.
Han døde i 1637, og hans fire arvinger overtog gården og teglværket, og beholdt det i alt fald nogle år derefter. I 1668 ses Corfitz Rasmussen som ejer, men der kan udmærket have været flere ind i mellem.
I 1681 og i 1683 er ejeren af teglværket assessor Christen Simonsen. En assessor var i datiden en dommer ved en domstol, hvor der var flere dommere.
Teglværket 1681
Fra Assessor Simonsens tid findes en beskrivelse af teglværket. Den er fra Markbogen for Helsingør, som jo beskrev alle jorder og ejendomme.
Den transkriberede oversættelse lyder: ”Folkene på Teglgaarden kan ved deres daglige arbejde, årlig forarbejde 10 ovne teglsten á 10.000 stk. og 10 ovne mursten a 7.000 stk. når vejliget er godt. Derimod om foråret og efter høsten, når frosten kommer – eller om sommeren, hvis storm og regn indtræffer – vil stenen skændes og så vil man kun kunne brænde 8 eller 9 ovne og så vil der endda blandt disse sten være 1.-2.000 dårlige sten. Disse sten skal tages ud af ovnen og da der tilmed er mangel på ler, så leret skal findes længere væk, så er det usikkert hvad teglværket i fremtiden vil give. I øvrigt giver forpagteren en årlig forpagtningsafgift på 200 rigsdaler.”
Denne beskrivelse er dateret 11. juni 1681, og giver os trods alt et par oplysninger. Dels fortælles, hvor stor kapaciteten var på den tid: Maksimalt 100.000 tagsten og 70.000 mursten om året. Det siger jo ikke så meget om størrelsen, med mindre man ved, hvad andre teglværker kunne producere. Det ældste teglværk i Karlebo, ”Dronningens Teglværk” kunne således i 1693 producere 203.000 sten. Og i 1702 kunne Nivaagaard Teglværk med sine to ovne producere 6-700.000 sten.
Vi må altså konstatere, at Kronborg Teglværk med sin ene ovn, var et mindre teglværk i datiden.
Hvor lå teglværket?
Selve teglværket lå nord for den hovedbygning, som stadig findes.
Men et mere interessant spørgsmål er, i hvilken jurisdiktion teglværket egentlig lå.
Hvis man læser det oprindelige privilegium fra 1621, står der klart og tydeligt: ”Liggende uden for vor Købstad Helsingør ved den næste bro ved Snekkersten…” Altså lå teglværket ikke i købstaden, men på amtets/sognets jord ved Snekkersten.
Dermed skulle man tro, at sagen var klar. Imidlertid bliver der tvivl om sagen, idet Teglværket jo er beskrevet i markbogen for Helsingør i 1681. Den skulle jo egentlig have været en del af Markbogen for Tikøb Sogn, som jo var en del af Kronborg Amt.
I 1712 blev det slået fast af Rentekammeret (= ministeriet), at Kronborg Teglværk måtte være fri for indkvartering af soldater fra Helsingør. I selve Helsingør kunne ingen derimod undgå indkvartering af de soldater, der var stationeret i byen eller på Kronborg.
Da Frederik 4. i 1720 udstedte en konfirmation på privilegier m.v. angående teglværket, er det helt tydeligt angivet til at ligge ved Snekkersten i Kronborg Amt.
Og i forbindelse med salget af Teglværket i år 1800, udfærdiges en række betingelser for salget. I indledningen til disse betingelser (”conditioner”) står: ”…Cronborg Teglgaard, som ligger i Cronborg Amt, Tikiøb Sogn, en Halv Fierding Wey uden for Helsingøers Svingelport ved Strandweien..”
Senere opstår yderligere splid om dette forhold. Det vender vi tilbage til senere i artiklen.
Overdrevet – et specielt problem
Hertil kom det helt specielle forhold, at Kronborg Teglværk allerede i 1668 havde fået tilladelse til at grave ler i det område, som senere er blevet kendt som Helsingørs Overdrev.
Imidlertid står der ikke i privilegiet, at det er på Helsingørs Overdrev at denne ret gives. Derimod står der i kongens brev fra den 24. april 1668: ”…bemeldte Corfitz Rasmussen til forskrevne Værks Brug her foruden lade grave Leer paa de Steder paa Fælleds Grund hvor det bæst og tienligst er at finde.”
Det er med andre ord kun defineret, hvor lergravningen må finde sted, med ordene ”Fælles Grund”. Det er utvivlsomt overdrevet, der tales om, men fælles grund for hvem?
Sagen er sandsynligvis, at på det tidspunkt var overdrevet, der strakte sig fra Gurre i vest til Svingelport i øst, ikke defineret som hverken tilhørende købstaden eller sognet.
Med andre ord: Det var et fælles overdrev, som anvendtes både af landsbyerne mod vest og af købstadens befolkning mod øst.
Det giver jo så også bedre mening at give Kronborg Teglværk lov til at grave ler hvor som helst, hvis man anså overdrevet som en del af det naturlige opland for Teglværket. Man betragtede med andre ord overdrevet omkring teglværket som en naturlig del af Tikøb Sogn.
Delingen af overdrevet
Imidlertid skulle det snart vise sig, at Helsingør Købstad havde en anden mening om dette. Helsingør Købstad havde således allerede i 1760 forsøgt at få en afklaring af, hvor skellet mellem byens overdrev og sognets overdrev gik. I sommeren 1773 tog en helsingoransk borger imidlertid et stykke af overdrevet i besiddelse. Men denne selvtægt førte blot til at gøre det klart for alle parter, at sagen ikke var så enkel.
Nogen afgørelse kunne man ikke finde frem til. I en skrivelse til Stiftamtmanden den 2. juli 1774 lovede Rentekammeret, som var blevet inddraget i striden, blot at man snarest ville foranstalte en forhandling mellem amtets lodsejere og byens lodsejere om delingen af arealerne.
I 1777 indledtes disse forhandlinger endeligt. Den nordlige del af grænsen var man hurtigt enige om – d.v.s. den grænse, der blev trukket langs Teglstrup Hegns østskel.
Men da man kom til den sydlige del af overdrevet, opstod uenighederne. Amtmand Lewetzau måtte derfor skære igennem og afsætte grænsen, og det førte til, at grænsen blev fastsat til at gå til ”Bakken mellem Snekkersten og Kronborg Teglværk”.
Samtidig blev Kronborg Teglværks grænser mod byens jorder fastsat, og endelig blev det stadfæstet, at Kronborgs privilegier til at grave ler på overdrevet fortsat bestod.
Fortsatte uoverenstemmelser
Dette skulle så have været afslutningen på den allerede da langvarige strid. Men sådan kom det ikke til at gå. Især Tikøb Sogns bønder var tilfredse og ankede over, at grænsen mellem sogn og by var lagt mellem Snekkersten og Teglværket, når nu Teglværket beviseligt var en del af Tikøb Sogn. Otte bønder fra Tikøb sendte derfor en klage til Rentekammeret og bad om, at der måtte blive nedsat en ny uvildig kommission til at udføre en mere retfærdig deling – og henviste bl.a. til, at der endnu levede mænd, der kunne huske, at der mellem de to teglværker (d.v.s. nord for Kronborg Teglværk og syd for Bergmannsdal Teglværk). ved Slibebroen havde stået en bro med rødmalet træværk og med påskriften: ”Her er Helsingørs Skjel”.
De eligerede borgere svarer
Rentekammeret sendte klagen til udtalelse ved Helsingør Magistrat. Her overlod man klagen til de 16 eligerede (= udvalgte) borgere, som var datidens byråd. De eligerede borgere henviste til, at den fastsatte grænse var i overenstemmelse med den landmålingsforretning, som havde fundet sted i 1686, og som havde afsat grænsen nærmest som en halvcirkel udenom købstaden i omtrent samme afstand fra nord- til sydkyst. Man påberåbte sig også, at både kong Frederik d. 2. og kong Frederik d. 3. havde foræret byen arealer til græsning for kreaturer – og at disse arealer nødvendigvis måtte være lig med det område, som nu var udlagt til Helsingørs overdrev.
De eligerede borgere mente tillige at kunne henvise til, at Kronborg Teglværk i ”fordums Tider” både i gejstlig og i verdslig henseende havde hørt til Helsingør, men at en senere ejer havde fået det tillagt amtet.
Det famøse skilt ved Slibebroen havde man efter de eligerede borgeres mening ikke kunnet læse i 50 år og hævdede i øvrigt at skiltet dannede skel mellem Helsingør og Kronborg Teglværk – ikke mellem Helsingør og sogn eller amt.
De konkluderede derpå, at det var en fejl, at Teglværket ikke hørte til Helsingør, og at Skellebækken, som navnet angav, var den rigtige grænse.
Ny besigtigelse
Rentekammeret måtte indrømme at sagen var kompliceret, og sendte derfor en ny landinspektør til overdrevet, med henblik på at vurdere sagen endnu engang.
Landindspektøren finder dog ikke anledning til at ændre på de allerede fastsatte grænser, og ved et åstedsmøde den 14. september 1778 ved Snekkersten, blev de sidste detaljer med placering af gærder m.v. fastsat.
Teglværkets privilegium giver nye problemer
Nu var det altså endelig fastslået, hvad der hørte til Helsingør, og hvad der hørte til Tikøb. Men dermed var problemerne ikke løst. Helsingørs overdrev var jo ikke udskiftet, og nu var problemet, om overdrevet tilhørte byens borgere under ét eller det kunne udstykkes i parceller i forhold til ejendommene i Helsingør.
Tikøbs overdrev blev i de følgende år udskiftet i forhold til gårdenes størrelse og placering. Desuden udlagdes en hel del husmandssteder.
Men på Helsingør Overdrev blev sagen først afgjort i 1798 af stiftamtmanden, der fastslog, at overdrevet tilhørte samtlige borgere i Helsingør og ikke kunne udskiftes til de ca 600 lodsejere, der var i byen.
Blandt betænkelighederne havde stiftamtmanden da også især én indvending. Han skrev nemlig at: ”…da der paa Overdrevet hefter den Servitus, Kronborg Teglverks Eier, i Følge sit Privilegium, maae derpaa grave Leer, hvor han lyster, hvilken Herlighed han neppe saa lettelig lader sig afkjøbe”.
Teglværket får kompensation
Det var med andre ord en uholdbar situation i længden, og Helsingør by arbejdede i de følgende år konstant for at finde en ordning. Og i 1809 blev der udstedt et kongeligt reskript, som indeholdt en aftale mellem ejeren af Kronborg Teglværk og Helsingør, om hvorledes sagen skulle løses.
Aftalen betød, at teglværket afgav sin ret til lergravning, græsgang og tørveskær på overdrevet på en række vilkår.
Det vigtigste vilkår var, at Teglværket fik tillagt 27 tdr. ld. af overdrevet til ”Fuldkommen Ejendom”. Det betød altså, at teglværkets eget område forøgedes med disse arealer. Det andet væsentlige vilkår var, at teglværksejer Jürgens fik lejlighed til at udpege fire områder på det øvrige overdrev, hvor han ville grave ler. Der skulle sikres, at der var vej til lergraven, men når leret var bortgravet, skulle arealerne tilbageleveres til Helsingør.
Tørvemose ved Rørtang Overdrev
Allerede i 1633 havde Kronborg Teglværk fået privilegium på et moseareal ”…oppe i Skoven noget fra vort Slot Cronborg, kaldes Ellenholm…”
Det var jo vigtigt at have ordentligt tørveskær – idet brænding af mursten var og er en varmekrævende proces. Hvis man som teglværksejer ikke havde adgang til tørv, så kunne produktionen ikke gennemføres. Det var derfor afgørende for teglværkets fremtid, at det allerede 12 år efter starten fik dette privilegium.
For at have adgang til dette sted blev anlagt en vej langs sogneskellet frem til tørvegraven.
Dele af dette område blev senere solgt fra og udgør i dag det område, der er kendt som Julianelund – et fritidshave-område beliggende på hjørnet af Ørnholmvej og Gurrevej. Resten af området henligger, endnu delvis som uopdyrkede moser og lave områder – kun med spredt bebyg-gelse.
Herude byggedes før år 1800 et lille hus, kaldet “Ellenholm-huset” – antagelig er det det hus, som – i betydelig større og mere moderne udgave – endnu eksisterer under navnet “Teglgaardshus” eller i nyere tid: “Teglgaarden” (Ørnholmvej 17).
Teglværkets ejere gennem tiden
Allerede den første ejer, Anders Vintapper, var jo en mand med forbindelserne i orden – han havde jo fået hele herligheden af kongen personligt. De næste kendte ejere, var også personer med en vis status i samfundet. Det gælder toldskriver Willum Rosenvinge Mortensen, assessor Christian Simonsen, madame Barbara Schäffer, der var enke efter overjæger Johan Henrik Schäffer, og Jean Arnold Jean, der var storkøbmand i København. Hans svigersøn, krigskommissær Abel de Lafont og dennes søn, der var løjtnant ejede også teglværket. Endelig skal nævnes regimentskvartermester Johan C. Raupack.
Først med Arloff Jürgens overtagelse i 1801 synes det som om, at ejerne i 1800-tallet var lidt mindre indflydelsesrige. Det betyder ikke, at de tilhørte samfundets nederste lag, men det ser ud til, at der herefter var tale om folk, der i et vist omfang selv havde arbejdet sig opad i hierakiet. Det gælder bl.a. nævnte Jürgens, der var ejer fra 1801 til 1841 og det gælder landbrugskandidat Carl J. Fahnøe, som ejede teglværket fra 1879 til 1928.
Sådan så teglværket ud i år 1800
Dagen før juleaften år 1800 blev der foretaget en taksation af Kronborg Teglværk og Teglgaards udseende og indretning. Her gengives nogle af ejendommens huse:
“Et grundmuret hus på 17 fag og 12 alen dybt med dobbelt kvist på 3 fag indrettet til 6 værelser, køkken og spisekammer, hvoraf 4 værelser er med gibsdække. bræddegulve, engelske vinduer og hollandske døre. Værelserne var med ovne af forskellige slags” – det er den endnu eksiste-rende hovedbygning, som antagelig stammer fra 1780’erne.
“Et hus vesten for den vestre ende af hovedbygningen på 8 fag og 8 alen dybt. Opført i egebindingsværk med murede vægge og stråtag. Indrettet til hestestald, foderlo, karlekammer og brændehus.
Et lokum ved den søndre ende af førnævnte hus.
Et hus i beliggende øst-vest, grundmuret på 29 fag og 8 alen dybt, opført i egebindingsværk og tækket med strå. De 12 fag var indrettet til værelser: 5 værelser ved bræddelofter og bræddegulve, køkken, bryggers og spisekamre. Diverse ovne i værelserne og i bryggerset. Kælder under 5 fag. De øvrige 17 fag indrettet til lo og lade, indkørselsport samt lokum.
Et hus med enderne i syd og nord på 28 fag, 8 alen dybt. Indrettet til beboelse med kvist på 3 fag. De 8 fag indrettet til 3 værelser, køkken og spisekammer. Værelserne indrettet med bræddegulve- og lofter og i hver en bilæggerovn. Desuden en grundmuret skorsten. De øvrige 20 fag indrettet til hestestald, foderlo, hugge- og materialhus.”
De to sidstnævnte huse indeholdt en række værelser. Der kan være grund til at tro, at det har været til udlejning til teglværkets ansatte, men da værelserne er forsynede med bræddegulve og med lofter og en ovn i hver, så er det – efter tidens standard – næsten for fornemt til alminde-lige arbejdere, der normalt blot blev stuvet sammen i uopvarmede rum og med plads til flere i hvert rum.
“Et hus med enderne i øst og vest på 10 fag, 11 alen dybt. Grundmuret og stråtækt indrettet til indkørselsport og kohus.
En teglovn, 14 alen x 7½ alen, af mur, tømmer og tagsten med grundmurede tørreskure om ovnen. I den ene ende var der indrettet et smedeværksted.
Pandelade 37 fag, 9 alen dyb, opført af fyrretømmer og belagt med strå” – en “pandelade” må forstås som en tørrelade til tagsten.
Jürgens’ panoramatapeter
Den påbegyndte restaurering af den gamle hovedbygning, afslørede i 2014 rester af omkring 200 år gamle tapeter i bygningens østlige stue.
Tapeterne har været skjult under mange lag nyere tapet, men erkendes ganske tydeligt især i et hjørne af stuen.
Panoramatapeter eller landskabs-tapeter, som de også kaldes blev introduceret i Frankrig omkring år 1800. De blev markedsført ved hjælp af små tryksager, der fortalte om motiverne.
Tapeterne var yderst kostbare, da de var håndtrykte. Den mest kendte fabrikant hed Zuber, og her fabri-keredes en lang række af forskellige tapeter med scenerier af haver eller mere eller mindre utopiske landskaber. De var især beregnet til hall’er eller spisestuer, hvor man så kunne sidde og betragte den store verden. Der var således også mytologiske serier, prospekter af byer og havne samt skildringer af eventyrlige opdagelsesrejser til fremmede verdensdele.
Flere af disse tapeter kom til Danmark, bl.a. findes en tidlig serie beva-ret i ejendommen “Frieboes-hvile”, som i dag er Byhistorisk Samling i Lyngby. Serien stammer fra før 1808 og er udført i grisaille, hvilket serien fra Kronborg Teglgaard også er. Grisaille er et maleri, hvor lysere grå farver males på mørkere grå farver. Teknikken har været kendt helt tilbage i middelalderen, hvor den typisk blev anvendt på fløjaltertavlernes ydersider. Senere anvendtes den også som udmykning på dørstykker.
Præcis hvornår Arloff Jürgens har ladet stuen dekorere med disse kostbare tapeter vides ikke, men de ken-des andre steder i Danmark fra 1806 – og de blev fremstillet frem til 1830, så opsætningen er sandsynligvis sket i denne periode.
Fiskeriet
Blandt privilegier, som Kronborg Teglværk i tidens løb havde erhvervet, var også retten til fiskeri langs den kyst, der hørte til teglværket. Privi-ligiet blev udstedt i 1633 og havde som eneste betingelse, at ejeren af teglværket i fremtiden skulle vedligeholde den bro, som førte Strandvejen over den bæk, der løb ud ved Teglværket.
Det må antages, at dette fiskeri har været bortforpagtet i en stor del af perioden. Fra 1776 ses således en forpagtningskontrakt mellem den daværende ejer, Susanna Maria Lafont og fiskerne Niels Olsen og Ole Andreasen om fiskeriet. Kontrakten lød på 6 år, og som betaling skulle fiskerne erlægge en årlig afgift på 90 rigsdaler samt betale til præsteembedet i Tikøb.
I 1812 måtte en strid med Snekkerstens fiskere om, hvor grænsen mellem fiskestadernes placeringer og Teglværkets fiskerettigheder var afgøres ved en åstedsforretning.
Et senere eksempel på, at fiskeriet var bortforpagtet, findes fra 1877. Her er det fiskerne Svend Olsen, Anders Nielsen, Niels Peder Jensen og Jens Frederik Jensen, som boede i de såkaldte Teglgaardshuse. De skulle nu forestå det såkaldte saltvandsfiskeri i Øresund – d.v.s. bundgarnsfiskeri og rusefiskeri. Til gengæld for fiskeriretten fik fiskerne fri bolig og tørv til opvarmning. Fortjenesten ved fiskeriet blev imidlertid fordelt med kun en fjerdedel til fiskerne og 3/4 til Schiern.
Stadige diskussioner om overdrevet
Selvom diskussionerne om anvendelsen af overdrevet og retten til lergravning egentlig burde have været afsluttet med aftalen i 1809, så viste det sig alligevel, at der var en hel del efterdønninger.
Således i 1813, hvor der er en strid om, hvorvidt Jürgens skal betale afgifter til Helsingør af de områder, som Teglværket fik tildelt ved aftalen i 1809. Sagen blev afgjort ved Overretten, der svarer til nutidens Lands-ret – og Jürgens fik ret i, at han intet skulle betale.
I 1814-15 kører en tvist om, hvorvidt Teglværket skal betale for stengærder, bl.a. ved Snekkersten Skole.
I 1823 afsiges der dom i en sag mellem Jürgens og ejeren af Borupgaard. Striden står om retten til den vej, som gik langs Borupgaards skel fra Teglværket til Kongevejen. Jürgens fik dom på, at han havde ret til at benytte vejen. Desuden havde han ret til at benytte vejen fra Kongevej-en til Ellenholm Mose – d.v.s. den vej, som vi i dag kender som “Ørnholmvej”.
I 1823 har vognmand Schmidt fra Helsingør uberettiget taget noget jord ved Meulenborg, som tilhører ejeren af Kronborg Teglværk.
I 1844 måtte der atter en retssag til for at få en afgørelse af, hvor der måtte graves ler, og hvordan vejadgangen dertil skulle være. Parterne indgik forlig.
Og i 1859 måtte der atter forhand-linger til, førend ejeren af Kronborg Teglværk kunne blive enige med ejeren af Klostermosegaards Teglværk om retten til at grave ler i overdrevet. Parterne indgik en overenskomst, der behørigt blev skrevet ind som servitut i skøde- og panteprotokollen.
En uenighed mellem Teglværket og Helsingør By i 1866 handlede om, hvem der skulle betale for vej-vedligeholdelsen til og fra Kronborg Teglværk.
Og endelig i 1868 afløses retten til at færdes ad en vej over Borupgaards jorder af en ny vejret på en vej, som Borupgaard anlægger.
Dette er kun de kendte stridigheder. Måske har der været andre, som ikke længere kan dokumenteres.
Selve teglværket i 1878
Desværre er der ikke bevaret meget materiale om teglværkets drift igennem årene. Det er kun enkelte glimt vi får af virksomheden. Men en vurderingsforretning fra 1878 beskriver. hvorledes teglværket da så ud:
Selve teglovnen var 21 alen lang og 12½ alen dyb – det svarer til ca. 13×8 meter. Den var indrettet med 2 afdelinger, hver til ca. 5000 mursten, med gennemgående fyrsteder.
Over ovnen var en overbygning af grundmur med vinkeltag i 8 fag, og på dens fire sider et grundmuret skur, 29 alen dyb, 16 alen langt (ca 18 x 11 m) med tegltag, i alt 56 fag.
Desuden var der to tørrelader, næsten lige store: 31 meter x 11 meter. Den ene var opført på 18 murede piller med 7 hoved-midterstolper med skråstivere. Over laden var et vinkel-tag (d.v.s. sadeltag, hvis flader danner en (næsten) ret vinkel med hinanden ved rygningen). Det andet var opført på nedgravede stolper i 21 fag og taget dækket med strå.
Det daglige arbejde
Også fra 1878 findes bevaret en arbejdskontrakt mellem den daværende ejer af Teglværket, Niels Carl Schiern og teglbrænder O. Andersson. Vi kender desværre ikke yderligere til Andersson, men mon ikke han har været af svensk/skaansk afstamning? Der kom mange sydsvenske indvandrere til Nordsjælland i slutningen af 1800-tallet, så dette kunne være en af dem.
Andersson indgik imidlertid en kontrakt med Schiern om forpagtning af teglværket. Det har sikkert været det mest almindelige – ofte har ejeren ikke haft kendskab til brænding o.s.v., så en forpagter eller bestyrer har der nok været i næsten hele teglværkets levetid.
I kontrakten stod, at Andersson skulle skaffe den fornødne arbejdskraft, bl.a. to klapstensstrygere og en murstensstryger. I alt 6 mand og 3 drenge var mandskabet, og de skulle starte sæsonen i slutningen af april måned. Dernæst skulle Andersson stå for alt det praktiske arbejde – helt fra at afhente leret i lergraven, lade det forarbejde i møllen, selve strygningen, beskæringen, tørringen samt ikke mindst brændingen. Efter brændingen skulle Andersson sørge for at lade de færdige sten sortere og opsætte i stakke. Ovnene skulle også passes og vedligeholdes. Dårlige eller ødelagte sten skulle atter males til brug for en ny produktion.
Sand og kalk skulle Andersson også sørge for – ligesom han skulle sørge for at lade murstenene læsse på vogne og transportere til jernbanevognene.
På den anden side forpligtede Schiern sig til at betale et bestemt beløb for de færdige mursten, for den brændte kalk, for pålæsningen på jernbanevogne o.s.v. Schiern skulle også stille de fornødne redskaber, heste, brændsel m.v. til rådighed, ligesom han også stillede logi til rådighed for mandskabet.
Af denne aftale fremgår det således, at teglværket i 1878 kun fremstillede mursten – ikk
e tagsten, rør eller andet. Desuden fremgår det, at teglværkets fabrikation blev solgt til brug et stykke væk fra fabrikken. Ellers var der jo ingen grund til at læsse murstenene på jernbanevogne.
Branden
I 1879 havde landbrugskandidat Carl Johan Fahnøe overtaget Kronborg Teglværk. Han havde imidlertid kun ejet teglværket i et års tid, da katastrofen indtraf.
Den 11. september 1880 udbrød der brand i gårdens bygninger – og inden dagen var omme var hele teglværket samt de bygninger, der rummede avlsdriften brændt ned. Kun hovedbygningen og antagelig den østlige længe undgik flammerne. Branden var formentlig opstået i en skorsten, i den ene fløj, som var udlejet til sommergæster.
De fleste af gårdens dyr var ikke opstaldet, så kun fire grise indbrændte. Desuden brændte 4 sædstakke – det var årets høst, der gik op i flammer.
Efter denne brand var det endegyldigt slut med teglværksdriften på Kronborg Teglværk – og efterfølgende begyndte ejeren (og andre) at kalde ejendommen for Kronborg Teglgaard. Det var jo nu landbrugsdriften, der blev det primære på ejendommen.
Men snart skulle Fahnøe få en endnu bedre indtægtskilde.
Meulenborg
I starten af 1750’erne var det område, som senere blev til Meulenborg en del af det overdrevsområde, som blev anvendt af både Helsingørs borgere og Tikøbs bønder.
Som nævnt andet sted blev det først i 1777 præciseret, hvor grænserne mellem overdrevet og hhv. Kronborg Teglværks område og Meulenborgs område. Indtil da var skellene sværere at kende ude i området. Det handlede lidt om, hvad man troede og huskede.
I 1755 – måske havde han allerede indtaget arealet i 1752 – fik fiskemester Bernhardt Diderich Bode kongelig tilladelse til at lade et 140 gange 90 favne (250 m x 160 m svarende til ca 40.000 m 2) stort areal indhegne mod at betale en indfæstningsafgift.
Det var imidlertid først, da prokurator Niels Hansen i 1774 ejede ejendommen, at der blev bygget en ny hovedbygning. Denne eksisterede helt frem til nedrivningen af Meulenborg i 1994.
I en kort periode – fra 1823-33 – havde Meulenborg fælles ejer med Kronborg Teglværk, men senere skiltes de to ejendomme på mere end én måde. Men endnu her i midten af 1800-tallet hørte Meulenborg også til Tikøb Kommune og Tikøb Sogn.
”Magtens tredeling”
Helsingør By var imidlertid ”fly forbandet” over de såkaldt ”tikøbske enklaver”, der lå som to øer i det område som var blevet tildelt Helsingør i 1777.
Som allerede nævnt var der evige stridigheder om stort og småt mellem byen og teglværket og mellem Helsingør og Tikøb.
Datidens administration af lokalområder var imidlertid opdelt i tre dele:
1. Den gejstlige, der handlede om hvilken kirke beboerne skulle betjenes af – d.v.s. hvor man gik i kirke, blev døbt, begravet m.v.
2. Den juridiske, der handlede om under hvilken domstol og politimyndighed beboerne hørte.
3. Den verdslige, der handlede om under hvilken civil myndighed, et område blev administreret – d.v.s. en kommune eller et amt.
Kronborg Ladegaard
Forholdene for de to tikøbske enklaver var forskellige. Det skyldtes Helsingør bys evige arbejde på at få indlemmet enklaverne i Helsingør by. Det lykkedes i et vist omfang – men ikke helt:
Ladegaarden, som lå oppe ved Gurrevejen (det er der hvor nu Montebello ligger) var den anden af de to tikøbske enklaver. Den tilhørte indtil 1819 Tikøb Sogn, men overgik da til Sct. Olai Sogn.
I 1835 henlagdes både Kronborg Fæstning, Kronborg Slot, Marienlyst, Kronborg Ladegaard, Kronborg Teglværk samt Meulenborg til Helsingør i juridiske anliggender. Indtil da havde disse områder hørt til Kronborg Østre Birk.
Men endnu i mange år efter 1835 hørte begge enklaver i verdslig henseende til Frederiksborg Amt og Tikøb Kommune. Det var til stadighed en torn i øjet på Helsingør.
I 1865 var der således en korrespondance mellem de to kommuner, men Tikøb afviste sagen. Men et par år senere blev sagen atter taget op – og Tikøb Sogneråd besluttede at opgive modstanden og overgive Kronborg Ladegaard til Helsingør – under indtryk af, at de derværende lodsejere ønskede dette og under indtryk af, at man længe havde været i tvivl om denne ejendoms rette tilhørsforhold, skatteudskrivning m.v.
Helsingør får 1½ enklave
Denne fremstrakte lillefinger fik Helsingør Byråd til at gribe hele hånden og foreslå, at begge enklaverne (d.v.s. også Kronborg Teglgaard og Meulenborg) blev indlemmet i købstaden. Heri var Tikøb Sogneråd imidlertid ikke enige og meddelte byråd, amtet og indenrigsministeriet, at det kunne man under ingen omstændigheder gå ind på.
Helsingør Byråd skyndte sig at gøre opmærksom på, at alle ejendomme, der måtte blive indlemmet i købstaden, selvfølgelig ville få alle de privilegier, som loven indeholdt. Det betød bl.a. fritagelse for en række pligter og afgifter i op til 15 år.
Imidlertid ønskede hverken ejeren af Meulenborg, generalkonsul Frans Ewerlöf eller ejeren af Kronborg Teglgaard, N.C. Schiern, at deres ejendomme blev en del af Helsingør Kommune.
Helsingør Byråd sendte derfor en delegation til hhv. Ewerlöf og Schiern for at overbevise dem om herlighederne ved at overgå til Helsingør Kommune. Man lokkede således med 15 års skattefrihed – og netop det overbeviste Ewerlöf om at overgå til Helsingør. Schiern lod sig derimod ikke overbevise.
Helsingør byråd ville imidlertid ikke acceptere afslaget og lod sagen oversende til Indenrigsministeriet, der lod sagen gå til udtalelse i både Justitsministeriet, Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen samt Finansministeriet. Sagen endte med, at Schierns protest blev taget til følge og den 1. januar 1877 overgik hhv. Kronborg Ladegaard og Meulenborg til Helsingør Kommune.
Dermed var der ro om Kronborg Teglgaards tilhørsforhold i en årrække.
Sagen genoptages
I begyndelsen af 1930’erne tog Helsingør Byråd atter sagen op. Baggrunden var, at Helsingør Byråd til stadighed var irriteret over, at Kronborg Teglværk lå og spærrede for veje, byggerier, udvidelser m.v. Desuden var det til stadigt besvær, når der skulle tages stilling til vejreparationer, skolegang, brandslukning m.v.
Helsingør Byråd argumenterede derfor, at Kronborg Teglværk er et areal, der ganske omsluttes af Helsingør Kommune, og at det i højeste grad ville være ønskeligt, om indlemmelse i Helsingør Kommune ville kunne finde sted.
Frederiksborg Amt behandlede sagen og fandt, at det måske ville være lige så smart at man mageskiftede nogle arealer, således at dele af Meulenborg blev indlemmet i Tikøb Kommune. Så trak Helsingør Byråd følehornene til sig. De forudså nemlig, at sagen nu nemt kunne ende med, at den smalle stribe Helsingørjord mellem Snekkersten Kronborg Teglværk skulle overdrages til Tikøb!
Med mellemrum dukkede debatten atter op i aviser og andre steder, men i løbet af 1960’erne tog debatten en anden karakter.
Teglgaarden udstykkes
Inden denne udvikling skal omtales, skal vi lige lidt tilbage i tiden. Proprietær Fahnøe havde jo i 1880 mistet sit teglværk ved en stor brand. Gårdens jordtilliggende blev herefter den primære indtægtskilde på gården, men snart begyndte Fahnøe at udnytte jordernes fordelagtige beliggenhed tæt ved Øresundskysten.
I slutningen af 1800-tallet var det jo blevet en ny trend ”at ligge på landet” – og flere og flere københavnere købte en grund ved kysten og byggede her et sommerhus.
Og således også ved Kronborg Teglgaard. Fahnøes udstykninger foregik således allerede fra 1880’erne og fortsatte helt frem til hans død i 1928. Der var således ikke tale om nogen plan for udstykningen – det var et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
Omkring 1920 var stort set hele området langs kysten udstykket og bebygget, medens der endnu var ledige områder på vestsiden af jernbanen.
Branden i 1913
Medvirkende til denne udvikling var, at der den 13. april 1913 opstod ild i de bygninger, der var blevet opført efter branden i 1880.
Efterfølgende mente man, at branden var opstået som følge af en gnist fra et forbipasserende tog. Følgen blev, at gårdens lade- og staldbygninger totalt nedbrændte. Det lykkedes at redde alle dyr ud af bygningerne, men en stor del af gårdens maskiner og redskaber brændte. En ældre bygning langs Strandvejen blev reddet, trods at der flere gange udbrød brand i dele af bygningen. Gårdens hovedbygning blev også reddet fra flammerne i denne omgang.
Efter branden genopførtes en stor lade, hvorimod staldbygninger ikke blev genopført.
Tiden med rutebilerne
I 1936 overtog rutebilejer Holger Salomon Kronborg Teglgaard, som den nu kaldtes. I praksis var det kun selve hovedbygningen han købte.
Den gamle lade var blevet delt op i to selvstændige bygninger, og indrettet til villaer. Den gamle bygning langs Strandvejen var revet ned, og tilbage var således kun hovedbygningen og et mindre udhus mod vest. Syd for hovedbygningen lå endnu den store have, som strakte sig helt ned til Abildgaards have.
Men det var en stakket frist. I 1939 blev store dele af haven eksproprieret til fordel for anlægget af en ny vej og viadukt under Kystbanen. Tilbage var kun en lille del af haven og en smal stribe af den oprindelige gårdsplads.
Holger Salomon havde i 1931 overtaget driften af Strandvejsbusserne mellem Helsingør og Klampenborg.
Ejendommen blev nu hovedkontor for ”Helsingør Omnibil Selskab” som selskabet hed da.
I 1975 blev HT dannet, og forud for dette var en lang række forhandlinger. I den sammenhæng mødtes Holger Salomon med Poul Knudsen, der i forvejen drev ”De Hvide Busser” i Hørsholm. Salomon tilbød Knudsen at overtage Strandvejsbussen, hvilken Knudsen sagde ja til, og efter kun 14 dage var handlen en realitet.
Det passede Holger Salomon særlig godt, at han kunne sælge til en privat busejer – han havde hele sin liv kæmpet mod, at det offentlige drev busdrift.
Poul Knudsen overtog også Kronborg Teglgaard ved den lejlighed, men Salomon fik lov at blive boende i ejendommen indtil sin død i 1979. Herefter flyttede Poul Knudsen og hustruen Ritta ind i den gamle hovedbygning. Poul Knudsen døde i 1989, og efter hustruen Ritta Knudsens død, blev ejendommen i 2014 solgt til et selskab, der siden har omdannede bygningen til lejligheder samt bygget yderligere en bygning til.
Kommunesammenlægningen 1970
Som afslutning på historien om Kronborg Teglværk hører også historien om, hvordan den 350 år gamle strid mellem Teglværket og Helsingør By endelig blev bilagt.
Det var i virkeligheden en udvikling andre steder i Danmark, som var årsag til løsningen. Forklaringen var, at der adskillige steder i Danmark var mange små kommuner, som havde det problem, at de var for små til at klare nye opgaver. Mange steder var købstæderne også helt fyldt op med byggeri og de havde derfor brug for udvidelsesmuligheder, men omegnen lå ofte i små, mindre kommuner.
Regeringen barslede derfor med en kommunalreform, der skulle sikre større kommuner, og at de gamle købstadskommuner havde udvidelsesmuligheder.
Problemstillingen var imidlertid en anden for Tikøb Kommune, der var blandt landets største i både udstrækning og indbyggertal. Kommunen kunne sagtens klare de nye krav fra staten, så af den årsag var der ikke grund til at lægge den sammen med andre kommuner. Imidlertid følte Helsingør sig lukket inde, og ønskede derfor en sammenlægning. Parterne stod stejlt overfor hinanden, og striden blev først løst som den allersidste kommunesammenlægning i 1969, da indenrigsministeren fastslog, at kommunerne skulle lægges sammen.
Dermed var det slut med enklaven Kronborg Teglværk – efter lige knapt 350 år!
Rev. 04.03.2021