Af Kjeld Damgaard

På dette kort fra 1948 er indtegnet den omtrentlige placering af landsbyens fem gårde inden udskiftningen af landsbyens jorder i 1789. Placeringen af gård nr. 5 er dog lidt usikker.

Som det gælder for de omkringliggende ejerlav, har også landsbyen Jonstrup på kanten af Esrum Sø haft en bosætningshistorie, der strækker sig tilbage til den fjerne oldtid, men desværre ved vi endnu ikke så meget om den – udover at der har været ganske mange oldtidsminder på landsbyens jorder – vidnesbyrd om et liv på stedet, som strækker sig tilbage til stenalder, bronze- og jernalder.

Endnu i 1600-tallet var der flere bevarede oldtidshøje på jorderne omkring Jonstrup: I markbogen fra 1681 nævnes således en række med navne som Hestehøj, Skelshøj, Smedehøj og Biehøj – og på arealerne ud mod søen kender vi navne som Grønhøj, Øreshøj og Starrehøj, mens der lidt inde i landet omtales en Kroghøj. Ingen af disse kan umiddelbart genfindes i dag og er endnu ikke eksakt lokaliseret eller registreret.
Et fornemt kort fra 1824 har dog en række tydeligt viste højmarkeringer, men vi er desværre ikke i stand til at afgøre, hvilke af de navngivne høje, der er tale om. Det skyldes primært, at der ikke er overleveret et egentligt udskiftningskort for landsbyen, som ville have indeholde de gamle marknavne og dermed have givet os en mulighed for at lokalisere de enkelte oldtidsminder.
Landsbynavnet fortæller os, at landsbyen formentlig med sin nuværende placering er opstået i den tidlige middelalder, som en såkaldt torp-by, dvs. en udflytterby fra en oprindelig adelby, rimeligvis Tikøb. Jon har måske været navnet på den lokale storbonde, som var initiativtageren til landsby-udflytningen. Det fortaber sig i tidens tåger…
Landsbyernes tilhørsforhold
Men senere i middelalderen får vi til gengæld et ganske godt kendskab til Jonstrup. Det skyldes, at landsbyen er blandt de mange bebyggelser, som ret tidligt bliver overtaget af det driftige cistercienserkloster i Esrum for nordenden af Esrum Sø. I Saane lidt nordligere etablerede Esrum-munkene en større ladegård – en såkaldt grangie – som også Jonstrup blev knyttet til.
Landsbyernes tilhørsforhold til klosteret fremgår bl.a. af en jordebog fra slutningen af 1490’erne. I denne jordebog ses, hvor meget de enkelte landsbyer og fæstere skulle yde i landgilde til klosteret. Landgilde var altså den afgift, bonden skulle

På Generalkvartermesterkortetfra 1824 over Jonstrup og omegn ses tydeligt adskillige markeringer af småbakker. Det er for de flestes vedkommende oldtidshøje, som endnu på den tid lå tæt på Jonstrups jorder.

give for at få lov til at bo på og drive en gård. Det meste var naturalier i form af varer som f.eks. rug, byg, smør, øksner, lam, gæs eller høns. Også landgilde i form af arbejde forekom – typisk sådan, at en fæster skulle yde et antal pløjedage eller et antal arbejdsdage i høsten. Kun en mindre del blev ydet i pengebeløb.

Af den samme jordebog fremgår i øvrigt, at Jonstrup på den tid var af en anseelig størrelse efter nordsjællandske forhold. Dels bestod landsbyen af 6 gårde, som alle var lige store. Men derudover var der 5 gårdsæder (mindre gårde svarende til et bolsted eller parcelliststed), som skulle give 17 groter (= en pengeenhed) til klosterets store gård i nabolandsbyen, Saane. Endvidere skulle Jonstrup-bønderne arbejde dér en dag hver uge hele året rundt, samt 3 dage om ugen i høsten. Nu ved vi altså, hvorfra klosterets Saane-hovedgård fik sin arbejdskraft.
Det er til gengæld ganske få kilder, der er at øse af for perioden efter reformationen (hvor ejendommene blev overtaget af kongen), men i al fald bønderne i de to landsbyer Saane, hvor grangiegården i mellemtiden var nedlagt og erstattet af ordinære fæstegårde, og Jonstrup skulle nu svare landgilde ved at arbejde for Kronborg Ladegaard, der ganske vist lå tæt ved Helsingør, men som dog tilhørte Tikøb Sogn.
I 1586 er der et lille glimt i kilderne fra Jonstrup. Det drejer sig om størrelsen af landgildet for en gårdfæster Lauritz Olsen, der havde været nødt til at overtage en øde gård i fæste. For at hjælpe fæsteren i gang, fik han eftergivet en del af sin landgilde det første år.
1600-tallet
Det fremgår også af en beretning fra omkring år 1700, at der foregik fiskeri i Esrum Sø og at fiskene blev leveret til Frederiksborg Slot, men allerede i 1681 er der en bemærkning om fiskeri fra Jonstrup. Landsbyens to gårdmænd, Ole Jørgensen og Peder Jørgensen havde da i en årrække forpagtet et fiskeri i Esrum Sø af Den kgl. Fiskemester, der havde ansvaret for hele Esrum Sø. De to gårdmænd måtte dog kun “drage” langs søbredden ud for Jonstrup. De kunne dér fiske “Løyer og andre Smaafish” (en løje er en karpefisk) og skulle betale 2 rigsdaler for tilladelsen. De agtede imidlertid det følgende år, d.v.s. 1683 “til Martini Dag”, at opsige forpagtningen. Vi får ikke forklaringen, men mon ikke det har vist sig umuligt at fiske noget særligt langs søbredden?
Efter de ødelæggende svenskerkrige blev der i 1660 gennemført en registrering af, hvorledes landsbyernes tilstand var. I Jonstrup blev det meste beskrevet som øde og befolkningen forarmet.  Fire år senere kan man i en jordebog over Kronborg Len læse, at Jonstrup nu bestod af 5 såkaldte helgårde. Disse fem gårde ydede en såkaldte brødbagningsskat på 2 mark pr gård. I forhold til situationen i klostertiden synes der således at være forsvundet eller nedlagt en gård.
Betegnelserne hel-, halv- og kvartgårde blev indført i 1620’erne, idet skatteligningen baseredes på, hvilken betegnelse gården havde. Bonden slap med andre ord billigere i skat, hvis han havde en halvgård frem for en helgård. Der foregik derfor i årtierne herefter en stadig overførsel af gårde fra helgårdsstatus til halvgårdsstatus – godt hjulpet på vej af, at en sådan ændring ikke havde nogen konsekvens for den faktiske brugsstørrelse. Omkring 1660 var systemet da også næsten brudt sammen, og efter 1662 begyndte skatteopkrævningen da også at blive ændret til den såkaldte hartkornsskat – der baseredes på en vurdering af, hvor meget hårdt korn (rug eller byg), der rent faktisk kunne dyrkes på jorderne.
Gårdene i 1600- og 1700-tallet
Fra 1679 findes en jordebog, hvor gårdene i Jonstrup beskrives. Endnu er der eftervirkninger efter svenskekrigene: Ole Andersen har således tre længer brøstfældige. Han har 2 heste, medens Ole Jørgensen, Peder Jørgensen, Niels Nielsen og Laurs Hansen har hver fire heste.
I 1681 får vi i markbogen at vide, at der stadig er 5 lige store gårde i Jonstrup + et “holtz Huus”, hvilket skal forstås som en mindre ejendom, som også drev landbrug, men som var tilknyttet en af de øvrige gårde.
De fem gårde havde hver sit nummer, det var datidens matrikulering:
Gård nr. 1 (senere kaldt Sandbakkegaard) fæstet af Laurs Hansen
Gård nr. 2 (senere kaldt Søbækgaard) fæstet af Ole Andersen og Jacob Bendtsen
Gård nr. 3 (senere kaldt Sandrudgaard) fæstet af Peder Jørgensen

Den oprindelige Sandrudgaard, som siden starten af 1900-tallet er blevet kaldt Guldsmedegaard. Her fotograferet i 1936 medens stuehuset endnu var i sin gamle form. Gården ligger meget nordligt i Jonstrups ejerlav og mange tror derfor fejlagtigt, at gården hører til Saane eller Tikøb.

Gård nr. 4 (senere kaldt Brøndegaard) fæstet af Ole Jørgensen
Gård nr. 5 (senere kaldt Kasserudgaard) fæstet af Niels Nielsen
Samt det såkaldte “holtz-huus”, “som staae paa Olle Jørgensens Kaalhauge Jord” (altså som lå i Ole Jørgensens have).
I en årrække efter 1745 hærgede kvægpesten på egnen og således også i Jonstrup. Når kvæget og hestene døde, gik bønderne til retten og bad om hjælp. Således bl.a. i 1752, da Ole Jørgensen fra gård nr. 2 (nuv. Søbækgaard) mødte og berettede, at han i foråret havde mistet 2 bæster, hans bedste vognhest og det andet et plov-bæst, og havde nu kun tre arbejdsbæster tilbage.
Fire år senere kom på samme måde Peder Jørgensen fra gård nr. 3 (nuv. Guldsmedegaard) og berettede, at han havde mistet 2 halvgamle bæster, 2 sorte hopper, et føl og en ko til en samlet værdi af 35 rigsdaler.
Udskiftningen af Jonstrup
De fem gårde i Jonstrup landsby lå trygt samlet omkring gadekæret indtil 1789. Trygt – fordi man på den tid jo havde dyrkningsfællesskab, hvilket i praksis betød, at man skulle være enige om, hvorledes jorderne skulle dyrkes. Det betød, at byens gårdmænd faktisk havde en betydelig indflydelse på beslutningerne om stort og småt, som blev afgjort på bystævnet– en plads midt i landsbyen. Og trygt fordi landsbyboerne boede tæt, var afhængige af hinanden og også kunne hjælpe hinanden.
Dyrkningen foregik på den måde, at byens jorder var opdelt i tre vange – d.v.s. store arealer: Smedevangen lå øst for landsbyen og grænsede op til Lille Esbønderup. Søvangen lå naturligvis ud mod Esrum Sø – altså sydvest for landsbyen. Og Kirkevangen lå nord for landsbyen op mellem Saane og Tikøb, helt op mod Harreshøj. Hver vang var igen opdelt i åse, der atter var inddelt i et antal agre. Da gårdene i Jonstrup var “lige i brug”, havde hver gårdmand lige stor andel af hver ås – hvilket i praksis var klaret ved at hver ås var inddelt i et antal agre, der var deleligt med antallet af gårde i landsbyen. På den måde sikrede man sig, at hver gårdmand havde lige andel i de gode og i de dårlige jorder.
Jonstrups jorder var langt tilbage afgrænset af naturlige skel, nemlig Kobækken i syd, Munkerenden op mod Harreshøj i nord og i øst mod Tikøb og Lille Esbønderup et langstrakt dalstrøg – bestående af flere langsgående, forholdsvis smalle vådområder i udstrækningen N-S. Dalen er en geologisk formation, skabt af istidens gletchere, da hovedfremstødet under tilbagetrækningen stod netop her langs østsiden af Esrum Sø og “huggede” frem og tilbage, hvorved det markante bakkestrøg op gennem det centrale Jonstrup-område og Saane (Højbjerg/Skovlund) blev til som en regulær morænedannelse. Næsten alle dalens vådområder afvandes ned mod Kobækken i syd.
Den store jordreform, hvor hver enkelt gård fik tildelt et samlet areal, som gårdmanden herefter skulle dyrke helt på egen hånd, var en stor omvæltning i hverdagen for landsbyens beboere. Den frygt, som man tidligere havde haft over at skulle bo alene udenfor landsbyens beskyttende fællesskab, var blevet overvundet – og den kommission, der havde fået til opgave at foretage den store reform i Jonstrup, ser ud til at have haft et forholdsvis let job.
Resultatet af kommissionens møde den 4. september 1789 med Jonstrups fem gårdmænd blev i alt fald, at der blev opnået enighed om, at to af de fem gårde i byen skulle flytte ud af landsbyen – en mod syd og en mod nord. Desværre er der ikke bevaret et kort over Jonstrup fra før udflytningen. Vi ved fra udskiftningsforretningen, at der har ek

Brøndegaard fotograferet fra luften omkring 1960.

sisteret et sådant kort, og det ville kunne have vist os den nøjagtige placering af gårde og huse i landsbyen i 1700-tallet. Imidlertid er det muligt med nogenlunde sikkerhed at fastslå gårdenes oprindelige placering. Det kan gøres med udgangspunkt i de gamle gårdnumre, som var gældende, indtil den nuværende matrikulering blev en realitet i begyndelsen af 1800-tallet.

Gårdenes placering i landsbyen
Gård nr. 1, der senere fik navnet Sandbakkegaard lå på landsbygadens østlige side – samme sted som i dag.
Også uforandret ligger gårdene nr. 2, (senere Søbækgaard) og nr. 4 (Brøndegaard). Placeringerne af gårdene nr. 3 og nr. 5 er derimod lidt usikre. Men nummereringen af gårdene var næsten altid foretaget efter et bestemt mønster, det såkaldte solskifte: Man startede nummereringen på den ene side af gaden med nr. 1, og så fortsatte man på samme side, indtil man nåede den anden ende af gaden. Så fortsatte man nummereringen tilbage igen på den modsatte side af gaden. På det grundlag kan vi fastslå, at gård nr. 5 (den oprindelige Kasserud) må have ligget nordligst i landsbyen på den østlige side af gaden – lige ved vejgaflen, der fører hhv. mod Saane (dengang kaldt Svinedamsvejen) og mod Tikøb (dengang kaldte Kirkevejen). Nord for gård nr. 1 – på østsiden af bygaden – lå en række husmandshuse.
Gård nr. 3 (den oprindelige Sandrudgaard) lå således mellem Brøndegaard og Søbækgaard – d.v.s. vest for det gadekær eller vanding, der lå midt i landsbyen lige ud for Sandbakkegaard. Gård nr. 3 var i 1789 fæstet af John eller Jens Pedersen, der havde overtaget fæstet sandsynligvis efter faderen i 1777. Der er tilsyneladende lidt forvirring om, hvad hans fornavn egentlig var. I udskiftningsforretningen står John – i fæsteregisteret Jens – herefter kaldet Jens.
Udflytningen
Efter kommissionens første møde i september mødtes gårdmændene endnu engang med landvæsenskommissærerne i oktober 1789 for at afgøre de sidste ting og bl.a. finde ud af, hvilke to af landsbyens gårde, der skulle flytte ud henholdsvis til den sydlige udlod og den nordlige udlod. Og det blev simpelthen afgjort ved regulær lodtrækning. Johannes Willumsen (gård nr. 5) trak loddet for den sydlige udlod. Og Jens Pedersen fik loddet for den nordlige udlod, som kaldtes Degne Ageren. Vi ved ikke, hvor hurtigt efter udskiftningsforretningen selve flytningen af gårdene blev igangsat, men det er sikkert sket det følgende forår – d.v.s. 1790. Her blev de gamle gårdbygninger i byen så en efter en revet ned – og de bygningsmaterialer, der kunne anvendes, blev selvsagt genbrugt i de nyopførte gårde hhv. syd for byen og ude på den nordlige mark – helt oppe mellem Saane og Tikøb.
Der blev også bevilget en del penge til jordforbedring, stendiger, grøfter, stenkister, træfældning m.v. Og ikke mindst konstaterede kommissionen, at den ene udflytter, Jens Pedersen var så fattig, at han ikke kunne betale de restancer, som han skyldte i skatter. Der blev derfor bevilget ham eftergivelse af skatterne, således at han i forbindelse med udflytningen “bedre kunde faa fornøden Fremgang“.

Søbækgaards stuehus set fra haven, år 2000.

For de resterende tre af landsbyens gårde, som alle fik lov til at blive liggende på deres gamle plads omkring landsbyens gadekær, blev der gennemført en tillempet stjerneudskiftning, som der stadig ses enkelte spor af i form af de gamle skeldiger, der stråler radiært ud fra landsbyens midte.
Det overses ofte, at de gennemgribende udskiftninger af landsbyerne fandt sted, mens både gårdmænd og eventuelle husmænd stadig var regulære fæstere under kronen. Det forhold ændredes der ikke på ved reformen, heller ikke for de gårdmænd, hvis gårde blev udflyttet. For Jonstrups vedkommende blev det næste skridt først taget, da alle landsbyens gårdmænd fem år senere i fælles flok fik deres gårde overdraget som arvefæste. Arvefæstebrevene blev udstedt 28. januar 1794 – på kronprinsregentens fødselsdag. Arvefæste var et væsentligt skridt på vejen mod egentligt selveje, som blev en realitet få år senere.
Gårdene fik navn
I forbindelse med overgangen fra fæstestatus til arvefæste/selveje til selvejergård i 1794, blev det også bestemt, at gårdene skulle have et navn. Det gjaldt for stort set alle danske gårde, at de ved den lejlighed fik et navn, som der senere kom en bestemmelse om, at man ikke måtte ændre, uden først at have indhentet tilladelse fra Danske Kancelli. Det blev slået fast i en såkaldt »kongelig plakat« fra 1821, hvori det samtidig blev bekendtgjort, at en evt. ny navnebevilling skulle tinglæses og noteres i panteprotokollen. Derudover skulle amtstuen underrettes samt Generalkvartermesterstaben – sidstnævnte af hensyn til indkvarteringen af soldater både i dagligdagen og under manøvrer. Det var vigtigt, at militæret kunne finde rundt, og at stednavnene derfor ikke bare blev ændret på må og få.
Den gård, der blev flyttet ud nord for byen fik således navnet Sandrud, hvilket ikke umiddelbart kan forklares ud fra lokale stednavne eller lignende. Betydningen er dog rimelig klar: rydningen på sandet (sandjorden), idet efterleddet -rud er det oprindelige substantiv “ruth”, d.v.s. rydning på moderne dansk. I de fleste tilfælde er ordet på nordøstsjællandsk dog blevet svækket til -rød, formen -rud er ganske sjælden på disse kanter. Hvordan og hvorfor denne ejendom blev til Guldsmedegaarden, fremgår af næste artikel i denne serie.
Den anden udflyttergård var Kasserud – der fik navn efter den mose, som lå i området, kaldet “Kassemosen”. En væsentlig part af denne gårds tilliggende ned mod Kobækken og Endrup og Danstrups jorder (og grænsen mod Asminderød sogn) er formentlig en del af det gamle overdrev, som Jonstrup tidligere havde haft udlagt her samt i den nuværende skov Danstrup Hegn. De ældste matrikelkort afslører da også, at store dele af Kasseruds jorder endnu i begyndelsen af 1800-tallet var bevokset med tæt skov. Kasserud skiftede senere navn til Karinelund.
Rev. 01.03.2021