“Tyskerne skulle ikke føle sig for sikre”
Erling Boysen –
der var med til at udføre Danmarks første jernbanesabotage – syntes, at tyskerne havde for frit spil i Danmark.
af Kjeld Damgaard
Erling Hein Boysen er søn af savværksejer Peter Boysen og hustru Sigrid i Kvistgaard. Da faderen holdt op overdrog han savværket til den ene af sønnerne, nemlig Erling, som også boede i Kvistgaard.
Erling Boysen, der igennem mange år har boet i Canada, erindrer stadig meget fra den tid, men erkender også, at han i mange år har været plaget af onde drømme om tiden. Hver gang han så en krigsfilm, sov han i mange år ikke den efterfølgende nat. Bl.a. af den grund har Erling Boysen i mange år ikke villet fortælle om sine oplevelser under besættelsen.
Men den da 84-årige Erling Boysen, har alligevel i et brev i 2003 samt i et interview samme år alligevel løftet lidt af sløret for sine gøremål i den periode.
“Jeg lavede jo mange ting for, at tyskerne ikke skulle føle sig for sikre. Som oftest var det små ting, som f.eks. at stjæle den tyskers cykel, som hver søndag kom fra Gurrehus for at købe kager hos bager Hansen i Kvistgaard.”
Den første jernbanesabotage
“Det var i alt fald ikke nogen gruppe fra Helsingør, som startede med den første organiserede sabotage her i området”, fortæller Erling Boysen. “Det var Knud Nielsen og jeg som begge var fra Kvistgaard, der under ledelse af Kristian Engelsen fra Nivaa, der startede det hele. Ledelsen var godt nok BOPA, som jo egentlig var kommunistisk, men det så jeg da stort på – de var jo da vores allierede dengang, og jeg tror stadigvæk ikke, at de allierede kunne have vundet uden russernes hjælp.”
Ordren om at udføre Danmarks første jernbanesabotage kom fra Kristian Engelsen, hvorimod den person, der senere gentagne gange er blevet udlagt som aktiv i sabotagen, Eigil Larsen, slet ikke var i kontakt med Erling Boysen. Eigil Larsen var alene i kontakt med Knud Nielsen i nogle tilfælde, og var slet ikke med i selve jernbanesabotagen, således som det ellers fremgår af diverse beretninger – men der er næppe tvivl om, at idéen til aktionen, kom fra Eigil Larsen.
“Vi startede imidlertid med det mislykkede forsøg i august 1942, hvor Knud og jeg godt nok fik løsnet en skinne, men toget ikke blev afsporet. Vi var kun os to den aften. Da vi så fik besked på at prøve igen, tog vi en ung mand med i gruppen, nemlig Erik Larsen fra Nyrup. Vores Kvistgaard-gruppe, der bl.a. også bestod af Knuds broder, Karl Nielsen fra Reerstrup, havde forsynet os med forskelligt værktøj fra min faders værksted. Og anden gang havde vi da også heldet med os. Det forsinkede da transporterne til Norge i nogle dage – og det var jo sagen.”
Nedkastede våben
“Da vi senere fik våben og sprængstof, gik det hele lidt nemmere. Nu kunne vi da forsvare os.”, fortæller Erling Boysen videre. Våbnene modtog man fra England. De blev i starten kastet ned i Gribskov, men dette nedkastningssted blev opdaget og i stedet oprettedes et nedkastningssted i Søholm. Her var Karl Nielsen meget aktiv ved nedkastningerne. Egentlig var der flere nedkastningssteder, men ikke alle kom i brug. Bl.a. var der ved Reerstrup Gydehus et nedkastningssted – men der kom aldrig en hilsen til “Elizabeth”, som stedet hed.
Flere af disse våben blev gemt i et lille sommerhus (kaldet “Rends”) på Peter Boysens savværk. Efterhånden som krigens slutning nærmede sig, havde man nemlig i denne Kvistgaard-gruppe både fået engelske sten-guns og amerikanske US-karabiner. Men derudover havde man fået indsmuglede svenske Husqvarna maskinpistoler, nogle finske geværer samt erobrede tyske våben.
I øvrigt fik tyskerne i marts 1945 kendskab til dette våbenlager, og forsøgte at få det opsnappet, men en broder til Erling Boysen, Allan, havde åndsnærværelse nok til at fjerne hele lageret få minutter før Gestapo ankom – så alle våbnene var intakte ved krigens slutning.
Wisborg-aktionen
Det tyske politi, Gestapo, havde deres lokale hovedkvarter på den ejendom ved Søndre Strandvej i Helsingør, som kaldes “Wisborg”. Der blev i samarbejde med en nordmand samt England planlagt en aktion mod Wisborg, idet man ønskede at befri nogle fanger, som tyskerne havde spærret inde her. Om denne aktion husker Erling Boysen:
“Dengang Wisborg skulle bombes af engelske flyvere, for at få fangerne ud, så blev vores gruppe, samt andre fra omegnen pudset på opgaven – dem fra Helsingør skulle ikke nyde noget! Jeg husker at Knud Nielsen var med, og en fra Hellebæk, der senere fik et øje skudt ud: Viggo Bahrenscheer. Heldigvis blev det denne nat ved Wisborg så dårligt vejr, at de engelske fly havde måttet vende om. Flyverne skulle nemlig være kommet lavt ind over Sundet fra Svenskekysten, men det hus som vi skulle være i – og var hele dagen – lå så uheldigt, at hvis bomberne røg ved siden af, var de røget lige ind i huset hvor vi var. Egentlig skulle de kun skyde toppen af Wisborg, og så skulle vi skyde tyskerne og glide med fangerne. Men vi var aldrig sluppet levende fra det, hvis det var gået efter o-gruppernes plan, men så havde de været af med os!”
Erling Boysens angreb på o-grupperne skal ses i det lys, at der dengang var et mistillidsforhold mellem a-grupperne som Erlings gruppe tilhørte og så o-grupperne, der mest bestod af militærfolk og folk, der absolut ikke sympatiserede med de mange kommunister, der opererede i a-grupperne. Erling Boysen har godt nok både under og efter krigen erklæret, at han ikke var kommunist, men at det ikke betød noget for ham at være med i en delvist kommunistisk gruppe.
Flere små aktioner
Efter hvad folk, der var tilknyttet gruppen har kunnet berette, var Erling Boysen ikke helt tilfreds med at være bundet af ordrer. Han ville udnytte situationer, som f.eks. da han engang passerede jernbanebroen ved Kølles Gaard, netop som et tysk tog passerede på skinnerne nedenunder. På godsvognene stod der tyske biler og fly. Desuden var der vogne læsset med hø, og da Erling Boysen lod en lille brandbombe falde ned i høet, var der jo hurtigt “blus på lampen”, som han udtrykker sig.
“Jeg kunne skrive en hel bog om de småting jeg lavede på egen hånd. Jeg fik godt nok strenge ordrer til, at det måtte jeg jo ikke gøre, men jeg kunne ikke lade være – og det var jo kun materiel det gik ud over”, beretter Erling Boysen. “Allerede i 1942, da jeg opholdt mig på “Alfa” i Mørdrup, var jeg også med til at lave de illegale blade, “Land og Fjols”, som vi kaldte dem.”
Gruppen trevles op
Den 26. marts 1945 gik det imidlertid galt for gruppen. Ved en tilfældighed blev Karl Nielsen taget og ca. 14 dage efter slog Gestapo så til mod den øvrige gruppe som foruden de nævnte personer også bestod af Thorvald Mohr, som dengang boede ved Flynderupgaard. Også en anden Kvistgaard-gruppe, som bl.a. bestod af KIF’s kasserer, Hans Christensen en anden Knud Nielsen fra Granvej samt murer Otto Christiansen samt flere af hans brødre, blev ved samme lejlighed også optrevlet.
Ved den lejlighed undslap Erling Boysen imidlertid i sidste øjeblik ved at springe ud af en loftslem på Karl Nielsens ejendom, som han havde søgt tilflugt på: “Det var med nød og næppe, at jeg undslap. Kun ved at løbe i zig-zag og gemme mig bag en hæk, medens tyskerne skød efter mig, lykkedes det mig at komme hen til et hus, hvor jeg så kunne gemme mig”, husker Erling Boysen.
Befrielsen og tiden derefter
“Efter befrielsen skulle jeg jo være ham, der var den øverste på “Rosenlund” i Espergærde. Det var en udnævnelse fra Hæren. Jeg skulle være under opsyn af kaptajn Krabbe fra Livgarden. Det var jo et rigtigt liv, for nu var krigen jo forbi, og jeg var såmænd ligeglad med det hele, der blev jo ikke skudt med skarpt mere. Og så havde jeg sådan et sjov med de militære regler. Kaptajnen holdt godt øje med os, for vi var jo kendt som en kommunist-rede, selvom kaptajnen hurtigt fandt ud af, at det var jeg da ikke. Men en dag kom han og sagde, at reglementet var, at man som chef ikke måtte køre selv, så Hans Lassen fik jo alle tiders job. Han kørte i det hele taget mere rundt for sig selv end for mig. ”
“Men så skulle jeg jo også have løn for det – det var også en del af reglementet, så vi havde en god tid på Rosenlund. Da det var slut, blev jeg kaldt til et kontor i København, hvor alle de store kanoner var til stede. Dér fik jeg en meget fin skrivelse, at jeg ville blive udnævnt til løjtnant af reserven, hvis jeg ville gå på skole i 3 måneder. Det havde jeg imidlertid ikke tid til, så jeg skrev en ansøgning om at komme ind i Hjemmeværnet, og efter et stykke tid, fik jeg besked på, at jeg ikke kunne blive optaget. Der var ingen begrundelse, men jeg kendte alle dem, der sad i den bestyrelse – det var alle sammen nogen, som jeg under besættelsen havde spurgte om de ikke ville være med i en sabotagegruppe, men som alle sammen havde undskyldt sig med at de havde kone og børn. Men det havde jeg jo også – og sådan nogle vataber skulle nu komme og sige, at jeg ikke kunne bruges.”
“Det var en af årsagerne til, at jeg sagde Danmark farvel og flyttede til Canada”, slutter Erling Boysen.
Rev. 17.04.2021