af Kjeld Damgaard

Kort over Horneby fra 1787. Det viser hvor otte af byens gårde oprindelig lå i selve landsbyen. Vejen syd fra er nuværende Hornbækvej medens vejen mod vest er nuværende Villingerødvej, anlagt i 1780’erne som fægyde til ovedrevet på Horneby Sand. Hvorfor gård nr 9 ikke er indtegnet på kortet kan ikke umiddelbart forklares.

Horneby er en meget stor del af det område, som mange i dag kalder for Hornbæk. Da postvæsenet i 1906 etablerede et postkontor i Hornbæk kom postdistriktet til at hedde “Hornbæk”. Og det postdistrikt som posthuset dækkede omfattede også hele det område, der gennem mere end 1.000 år havde heddet Horneby. Det betyder, at rigtig mange husejere, hvis grund ligger på Hornebys område rent faktisk slet ikke bor i Hornbæk – som de tror og siger. Men der er jo meget prestige i at bo i Hornbæk, så det bliver vanskeligt at overbevise beboerne om, at de fremtidig bør sige Horneby, når de bliver spurgt hvor de bor.

Horneby lå længere mod vest
Horneby er nemlig en gammel by – men har dog næppe oprindeligt ligget der, hvor den ligger i dag.
Den ældste dokumentation på Hornebys eksistens stammer fra 1466, men der er ikke tvivl om, at bebyggelsen er betydeligt ældre. Stednavne, der ender på -by, er således allerede i brug i 800- og 900-tallet. Yderligere taler for, at det er en gammel bebyggelse at landsbyen uden tvivl har været flyttet. På de ældste bevarede kort over Horneby fra 1787 ses et område vestligst på Hornebys marker. Det kaldtes “Gamle Tofte Agre”. Ordet “toft” er i familie med ordet “tomt” og betød oprindelig en byggeplads. Senere fik det betydningen “det jordstykke, der omgiver huset eller gården”. I bebyggelseshistorisk sammenhæng viser det således hvor der tidligere har ligget en bebyggelse, og stedet her må være blevet benyttet i jernalderen. Denne bebyggelse kan af forskellige årsager været blevet flyttet, typisk fordi landsbyen nedbrændte, måske p.g.a. klimatiske forhold eller måske fordi det var vanskeligt at skaffe vand.

Tæt herved er der imidlertid også et andet – og endnu ældre –  minde. Lidt øst for hvor den gamle landsby lå, ligger en udflyttergård fra Horneby. Den hedder Stenhøjgaard og er opkaldt efter en gravhøj, som findes lige ved gården. Denne store langdysse kaldes netop Stenhøj og antages at stamme fra bondestenalderen (ca 3.500 f.v.t). Tæt ved ligger også en anden høj – denne er dog sikkert fra bronzealderen – med navnet Teglhøj. På den tid så landskabet helt anderledes ud. En fjordarm gik helt ind i den ådal, hvor nu Pandehave Aa løber – og her på kanterne af denne fjord, har der været gode livsbetingelser for jernalderfolket. De har boet her – i alt fald i perioder – og altså også gravsat nogle af deres betydningsfulde fæller.

Navnet Horneby

Der eksisterer ingen kort fra udskiftningen i 1778. Men på kortet fra 1787 kan man få et indtryk af hvordan inddelingen har været. Det man gjorde i 1778 var at lave en såkaldt stjerneudskiftning, således at hver går fik en trekant af markerne. Imidlertid lå de bedste jorder kun nord og vest for landsbyen og derved fik hver gård et meget langt og smalt jordtilliggende. Det blev bønderne hurtigt kede af og derfor blev der kun 9 år senere gennemført en ny omfordeling af jorderne.


Om navnet Horneby findes der en række teorier. Der har dog været enighed om at navnet hentyder til et horn i landskabet – altså en højderyg eller landtange, som skyder sig frem i landskabet eller i vand. Mest fremherskende har været teorien, om at navnet skyldes den landtange, der skyder sig ud som et horn i Horneby Sø (nu kaldet Hornbæk Sø). Imidlertid er der større sandsynlighed for, at der i stedet tidligere har været en landtange, som skød sig ud i havet lidt vest for det nuværende Hornbæk. Og at den oprindelige bebyggelse – der ganske vist lå lidt længere inde i landet – har fået navn herefter. Denne landtange – hornet – er siden bortvasket af havet og ses ikke længere. På de ældste eksisterende kort ses den dog endnu, bl.a. på et kort fra 1720.

Horneby er med andre ord den ældste bebyggelse på stedet. Fiskerlejet Hornbæk, der blev opkaldt efter det vandløb, som gik fra Horneby Sø til Kattegat er efter alt at dømme først blevet en realitet i sidste halvdel af middelalderen – altså 500 år senere end Horneby.

Horneby anno 1497
Det første reelle billede vi har af hvorledes Horneby så ud stammer fra 1497. På den tid hørte Horneby til Esrom Kloster. Hvor længe den havde gjort det, vides ikke, da der desværre ikke er bevaret et overdragelsesdokument, som viser hvornår klosteret har fået byen. Men i 1497 blev der udarbejdet en såkaldt jordebog over alt gods, der hørte til klosteret – herunder Horneby. Af denne fortegnelse fremgår det, at der i byen var en smed og at han havde en gård. Noget navn får vi ikke, men det ses at han skal give tyve groter og harve i 2 dage for klosteret. En grot var en regneenhed for 9 penninge, som var den laveste møntenhed. Derudover var der 8 gårde samt en mindre gård – altså i alt 10 gårde. Det var med andre en ganske stor landsby – og tilsyneladende veldrevet, for det var ganske store afgifter hver enkelt bonde måtte give til klosteret. Eksempelvis skulle gårdmand Niels Andersen give 15 skæpper rug, 18 skæpper byg, 1 lam, 1 gås, 5 høns samt 2 tdr. havre, 2 tene væge-garn samt 20 æg til påske. Desuden skulle alle byens gårde give  1 kar smør i sommerskat og 1 fed okse i vinterskat.

I cirklen længst mod vest er der på 1787-kortet skrevet “Gammel Tofte Agre”. Det betyder med stor sandsynlighed at Horneby tidligere har ligget her – før det flyttede til den nuværende placering længere mod øst.


Landsbyen i 1600-tallet
I 1681-matriklen ses endnu 9 gårde i byen, men derudover findes et husmandssted kaldet “Søhuset”, som ligger nord for landsbyen. Hver gård er nævnt med navnet på den bonde, der var fæstebonde på de tid:
Laurs Svendsen, Peder Jensen, Gunder Pedersen, Hans Ibsen, Mathis Olsen, Aage Pedersen, Søren Olsen, Anders Olsen og Arvid Jensen. Søehusets fæster hed Oluf Jørgensen.

Byens jorder var da opdelt i tre vange, hvilket svarede til de fleste landsbyer på den tid. De tre vange hed hhv. Søvangen (som strakte sig fra landsbyen til søen), Heyets Vang (lå vest for byen), Klosterrisvangen som lå syd for byen. Desuden havde byen et overdrev, som senere er blevet en del af Klosterris Vang. Men der var flere overdrev, bl.a. op mod det nuværende Hornbæk, hvor overdrevet strakte sig frem til “Øresunds Bæk”, som bækken mellem Horneby Sø og kysten kaldtes. Her nævnes tre huse, som skulle “staa paa samme Overdrev”. De tilhørte Niels Heggesen, Iver Mattiesen og Anders Nielsen. Deres nærmere placering kan dog ikke bestemmes.

Hornebys udskiftning
Allerede i 1778 foretoges en udskiftning af Hornebys jorder, således at hver gårdmand fik sin egen jord samlet og kunne drive den ved egen kraft. Det gamle landsbyfællesskab var dermed blevet ophævet og de spredte jorder var fortid. Imidlertid var man ikke tilfredse med denne udskiftning – hvis detaljer vi desværre ikke kender, da selve udskiftningsforretningen ikke er bevaret. Det ses dog, at byen fik

Således kan bystævnet i Horneby have taget sig ud i 1700-tallet før landboreformerne. Der er dog ingen grund til at tro at maleren Rasmus Christiansens version – med en lille en til halsen og munter snak – var det almindelige. På bystævnet drøftedes ofte alvorlige spørgsmål og man tog beslutninger, der havde konsekvenser for landsbyens beboere og fremtid.

en slags stjerneudskiftning, der indebar at alle gårdene kunne blive liggende i landsbyen. Men denne fordeling af jorderne betød, at tilliggendet til hver gård blev en meget lang smal tragt, som strålede ud fra hver gård og helt ud til overdrevet. Det har bønderne sandsynligvis ikke syntes var særlig praktisk.  Desuden blev der i 1785 udskiftet en del af markerne til skov – d.v.s. at en del af jorderne blev inddraget til Klosterris Hegn.

Resultatet af disse forhold er, at der den 13. september 1787 blev afholdt en ny taksationsforretning i Horneby med deltagelse af amtmand Lewetzow, regimentsskriver Rosenquist, holtzforster Salicath og landinspektør, løjtnant von der Recke samt taksationsmændene, gårdmand Lars Nielsen af Stavnsholt og gårdmand Hans Jensen af Ganløse. Desuden deltog Hornebys ni gårdmænd i forretningen.

Byens fremtid blev bestemt i detaljer
Ved denne forretning blev en lang række forhold om Hornebys gårde, huse, marker, skel, veje fastlagt – forhold, som endnu i dag kan genfindes i større eller mindre udstrækning i Horneby og omegn. Den vigtigste beslutning var, at der nu skulle udflyttes to af byens ni gårde. Dernæst inddrog man en del af overdrevet til almindelig markdrift. Det var den del af Hornebys jorder, der lå tættest op ad de skovlodder, der var udlagt helt vestligst – d.v.s. ned mod Pandehave Aa.

Villingebækvej anlægges
Da Horneby Flyvesand d.v.s. de jorder der lå nordligst – helt ud mod kysten – blev udlagt til overdrev, så skulle der etableres en vej, hvorigennem kvæg m.v. kunne drives til og fra overdrevet. Derfor anlagdes en ny fægyde fra “det søndre hjørne af Peder Jensens have” (d.v.s. Pilegaardens have) – og i lige linje syd for Teglhøj (en nu forsvundet oldtidshøj). Lidt længere fremme skulle Fægyden slå et sving mod nordvest over Uglebakken og ud til overdrevet. Denne fægyde skulle overalt være 30 alen bred (ca 19 meter). Og den vej kender vi stadig – i dag kaldes den for Villingebækvej, idet den senere er blevet forlænget helt til Villingebæk i nabosognet.

Også en ny vej til Rørhaven
Endvidere bestemtes hvor hver gårds marker, tofter, enge, rørlodder, tørvelodder og skovlodder skulle være. De 7 gårde, der skulle blive liggende i landsbyen fik en tilnærmet stjerneudskiftning, men nu med bredere marker end ved udskiftningen i 1778. De to “udlodder” – d.v.s. de to gårde, som skulle flytte ud af byen fik også tildelt deres jorder. Begge to kom til at ligge på de tidligere overdrev vest for byen.

Også en ny vej skulle anlægges til de små rørlodder i “Rørhaven” nordøst for byen – d.v.s. i den nuværende Horneby Engsø, som allerede dengang var næsten udtørret. Denne nye vej kom til at gå forbi gård nr 7 og 6, d.v.s. hhv. Ledgaarden og Søgaarden og derpå i nordlig retning til det sted, som alle have andel i, nemlig det sted hvor der kunne skæres rør. Det var jo en vigtig artikel at have ved hånden til tækning af bygninger.

Husmændene

Lidt usædvanligt lå der et godt stykke udenfor landsbyen et enkelt husmandssted med lidt jord. Huset kendes tilbage fra 1600-tallet, men kan være endnu ældre. Ejendommen er her fotograferet omkring 1890 kort før den blev revet ned for at give plads til den nye Hornbæk Præstegård.


Det var normalt, at der i forbindelse med landsbyernes udskiftning skulle udlægges et husmandssted på hver gårds jorder. Det betød ofte at der i den yderste ende af marken – oftest på den dårligste jord – blev afsat et par tønder land til en husmand.

Imidlertid mente kommissionen og landinspektøren, at Horneby havde både lidt agerjord og dårligt hartkorn. Derfor skulle husmændene i stedet have tildelt 2 tdr. land hver på overdrevet længst mod vest. Desuden skulle husmændene have adgang til græsning på overdrevet – mod sædvanlig betaling. Denne beslutning fik ikke nogen af husmændene til at beklage sig – i første omgang.

Desuden fandtes to husmænd uden jord – hhv. Mathias Hansen og Anders Jensen. De fik begge lov at beholde deres indhegnede haver, som var deres eneste jordtilliggende.

Køromgaard
Landinspektøren havde endvidere konstateret, at der ikke på Hornebys jorder fandtes grusbakker, som kunne udlægges til offentlig brug som vejbelægning. Der skulle heller ikke udlægges jord til en skole, da skolen dels allerede lå i Borsholm, dels allerede havde fået tildelt jord ved Borsholms udskiftning. I stedet skulle Hornebys bønder betale skolepenge.

Endelig bestemtes det, at vejen, der førte ind i byen fra syd, skulle forandres således at den for fremtiden skulle sønden og vest om sognefoged Niels Andersens gård i stedet for øst om. Vi får samtidig at vide, at det har vejen faktisk også gjort i ældre tid – så der er tale om en tilbageføring af tidligere tiders vejforløb.
Denne vejføring rundt om Niels Andersens gård fik den betydning, at gården senere fik navnet “Køromgaard”, fordi man nærmest kom til at køre rundt om gården.

Den sidste af de i alt 26 punkter som man vedtog denne dag i september 1787 var, at de to gårde som skulle udflyttes måtte afstå deres gamle haver og gårdspladser – senest to år efter at gården var udflyttet. Til den tid måtte pladserne være gjort ryddelige. I modsat fald ville alt hvad der fandtes på dem tilfalde de nye ejere. Men hvilke af de ni gårde, der skulle udflytte – det blev ikke afgjort denne dag.

Rev. 28.02.2021