Børnesanatoriet på godt og ondt

af Kjeld Damgaard

Idéen til at danne en forening opstod hos generalinde Louise Ulrikke Harbou, som i 1889 samlede en komité, der skulle ståfor afholdelsen af en havefest i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Det indsamlede pengebeløb skulle anvendes til gavn for børn først og fremmest med kirtelsyge – et andet udtryk for tuberkulose. Men også børn med almindelig blegsot, underernæring, fordøjelsessygdomme, engelsk syge, nervøsitet eller katar, skulle gives hjælp. Det var dog ikke tanken, at man skulle tage sig af virkeligt syge børn – dem overlod man til de egentlige sygehuse. Derimod skulle man rette hjælpen mod børn, der på den ene side ikke var meget syge, men på den anden side heller ikke rigtig raske. Det var derfor naturligt, at man satte sig for at oprette et rekonvalescenthjem og planen realiseredes allerede i sommeren 1890.

Hellebæk Børnesantorium lp egentlg i Boderne, men dengang hørte stedet til Hellebæk postdistrikt – deraf navnet.

 
Hjemmet på Frederiksberg
Den 20. maj 1890 modtog rekonvalescenthjemmet på 1. sal i en ejendom på hjørnet af Kingosgade og Haveselskabets Vej de første 6 små svage piger. De var henvist til hjemmet af folk, der virkede ved asyler eller andre velgørende foreninger. Der var med andre ord ikke tale om, at børnene var henvist af læger. Der kom dog straks en læge ind i billedet, idet lægen Niels Kjærgaard blev opfordret til at være huslæge, hvilket han accepterede. Børnene havde ophold en måned ad gangen – hvilket betød, at der i sommeren 1890 var 3 hold – i alt 18 piger. Læge Kjærgaard gjorde efter denne første sæson gældende overfor Louise Harbou, at stedet rettere burde betegnes “Sanatorium” – og dette blev straks accepteret. Herefter var navnet “Børnesanatorium”.
Det første hjem i Hellebæk
Den følgende sommer blev hjemmet på Frederiksberg atter genetableret, men derudover også et hjem i Hellebæk. Præcis hvor det var i Hellebæk, fremgår desværre ikke af arkivalierne, men det kan have været både i Hellebæk, Aalsgaarde eller Boderne, idet det da-værende Hellebæk postdistrikt omfattede alle dele. Der blev i denne sæson optaget i hvert hjem 25 børn. I Hellebæk blev den tilsynsførende læge, den lokale Kristian Høgsbro.

I det hele taget var disse første sæsoner en succes. Børnene fik stort set alle et bedre helbred under opholdet. Tiden var derfor kommet til at gøre hele systemet mere strømlinet og bedre

Plejemor Nathalie Lohse ses her med en gruppe drenge omkring 1905.

organiseret.

Børnesanatorierne for København og Omegn
Under dette navn stiftedes i foråret 1892 en ny forening. Det var efter, at daværende kreds-læge i København Emil M. Hoff indtrådte i bestyrelsen. Hans administrative evner udnyttedes til at få opgaven præciseret og få udformet bestemmelser, der klargjorde, hvad formål og mål var. I vedtægterne hed det bl.a.: “Under Opholdet paa Sanatorierne erholde Børnene, foruden Forplejning og om fornødent Lægetilsyn og Medicin, tillige fri Beklædning, der er ensartet for alle optagne Børn.” Desuden blev det bestemt, at børn, der fremtidigt ønskedes anbragt på et af sanatorierne, skulle indstilles af en læge. I praksis blev det de allerede tilknyttede læger, Kjærgaard og Hoff, der fik denne opgave. I første omgang var der ingen bestemmelser om befordring, men i 1895 blev det præciseret, at transporten til og fra hjemmet også var gratis for barnet. Det kunne lade sig gøre, fordi både Statsbanerne og Hornbækbanen på det tidspunkt gav fri befordring af børnene.

Der bygges i Boderne
I 1894 besluttedes det at påbegynde byggeriet af et helt nyt sanatorium i Boderne ved Hellebæk. En grund på ca. 63 x 50 meter langs nordsiden af Strandvejen blev købt for 75 øre pr kvadratalen. Man mente nu, at de vanskeligheder, der hidtil havde været ved driften i Hellebæk langt blev opvej-et af de fordele, der var ved en sådan placering. Man anså det for særligt virksomt at anbringe tuberkuløse børn ved strand og frisk luft. Desuden ønskede man at placere børnene et godt stykke fra byen.

Luftfoto af sanatoriet i 1936 – et par år efter at villaen, der ses længst til venstre i billedet, blev tilkøbt og inddraget til sanatorieformål. På den anden side af Strandvejen ses en del af den lille portnerbolig – opført i 1920 – og som også hørte til sanatoriet, sammen med arealet til højre herfor.

Størrelsen på sanatoriet blev anledning til en intern debat i bestyrelsen. Spørgsmålet var, hvor mange børn en plejemor kunne have ansvaret for. Beslutningen blev, at stedet skulle have plads til 30 børn. Arkitekt Fr. Levy fik herefter til opgave at tegne huset, og under opførelsen i 1895 førte murermester Lytthans-Petersen tilsynet med byggeriet. Byggeriet kostede ca 15.000 kr, og da grunden havde kostet 6.000 kr, var kassen ved at være tom. Man havde derfor i første omgang ikke råd til andre bygninger, og der blev kun opført en simpel badebro – selvom netop badning var en vigtig del af børnenes behandling. Det nye hus blev taget i brug den 2. juni 1896. Det år udsendtes 5 hold børn – i alt 160 børn, som var på stedet ca. 30 dage hver.
Udvidelser og nye sanatorier
Problemet med, at børnene kun havde ophold på sanatoriet i en bestemt afgrænset periode blev større og større, og allerede i vinteren 1901 blev der til justitsministeriet indgivet en ansøgning om, at der måtte blive ydet et statstilskud til en udvidelse af sanatoriet i Boderne. Selvom det ansøgte beløb var på hele 42.000 kr, hvilket ville svare til måske 4-5 mio i dagens penge, så blev beløbet bevilget allerede i finansåret 1903-04. Denne udvidelse betød, at man nu kunne beholde børnene, så længe som man fandt det nødvendigt. Man satsede herefter på ikke alene at helbrede lette tilfælde af kirtelsyge, men også sværere tilfælde. Det betød, at gennemsnitsantallet af dage, som børnene var på sanatoriet, voksede fra 30 dage til 90 dage. I 1910 indviedes yderligere et sanatorium i Munkerup. Hertil flyttedes alle pigerne – og de følgende 45 år var der kun drenge på sanatoriet i Boderne. I 1924 blev sanatoriet i Boderne udvidet og i 1932 kunne man ydermere indvie et sanatorium mere i Munkerup – denne gang til 24 mindre børn mellem 3 og 6 år.

Ledelsen

Børnesanatoriets kor optræder ved en lille koncert i forbindelse med Børnesanatoriernes fest i Haveselskabets Have på Frederiksberg omkring 1940.

Børnesanatoriet her i Boderne havde i 1905 i alt 200 børn, som hver havde et gennemsnitligt ophold på 90 dage. Det var en længere periode end normalt, men skyldtes at børnene det år var langt mere medtagne end normalt. Børnene, der som oftest led af tuberkulose, tog i gennemsnit 6,5 pund på i vægt under opholdet. Senere  blev ophold på ca 3 måneder dog det mest almindelige. Alle børn kom fra københavnske hjem. I 1955 blev stedets drift atter ændret og der kom atter pigehold til Boderne.  

Tilsynsførende læge var den lokale læge, Kristian Høgsbro (1855-1916), som havde praksis i Hellebæk fra maj 1884. Allerede fra 1891 blev han læge ved børnesanatoriet, men desuden var han kommunelæge og læge ved Det Schimmelmannske Fideikommis. Han flyttede i 1913 sin praksis til København, hvor han døde tre år senere. Den daglige drift blev ledet af en “plejemor” – fra 1897 til 1929 hed hun Nathalie Lohse, fra 1929 og de følgende ca 33 år af Ellen Andersen. De sidste par år hed plejemoderen Elly Redder. Som øverst ansvarlige sad en 9 personer stor bestyrelse, der fortrinsvis bestod af københavnske læger og advokater.

Børnenes og personalets oplevelser
Mange patienter har som voksne fortalt at de ikke brød sig om at være på stedet. Plejemoderen havde indført mange urimelige regler.
Livet på Danmarks første kystsanatorium i Boderne ved Hellebæk var ment som en god gerning, en medmenneskelig handling, som skulle give børnene et sundt ophold, frisk luft og motion samt gøre syge børn raske. Men det var slet ikke altid sådan børnene oplevede “Børnesanatoriet i Boderne”. Uvisheden og det uforståelige i, at man som barn var blevet sendt afsted, frataget sit tøj og overladt til fremmede, der udstedte strenge og uforståelige regler, straffede med fysisk og psykisk vold, gav mange børn traumer i mange år efter. Et ud af mange eksempler er noget som næsten alle har oplevet – enten på egen krop – eller har været vidne til:

Tvunget til at spise eget opkast
De næsten enslydende beretninger går på hvorledes børnene blev tvunget til at spise deres eget opkast. Fortællingerne om dette kommer fra en lang række beretninger, der er skrevet eller fortalt fuldstændig uafhængigt af hinanden. Der er med andre ord ikke mindste grund til at betvivle forholdet: Børnene fik serveret mad – og de skulle spise det uanset, at de ikke kunne lide det, og/eller uanset om der var alt for meget. Ideen med opholdet var jo, at børnene skulle tage på i vægt.

Imidlertid hændte det jo ofte, at børnene ikke kunne spise det hele eller ligefrem kastede op, hvad de havde spist. Personalet var åbenbart instruerede i at sørge for at børnene spiste og tvang

Bogen om sanatoriet fortæller om stedets udvikling fra begyndelsen til lukningen.

børnene til at spise op. Og i mange, mange tilfælde endda at spise deres eget opkast!

De ældste beretninger om dette  stammer fra 1930’erne – og fortsætter helt frem til 1960’erne. I nogle tilfælde blev barnet tvangsfodret ved at det blev fikseret af en plejer, medens en anden tvang mad og opkast ind i munden.
Det er svært at forestille sig bevæggrundene til disse overgreb, men skal man søge en forklaring, kan den handle om, at personalet opfattede opkastningen af maden som en form for hysteri, som man åbenbart forsøgte at “behandle” på denne måde. Og ikke mindst at personalet var helt uden pædagogisk uddannelse – og derfor måske troede, at tvang var den eneste måde at ændre børnenes adfærd på.

Bygningerne i dag
Omkring 1965 lukkede stedet – efter sigende efter flere klager – og bygningen blev solgt til Statens Åndsvageforsorg, der herefter indrettede bygningerne til boliger for patienter med Downs Syndrom. Ejendommen blev i perioden 1993-97 ombygget til 12 boliger + en selvstændig ejendom.

LÆS OGSÅ ANDRE BERETNINGER FRA BØRNESANATORIET.

OG LÆS MERE OM BØRNESANATORIET I KJELD DAMGAARDS BOG: “BØRNESANATORIET i BODERNE”. Bogen er desværre udsolgt, men kan lånes på bibliotekerne.

Rev. 16.02.2021