af Kjeld Damgaard

Dette er det ældst kendte kort over Havreholm. Det er tegnet i 1779 og viser landsbyen, som den så før udskiftningen og udflytningen af gårdene. Man ser de daværende 7 gårde og på kortet er angivet hvad de senere kom til at hedde. Af disse 7 gårde flyttede i første omgang Stengaard og Roebjerggaard (senere kaldt Rødbjerggaard) ud af byen – senere også Stubbegaard – og i nyere tid også Bakkegaard.

Betydningen af landsbyens navn er ganske enkelt at tyde. Havre er simpelthen kornsorten havre. Endelsen -holm betyder en stykke jord omgivet af eng, sump eller vand. Altså: Havreholm = Holmen med havre.

Som mange andre landsbyer i nærheden tilhørte Havreholm allerede i 1100-tallets slutning Esrum Kloster. I et dokument dateret den 2. november 1178, nævnes byen som en del af Esrum Klosters besiddelser. Og formuleringen her er værd at bemærke. I listen nævnes: Havreholm med den jord, hvor der tidligere var en landsby, kaldet Aholm, med skove, enge og dens andre tilliggender.

Den nedlagte landsby, der nævnes hedder Aholm – og den kendes allerede fra et dokument fra klosterets start i 1151. Det var en af de landsbyer, som blev tildelt det nye kloster i Esrum. Foruden Esrum var de første landsbyer, der tilhørte klosteret, Villingerød samt de nu forsvundne landsbyer Tange, Davidstorp og Aholm. Præcist hvor Aholm lå er ukendt, men da den flere gange nævnes i forbindelse med Villingerød og altså Havreholm, kunne man tro, at den har ligget imellem de to landsbyer.

Hvornår Aholm (oprindelig sikkert Aueholm) er blevet nedlagt og om den er sammenlagt med en af nabolandsbyerne vides derfor ikke, men dokumenterne viser i alt fald, at der på egnen var flere bebyggelser end dem vi kender i dag. Også Havreholm blev tidligt en del af klosterets besiddelser. Præcis hvornår og hvordan er desværre gået tabt, men landsbyen var ikke nyanlagt i 1100-tallet, så Havreholm har allerede eksisteret i en rum tid før da.

Havreholm i 1400-tallet
Den jordebog som Esrum Kloster lod udarbejde i 1497 er en af de vigtigste kilder til hvorledes landsbyerne så ud i middelalderens slutning. Jordebogen opregner således for hver enkelt landsby, der hører under klosteret, hvor stor byen er samt hvor meget fæstebønderne dér skulle give i landgilde eller afgift.

Havreholm bestod da af seks lige store gårde, hvilket i øvrigt antyder, at klosteret på et tidspunkt har reguleret gårdenes størrelse. Hver af disse gårdfæstere skulle så “yde en fodernød”. Det betød, at de forpligtede sig til at have en af klosterets kvæg på foder. Hver sommer skulle de endvidere yde et kar smør (d.v.s. en middelstor beholder) og hver vinter en fed okse. Derudover skulle hver bonde en gang om ugen køre brænde

Her ses Havreholm landsby efter udflytningen af tre af byens gårde. Nede ved mølledammen ses papirfabrikken og på den anden side af søen ses vindmøllen, som er opført på Bøtterups jorder. Sammenbygget med den var indtil 1872 fabrikkens direktørbolig – og der var her at Drachmann foretog sit berømte spring ud af vinduet på første sal efter at Polly havde erklæret sin forlovelse med den lokale proprietær Thalbitzer.

til bageriet på klosteret. Hver skulle derudover give fem tønder havre, et pund rug, 1 lam, 1 gås samt 4 høns. Desuden skulle bønderne betale otte skæpper for gæsteri. Gæsteri betød, at klosterets folk, der var på rejse, kunne gøre ophold hos en fæstebonde og bonden havde så pligt til at underholde gæsten med følge. Men i dette tilfælde var gæsteriet afløst af en pengeafgift – rimeligvis fordi der ikke var brug for gæsteri i Havreholm, der jo lå meget tæt på selve klosteret.

En sidste sætning i beskrivelsen af Havreholm fra 1497 lød: “Møllen skal give 4 pund mel”. Det betyder, at der i 1400-tallet var en vandmølle i Havreholm. Ikke specielt overraskende – vandkraften blev i de følgende århundreder også udnyttet kraftigt netop ved Havreholm.

Efter reformationen
Som en følge af reformationen i 1536 afvikledes Esrum Klosters store godsbesiddelser og i stedet blev kronen (staten) ejer af byernes huse og gårde samt deres tilliggender. I en ekstraskattemandtalsliste fra 1555 nævnes i øvrigt atter Havreholm Mølle.

I en jordebog fra 1664 angives at Havreholms daværende 6 gårde hver skulle betale 2 mark i “Brødbagningspenge” – møllen skulle betale som var det en halv gård. Brødbagningspenge var en ud flere madskatter, som var blevet pålagt folk for at lukke endnu et hul i statskassen. Men det fortæller os, at der fortsat var tale om seks lige store gårde i landsbyen.

I 1681 gennemførtes en opmåling og beskrivelse af landsbyen – beskrevet i de såkaldte Markbøger. Også da var der seks gårde i byen. Desuden omtales et landgildehus og to såkaldte “Holtz Huse”, hvilket var huse, der hørte til byens gårde. Det nævnes også, at der ingen mølle er i landsbyen, men at man får malet i Dronningemøllen eller undertiden i Helsingør. Det fremgår også af denne markbog, at der ingen overdrev var til landsbyen. Derimod var der som for de fleste landsbyers vedkommende 3 vange, som indgik i en vekseldrift, således at de på skift lå i brak. Disse tre vange kaldtes Klosterris Vang, Mølle Vang og Ravnholts Vang. Det midterste navn var et minde om den vandmølle, der tidligere havde været ved byen.

Reformerne i 1700-tallet
Af en fortegnelse over landsbyernes beboere fra 1771 fremgår det, at der da var syv bønder i Havreholm. Men det fremgår også, at to af bønderne driver en såkaldt halvgård. Det kunne tyde på, at den ene af de oprindelige seks gårde er blevet delt i to mindre gårde. Udover de syv gårdmænd optræder også en skovfoged, to arbejdsmænd samt to skræddere, hvoraf den ene dog

Frederik Leopold Culmsee, der som bestyrer af Papirfabrikken fra 1848-67, lod direktørboligen ved Bøtterup opføre i 1850’erne.

også “gaar i Dagleye”.

Havreholm blev udskiftet indenfor tidsrummet 1779-1784 – men desværre er selve udskiftningsforretningen forsvundet, så vi kender hverken nøjagtig dato eller præcis hvad der blev bestemt. Af et kort over Klosterris Hegn fra 1795 fremgår det dog, at en del af Havreholms jorder var indtaget til skov. Det gælder det nordvestlige hjørne af Klosterris Hegn – og endnu kan man tydeligt i skovterrænet følge det dige, der i sin tid var Havreholms jorders grænse mod Bøtterup, som også måtte afgive et stort areal til den nyanlagte skov. Klosterris Hegns nuværende gærder blev anlagt i årene 1783-88.

Imidlertid var der efter udskiftningen fortsat syv gårde i landsbyen. Det fremgår af folketællingslisterne fra 1787, at der var syv gårdmænd, fem husmænd og en skovfoged i byen. For første gang får vi også en nøjagtig angivelse af indbyggertallet i byen. Det var da 70 personer.

Det blev ofte i forbindelse med udskiftningen af landsbyerne bestemt, at der skulle oprettes en række husmandsbrug i hver landsby. Før reformen var der allerede en række gadehuse i byen, men de havde formentlig intet jordtilliggende – kun en have. Men nu fik de et par tdr.ld., som husmanden og hans familie i et vist omfang kunne leve af. Mange fortsatte dog med at være deltids-daglejere eller drev et håndværk ved siden af.

Af byens syv gårde blev de to udflyttet – nemlig gård nr. 4 (Roebjerggaard) og 5 (Stengaard) – begge til en ny placering nord for byen. Disse gårdnumre må ikke forveksles med de senere matrikelnumre, som ikke fulgte den gamle gårdnummerering:

Gård nr.  Matr. nr.  Gårdnavn
1  4  Ørbjerggaard
2  3  Stubbegaard
½ af 3  1  Kroggaard
½ af 3  2  Bakkegaard
4  7  Roebjerggaard
5  6  Stengaard
6  5  Ravnegaard

Engang i første halvdel af 1800-tallet flyttede også Stubbegaard ud af landsbyen til en placering midt på markerne syd for byen. Endelig udflyttede Bakkegaard efter en brand i 1950 til en placering vest for byen.

Industrien kommer til Havreholm
Men længe inden da var industrien kommet til Havreholm, som derved sammen med Hellebæk blev de eneste landsbyer med reel industri i 1700- og 1800-tallet i Tikøb Sogn. Som allerede omtalt havde man allerede i middelalderen udnyttet Gurre Aas vand til mølledrift. Møllen fungerede ikke i slutningen af 1600-tallet, men i 1782 blev resterne (hvis der overhovedet var noget tilbage) overtaget af “Det

Havreholms enelærer i perioden 1862-71 hed Christian Hansen. Han var gift med Julie f. Steen – en kusine til Holger Drachmann. Billedet her er taget medens Christian Hansen var lærer i Tikøb, hvor han havde embede fra 1871 til 1906.

Schimmelmannske Fideikommis” i

Hellebæk. I virkeligheden var der tale om to arealer lige vest for Mølledammen – begge bliver dog senere slået sammen til én matrikel – nr. 14 af Havreholm. Overtagelsen skete efter at Heinrich Ernst Schimmelmann havde fået brugsret på vandet først fra Gurre Sø og senere også Gurre Aa.

I perioden fra 1782-1817 bliver vandmøllen anvendt som bore- og slibemølle – en fabrikation, der naturligvis er knyttet til geværfabrikken i Hellebæk. I 1817 opgiver geværfabrikken at drive møllen p.g.a. brøstfældighed og svigtende vandtilførsel. I nogle år arbejder man fra fabrikkens side med at nyopføre en mølle, men planen opgives i 1836.

“Kumserne”
I 1841 indgik fideikommis’et i stedet en kontrakt med urtekræmmer, chokolade-, farve- og papirfabrikant Peter Chr. Deichmann om at han kunne forpagte  “Huset med tilhørende Eiendom” for en 5 års periode 1842-47. Deichmann startede nu en papirfabrikation på stedet og i 1847 blev kontrakten fornyet. Men året efter døde Deichmann. I 1849 afholdtes så en auktion over rettighederne samt de maskiner der stod på møllen. Hammerslag gik til kludehandler og papirmager Andreas Jørgen Culmsee, som så indtrådte i kontrakten frem til 1857. Senere indtrådte broderen Frederik Leopold Culmsee i virksomheden, men papirfabrikationen blev ingen succes, og i 1854 blev hele herligheden sat på tvangsauktion.

Nu trådte storebror Johan Christian Culmsee ind på scenen. Han var sadelmagermester i København og havde vel ingen intention om at blive papirmager. Kort efter indsætter han da også broderen Frederik Leopold Culmsee som bestyrer. Denne flytter med sin familie ind i “direktørboligen”, der lå på den anden side af søen og dermed egentlig på Bøtterups mark. Efter forpagtningens udløb i 1857 køber Johan Culmsee møllen – men dog kun som arvefæste, hvilken i praksis

betød, at møllen helt frem til geværfabrikkens nedlæggelse i 1870 måtte betale fæsteafgift.

Den lokale befolkning fik stor gavn af denne fabrik – den var en stor arbejdsplads, og især Valdemar Culmsee blev en meget populær fabriksleder. Befolkningen havde dog svært ved at udtale det oprindeligt tyske navn Culmsee, derfor blev det i deres mund til “Kumserne”, når familien Culmsee blev omtalt.

Papirfabrikationen
I 1859 overtog Frederik Culmsees søn, Valdemar Culmsee virksomheden, de første år dog stadig med faderen som overordnet leder. I disse år opførtes en stor vindmølle i forbindelse med direktørboligen på nuværende Bøtterupvej.

Dette er det eneste kendte billede af Papirfabrikken, antagelig taget omkring 1880. Man ser den vestlige ende af mølledammen med den del af fabriksanlægget, hvor papiret blev fremstillet. Fotografen har stået syd for søen og rettet sit kamera mod nordvest.

Den blev anvendt til formaling af de indsamlede klude og det gamle papir, som udgjorde råstofferne til papirfremstillingen. Efter malingen blev den slæmmede masse kørt over til selve papirfabrikken, der lå ved den vestlige ende af mølledammen/søen. At slæmme betød, at man blandede råstofferne med vand eller anden væske hvorefter man kørte det igennem en kniv- eller rivemølle, for på den måde at få frigjort materialets forskellige bestanddele.

På selve fabrikken var der i Valdemar Culmsee’s tid ansat omkring 50 mænd og næsten ligeså mange koner. Der arbejdedes hele døgnet – på skiftehold. Arbejdslønnen var efter sigende 12 kr om ugen for en 11 timers arbejdsdag! En fløjte bekendtgjorde når arbejdsholdene skulle skifte og når der var pauser. Denne fløjte blev et fast holdepunkt i befolkningens hverdag – man indrettede sig på fabriksfløjten og vidste nu præcis hvad klokken var selvom man ikke selv havde ur. Størsteparten af egnens befolkning arbejdede da også på fabrikken, selvom der også var udefrakommende fagfolk. Men udover de ansatte leverede flere lokale diverse varer til fabrikken, ligesom flere havde kørsel for fabrikken som en kærkommen ekstraindtjening.

Produktionen
Produktionen var i Culmsee’s tid koncentreret om indpakningspapir og pap. Det sidste var dog især gulvpap og tagpap. I en indstilling til folketinget betegner Valdemar Culmsee således sin virksomhed som en pakpapirfabrik. Som råvarer anvendtes især gammelt papir og gamle klude. De ankom til Kvistgaard Station i store baller, hvorfra de kørtes enten på fabrikkens egne vogne, eller  på de lokale landmænds vogne til Havreholm. Når papiret eller pappen var færdigproduceret blev det atter læsset på vogne og kørt til Kvistgaard Station hvorfra det i jernbanevogne blev sendt ud til kunderne.

Men da fabrikken ikke kunne klare sig med vandkraften alene, installeredes også en dampmaskine til at trække maskinerne. Denne gik ved kul eller tørv. Også kullene b

Udsigt fra vejkrydset ved Havreholm gl. Mejeri mod den vingeløse Havreholm Mølle, ca 1950

lev hentet ved toget i Kvistgaard, hvorimod tørvene blev hentet i lokale moser, bl.a. Langesø Mose, som tilhørte fabrikken.

Til nogle af fabrikkens ansatte opførte fabrikken flere boligejendomme, bl.a. “Gibraltar”, “Sebastopol” og den endnu delvist eksisterende ejendom “Charlottenborg” på Bøtterupvej.

Havreholm Skole
Havreholm fik også sin egen skole – d.v.s. den kom til at ligge helt ude ved grænsen til Bøtterup – tæt på hvor Geværfabrikkens vandmølle havde ligget. Her blev i 1822 bygget en skole, som til skoledistrikt fik Havreholm, Plejelt, Bøtterup og Bistrup. Som sædvanligt havde skolen dengang kun én lærer. Skolens første lærer hed Niels Nielsen – han udøvede sit embede i 40 år. I 1862 kom Christian Hansen til skolen. Han var kun lærer dér i 9 år, men ikke desto mindre er det ham, der i langt højere grad har indskrevet sig i historien. Christian Hansen var nemlig gift med en kusine til maleren og digteren Holger Drachmann. Sidstnævnte besøgte i flere tilfælde kusinen og hendes mand og det er p.g.a. dette familieforhold, at Drachmann møder Frederik Culmsee’s døtre, hvoraf Polly senere bliver hans elskerinde og Emmy endnu senere hans hustru.

Rev. 25.02.2021