Af Kresten Tommerup

Sådan ser kortet ud, som landinspektør A. v.d. Recke ”optegnede” i Espergærde i 1794 – denne gengivelse er dog en ”calque” kopieret fra originalen ca 100 år senere. Kortet har været kendt ganske længe, men de mange detaljer i kortet afslører sig først, når kortet atter sammenholdes med det udførlige referat fra det landvæsenskommissionsmøde i november 1795, hvor det indgik som et af sagens mange bilag.

 

En af de allerførste dage i november 1795 var der stort postyr og opløb i det lille fiskerleje Espergærde. Den lille halve snes skrutryggede fiskerhuse, der trykkede sig på den smalle forstrand lige nedenfor den stejle kystskrænt, en lille klynge mere eller mindre faldefærdige hytter på hver sin side af den gamle landevej langs Øresundskysten, havde den dag fået usædvanligt fint besøg. Amtmanden over de tre nordsjællandske amter, Heinrich von Levetzau, var allerede ankommet sammen med sine folk efter den lange tur hertil fra Frederiksborg, og fra den nærliggende herregård Krogerup var selveste godsejeren, kammerjunker Anthon Adam Frederik von der Maase, også dukket op sammen med godsets ridefoged og flere tjenestefolk.
Ridefogeden kendte fiskerne naturligvis godt i forvejen, men det var nu ikke hver dag, herremanden i egen person aflagde besøg i fiskerlejet. Midt i menneskevrimlen sås desuden de to landvæsenskommissærer, regimentskriver Arctander og staldskriver Dumetius. Herudover bemærkede man regimentskriver Badstüber, der som administrator over Kronborg Rytterdistrikt var til stede for at repræsentere kongens interesser, og endelig var der landinspektør Adolph von der Recke – alle sammen med et større antal ledsagere, tjenestefolk, kuske og heste og vogne. Det var et sandt virvar – med ridefogeden og landinspektøren som dem, der pegede ud, gestikulerede og på anden måde viste, at de var de bedst stedkendte af de mange gæster.
Og ved stranden var stort set alle fiskernes både også trukket op. Der var vist slet ingen, der var taget på fiskeri ude på Sundet den dag, for alle vidste jo, at der stod vigtige ting på spil. Selv fra nogle af de omliggende landsbyer sås der folk, men de ville velsagtens blot se de mange fine folk an, som aflagde fiskerlejet besøg. Jo, der var virkelig noget at kigge på for de mange barbenede børn, der løb omkring i fiskerlejet den dag – og selv adskillige år efter kunne der i lejet falde en bemærkning om al den ståhej, der havde udspillet sig den novemberdag.
Anledningen til det fine og talstærke fremmøde i det fattige fiskerleje var et landvæsenskommissionsmøde, som skulle forsøge at udrede trådene i en allerede da flere år gammel sag. Det drejede sig alt sammen om retten til at disponere over de stejlepladser, som omkransede fiskerlejets huse både i syd og i nord. Her havde lejets fiskere siden Arilds tid i fællesskab hængt deres fiskeredskaber til tørre, men nu var der opstået en voldsom uenighed om retten til at bruge pladserne.
Både birkedommer og andre retsinstanser havde gennem de seneste år været involveret i fejden, som var blevet stadig mere forbitret. Tre år tidligere havde de ældste i lejet endda været med til at udfærdige et tingsvidne, hvori det udførligt blev beskrevet, hvordan skellene havde gået, så langt tilbage nogen overhovedet kunne huske – og hvem, der havde haft fortrinsret til hvad.
I mellemtiden havde fiskeren Peder Jensen så fået dom for, at han som fæster af halvdelen af kongens fiskestade ud for fiskerlejet – Skotterup Fiskestade – fremover havde eneret på at bruge den del af den nordlige stejleplads, som lå nærmest stranden. Vistnok ved en formel fejl i retssystemet var han siden også blevet tilkendt retten til at benytte resten af den nordlige stejleplads – med henvisning til at han i nogle år havde lejet den anden halvdel af fiskestadet af den fisker, som ellers havde haft den halvpart i fæste. Den afgørelse havde lejets andre fiskere ikke brudt sig om…
Sagens hovedpersoner var således Peder Jensen, som forfægtede sin ret som kongelig fæster af fiskestadeparten – og på den anden side hans modpart i form af ejeren af Krogerup, kammerjunker von der Maase, der ønskede at få landvæsenskommissionens ord for, at han som godsejer kunne fordele stejlepladserne efter eget ønske og forgodtbefindende og dermed sikre, at der blev stejleplads-adgang for fæsterne af samtlige godsets huse i hele fiskerlejet.

En gordisk knude
Det stod jo nok klart for de mange fine medlemmer af landvæsenskomssionen, at sagen ikke var helt så enkel at løse. Det havde udviklet sig til en lokal gordisk knude: Fiskeren Peder Jensen var jo både fæster hos kronen/kongen (nemlig af halvparten af fiskestadet) og hos kammerjunker von der Maase (nemlig af det fiskerhus, der lå nordligst i Espergærde, ud mod vandet). Og herremanden optrådte tilsvarende heller ikke alene på egne vegne, for som godsejer måtte han naturligvis forfægte alle fiskernes rettigheder til at kunne benytte stejlepladserne. At have adgang til stejlepladsen var en simpel nødvendighed for deres udkomme – og dermed også for at de kunne vedblive med at svare deres afgifter til godset.
Det var kammerjunker von der Maase, der med et lidt hidsigt brev til amtmanden nogle få uger forinden havde bedt om at få landvæsensmødet arrangeret, og kammerjunkeren og hans godsadministration var da også mødt velforberedte op og fremlagde diverse dokumenter, som efter von der Maases formening endegyldigt ville fastslå Krogerups uindskrænkede rettigheder i og omkring fiskerlejet. Blandt dokumenterne, som blev lagt på bordet, var det originale skøde udstedt af Frederik IV i juni 1721, hvorved Frederik Rostgaard som herre på Krogerup mageskiftede sig til de to fiskerlejer Espergærde og Humlebæk med tilsammen 15 fæstehuse samt den gamle vandmølle ved Søbækkens nedre løb mod til gengæld at afstå nogle fjernereliggende ejendomme til kongen.
Der skulle – sådan så det i hvert fald ud fra Krogerups synsvinkel – ikke være så meget at diskutere: Stejlepladserne var at betragte som en del af godset! Der var kun den ene hindring, at fiskeren Peder Jensen jo allerede i foråret 1793 havde fået tilkendt en del af den nordlige stejleplads af birkedommer Frørup ved den synsforretning, der var foregået på stedet, og afgørelsen var endda blevet bekræftet ved en dom, der faldt senere samme år ved Kronborg Birketing. Den afgørelse baserede sig på de oprindelige kongelige rettigheder til landets fiskevande og forstrande – rettigheder som stammede helt tilbage fra middelalderlig lovgivning, men som stadig ansås for at have i det mindste en vis gyldighed – og birkedommerens beslutning kunne landvæsenskommissionen ikke umiddelbart omstøde.

Der er ikke et eneste af husene fra slutningen af 1700-tallet tilbage i Espergærde, men fiskernes spartansk indrettede boliger var heller ikke udpræget noget at samle på. Det sidste af de oprindelige fæstehuse i fiskerlejet var beboet af ”Røde Signe”, der her er fotograferet udenfor sit stråtækte bindingsværkshus. Det lå sydligst i lejet ud mod Strandvejen, hvor i dag sejlklubben har sit tilholdssted.

Alene kortet godkendtes
Det umulige i hele sagen erkendtes da også af landvæsenskommissionens medlemmer. I dag ville vi måske have sagt, at de sparkede bolden til hjørne – eller i det mindste helt ud af egen banehalvdel. I deres afgørelse slog de således fast, at de ”fandt sig ikke beføyet til at afsige nogen Kiendelse  i Henseende til hvorvidt det andet halve Fiskestade af No. 7 paa Skotterup kunde tilkomme Støyleplads paa Espergierde, da det er en Ejendoms Sag som efter at Parterne paa lovlig Maade have bevist deres Rettigheder, ved Lands Lov og Rett bør paakiendes”.
Eller sagt med lidt andre ord: Det her er slet ikke vores bord… I må gå til domstolene!
Kommissionen tilføjede med henvisning til markeringer på det kort over området, som landinspektør Recke havde udarbejdet året forinden på von der Maases foranledning, at det efter granskning af de foreviste dokumenter og efter en vurdering af vidnernes udsagn måtte være rimeligt, at stejlepladserne betegnet A og B fremover var til brug for samtlige Krogerups gods’ husfæstere paa Espergærde. Peder Jensens fortrinsret til den mindre del af den nordre stejleplads turde kommissionen dog ikke anfægte.
Sagen blev således slet ikke afgjort ved november-mødet i Espergærde. Det eneste, kommissionen kunne nå frem til i enighed, var at fastslå, at landinspektør Reckes kort fra året før var ”i alle deele overensstemmende med Marken” – og at stejlepladsen markeret med C på kortet – den part, som Peder Jensen var tildømt – også var afsat i overensstemmelse med det oprindelige tingsvidnes udsagn.

Den genfundne sammenhæng
Hele sagsforløbet ved Espergærde strand den efterårsdag i 1795 kender vi dels fra et udførligt referat, som regimentskriver Arctander skrev, og som alle mødets officielle deltagere underskrev. Til overmål er referatet på sidste side forsynet med amtmand v. Levetzaus laksegl. Vi kender også udmærket landinspektør Reckes kort, som omtales undervejs i sagsforløbet og som kommissionen jo endte med at godkende nøjagtigheden af – det er nemlig det stadig eksisterende ældste kort over Espergærde fiskerleje, som i original i dag opbevares på Flynderupgaard – for øvrigt sammen med en kalkeret kopi, dateret ”Krogerup Februar 1896”. Begge kort er af Arne Meyling registreret som indgået i hans historiske samling i 1958, stammende fra den gamle Espergærde-fisker Ole Larsen.
Kortene har i sin tid været udarbejdet til brug for Krogerups Godskontor og 1794-kortet blev som nævnt brugt som en del af dokumentationen i november 1795. Det har både en påskrift og et senere stempel, som dokumenterer tilknytningen til godskontoret frem til slutningen af 1800-tallet. Hvordan det siden hen er endt i fiskerhjemmet i Esperg

Umiddelbart bag Egebæksvangs nye menighedshus ses resterne af den oprindelige stensætning op ad den gamle kystskrænt, som i sin tid markerede fiskerlejets afgrænsning. Stensætningen er markeret på 1794-kortet, og den oprindelige landevej gik lige her nedenfor fra Mørdrupvej-krydset frem til skovfogedstedet Egebæks Hus. Hele området mellem dette gamle vejforløb og stranden udgjorde den omdiskuterede stejleplads. Den nederste del af stensætningen er nyanlagt i forbindelse med opførelsen af det nye menighedshus
(Foto: Kresten Tommerup).

ærde, vides ikke.
Kortet fra 1794 har altså været kendt i ganske mange år – og det har da også været benyttet i flere lokalhistoriske sammenhænge – men forbindelsen til landvæsenskommissionsmødet i november 1795 har derimod ikke været påpeget tidligere. Denne sammenhæng blev for en del år tilbage opdaget af lokalhistorikeren Kirsten Johansen, Mørdrup. Under jagten på materiale og dokumentation til belysning af landsbyen Mørdrups historie (bl.a. brugt i bogen ”Mosebyen”) faldt Kirsten Johansen over den omtalte landvæsenssag i en pakke udskiftningssager på Landsarkivet, og det fremgik tydeligt af dokumenterne, at 1794-kortet oprindelig havde fungeret som bilag i sagen. Denne betydningsfulde sammenhæng mellem kort og landvæsensmødets forløb præsenteres først nu for en bredere kreds.



En bedre forståelse…

De eksakte detaljer i hele sagen om stejleplads-rettighederne kan være noget vanskelige at holde styr på i dag, og som det fremgår, havde landvæsenskommissionens medlemmer heller ikke selv lyst til at stikke hånden dybere ind i ”hvepsereden”. Selve sagen kan måske også virke en anelse inferiør – og det har den muligvis allerede gjort på mødetidspunktet, hvor landvæsenskommissionens medlemmer alle var fuldt optaget af gennemførelsen af disse års helt gennemgribende landboreformer. Uenighederne i Espergærde må af flere af mødedeltagerne være blevet opfattet som rene petitesser i forhold til forsøgene på at kickstarte landets landbrugserhverv ved en gennemgribende omfordeling af jorden.
Realiteten er imidlertid, at landinspektør Reckes 1794-kort sammenholdt med Arctanders udførlige referat fra året efter i dag giver os en helt ny viden om de lokale forhold: kort og referat belyser og uddyber hinanden – og først med referatet i hånden forstår vi til fulde også alle kortets oplysninger.
Alle, der hidtil har beskæftiget sig med Espergærde-områdets lokalhistorie, har stort set uden undtagelse arbejdet ud fra den opfattelse, at  Espergærde fiskerleje (og Søbæk Mølle) blev Krogerup-ejendom allerede ved gavebrevet til Hans Rostgaard i 1672 – sammen med de større landsbyer Tibberup og Mørdrup og andet mindre strøgods. Dokumenterne fra landvæsenskommissionsmødet i 1795 viser nu tydeligt, at Hans Rostgaard i sin tid af Espergærdes tilliggende kun fik de to små gårde på toppen af kystskrænten (måske den bebyggelse, der oprindelig er kendt under navnet Esperød), idet kongen bibeholdt såvel fiskerettighederne ved stranden (fiskestaderne) som de ældgamle forstrandsrettigheder (og dermed selve fiskelejet) frem til mageskiftet i 1721.
Ved det mageskifte, som hidtil har været næsten helt overset, overtog Krogerup ikke blot de to fiskerlejer og den gamle vandmølle ved Søbækken, men også fiskestade-rettighederne på strækningen fra Espergærde helt til Humlebæk – og de fleste af dem holdt Krogerup i øvrigt fast ved helt frem til godsets reelle nedlæggelse i 1942.

Kortets oplysninger
Kortet over fiskerlejet, ”Opmaalt i Martii 1794 af Recke”, som der står skrevet på det, viser forholdene, som de præsenterede sig for landvæsenskommissionen: Espergierdes ”bygade” strakte sig fra sydenden af Stejlepladsen A (i dag kendt som ”Store Strand”), ind mellem de tætliggende lerklinede fiskerhuse  frem til den nuværende Mørdrupvej og en gyde ned til den ene af fiskerlejets to vaser (landingsbroer), videre i en bue lidt ind i landet og rundt om stejlepladserne B og C frem til skovfogedstedet Egebæks Hus, lige bag om Egebæksvangs nye menighedshus. På kortet benævnes bygaden også som den ”gamle LandeVey til Helsingøer” – i respekt for den nye Kongevej længere inde i landet, som var blevet anlagt få år forinden. Såvel selve Egebeks Vang i kortets højre hjørne som ”Egebeks Hus med Vænge” (i dag en del af Egebæksvang kirkegård) er angivet som ”Kongen tilhørende”, og det samme gælder det omtalte ”Skotterup Fiskestade N.7”. Mellem skovfogedstedet og stranden ses ”Et øde Stykke jord” med tilføjelsen, at dette ”skal tilhøre Kongen” som et udtryk for kongemagtens gamle forstrandsrettigheder. I dag er det henholdsvis lokalområdets kirkegård og offentligt tilgængelige kirkestrand.
Med bogstaverne D og E har Recke på kortet angivet grænsen mellem de kongelige jorder i nord og Krogerups tilliggende syd for denne linie. F og G angiver efter alt at dømme placeringen af et par sigtemærker på land i form af store sten til at afgøre fiskestadets nordlige grænse. H og I(J) angiver dele af fiskerhusene centralt i lejet, mens K anviser det hartkorns-fæstehus (husmandssted), som Krogerup overtog 1721 samtidig med fiskerhusene. Med bogstaverne L, M, N og O er vist fiskestadets begrænsning fra stranden og ud i Øresund, og endelig ses bogstaverne P og Q brugt til markering af stendiget omkring Egebæksvang ind i land. De to smågårde på toppen af kystskrænten, som lå for enden af de to stejle gyder, hvis startforløb er anvist på kortet, er ikke medtaget, for hele sagen vedrørte jo slet ikke den del af godskomplekset.

Forbindelsen til Mørdrup
Det skal med som et aspekt, at bønderne på de to små gårde i deres daglige gøremål havde langt mere praktisk fællesskab med  landsbyen Mørdrup længere inde i land – i og med, at Mørdrup-bøndernes marker og de to Espergærde-gårdes jorder tidligere havde været delvis blandet sammen. Det var ændret ved landsbyudskiftningen få år forinden, som havde fastsat klare skel mellem de respektive ejerlav og ejendomme. Mørdrups Strandvang gik fra gammel tid helt ned til Øresund – fra Strandvangsvej og sydpå til Søbæksbro (for enden af nuv. Stokholmsvej). På disse jorder – langt fra den gamle landsby, men tæt op ad den gamle Søbæk vandmølle – havde to af de oprindelige Mørdrup-gårde få år forinden fundet en ny placering som nyopførte udflyttergårde fra landsbyen – men båndene tilbage til selve landsbyen var stadig helt intakte. Slægtsforskning antyder også, at der var langt snævrere familiemæssige relationer mellem småbønderne på toppen af skrænten i Espergærde og bønderne i Mørdrup, end de hver især havde til de fattige fiskerfamilier nede på selve forstranden.
Kortet viser i øvrigt, at bygaden i hver ende – dels ved den nuværende Strandvangsvej og dels ved skovfogedstedet Egebeks Hus – var afsluttet med et led, som kunne holde bøndernes kvæg, som ofte græssede frit på markerne, ude fra den fælles gade. Fra skovfogedstedet fortsatte den gamle landevej nordpå mod Helsingør, liggende sikkert på de gamle strandvolde, der muliggjorde en sikker passage af den gamle havarm, der som et uvejsomt vådt morads strakte sig et godt stykke ind i land. Et tredje helt nødvendigt led er i øvrigt også markeret på kortet. Det var placeret på den daværende Mørdrupvej ved foden af kystskrænten – direkte ud for hartkornshuset, der er markeret med K (matr.nr. 3), stort set hvor bedemandsforretningen ligger i dag.
Hvis man sammenligner det gamle kort med forholdene på stedet i dag, skal der tages højde for, at den moderne Strandvej fra Mørdrupvej og nordpå er lagt om i et nyt forløb meget nærmere stranden – og at havneanlægget i øvrigt har medvirket til et langt større strandareal omkring Espergærde, ikke mindst på området syd for havnen, hvorimod der siden 1794 synes at være gnavet en del af stranden nord for havnen – og dermed af stejlepladsen mærket C. Af de to viste ”broer” på kortet  er den sydligste helt forsvundet, mens den nordre kom til at indgå i havnens sydmole allerede ved det første havneanlæg.

Her er hovedparten af oplysningerne fra 1794-kortet overført til et mere moderne matrikelkort fra 1903, hvor der allerede længe havde været fuld gang i udstykningen af villagrunde, ligesom Espergærde Havn også var kommet til i mellemtiden. Det gør det lidt nemmere at relatere 1794-kortets oplysninger til forholdene i det helt moderne Espergærde. (Kort og Matrikelstyrelsen – markeringer ved Kresten Tommerup).


Langgyde og Stumpegyde
Omkring de to gyder, der på kortet omkranser fiskerhusene på bygadens landside, er i øvrigt at sige, at de stadig eksisterer i bedste velgående – hvilket let kan erkendes af enhver, der bevæger sig gennem området. Oprindelig forenedes de lidt oppe ad kystskrænten og løb sammen det sidste stykke frem til de to smågårde, der lå op mod den nuværende Gefionsbakken. Oprindelig har gyderne formentlig været opfattet som en del af fiskerlejets fællesarealer ligesom bygade og stejleplads, men i det regelrette nutidssamfund er de naturligvis behørigt matrikuleret – som matrikelnr. 18a og 18b. – og for øvrigt i dag kategoriseret som private fællesveje.
Ifølge Birger Mikkelsens bog om ”Espergærde” blev den nordligste af gyderne kaldt ”Langgyden” og gyden, der udmundede direkte i Strandvejen, for ”Stumpegyden”. Den sidste må efter navnet at dømme have været opfattet som en slags ”sidegade” til ”hovedgaden” Langgyde. Langgyden er i dag afbrudt på den midterste del af sit oprindelige forløb, men dens gamle linieføring bestemmer stadig de matrikulære forhold på stedet. Birger Mikkelsen nævner desværre ingen kilder til sine oplysninger, og de to gydenavne, der for længst er gået ud af brug, er også på anden vis forgæves søgt eftersporet.
Ingen synes længere at kunne huske de gamle stiforløb omtalt som andet end bare ”gyderne”. Skulle nogen kende til brugen af de to nævnte gydenavne, vil denne forfatter meget gerne have besked herom. Måske kunne det resultere i en genoplivning af disse utvivlsomt mange hundrede år gamle lokalnavne – og muligvis være medvirkende til, at de sidste dele af gyderne op over kystskrænten blev sikret som en væsentlig rest af det helt oprindelige Espergærde.

Jens Hansens fiskestade
Men arbejdet med at uddrage hidtil skjulte oplysninger af det samlede materiale er slet ikke slut hermed. Det viser sig nemlig, at landvæsenskommissions-referatet fra 1795 direkte nævner, at den ene af sagens parter, fiskeren Peder Jensen, boede i fæstehuset, der på landinspektør Reckes kort er markeret med  et tydeligt ”H”. Huset eksisterer naturligvis ikke længere (det gør ingen af husene fra 1794), men det har oprindelig ligget på en del af den grund, hvor nu Restaurant Havnen er beliggende – tæt op til den lille gyde, der førte ned til fiskernes landingsplads (i dag ”Ved Havnen”). Ydermere oplyses det i referatet fra mødet i november 1795, at Peder Jensens far, Jens Hansen, havde haft huset i fæste før ham.

På et helt moderne matrikelkort over de centrale dele af fiskerlejet er indtegnet forløbet af de to gamle gyder – Langgyden og Stumpegyden – fra Strandvejen og Mørdrupvej op til de to små gårde ved den nuværende Gefionsbakken. Det ses også, hvor det 7 fags fæstehus, som først Jens Hansen og siden sønnen Peder Jensen beboede, var beliggende – på hjørnet af Strandvejen og havnegyden.
(Helsingør Kommune – markeringer ved Kresten Tommerup).


Jens Hansen er i al sin almindelighed i Espergærde-sammenhæng et navn, der godt kan få det til at gibbe lidt i en, for det er netop det navn, som fiskestadet, der er vist på kortet – Skotterup Fiskestade No. 7 – optræder med i alt efterfølgende materiale helt frem til nutiden: ”Jens Hansens Stade”. Alt taler for, at Jens Hansen også har haft fiskestadet i fæste, inden sønnen Peder Jensen tog over. Og Jens Hansen blev virkelig gammel – endnu 1771 optræder han i en folketællingsliste som fisker, 89 år gammel og gift med en 20 år yngre kone. I Tikøb sogns kirkebog kan vi ydermere finde en oplysning om, at Jens Hansen døde året  efter, nu 90 år gammel – og dødsfaldet bekræftes af Krogerups skifteprotokoller: der finder 1772 et skifte sted efter den afdøde fæstehusmand Jens Hansen i Espergærde. Selve skiftet bidrager dog ikke med væsentlig yderligere viden om Jens Hansen, men arvingernes navne (udover de nævnte er der tre gifte døtre) bekræfter til fulde, at det er den ”rigtige” Jens Hansen, vi har at gøre med.


Allerede 1709 kan vi imidlertid i en jordebog – en gadehusfortegnelse omfattende det kongelige gods i Kronborg Amt – finde Jens Hansen som fæster på et af Espergærdes fiskerhuse, beskrevet som et 7 fags hus med lidt tilhørende kåljord. Hvis Jens Hansen har fisket fra Espergærde Strand i hele denne periode – fra han var midt i 20’erne til han blev op mod de 90 og kunne lade sønnen overtage både hus, fiskestade og redskaber og båd – så er der vel ikke noget at sige til, at hele fiskestadet efterfølgende kom til at bære hans navn.
Det hører for øvrigt med til historien, at Jens Hansens fæstehus blev overtaget ikke alene af sønnen Peder Jensen, men at huset også beboedes af dennes tre brødre Hans Jensen, Anders Jensen og Rasmus Jensen samt søsteren Anne Jensdatter. Der er lidt usikkerhed omkring angivelsen af de fem søskendes respektive aldre, men ingen af dem synes nogensinde at være blevet gift, og de optræder alle i en og samme husstand ved folketællingerne både 1787 og 1801, begge gange blot med en enkelt tjenestepige boende som hjælp i huset. Den Hansen/Jensen-familie har fyldt ganske godt op i det lille fiskerleje gennem næsten hele 1700-tallet.

Da ålene forsvandt…
Familien Hansen/Jensen fik ingen direkte efterkommere, men Jens Hansens navn hang ved fiskestadet ud for Espergærde, indtil ålene mere end 150 år senere holdt op med at vandre så talstærkt op langs kysten. Med ålene forsvandt gradvist også de mængder af bundgarnspæle, net og ruser, som ellers gennem århundreder havde sat deres umiskendelige præg på området. Ramslagene ude fra vandet hørtes efterhånden kun sjældent. Fiskestaderne blev nedlagt det ene efter det andet, og det tyndede ud i fiskernes både i den havn, som også var kommet til, samtidig med at stejlepladserne forvandledes til badestrande og opholdsarealer for en helt ny befolkning.
Ja, selv sprogbrugen ændrede sig i takt med områdets forvandling til bymæssig bebyggelse: I dag siger vi alle sammen uden at tænke nærmere over det ”i Espergærde” – men landinspektør Reckes kort fra 1794 og mødereferatet fra året efter dokumenterer, at det oprindelig hed ”på Espergærde” – for enhver kunne jo se, at der her ikke var tale om en by, men blot om en ganske beskeden bosætning liggende direkte på stranden.

 Rev. 22.02.2021