Hellebækegnen var et yndet motiv for mange landskabsmalere. Dette er malt af Peder Mønsted: “Sommerdag ved Mølledammen i Hellebæk” fra 1891.
(Maleri i privateje)

Egentlig er ejerlavets navn Hellebækgaard, men i praksis kan området nemmest betegnes Hellebæk. Men egnen er jo i den grad præget af Hellebækgaard og de aktiviteter, der har fundet sted på ejendommen, at en gennemgang af stedets historie er grundlæggende for forståelse af stedets historie.
af Kjeld Damgaard
 
Et fideikommis er et gods hvis indtægter er bundet til at tilfalde en familie – altså i dette tilfælde den Schimmelmannske familie.
Det hele startede med at familien Schimmelmann overtog Hellebæk i 1769. Her havde der siden 1600-tallets start været produceret kanoner og i 1709 blev der etableret en geværfabrik.
Da familien Schimmelmann overtog fabrik, by, skove, søer m.v. var det hele privatejet, men senere oprettedes det såkaldte fideikommis, som fik en administrator som daglig leder af hele driften af Hellebækgaards område.
Den første administrator jeg vil nævne hed v. Mentzdorff. Han var – som navnet antyder – af tysk oprindelse, hvilket familien Schimmelmann også var (en uheldig ting i 1952). Heinrich Schimmelmann var af Frederik den V kaldt til København i 1761 og det var i kraft af hans høje stilling indenfor statsadministrationen, at han i 1769 fik tiltusket sig Hellebæk Fabrikker: Hellebæk Fabrikker havde været på offentlig auktion og var tilfaldet en anden, men da kongen på en rejse fik forelagt købekontrakten til underskrift stregede Schimmelmann resolut den andens navn over – lagde 1000 rigsdaler oven i budprisen – og skrev sit eget navn i stedet!
Ved Heinrich Schimmelmanns død i 1782 oprettedes fideikommiset – således at de fem børn og deres arvinger i fremtiden kunne nyde godt af de indtægter hans samlede godser indbragte.
Ved sønnen Ernst Schimmelmanns død i 1831 var formuen decimeret – nærmest væk, men Hellebækgaard Gods med alle besiddelser eksisterede stadig og til at styre dette indsattes en administrator, von Mentzdorff. Han fik hurtigt et ry for at være barsk og ubehagelig, hvorfor den lokale befolkning fordrejede hans navn til “Menschenschreck”. Han var som sagt tysker – talte og skrev ikke dansk – og blev sat til at forhandle med den danske stat om de våben, som blev rettet mod hans egne landsmænd i treårskrigen.
I 1775 var Hellebæk blevet eget jurisdiktion – det såkaldte Hellebæk Birk – dermed havde administratoren automatisk også politimyndighed. Da von Mentzdorff (var glad for god portvin – hvorfor en god portvin i flere årtier blev kaldt en “Mentzdorffer”), ophørte med sit embede blev han afløst af en ung jurist af tysk afstamning, Wilhelm Moldenhawer. Det var i 1857 – samme år som staten forlangte at geværfabrikken skulle moderniseres og maskiniseres.
Moldenhawer var et ejendommeligt menneske. I sit embede på den ene side præget af selvtillid, selvretfærdighed, stædighed, magtsyge og en urokkelig myndighed.
Som privat og i selskabslivet på den anden side var han elskværdig, spøgefuld og udstyret med en retorisk evne til at udtrykke sig i poetisk form. Faktisk udgav han to digtsamlinger, som det desværre her fører for vidt at citere noget fra – men de er faktisk glimtvis morsomme, selvom de nu er op imod 150 år gamle.I praksis anlagde han sag mod alle, der havde formastet sig til at sige eller mene noget andet end ham selv.  
Også amtsrådet blev besværet med den ene klage, forespørgsel eller forslag efter det andet. På et tidspunkt udtalte amtsrådets formand “at amtsrådet snart kunne hr Moldenhawers klager udenad”.
Det fik Moldenhawer til at svare: At det var da udmærket, thi så er der jo håb om, at deres afhjælpning ikke vil blive udsat p.g.a. glemsomhed!  Her kom hans humor trods alt lidt frem…
Engang i 1896 foreslog Moldenhawer at Tikøb Kommune skulle opdeles i en nordre og en søndre part, idet han hævdede at da størsteparten af sognerådets medlemmer var valgt i søndreparten, blev nordreparten forurettet. TSR oplyste i den anledning at der var valgt 10 medlemmer i sønderparten og 9 i nordreparten hvilket ikke var mærkeligt, idet det var langt flere vælgere i søndreparten.
I øvrigt udtalte sognerådet, at de ikke forstod Moldenhawers interesse, da han ikke engang var vælger i sognet. Så fik han den. Men det mest pudsige var, at en anden af sognets store brokhoveder på den tid, proprietær Frederik Tutein fra Gurrehus, sognerådsmedlem, fik tilført følgende til sognerådsprotokollen:
…at han, som hørende til Sønderparten, om ikke på anden måde, så stadig fik sin interesse for nordreparten holdt ved lige ved Administrator Moldenhawers skrivelser!
Rev. 26.02.2021