Alle rytterskoler fra begyndelsen af 1720’erne blev bygget efter samme tegning. Man ser den oprindelige bygning og den udvidelse, der er sket indenfor de første 100 år af skolens levetid. Af en brandtaksation fra 1841 ses nemlig, at bygningen var udvidet fra den oprindelige længde på 9 fag til 12 fag. Desuden var bygningen forsynet med to skorstene, mod den oprindelige ene. Bygningen nedbrændte imidlertid i 1903 og da der tilsyneladende ikke findes fotos af bygningen, så kan vi ikke vise hvorledes den tog sig ud før branden.

Borsholm bliver kongens ejendom

af Kjeld Damgaard

Efter kronens overtagelse af Borsholm landsby omkring 1560 bestod byen af 1 hovedgård, 8 gårde og 4 husmandssteder.

Gennem Kronborg Lens regnskaber og gennem amtsregnskaberne efter 1660 (fra 1718 Kronborg amts rytterdistrikt) kan vi fra 1582 og fremover temmelig nøje følge Borsholmgårdenes skæbne. Allerede inden 1582 var en af gårdene nedlagt, og jorden var lagt til en anden gård i byen, der altså blev af dobbelt størrelse; en tid beboedes denne store gård i Borsholm af birkefogeden, som havde den fri for landgilde (d.v.s. uden afgift).

I begyndelsen af 1700-tallet blev yderligere to af gårdene i Borsholm nedlagt og deres jord fordelt mellem nogle af de andre gårde.

Borsholm Skole
Borsholm blev udpeget til at få en af de rytterskoler, som Frederik IV lod bygge.  I hvert rytterdistrikt anlagde kongen i 1722 et antal skoler for almuebefolkningen.  Skolen i Borsholm skulle dække store dele af det nordlige Tikøb Sogn. Kun i Hornbæk var der allerede en skole. Alle de skoler, der da blev bygget, var ens – således også den i Borsholm. Det var efter datidens forhold et solidt og godt hus, som rummede både en skolestue og en bolig for læreren og hans familie.

Borsholm Skole stod færdig i 1722 og var en såkaldt rytterskole. Det vil sige, at den lå i et rytterdistrikt, som i tilfælde af mobilisering skulle stille et antal ryttere. Den ca. 180 år gamle rytterskole, der lå i Strædet, brændte den 3. juni 1903. Intet fra den gamle skole blev reddet. På dette tidspunkt var skolen 2-klassedelt og ældste klasse havde 35 elever og yngste klasse 30. Skolen lå på den grund, der i dag har adressen Strædet 1, Borsholm. Den bestod da af et skolehus i nord-syd på 14 fag, samt udhuse på i alt 13 fag. Den totale forsikringssum på 8.600 kr blev af Tikøb Sogneråd anvendt til at bygge en ny skole – men ikke på samme sted. I stedet besluttedes det at bygge på den tidligere skolejord øst for Borsholm By. Byggeriet stod på i foråret 1904 og cirka et år efter branden kunne den ny skole tages i brug. I mellemtiden lejede man et skolelokale i et andet hus i Strædet.

Louisenlund
I 1771 blev der udført en slags folketælling. Med den er det muligt at få et indtryk af befolkningen i Borsholm på den tid. Men ikke mindst får vi en oplysning, som er interessant. På den største af gårdene boede en 25-årig bestyrer ved navn Klaumann. Om ham hedder det: “Bestyrer af Louisenlunds Gaard og driver sammesteds 2de Bøndergaardes Avling samt lever af sine Arve Midler.”

Der er ingen tvivl om, at gården er den nuværende Borsholmgaard, men vi kender ikke navnet “Louisenlund” fra andre kilder. Det fremgår heller ikke for hvem hr. Klaumann er bestyrer. Og endelig fremgår det ikke hvilke to andre gårde han drev sammen med Louisenlund.

De øvrige gårde
Svinggaarden var i 1771 fæstet af Søren Sørensen – han blev i 1793 den første selvejer af Svinggaarden som imidlertid dengang ikke lå på gårdens nuværende plads, men på hjørnet af den vej, der fører ned til Enggaarden – d.v.s. lige over for gadekæret. Faktisk hed den heller ikke Svinggaarden på dette tidspunkt – gårdnavnene var egentlig forbeholdt de helt store gårde eller enestegårdene, d.v.s. de få gårde, der lå udenfor selve landsbyerne.
I stedet betegnedes gården på den tid blot efter ejeren.

På den gård, som vi kender som Enggaarden, boede bonde og sognefoged Niels Jørgensen. Midt imellem den oprindelige Svinggaard og Enggaard lå Vestergaard, fæstet af Jens Nielsen. Havegaard lå ved Borsholm Gade lige overfor Borsholmgaard og var fæstet af Anders Nielsen. Højgaard, der senere fik navnet Munkhøjgaard, var da netop afstået af Niels Larsen til hans søn. Mellem Havegaard og Højgaard lå dengang endnu en gård, nemlig den senere Nørregaard med Ole Andersen som fæster. Helt østligst i landsbyen lå Askerupgaard, som i 1771 var delt i to halvdele. De to fæstere var Bendt Andersen og Christian Mahiasen. Sidstnævntes søn overtog senere Askerupgaard.

Carl le Sage de Fontenay (1723-1799), der indtil 1784 fæstede og senere ejede Borsholmgaard 1784-89, var søofficer og admiral – og tillagde sig stor berømmelse i datiden, da han var en fremragende søofficer, der bl.a. var chef for søkadetakademiet, idé-manden til batteriet Trekroner, forfatter til en signalbog samt chef for en mission til Tunis og Tripolis, der afsluttedes med traktater med de såkaldte Barbareskstater. Han havde egentlig bolig i Admiralitetsgaarden i København, men har muligvis anvendt Borsholmgaarden som sommerbolig eller blot som investering.
(Silhuet i Kgl. Biblioteks Portrætsamling).

Admiral Carl de Fontenay
Borsholm bestod i 1781 af 9 gårde, idet Louisenlund/Borsholmgaard stadig blev regnet som to gårde. Denne gård var nu ejet af admiral Fontenay og var på 13 tønder hartkorn. Der var med andre ord tale om en pænt stor gård, som Fontenay ejede. I lighed med tidligere var denne ejer ikke aktiv landmand – og gården blev sandsynligvis drevet som forpagtning. Det var tilfældet i 1771 og atter i 1787, da der foreligger en folketælling, der viser, hvem der rent faktisk bor på stedet.

Men Fontenay er altså blot én ud af mange personer, som ejede Borsholmgaarden. Uden at vi kan sætte navn på alle, ser det ud til, at vi kan trække en klar linje helt tilbage til adelsmanden Peder Ly i slutningen af 1400-tallet, en linje, der viser, at der altid har været en gård i Borsholm, som var større end de øvrige og som var fæstet/ejet af en person udenfor bondestanden, som man skrev dengang. Det er derfor også ganske naturligt, at Borsholmgaarden har et andet udseende end de øvrige gårde i landsbyen.

Kortet viser selve landsbyen som den så ud, da landmåler E. Thorm i 1779 besøgte byen forud for den udskiftningsforretning, der fandt sted i 1783. Kortet viser de oprindelige gårdes beliggenhed. Bemærk bl.a. Borsholmgaardens placering tæt op af bygaden. Af de øvrige gårde er både Askerupgaard og Vestergaard helt nedlagte, Nørregaard og Svinggaard (Svingelgaard) flyttet fra de oprindelige pladser.

Udskiftningen
Som følge af den landboreform, som blev vedtaget med en kgl. forordning i april 1781, skulle også Borsholms jorder udskiftes. Ideen var at ændre det gamle landbrugssamfund, hvor jorderne siden middelalderen havde været drevet i fællesskab, til en ny driftsform, hvor hver bonde fik sin egen jord, som han så selv skulle drive.

Som en følge heraf mødte der den 1. oktober 1783 nogle mænd op i Borsholm landsby. Det var regimentsskriver Rosenqvist og holtzførster Salicath samt landmåler Johs. Goos. Sidstnævnte havde til opgave at udfærdige en plan til jordernes udskiftning. Det skete bl.a. på baggrund af det kort, som landmåler E. Thorm havde tegnet allerede i 1779.

Landmålet Goos havde udarbejdet et forslag til byens fremtidige udseende. Det betød, at alle byens gårde skulle blive liggende i landsbyen undtagen én, som skulle flytte ud til Borsholm markers nordlige del – tæt på landsbyen Saunte. Dette forslag indebar, at alle byens gårde kunne få deres jord liggende ud fra gården i en slags vifte. Denne form for udskiftning kaldes stjerneudskiftning – og Borsholm er et meget tydeligt eksempel på denne udskiftningsform.

Den udflyttede gård
Ved mødet i oktober 1783 blev det besluttet, at admiral Fontenays jorder skulle samles mellem byen og Risby Vang. Den udflyttende gård skulle være Ole Andersens gård, som lå midt i landsbyen, og som derfor var vanskelig at tildele jorder, som lå tæt op til gården. Ole Andersen var indstillet på udflytningen og erklærede at ville gå i gang, så snart han ville få den fornødne støtte fra kongens kasse. De øvrige bønder var enige i denne plan og dermed var det hele egentlig afgjort. Den udflyttede gård fik efterfølgende navnet Nørregaard – den lå jo nordligst i byens marker.

Kommissionen var dog ikke helt tilfredse med, at byens gærder og hegn til dels var krumme. Man fandt, at de kunne rettes ud for derved at gøre gærderne kortere. Imidlertid protesterede bønderne og fremhævede,at hegnene var nye og anlagt, så de undgik bakker, åer og “hængesække”. Kommissionen bøjede derfor af og fastsatte de allerede anlagte gærder som de endelige.

På det originale udskiftningskort fra 1779 er de enkelte gårdes arealer farvet med hver sin farve. Det bemærkes, at arealet kun omfatter den oprindelige bymark – overdrevet er ikke medtaget på dette kort. Det gule område tilhører Borsholmgaard, rød Svinggaard, orange Vestergaard, lysblå Enggaard, lysrød Havegaard, grøn Askerupgaard, blå Højgaard og brun Nørregaard. De hvide arealer er husmandslodder, men de 9 lodder i udkanten af landsbyens jorder blev aldrig udnyttet og tilfaldt derfor atter den afgivende gård. Den store hvide lod længst mod vest tilhørte skolelæreren.

Byens veje skulle der ikke ændres på, bortset fra at fægyden til overdrevet nu blev fastlagt i kommissionens endelige afgørelse. Fægyden gik fra landsbyen mod øst til overdrevet – og er lig med den nuværende Borsholmvej øst for byen.

Udskiftningen inspiceres
Da der ikke var uenighed om flere detaljer, bekendtgjorde Goos, at han ville have lodderne afsat i marken allerede den førstkommende mandag. Og allerede 6 dage senere, den 6. oktober 1783, indfandt de samme personer sig igen i Borsholm for at “eftersee Udskiftningens Fuldbyrdigelse”, som det hedder i referatet.

Samtidig kunne kommissionen fastslå, at de afsatte 9 husmands pladser alle var rigtigt afsatte. Det var nemlig kutyme, at for hver gård i en landsby, skulle der afsættes et husmandsbrug. Alle disse husmandsbrug blev afsat i de alleryderste hjørner. Imidlertid ser ingen af disse husmandssteder ud til nogensinde at være blevet etableret, og ifølge Otto Mathiassens erindringer skyldtes det, at ingen husmænd ville have disse jordlodder, så derfor blev de ved de respektive gårde, hvorfra de egentlig skulle have været udstykket.

Idyllisk foto af gadekæret i Borsholm med den tidligere smedje t.v. og Havegaard i baggrunden. Foto ca 1950.

Det afspejler det forhold, at sådanne husmandssteder blev afsat på den allerdårligste jord – og at potentielle husmænd udmærket vidste, at det ikke ville blive nogen dans på roser at drive den lille klat jord, der hørte til huset. Andre husmænd i andre landsbyer fik da også mange gange store problemer og overlevede i 1800-tallet ofte kun, fordi de havde andre erhverv eller f.eks. kunne et håndværk.

Den sidste ting, der blev foretaget den 6. oktober, var, at englodderne nordvest for landsbyen blev fordelt mellem de af byens gårdmænd, der ikke allerede havde fået tildelt en englod. De fem gårdmænd trak simpelthen lod om jordstykkerne, der var lige store. Admiral Fontenay fik samtidig to sammenhængende englodder tildelt.

Nu kunne bønderne begynde at dyrke sammenhængende jorder. Idéen var, at effektiviteten derved ville blive forøget og når bønderne – som det næste – selv skulle overtage gårdene i selveje, så ville deres incitament til at gøre en ekstra indsats blive større.

Rev. 16.02.2021