af Kjeld Damgaard
Det var en på den tid meget kendt københavnsk herreekviperingshandler, Jens Kjeldsen, der i sommeren 1896 første gang fremkom med tankerne om et badehotel i Espergærde. Han købte da 21.000 kvadratalen (= 8.300 kvadratmeter) jord ”ned mod Stranden”.
Her var det Jens Kjeldsens plan at opføre en meget stor, 3-etagers hotelbygning i Rosenborg-stil. Hotellet var planlagt med 70 værelser og en spisesal på 150-200 kvm. Byggeriet var budgetteret til 150.000 kr og monteringen af hotellet skulle koste omkring 100.000 kr. Ganske voldsomme udgifter for den tid, hvor en almindelig landliggervilla i Espergærde typisk kostede 20.000 kr.
Selvom byggeriet var planlagt til at starte i efteråret 1896 kom det tilsyneladende aldrig i gang. Den præcise årsag kendes ikke, men der skete ikke noget før året efter, da ”Aktieselskabet Gefion” endelig fik påbegyndt byggeriet af et nyt hotel, der nu planlagdes til at koste 180.000 kr. Og den 15. maj 1898 stod hotellet klar til at blive åbnet.
Bygningen blev – som bekendt – ikke opført i Rosenborg-stil, men derimod i en byggestil som kaldes funktionalisme. Alt tyder på, at det var en af konsortiets ejere, arkitekt Anders Nielsen, der stod bag byggeriets udformning. I alle fald var det Anders Nielsen, der i maj 1898 fik bevilling til at drive restaurationen i hotellet – skønt det vel var hans hustru, Sophie Nielsen, der på det tidspunkt var den formelle ejer af hotellet.
Der var på det tidspunkt stor konkurrence om kunderne – der var kroer og hoteller i alle byerne i nærheden: Sletten, Humlebæk, Skotterup, Snekkersten og Gurre. Desuden skød pensionaterne op som paddehatte i disse år. Det var derfor naturligt, at hotellet kun havde åbent i sommermånederne. Først i 1903 fik restauranten helårsbevilling, men da var restauratørerne allerede skiftet ud et par gange. Og i 1902 gik det helt galt – hele hotellet gik fallit.
Allerede sommeren før var det galt. Helsingør Avis skrev således den 17. juli 1901:
Den umulige Vært, en Svensk-Tysker, som havde lejet det smukt beliggende ”Hotel Gefion” er ”sat ud” af Ejerne eller rejst sin Vej, som man vil. I al Fald bliver der Intet at faa for Kreditorerne; thi alle Postopkrævninger og Breve komme tilbage med den kendte Paaskrift: ”Bortrejst; hvorhenvides ikke”.
En ny Vært har overtaget Hotellet. Mærkeligt er det, at denne ikke har bekendtgjort Forandringen; thi det kan sikkert kun være til det bedre.”
Den nye Vært hed J. C. Sass – og allerede dagen efter annoncerede han da også om sin overtagelse af hotellet. Og samtidig reklamerede han i øvrigt med, at der nedenfor hotellet netop var opført en helt ny badeanstalt. Han fik da også hurtigt udsolgt hus og han engagerede bl.a. et polsk kapel, der gav koncert hver aften mellem kl. 17 og 23. Blandt gæsterne denne sæson var den portugisiske sanger Marquis de Souza, som hotelvært Sass skyndte sig at engagere til en koncert. Her blev de Souza akkompagneret af den italienske violinvirtuos Riccardo Tagliocozzo. Og efter koncerten var der Soirée dansante med efterfølgende ”Sexa”, der blev serveret for en pris af 1,50 kr. ”Sexa” var egent-lig et svensk udtryk for en lettere, koldt aftensmåltid, serveret ved 6-tiden om aftenen.
Også andre musikarrangemen-ter forsøgte Sass sig med, bl.a. børnebal, koncert af det polske Krakowianer-kapel. Men allerede året efter kom der atter ny vært, da Carl A. Larsen blev vært. Aktieselskabet bag hotellet var imidlertid stadig i økonomisk uføre og på en tvangs-auktion i decem-ber 1902 købte den tidligere restauratør på Frederiksværk Hotel, Carl August Larsen, hele herligheden for 85.000 kr.
Carl A. Larsen var født i Helsingør, som søn af jordbruger Svend Larsen. Han var uddannet i både England, Tyskland og Frankrig.
Med ham kom der nye tider på hotellet. Nu blev der for alvor arrangeret bl.a. koncerter og underholdning m.v. Både udenlandske og lokale ”stjerner” blev engageret til hotellet. F.eks. var tre lokale berømtheder på den tid at se og høre på Hotel Gefion den 8. august 1902. De tre var kgl. skuespiller Olaf Poulsen, kgl. skuespiller Elith Reumert og kgl. operasanger Peter Cornelius.
Gefions store sal blev udnævnt til koncertsal og eksempelvis for søndag den 17. juli 1905 var koncertprogrammet følgende: Ouverturerne til ”Jean de Paris”, ”Digter og Bonde”, ”Mignon” og ”Wilhelm Tell”. Udtog af ”Den skønne Helene”, ”Flagermusen”, ”Carmen”, ”Faust”, ”Cavalaria Rusticana”, Liszt ungarnske Rhapsodi Nr 2, ”Czardas” af Operaen ”Der Geist der Wojewoden”, Johan Svendsens Violin-Romance samt ”Glühwürmchen” af Operetten ”Lysistrate”.
Men det var langt fra det eneste, der blev disket op med på Gefion. I samme måned havde fru Anna Gnudtzmann en viseaften på Hotel Gefion. Blandt gæsterne sås prinserne Aage og Axel – brødre til prins Christian (den senere kong Christian X).
Men hvem boede egentlig på Hotel Gefion sådan en sommer. Vi har desværre ikke gæstebøgerne fra den tid, men heldigvis fortæller aviserne på den tid om nogle af gæsterne. I den sidste uge af juni 1905 ankom følgende gæster til Gefion: Premierløjtnant Baron Rotenhan, Hannover, Premierløjtnant Aaberg, Neuhaus, kgl. skuespillerinde Fru Hjortberg, Stockholm, Bankdirektør Ramberg, Stockholm, Grosserer Jakobsen m. Frue, Stockholm, Grosserer Eliasson m. Familie Stockholm, Kaptajn Laeche m. Frue, Stockholm, Fru Nitzler, Helsingborg, Fru Gadde m. Familie, Malmø, Toldkontrollør Thomsen, Aarhus, Baron Schaffelitzky de Muckadell, Greve Arvid Posse, Sverige, Fru Methling m. Familie, København, Grosserer Julius Ottosen, København, Frk. Mariager, København, Grosserer Søe m. Datter, Forlagsboghandler Salomonsen, København, Frk. Bocher,
København, Operasangerinde fru Quiding Faaborg, Frk. Bendixen, København, Etatsraad Rahllf m. Frue, København, Grosserer Rohde m. Familie og Grosserer Halvorsen m. Familie.
Som det ses var der mange udenlandske gæster og fælles for de nævnte var, at de alle tilhørte samfundets højere lag. Hotellet var måske ikke ligefrem fashionabelt, men dog alligevel for en klasse af befolkningen, som hørte til i de øverste lag.
Carl August Larsen drev med andre ord et ganske velbesøgt og velrenommeret badehotel gennem små 10 år. Men i efteråret 1911 afhændede han hotellet til den norske hoteldirektør Alfred Trygve Andersen. Alfred T. Andersen skulle komme til at præge Hotel Gefion igennem mere end 30 år og med ham og hans hustru ved roret forsatte den storhedsperiode, der indledtes med Carl A. Larsen.
Alfred T. Andersen var født i Bergen i 1882, hvor han startede som tjenerlærling. Senere kom han til London, derfra til Paris og Nice. I den periode fik han højere og højere stillinger og i 1904 blev han ”headhunted” til direktørposten på Hotel d’Angleterre i København. Han havde på det tidspunkt ingen tilknytning til Danmark, men det skulle blive her i Danmark, at hans videre karriere skulle forløbe.
Han blev i 1906 gift med Anna f. Andersen, der var født i København i 1884. Hun var da ansat i en konfektionsforretning – en karriere hun opgav for hoteldriften, især da ægteparret i 1911 overtog Hotel Gefion i Espergærde. Alfred T. Andersen var nemlig desuden direktør for den norske hotelfagskole, der lå i Bergen, men som senere flyttede til Oslo. Hver vinter rejste Andersen således til Norge for at lede undervisningen på skolen og hjemme i Espergærde måtte Anna Andersen så overtage driften af Hotel Gefion. Godt nok var hotellet lukket for liggende gæster i perioden september til påske, men der var stadig åbent for restaurant-gæster, fester, møder og andre arrangementer.
I vinterperioden var der således kun – foruden Anna Andersen – en kokkepige, en stuepige, en altmuligmand samt midlertidige tjenere efter behov. I sommerperioden var der imidlertid mange flere: En overtjener, et par ungtjenere, flere stuepiger, en kok samt køkkenpersonale, bl.a. både en kold og en varm jomfru. Haven blev passet af en udefra kommende gartner, nemlig Anton Dallgaard.
Et lille hjørne af hotellet havde imidlertid åbent hele året. Det var krostuen, der lå i en bagbygning – op imod Gefionsvej (nuv. Gefionsbakken). Kroen – som lokalt blev kaldt ”Snasken” – blev bestyret af en ansat dame, der altid kun blev kaldt ”Moster”. Alfred T. Andersen satte aldrig sine ben i denne del af hotellet – det lod han ”Moster” om – og hvis det brændte på, så måtte Anna Andersen ned for at redde situationen. Ved slagsmål var det som regel nok at ”Fru Andersen kommer” blev råbt – så standsede uroen. I andre tilfælde måtte Fru Andersen vise sig i døren for at få ro!
Det faktum at Alfred T. Andersen ikke viste sig i krostuen, gav ham blandt gæsterne, der som oftest var fiskere, tilnavnet ”Den norske Ansjos”. I krostuen serveredes i øvrigt stort set kun øl og på spisekortet stod stort set kun biksemad.
Alfred T. Andersen moderniserede i øvrigt hotellet ved forskellige lejligheder. Blandt andet blev der lavet balkoner på 2. og 3. sal til de værelser, der vendte ud imod Øresund og allerede ved overtagelsen lod Andersen muren mellem restauranten og salen gennembryde, således at man fra en del af restauranten kunne se ned i salen. Hotellet rummede i øvrigt 42 værelser og man kunne tage selskaber helt op til 150 kuverter.
Hotellet var i det hele taget centrum for egnens kulturelle liv. Her blev arrangeret koncerter, andegilder, baller, oplæsninger, vælgermøder, foredrag, soirée dansante’s, Sankt Hans bål, auktioner, general-forsamlinger, møder, revyer, folkedans, gymnastik, skydning, badminton, danseundervisning og ikke mindst fester af alle slags.
Og hotellets gæster var fortsat at finde i samfundets øverste lag. I sommeren 1933 kunne man således bl.a. finde følgende personer i gæstebogen: Greve og grevinde Chronsted, Stockholm, Statsadvokat Dørcher Tobiesen og frue, Oslo, Overretssagfører Hauberg med familie, København, Bakdirektør Georg Brandt med frue, København, Boghandler Hugo Klein med frue, København, Grosserer Carl Hoffmann og frue, København, Grosserer Christian Tarp med familie, København, Grosserer Hans Thomsen og Frue, København, Direktør Aaquist med familie, Trollhättan, Bogtrykker Herluf Trolle med familie, København, Grosserer Tarp og frue, København, Papirhandler Clausen og frue, København, Direktør Heine med familie, London, Fru direktør Polack, København, Overretssagfører Hauberg med familie, København, Landsretssagfører Fraenkel, København, Grosserer Carl Hoffmann og frue, København, Fru direktør Poulsen, København, Miss Schott, London, Miss Hobbs, London, Sekretær Bjørn, København, Veksellerer Martin Levin, København samt Frøknerne Carlesson, Stockholm.
I øvrigt havde man i denne sæson en række vellykkede børneballer, og ved Sankt Hans havde man arrangeret Sankt Hans bål på stranden, medens selve hotelhaven var illumineret – efter sigende et af de steder langs kysten som tog sig bedst ud i en sådan festbelysning.
En af hotellets allerstørste aftener, var imidlertid den aften, hvor Strandfesten fandt sted. Det var i august 1933 at ”Udvalget for en badestrand i Espergærde” havde arrangeret en stor strand- og havnefest med henblik på at samle penge ind til at skabe bedre badeforhold på det areal syd for havnen, som vi nu kender som Store Strand. Der var sat alle sejl til for at få penge i kassen, bl.a. var der arrangeret svømmeopvisning, kapsvømning, dansetelt, restaurationstelt, konditoritelt, bodega, tombola, skydetelt, keglebane, biograf-forestillinger, lotterier og strandpyjamas-konkurrence.
Men på Hotel Gefion fandt midnatskabaretten sted. Med 400 tilskuere blev det en stor succes – og det var ikke så sært, for der optrådte flere af tidens allerstørste navne: Carl ”Fyrtaarnet” Schenstrøm, Marguerite Viby, Olga Svendsen, Christian Arhoff og Hans W. Petersen. Efter kabaretten blev samtlige medvirkende beværtet og indlogeret hos direktør Svend Nielsen på Flynderupgaard. Året efter lå den nye badestrand klar til brug – og den har byen jo stadig stor glæde af.
I en tre-årig periode – fra 1935-38 – flyttede familien Andersen til Oslo og boede dér permanent. Årsagen var at Alfred Andersen ønskede familien tættere på sig medens han tog sig af hotelfagskolen. I denne periode var hotellet bortforpagtet til Michaeline Hansen, der var gift med Ivar Hansen. Sidstnævnte var inspektør på National Scala i København, så det var hustruen, der drev Gefion i denne periode.
Men i 1943 sluttede Andersens æra. Hotellet blev solgt til hotelejer Julius Jensen, der ejede stedet frem til 1950. I denne periode havde Julius Jensen, delvist bortforpagtet dele af hotellet, bl.a. krostuen til Agnes S. Terkelsen.
Den sidste hotelejer i Espergærde blev Kai Theodor Andersen. Han var født i 1901 som søn af en snedkermester i København. Han blev uddannet som tjener på Skandinavien-Amerika Linien i 1919-21. Efter nogle år i restaurationsbranchen, udlærtes Kai Andersen som snedker og blev senere formand og værkfører i et snedkerfirma i Lyngby. Hans interesse var dog hotelbranchen og da hans hustru, Edith f. Ullits, delte denne interesse, overtog de i 1950 Hotel Gefion i Espergærde.
Men efter 10 år sluttede det. Kai Andersen opgav at drive hotel – og hele herligheden blev solgt til nedrivning. Kai Andersen blev senere restauratør i „Bakkens Perle“ på Bakken.
Et konsortium med landsretssagfører C. E. Jensen i spidsen havde således planer om i stedet at opføre et luksusbyggeri på ejendommen. Imidlertid måtte hele sagen en tur rundt om fredningsnævnet, men her godkendte man projektet, idet man motiverede godkendelsen med at det nye byggeri hverken i højden eller i længden oversteg hotellet.
Arkitekterne bag projektet var helsingoranerne Ib Møgelvang Nielsen og Carl Kann – og det nye byggeri var planlagt til at rumme 30 lejligheder i flere størrelser – helt op til 210 kvadratmeter. Fredningsnævnets godkendelse kom den 28. september 1959 – og dermed var Hotel Gefions dage talte. I løbet af kort tid afvikledes hoteldriften og i løbet af 1961 rejste det nye hus sig i hele sin højde – og var klar til indflytning i 1962.