af Kjeld Damgaard

På den forholdsvis lille gård B

Bybjerg Mølle – med møller Henning Jensen siddende på møllens hat. Det er i øvrigt tydeligt at møllen på dette tidspunkt ikke længere er i brug – møllevingerne er i forfald og der hænger sække for vinduerne. Vi må tro, at tidspunktet er omkring 1940.

ybjerggaard i Mørdrup eksisterede i en årrække  en lille hollandsk vindmølle. Der er nogen usikkerhed m.h.t. møllens alder. Den eksisterede – ifølge et bevaret foto – i starten af 1920’erne, og findes endnu på et andet foto fra omkring 1938. Efter oplysninger i bogen om Mosebyen, skal den være ødelagt som følge af et lynnedslag og den ses ikke længere på fotos fra 1946, så den er formentlig nedrevet i besættelsesårene.

Forfatteren Ole Wivel har i sine barndomserindringer beskrevet hvorledes han med sin familie boede som landliggere på Hovgaard i Tibberup i 1920’erne. Han fortæller bl.a.:

Vi kørte korn til mølle fra Hovgaarden. Det begyndte inde i den solvarme gård mellem længerne, hvor vognen blev trukket frem, en af den slags smalle og lange bræddevogne på høje hjul, som nogenlunde uforandret har bevaret deres udseende siden middelalderen. Så hentede forpagteren de to brune heste ud af stalden. Først senere, da jeg fik med heste at gøre, kunne jeg se at de ikke begge to havde været brune, men den ene rød. En brun hest har sort manke, en rød hest har lys. I skindet er de heller ikke ens, den brune er mørk, næsten sort i løden, den røde er brun. Man det kunne man jo ikke vide. Hestene kom ud af stalden med seletøjet hængende om sig og blev spændt for, så blev kornsækkene slæbt frem og lagt op i vognen og vi børn blev løftet op til sidst. Vi kørte ud af gården, gennem kastanjealléen, som var afmærket med hvidkalkede sten under træerne, sindigt gik det med skrumlen og rysten til vi kom ud på vejen, hvor hjulene gav en anden, hårdere og højere lyd fra sig. Hestene satte i trav.

Forpagteren var den 50-årige landmand Jens Larsen, der ligesom sin hustru Anna, stammede fra Raklev sogn og var kommet til Tibberup i 1921. De havde tre sønner, Ejner, Aksel og Karl.

Ole Wivel fortæller videre:

Møllens indre mysterium fik vi ikke lejlighed til at udforske, fordi forpagteren ikke brød sig om at have os rendende om benene når han først  havde nået sit mål. Men vingesuset huskes og det mørke, støvede rum med varm gennemtræk, hvidt melstøv og den høje larm. Mølleren selv var grå af støv, han og forpagteren råbte til hinanden, at var i uro og bevægelse undtagen hestene, som nu stod med mulerne i poserne og gumlede. Der var en dyb, lukket resonans mellem deres kæber som kværnede og kværnede, mens halerne piskede fluerne bort og de nu og da smed hovederne bagover og prustede ned i muleposerne. En gang i mellem blev forpagteren budt på kaffe hos møllerens, og vi fik småkager og kom ind stuen som lugtede fremmed og sødt med sol ind ad vinduerne. Så skulle vi hjem igen.

Denne lille mølle blev drevet af ejeren af Bybjerggaard, Henning Jensen, hvis hustru havde arvet gården efter sine forældre i 1915. Henning Jensen blev kaldt “mølleren” – og det er muligt, at det ham, der har ladet møllen bygge. Imidlertid lod han allerede i 1916 bygge en dampmølle på den anden side af Hovvej – og da det fremgår af forsikringsarkivalierne, at der ikke er forsikret en vindmølle op til 1918, så er vindmøllen antagelig først bygget omkring 1920.

Sammen med vindmøllen, indrettedes også et møllehus. Af selve møllen fandtes i mange år kun rester af fundamentet, hvorimod møllehuset var indrettet til værksted og lager for den lokale tømrermester Jens Seitzberg. Hele området blev imidlertid efter 2016 ryddet og et nyt beboelseshus blev opført på arealet.

På dette udsnit af et luftfoto, der er optaget ikke senere end 1938, ses møllen endnu lige syd for møllehuset. Huset rummede i mange år tømrerværksted, men blev i 2016 nedrevet til fordel for et beboelseshus.

Maleri fra 1928 af Charles Dahl, der viser indkørslen fra Hovvej med det hvide møllehus og Bybjerg Mølle til venstre herfor. Til højre ses gavlen af Bybjerggaards gamle svinehus, der i dag er indrettet til fælleshus. (Maleri i privateje).

Rev. 07.03.2021