Horserødlejren 1917-2017

Perioden 1916-19 var en periode med store begivenheder i Horserød og omegn. Her fortælles specielt om Horserødlejren i den første tid – men også om perioden fra 1920 og frem til nutiden.

af Kjeld Damgaard

Således planlagdes ”Lazaretlejren ved Horserød” i vinteren 1916/17.
Bygningerne i ”trekanten” længst mod nordvest var officerernes barakker, medens de mange ens barakker øst herfor skulle tilhøre mandskabet – d.v.s. de almindelige soldater. Bygningerne nord for den nuværende ”Esrumvej” var dels til lægerne, dels til vagtmandskabet. Bygningerne længst mod øst var isolationsafdelingen.

Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig fik en del danskere til at tænke, at vi måtte da kunne hjælpe de stakkels krigsfanger, som var blevet interneret på begge sider i krigen. Og det var da også den danske læge Thorvald Thorson, som i maj 1916 foreslog, at Danmark skulle tage imod 10.000 krigsfanger – baseret på frivillige bidrag og privat indkvartering. Thorsons baggrund var bl.a. at han havde været overlæge for den serbiske hær i årene 1912-13 og læge ved belgisk Røde Kors i årene 1914-15. Han kendte derfor vilkårene for krigsfangerne og mente, at Danmark kunne styrke sin neutralitet ved at tilbyde en sådan humanitær indsats.

Lejrene planlægges
Den danske udenrigsminister Erik Scavenius mente dog, at 1.200 fra hver side af de kæmpende parter (russere hhv. tyskere) måtte være nok, men at staten skulle tage sig af dem. Og sådan blev det. Det blev også besluttet, at der kun skulle tages invalide eller folk med sygdomme, der kunne helbredes, og at alle skulle sendes hjem til deres hjemlande ved krigens afslutning. De to lejre til hhv. tyskerne og russerne skulle placeres så langt væk fra hinanden som muligt – og først var det hensigten at anvende militære anlæg til formålet. Men da der derved opstod problemer for Sikringsstyrken, som jo var indkaldt under 1. verdenskrig, så valgte man at finde nye steder til de to lejre.

I slutningen af august og begyndelsen af september 1916 havde ingeniører foretaget opmålinger i Horserød Hegn, og den 7. september kunne Helsingør Avis afsløre, at det nu var blevet besluttet at anlægge den ene lejr her og den anden ved Hald i Jylland.

Efter de daværende planer, skulle barakkerne importeres fra Østrig, men at man allerede da var i færd med at bygge den første barak, til husly og administration for den videre planlægning.

Ved Horserød afgav statsskovvæsenet således tjenestejorden tilhørende skovfogedstedet ”Horserødhus”, som lå så tilpas tæt ved Helsingør Havn, at man regnede med at kunne sejle krigsfangerne hertil fra Tyskland.

Krigsfangekomité nedsættes
Opgaven var imidlertid ikke helt nem. Dels gav det store problemer at få forhandlet med begge de krigsførende parter, idet der jo reelt var tale om krigsfangeudveksling. Derfor krævede det en betydelig diplomatisk indsats, og på russisk side gik sagen kun igennem, da zcar Nikolaj mente at kunne stå fuldt inde for sin moders fødeland. Men sagen trak ud og først få dage før julen 1916 blev det endeligt klart, at man skulle modtage krigsfanger fra krigens to parter.

Horserødlejrens hovedgade i 1918 – præget af russiske militæruniformer.

Til formand for en nystartet krigsfangekomité valgtes den netop afgåede admiral Georg Zachariae. Desuden deltog en dansk læge, Thorvald Madsen, og fhv. borgmester Ludvig Dithmer. Derimod turde regeringen ikke tage initiativtageren Thorvald Thorson ind i komitéen – man var bange for hans store aktivitet for sagen og overfor offentligheden.

Arbejdet i Horserød igang
Men Zachariae viste sig handlekraftig og allerede den 4. januar 1917 kan Helsingør Avis berette om heftig aktivitet i området:

”I lange Rækker kører Vogn efter Vogn det svingende Læs Tømmer og Brædder, Cement og Kloakrør fra Helsingør til Skovfogedlodden i Horserød, hvor Fangelejren skal opføres og staa færdig i Maj Maaned dette Aar.

Arbejdet udføres under Overledelse af Ingeniørkaptajn A. Hoff, der har lejet et Værelse hos Sogneraadsformand, Smedemester Larsen, hvor han kan opholde sig, naar hans Nærværelse kræves paa Byggepladsen.

Arbejdet ved Lejrens Opførelse er iøvrigt overtaget af Tømrermester Jul. Nielsen, København, som venter at skulle beskæftige 2-300 Tømrersvende foruden et halvt Hundrede Arbejdsmænd til Betonstøbning etc. For Øjeblikket er der godt et Hundrede Mand i Arbejde og Fortjenesten er god. Det siges, at hver Tømrersvend er garanteret en Løn af 1 Kr 50 Øre pr. Time.  Det er allerede nu meget vanskeligt at indkvartere den store Arbejdsstyrke paa den ret svagt bebyggede Egn, og det Arbejde, man nu er gaaet i Gang med, bestaar i at opføre Sovebarakker og Marketenderi for Arbejderne. Saasnart disse Barakker er færdige, vil der blive søgt yderligere Arbejdskraft, ligesom man til den Tid venter at faa Tømmer og Brædder direkte fra Sverige.”

Russiske krigsfanger i Horserødlejren, 1917.

Ikke med glæde
Avisen fortæller videre om lejrens kommende indretning, og slutter så af med disse bekymringer:

”Det er ret naturligt, at det Spørgsmaal paatvinger sig, hvorvidt der nu ogsaa vil komme syge Fanger hertil, naar Lejren en Gang staar færdig, og hvad en Lejr til 1000 Fanger i og for sig betyder i Forhold til Verdenskrigens Millioner af Fanger. Det er i og for sig ikke mærkeligt, at det ikke er med særlig Glæde, at Omegnens Beboere vil se en saadan Invasion i Møde af stakkels Mennesker, der er befængte med alle mulige Sygdomme. Og naar Lejren en Gang er tømt for de udenlandske Beboere, hvad saa? Ja, saa kan den maaske benyttes til et Tuberkulosesanatorium, siger Rygtet.”

En uges tid senere skrev samme avis:

”Hvor alle Pengene til Lejrens Opførelse skal komme fra, ved ingen. Foreløbig lægger Statskassen ud og saa haaber man paa, at Frivilligheden vil yde et stort Bidrag. Hvad vi nu ikke tror, naar det erfares, at Staten staar bagved. Men hvad koster saa ikke den daglige Drift? Helt godt tilrettelagt synes det hele Arrangement endnu langtfra at være. Det er nu oplyst, at det er tuberkuløse Fanger, der skulle til Lejrene her, antagelig for at dø i fredelige Omgivelser. Vi forstaar ikke, at man saadan uden videre kan disponere over en hel Egn og inficere samme uden først at spørge Beboerne om deres Mening herom. Vi finder det aldeles uforsvarligt.”

Stemningen vender
Avisens bekymringer ser dog ikke ud til at have haft dybe rødder. Der ses ikke senere lignende bekymringer, ligesom der ikke ses læserbreve eller lignende mod projektet. Og i en artikel den 17. april er tonen da også en anden. Skribenten synes nu lettere imponeret over, at man virkelig er nået så langt som tilfældet er. Men lidt malurt kommer der d

En af de danske fangevogtere på vej på sin cykel udenfor Horserødlejren, 1917.

a i bægeret:

 

”I Gaar rykkede 5 Kokke og en Mesterkok ind i Lejren og tog et af de mægtige Køkkener i Besiddelse. Hvor man skal faa Føden fra til Lejrens 1500 Sjæle, er en Gaade for mange, navnlig i en Tid, hvor der er Mangel paa Brødkorn, paa Sukker, Petroleum, Kaffe etc., og hvor Fisk og Kød kun kan vejes op med Guld.”

Efter en detaljeret beskrivelse af de ”store, lyse og luftige Sygeværelser” sluttes artiklen af med følgende opfordring:

”Vi anbefaler at aflægge et Besøg ved Lejren – ind i den er Adgang strengt forbudt, hvis man da ikke indbydes til Besøg – det er af ikke ringe Interesse.”

”Blandt venligtsindede Mennesker”
Og et par dage før lejrens åbning er tonen helt vendt. Avisen skriver den 28. april, hvor vinteren endnu ikke helt havde sluppet taget:

”Under normale Forhold vilde Horserød Hegn mu have staaet med et fint Anemonetæppe og med unge lysegrønne Blade paa fine gamle Bøge. Det havde været en smuk velkomsthilsen til de saarede og Syge, der har døjet saa meget ondt, og det vilde være kønt, hvis de straks ved deres Ankomst tiL Danmark mærkede, at Solen skinnede mildt og venligt imod dem. Det er nu ikke saaledes, at Bøgen staar grøn, men et venligt Nik, en Viften og Vinken med Haanden, det har vi, og det vil sikkert glæde de Fremmede og give dem Haab og Mod paa, at de gaar en god Tid i Møde, nu da de er kommen blandt venligtsindede Mennesker.

Lad os være enige om at vise de syge Soldater et mildt Ansigt og lad os ved Havnen – naar de ankommer – hejse vort gamle korsmærkede Flag som en Velkomsthilsen.”

De første russere ankommer
Og så oprandt den 1. maj – og lidt før kl 10 stævnede det tyske lazaretskib ”Imperator” ind i Helsingør Havn. Helsingør Avis fortæller hvordan hele havneområdet var smykket med flag, både på skibene og de omkringliggende huse. Vejret var tilmed strålende, og de fremmødte delegationer blev modtaget med smil fra de 150 russiske krigsfanger, der var de første der skulle føres til Horserødlejren.

Selvom havnemolen var afspærret var der alligevel mødt rigtig mange mennesker ved skibets ankomst, og efter at et par medlemmer af den russiske legation i Danmark havde budt velkommen, så stillede den russiske militærattaché, oberst Potosky sig op ved landgangen. Helsingør Avis fortæller videre:

”Langs Siderne stod Damer af det københavnske Røde Kors med fru Ingeniør Rump i Spidsen. Efter Opraab kom de russiske Officerer frem en for en, gjorde stram Honnør for de tyske Officerer og gik synlig lettede over Landgangen, hvor de elskværdige Damer smykkede dem med Pinselillier og andre af Foraarets Blomster. Og da de satte Foden paa dansk Grund, trykkede Oberst Potosky, en ualmindelig sympatisk Officer med prægtige varmhjærtede Øjne, dem i Haanden og bød dem velkommen. Det var et gribende Øjeblik baade for Russerne og for alle de mange Tilskuere.

Ved Oberstens Side stod den russiske Røde-Kors Søster, den med mange Ordenstegn smykkede Baronesse Vera Maslennikova, der øjensynlig kendte flere af Fangerne. Ved Landgangen blev alle Fangerne forsynede med  et broget Lommetørklæde, der indeholdt Tobak og en æske Bogdanoff-Cigaretter, og ret længe varede det ikke, før hver Mand dampede paa sin Cigaret. Ved Landgangen og overalt paa Pladsen ved Bilerne og Ventestederne var fru Direktør Tvede, Forstanderinden for Røde-Kors i Helsingør, i Aktivitet med at uddele Blomster og Cigaretter, ligesom vi saa mange Private, Damer saavel som Herrer, dele ud med rund Haand.

Saasnart de 24 Officerer var fra Borde, tog man fat paa det menige Mandskab, og hver Gang en af automobilerne var fyldte, kørte den afsted til Horserød, overalt hilst med Ærbødighed og Sympati af de mange Mennesker, som stod opstillede fra Kronborgbroen og langs hele Cirkelvejen og Kongensgade. Og Venligheden fra den helsingørske Befolknings Side smittede, saa at man kun saa glade og fornøjede Ansigter blandt Fangerne. Hvoraf mange manglede en Arm eller et Ben, men mange tilsyneladende ogsaa var slupne ret helskindet fra Hexedansen.

Blandt Transporten i Dag var der ingen som skulde transporteres paa Baare, men alle saa de mere eller mindre medtagne ud, underernærede for at bruge et mildt Udtryk. De var iførte lappede og gamle Militærkapper, der dækkede over Fangedragten, men Tøjet var tilsyneladende helt og rent, ligesom de ogsaa alle havde Fodtøj paa Benene, selvom dette selvfølgelig ikke var af første Sort.”

Flere båreliggende krigsfanger
De næste krigsfanger ankom den 6. maj. Holdet var på 91, hvoraf en del var fra østrigske fangelejre. Over 50 af disse var stærkt angrebne af tuberkulose, og 12 af disse lå på båre. Den samme modtagelseskomité var til stede, men det sprang i øjnene at fangernes tilstand var langt dårligere end fra det første skib.

Den 12. maj ankom ”Imperator” for tredje gang. Fangernes tilstand var denne gang endnu ringere, navnlig de fanger der ankom fra Østrig. Fangerne fra Østrig ankom i brune kofter og træskostøvler, medens fangerne fra Tyskland var iført sorte kavajer og havde læderfodtøj. Helsing-ør Avis beskriver flere af dem som rene skeletter, flere var på krykker og adskillige lå på bårer. I alt 160 fortrinsvis menige soldater blev denne dag bragt til Horserødlejren. Efter den sædvanlige modtagelse ved landgangen gik turen til Horserød i landauere, idet benzinmangel gjorde automobilkørsel vanskelig.

Til dagbladet Politiken udtalte søster Maslennikova sig om forholdene i Horserødlejren tre uger efter ibrugtagningen:

”Alt er glimrende, alt gennemtænkt og saa velindrettet, at vi ingen Steder kan finde det bedre. De kan ogsaa være sikker paa, at mine stakkels syge Landsmænd er lykkelige deroppe. Ja, de er meget mere end fulde af Lykke. Deres Tilstand er i Virkeligheden ubeskrivelig. Sig til alle Deres Landsmænd, sig til hele Danmark, at Rusland er lykkelig og taknemmelig for, hvad der gøres for vore syge Mænd.”

God fremgang for fangerne
Tre uger efter indvielsen, kunne Helsingør Avis berette, at livet nu gik sin regelmæssige gang i lejren:

”Den gode Pleje Patienterne faar, begynder allerede at gøre sin Virkning paa mange af dem, og deres Taknemmelighed for den Omhu, der vises dem, giver sig ofte rørende Udtryk. For Tiden er Lægerne særlig optagne af at rette de krogede Lemmer, som for mange af de Syge har været  et af Fangeskabets Resultater, og paa det først ankomne Hold viser der sig allerede gode Virkninger af Behandlingen.

Det har trukket noget ud med Ankomster af Sygeplejersker af Fangernes egen Nationalitet, saa at man har maattet forøge Antallet af danske Sygeplejersker. Nu sendes der imidlertid saavel fra Rusland som fra Østerrig Søstre af Røde Kors til Lejrene.

Sundhedstilstanden i Lejrene er god, og der har ikke vist sig smitsomme Sygdomme. For de Krigsfanger, der er i stand til at arbejde, har man sørget for passende  Beskæftigelse; nogle anvendes til Have- og Markarbejde, og for Fag-arbejderne er der indrettet Skomager- og Skræderværksteder, hvor Fodtøj og Beklædning repareres; der er ligeledes indrettet et Snedkerværksted, og andre Arbejdsgrene vil følge efter. Det er øjensynligt til stor Glæde for Krigsfangerne, at de saaledes en Gang igen kan faa Lejlighed til at give sig af med deres gamle Sysler; Krigshaandværket har sikkert de fleste faaet nok af.”

Men selvom dagene blev forsøgt varieret blev det et langt og kedeligt ophold for mange. Over et år blev krigsfangerne i lejren.

En del – i alt 53 – overlevede ikke opholdet. Disse blev begravet på kirkegården i Hornbæk, som var statsejet. Horserødlejren ligger egentlig i Tikøb Sogn, men den var privatejet og derfor valgtes Hornbæk. Her findes stadig et mindesmærke for de, som aldrig nåede hjem til Rusland.

Hjemsendelsen
I foråret 1918 stod det mere og mere klart, at ”de røde” havde vundet borgerkrigen i Rusland. Og da en særfred blev indgået mellem den nye russiske regering og Tyskland og Østrig-Ungarn den 3. marts 1918 stod det klart, at krigsfangerne snarest måtte sendes hjem. Men mange af især officererne var åbenlyst skræmte for at blive sendt hjem til et bolchevistisk Rusland, som med stor sandsynlighed ville betragte dem som overklasse og derfor ikke kunne forvente at give dem nogen god modtagelse.

Men i maj 1918 blev de sidste soldater sendt hjem med skib til Rusland, undtagen ganske få, der af humanitære årsager havde fået lov at blive i Danmark.

Nye russiske krigsfanger
I det følgende år blev Horserødlejren dog fortsat benyttet til russere. Men nu var det russiske flygtninge fra Tyskland, der var sivet ind over grænsen efter at være flygtet fra krigsfangearbejde i Tyskland. Disse flygtede krigsfanger, der hovedsageligt havde opholdt sig i Sønderjylland og på Fyn var indtil 1917 blevet hjemsendt til Rusland, hvad de også gerne ville, men under den russiske revolution, blev de tilbageholdt og fra maj 1918 sendt til Horserød. Her opholdt der sig således russere frem til 1920 – og disse indgik da også i forhandlingerne med Sovjetunionen om at få internerede danskere i Rusland udvekslet.

De franske krigsfanger
Men den helt store gruppe af nye beboere var franske krigsfanger fra Tyskland, der blev sendt hjem via Danmark. Her blev Horserødlejren atter brugt til indkvartering. Den 7. december 1918 modtoges den første gruppe franske menige. Officererne blev derimod indkvarteret på Hotel Marienlyst i Helsingør. Opholdet var imidlertid ganske kort – men der blev hele tiden fyldt op med nye hold, der til sidst også omfattede amerikanske, belgiske, serbiske og italienske soldater. I alt modtog lejren omkring 2.000 krigsfanger i tidsrummet frem til 21. januar 1919.

Flensborgbørnene i Horserød
Kort efter at de sidste russere, franskmænd m.fl. havde forladt Horserød, så ankom et hold på 60 Flensborgbørn.

Baggrunden var, at chefen for afstemningskomitéen i Slesvig, den engelske diplomat John Brudenell-Bruce var gift med den danskfødte Sigrid f. Ammentorp. Fru Brudenell-Bruce havde under sit ophold i Flensborg set de mange tuberkuloseramte børn og forsøgte først at hjælpe dem lokalt. Men da en indsamling gjorde det muligt at sende dem til Danmark, blev et hjørne af Horserød-lejren lejet til formået. Samtidig tog man også 60 børn fra Berlin til Horserød.

2/3 af lejren sælges
Men det blev et kort kapitel i Horserødlejrens historie. Krigsministeriet mente ikke at have noget specielt at anvende lejren til efter verdenskrigens ophør og overdrog den til Justitisministeriet.  Her forsøgte man at få lejren brugt til humanitære formål, men hverken Røde Kors, sygekasser eller andre organisationer var interesserede. Men ingen turde binde an med det store anlæg, og i 1923 besluttedes det, at lejren skulle bortsælges.

Imidlertid bød generalkonsul Jens Olsen på vegne af den nyoprettede Horserød-komité på hele den vestlige del af lejren, den såkaldte officerslejr.  Olsen var også interesseret i den nordlige lejr, som havde rummet det  danske vagtpersonale. Derimod mente han ikke at kunne anvende de noget ringere og mere primitive barakker mod øst, som havde r

I mellemkrigstiden blev lejren anvendt til ferielejr for primært børn. Og en af de kendte personligheder, der kom på besøg i lejren i disse år, var skuespilleren Ib Schønberg.

ummet de menige russere.

 

En auktion kom derfor kun til at omfatte den østlige del af lejren. Her bortsolgtes i alt 50 barakker, medens 25 fik lov at blive stående. Køberne var en bred skare af folk – tømrermestre, gårdejere, entreprenører og vognmænd. Barakkerne blev nedrevet i løbet af 1924.

Jens Olsens Feriekolonier
Jens Olsen var generalkonsul for Uruguay og havde hele sit liv handlet med uld. Det havde givet ham en stor indtægt og i 1925 havde han kunnet købe den store proprietærgård Lyngebæksgaard syd for Nivaa. Han ofrede store summer på social velgørenhed og skænkede bl.a. i 1946 sin store gård til et fond til fordel for børneforsorgen.

 

Med Jens Olsens initiativ i Horserød blev det muligt at oprette feriekolonier i de tilbageblevne barakker. Det var primært gennem københavnske velgørende institutioner, at kolonierne blev gennemført. Mest aktive var kommunalt ansatte, ofte lærere, søndagsskolefolk, asylledere, børnelæger og sygeplejersker.  De henvendte sig til Horserød-komitéen og fik så tildelt den fornødne plads i sommermånederne, som var de mest attraktive.

Personalet var som oftest frivillige og børnenes ophold var på mellem 2 og 6 uger. Betalingen var ofte helt nede på 1 kr pr barn daglig. Kneb det for forældrene at betale, hjalp komitéen. Børnene blev for øvrigt altid vejet ved ankomsten og ved afrejsen. Successen måltes i hvor meget barnet havde taget på i vægt!

Den sidste børnekoloni fandt sted i sommeren 1941 hvor børnelægen Aage Bojesen havde en børnekoloni her. Bojesen var også manden bag Børnesantoriet i Boderne ved Aalsgaard.

Emigrantlejren
Men allerede i august 1940 blev 23 tyske flygtninge placeret i lejren. De var flygtet af politiske eller racemæssige grunde fra Tyskland. Senere kom yderligere 42 tyskere til. I sommeren 1941 blev 40 af disse imidlertid deporteret til Tyskland uden videre forklaring. Det er et mørkt og pinligt kapitel i Danmarkshistorien – idet mange af disse må formodes at være blevet henrettet eller indsat i KZ-lejre af det nazistiske styre, som de jo netop var flygtet fra.

Kommunistlejren
Da Tyskland den 22. juni 1941 brød ikke-angrebspagten og angreb Sovjetunionen, betød det også et indgreb overfor danske kommunister. Dansk politi gennemførte temmelig helhjertet en razzia efter danske kommunister. I alt 327 kommunister blev arresteret – ikke mindst fordi en stor del af befolkningen absolut ikke sympatiserede med DKP.

107 af disse kommunister blev i august 1941 anbragt i den vestlige del af Horserødlejren – den såkaldte Officerslejr. Denne internering skete uden nogen f

orm for retskendelse, men blev i stedet lovfæstet af Folketinget.

 

Det var heller ikke en glorværdig periode i det danske demokratis historie, men ikke desto mindre var det nogles opfattelse, at det var en fordel for kommunisterne at sidde i en dansk lejr frem for en tysk!

Statens Interneringslejr blev den 29. august 1943 overtaget af den tyske besættelsesmagt. De hidtil internerede kommunister blev deporteret til tyske lejre og i stedet blev omtrent 100 prominente danskere interneret i stedet. Her ses et glimt fra dagen, hvor de “arbejdsløse” danske fængselsvagter betragter tyskernes befordringsmidler.

Modstandsfolk interneret i Horserødlejren i 1944.

Bruddet den 29. august 1943
Antallet af internerede i Horserødlejren var i august 1943 vokset til omkring 250. Den danske regering gik som bekendt af den 29. august 1943 og tyskerne havde nu taget omkring 100 nye fanger – prominente danskere, som tyskerne fængslede som en slags gidsler for at få deres vilje igennem overfor en mere og mere vrangvillig dansk befolkning.

Men tyskerne havde en plan med disse fanger samt med kommunisterne i Horserød. Om natten til den 29. august 1943 indsattes tyske specialtropper som skulle indtage Horserødlejren, men den tyske kommandant var ikke kendt med stedet og overså fuldstændig den østlige del af lejren. De omkring 100 internerede benyttede sig af chancen og flygtede alle.

Tilbage i lejren var dog omkring 145 fanger, der nu kunne imødese deportation til tyske KZ-lejre. Det skete dog først nogen tid senere, enkelte sammen med de omkring 450 jøder, der efter den 2. oktober blev deporteret til tyske lejre.

Den såkaldte intellektuelle lejr – d.v.s. de ca 100 gidsler, der talte adskillige kendte danskere, blev afviklet i løbet af november 1943. Men da var et nyt kapitel allerede indledt.

JødelejrenDen tyske aktion for at arrestere samtlige danske jøder fandt som bekendt sted den 2. oktober 1943. Da jøderne imidlertid i forvejen var advaret, undslap omkring 90% af alle danske jøder, men omkring 300 endte i Horserødlejren. En del blev senere løsladt, men en stor del endte i Theresienstadt, hvorfra de først kom ud med De hvide Busser i foråret 1945.

Lejren for modstandsfolk
Efter at jødelejren sluttede påbegyndte tyskerne at overføre modstandsfolk til lejren. I løbet af 1943-44 indsattes omkring 700 danske modstandsfolk i Horserød. Herfra blev de fleste i august 1944 overflyttet til den nybyggede Frøslevlejr.

Perioden efter 1944

Horserød-lejren set fra vest i 1952.

Daværende justitsminister K.K. Steincke var i 1950 på besøg i Kvindefængslet i Horserød.

Efter overflytningen til Frøslev anvendte tyskerne Horserød som lazaret. Efter befrielsen blev lejren i august 1945 taget i brug til internering af danske landssvigere. Lejren indrettedes til statsfængsel og var i brug til dette formål frem til sommeren 1947. Den 22. oktober 1947 ibrugtog man Horserød som Danmarks første statsfængsel. I 1976 ændredes fængslet til et åbent fængsel og som sådan eksisterer det endnu i dag.

 

 

Rev. 17.04.2021