Glimt fra Tikøb Sogneråds arbejde

“SPÆKBRÆTTERNE”

Når Tikøb Kommune modtog et legat til bestyrelse, blev det udfærdiget en lille mindeplade for begivenheden. Legatets navn, størrelse samt fundatsens dato blev indgraveret i en plade, der mest af alt minder om et spækbræt. Dette legat, der stamme helt tilbage fra år 1700, er dog først udfærdiget mange år senere.


Legatbestyrelse

Tikøb Sogneråd er i tidens løb blevet bedt om at administrere en lang række legater, oprettet af borgere i Tikøb sognekommunes område. Et af de ældste legater af denne art er ”Jens Rostgaards Legat” på 100 Rigsdaler, oprettet ved fundats af 11. juni 1700. Af senere legater kan nævnes ”Madame Abigael Margrethe Hansen f. Munkebergs Legat” på 200 Rigsdaler skænket ved et gavebrev af 24. februar 1792.
I 1910 skænkede enkefru Louise Freundt fra Espergærde en legatportion på 10.000 kr – m.h.p. oprettelse af ”J.A. Freundts og Hustrus Legat for trængende Enker i Tikjøb Sogns Søndrepart”. Bestyrelsen for legatet skulle i følge giveren bestå af Hjælpekassens bestyrelse, sognepræsten, sognerådets formand samt Søndrepartens to sognefogeder. Tikøb Sogneråd besluttede at sige tak for legatet og acceptere i fremtiden at bestyre uddelingerne. Og i lighed med tidligere praksis blev der i en træplade indhugget en inskription til minde om donationen – træplader, der p.g.a. deres form hurtigt blev kaldt ”spækbrætterne”.

 

DANSETILLADELSER
En utilbørlig nytårsfest

Igennem mange år fra 1840’erne og fremefter var en af sogneforstanderskabets mange opgaver, at give tilladelse til arrangementer, hvor der skulle danses. At det var en opgave for sogneforstanderskabet, skal antagelig ses på baggrund af et ønske om at begrænse antallet af dansegilder, som man i visse kredse fandt var umoralske og gav anledning til uro. I begyndelsen var det det samlede sogneforstanderskab, der gav sådanne tilladelser fra gang til gang, men senere blev det overladt den sogneforstander, som boede i området at give tilladelsen.
I slutningen af 1856 fik gårdmand Niels Ingelsen, Sandagergaard i Saunte tilladelse til at afholde dans på sin bopæl nytårsaften 1856/57. Men det kom ikke til at gå stille af. Et medlem af Sogneforstanderskabet, J.N. Carøe, var ikke ganske tilfreds med forløbet. Han klagede derfor på sogneforstanderskabets møde den 13. januar 1857 over Ingelsens selskab, som han ”havde overtraadt i den Grad, at den ikke alene forstyrrede hele Natten, men ogsaa den følgende Dag”.
Som en konsekvens af det vedtog Sogneforstanderskabet, at man fandt dette ”overordentligt utilbørligt” og anmeldte det efterfølgende til justitsraad Qvistgaard. Hvilken straf den formastelige fik, fremgår dog ikke af referaterne.


VEJVISERE
Hvide og røde vejvisere
På de veje, der tilhørte Frederiksborg Amt, havde der i en årrække været opsat vejvisere, som skulle hjælpe de vejfarende med at finde vej. Under indtryk af disse nyttige skilte, vedtog Tikøb Sogneråd i december 1886 at lade opsætte lignende skilte på de kommunale veje,
Skiltene skulle males hvide og skriften skulle males med rød farve. Stangen, hvorpå skiltet skulle anbringes skulle, for den del der gik i jorden, svides.  Den del af arbejdet skulle gøres på Anstalten. Herefter indhentede man tilbud på det samlede antal skilte – og fik fra  savværksejer Hvid i Esrom et tilbud på 66 kr., hvilket man antog.
Det er morsomt at kunne konstatere, at de farver man dengang valgte, altså er de samme, som man endnu anvender på vejviserskilte: Rød skrift på hvid bund.

Dette spækbræt viser den donation, som forstander ved Tikøb Anstalt, Emil Otto, skænkede i 1895. Emil Otto var i øvrigt morfar til den senere berømte rejsekonge, Simon Spies.


DE SKADELIGE GRÅSPURVE
En sag om skadedyr i 1924
I vore dage vil næppe ret mange anse den uanseelige gråspurv for et skadedyr, men vi skal kun 100 år tilbage i tiden, for at finde et andet syn på den sag.
Gråspurven, hvis latinske navn er Passer Domesticus, er en af de mest udbredte fuglearter på jorden, og i Danmark har den da også igennem flere århundreder været en af de talrigeste arter. Den bygger sin rede under tage, i hule træer, i stærekasser samt i træer og buske, hvilket betyder, at den har tilpasset sig et liv mange steder – specielt i og i nærheden af beboede områder.

Haveejernes og landbrugets fjende
Rollen som skadedyr blev særlig tildelt denne fugl i starten af dette århundrede. Se blot hvad et leksikon fra 1919 skriver:
Graaspurve lever væsentligst af Planteføde, og mangfoldige er de Klager, der fra Landmanden og Havedyrkeren lyder over den. Om Vinteren og i det tidlige Foraar tager den Knopper af Frugtbuske og Frugttræer; i Urtehaven og i Marken piller den den udsaaede Sæd, Ærter, Majs og andet Frø op; de smaa Kimplanter rykker den op eller river over, efterhaanden som de kommer frem, eller hakker lidt senere af Bladene, saa f. Eks. Kaalroer, Turnips, Kaal, Rødbeder og Gulerødder kan staa med næsten bare Ribber. Senere raserer den Frugtbuskene for Bær, grønne saavel som modne, og plyndrer Jordbærbedene. I Frøroemarker og Kornmarker, særligt de tidligst modne, f. Eks. Vinterbyg, og værst i mindre Parceller, slaar Graaspurven sig ned  i Hundredvis og ødelægger helt eller delvis Afgrøderne. Havremarkerne lider ofte meget ved deres Besøg; de klemmer Avner og Kærner sammen, saaledes at det melede Indhold presses ud og sidder i større eller mindre Mængde paa Ydersiden af Kernen og paa Indersiden af Avnerne, paa hvilke man ser Mærker efter deres Næb. Hen imod Modningstiden klemmes en Mængde Kerner ud af Avnerne og falder til Jorden, saa at Graaspurven paa det Tidspunkt gør mere Skade ved det, de spilder, end ved det, de æder. Om Efteraaret rykker de ofte, særlig i smaa Parceller, de spæde Vintersædplanter op.
Se, det var jo noget af en svada! Efter dette skulle man næsten ikke tro, at der overhovedet kunne dyrkes noget. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at samme leksikon også har et par positive træk ved gråspurven:
Den tager dog ogsaa en Mængde Insekter: Bladlus, Skjoldlus og en Mængde Larver paa Træer og Buske og desuden piller den ofte Viklerlarver ud af Knopper.

Gråspurve-bekæmpelsen
Sådant et skadedyr skulle naturligvis bekæmpes, og leksikonet forsøger da også med et par råd:
Den yngler 2-3 Gange i Sommerenes Løb og formerer sig altsaa meget stærkt. Noget virkningsfuldt Bekæmpelsesmiddel mod den kendes ikke. Bedst er det at nedrive Rederne, hvor der bygges alt for mange af dem. Skal dette imidlertid virke ordentligt, maa et saadant Arbejde tages op i Fællesskab, f. Eks.  af en Bys eller Egns Beboere. I England fanger man Ungerne i Fælder, der eer indrettet efter samme Princip som de Rotte- og Musefælder, hvori disse Dyr fanges levende.

Den lokale indsats
Gråspurven var naturligvis også kendt på vor egn, og her var den tilsyneladende også en plage. I al fald skrev den daværende formand for ”Grundejerforeningen for en Del af Tikøb Sogn” (nu kendt under navnet: ”Borger- og Grundejerforeningen for Espergærde og Snekkersten m.v.”), G. A. Hagemann (ejer af Søbækgaard), til Tikøb Sogneraad og bad på foreningens vegne om at tage spørgsmålet om gråspurvenes bekæmpelse op.
Nogle år senere – i september 1924 – skrev ”De samvirkende Landboforeninger i Sjællands Stift” til samtlige sogneråd i Sjællands Stift. Heri beskrives de skader, som gråspurvene forårsager i haver og i landbruget, og fortsætter:
Spurveplagen synes i de senere Aar at tiltage stærkt, hvorfor man indenfor Landbrugsorganisationerne i den senere Tid har drøftet, hvorledes man bedst skulde bekæmpe Spurvene. Da Spurvene i meget udpræget Grad er Stedfugle, er man indenfor Landbrugsorganisationernes Ledelse enige om, at de bedst kan udnyttes eller udtyndes paa Foranledning af Sogneraadene. … Spurvene bekæmpes sikkert lettest ved systematisk Nedrivning af Spurverederne samt ved at dræbe Spurvene sidst paa Vinteren, paa hvilket Tidspunkt der er færrest Spurve og mindst til dem at æde. I de Kommuner i andre Egne, hvor Sogneraadene allerede har udsat en lille Betaling for hver dræbt Spurv eller hvert Spurveæg, er det lykkedes at udtynde Spurvebestanden betydeligt, saa Spurveskaden er bleven begrænset til et Minimum.

Tikøb Sogneraad sætter sagen på dagsordenen

Denne henvendelse ser ud til at have været virkningsfuld. I al fald behandlede Tikøb Sogneraad spørgsmålet på sit møde den 13. november samme år, og vedtog dér, at der i tiden indtil 1. april 1925 skulle betales et beløb af 5 øre pr. indleveret dræbt gråspurv.
Nu skulle man jo have nogen til at indsamle gråspurvene, og derfor blev der udpeget to gårdejere i kommunen, som fik det borgerlige ombud at være hjemme hver onsdag mellem kl 9 og 15 for dér at modtage de dræbte gråspurve. Og ikke nok med det, de fik tillige pålagt at udbetale pengene – af egen lomme! De kunne dog efterfølgende få pengene udbetalt på Tikøb Kommunekontor.
De to gårdejere, der hver fik 25 kr i løn for hele perioden, var gaardejer Carl Petersen i Horneby og gaardejer Christian Hansen, Ørnholm.

Gråspurvene overlevede
Hvor mange døde gråspurve, de to gårdejere måtte betale for, har det ikke været muligt at finde frem til. Men et er givet: Gråspurvene blev ikke udryddet!
I 1962 beskrives fuglen f. eks. som  landets mest almindelige fugl i byerne. Den beskrives dog til at variere meget i antal, således at der hvor der det ene år har været i tusindvis, kan der det næste år være næsten spurvetomt.
I slutningen af 1970’erne halveredes bestanden dog – uden at der kan gives nogen entydig forklaring herpå. Måske bl.a. fordi mange huse nu blev vanskeligere at bygge reder i. Men nu var den blevet så populær, at den fandt vej til en af vore pengesedler!


NYT NAVN
Kommunens navn ændres

Oprindeligt hed kommunen ”Tikjøb Kommune”, men da der i 1887 skete en gejstlig udskillelse af Hornbæk-Hellebæk Sogn fra Tikøb Sogn, blev kommunens navn ”Tikjøb-Hornbæk-Hellebæk Kommune”.
Navnet blev dog kun brugt i officielle sammenhænge – det var simpelthen for upraktisk med så langt et navn. I daglig tale benyttede man derfor fortsat betegnelsen ”Tikjøb Kommune”. Det var i længden ikke holdbart, og det var egentlig en embedsmands forslag, som langt om længe førte til en ny debat om kommunens navn.
På opfordring fra skattesekretær Viggo Erling, skrev ”Grundejerforeningen for Espergærde og Snekkersten” nemlig i 1934 til Indenrigsministeriet  og foreslog, at kommunens navn blev ændret til ”Tikøb-Hornbæk-Egebæksvang Kommune”. Baggrunden var naturligvis, at man på Sydkysten mente, at det folkerige Egebæksvang sogn også burde nævnes i kommunens navn – og i al fald, at det var mere på sin plads end at nævne det mindre Hellebæk Sogn.
Det førte til flere forhandlinger om emnet i sognerådet, og resultatet blev som bekendt, at man vedtog at genindføre det originale navn: ”Tikøb Kommune”, dog nu stavet på den moderne måde uden ”j”. Ændringen godkendtes af Indenrigsministeriet den 6. marts 1935.

Rev. 09.04.2021