“Møllebakken” – fra sommerhus til efterskole – til nedrivning

af Kjeld Damgaard

På dette maleri af Vilhelm Petersen fra 1964, ses Strandvejen, der løber over bakken med Tibberup Stubmølle til højre. Lige overfor byggedes senere “Møllebakken”.


Vejen, der gik (og stadig går) gennem området i Tibberup fra nord til syd, er jo den nuværende Gammel Strandvej. Denne vej har eksisteret i mange århundreder, men dog sikkert først for alvor fået betydning i slutningen af middelalderen, hvor faren for overfald fra søværts side blev mindre. Med indførelsen af Øresundstolden lovede de danske konger nemlig til gengæld at fjerne al sørøveri og andre ulovligheder fra Øresundsområdet. Det førte også til, at der kunne etableres små faste fiskersamfund helt ude ved kysten. Det havde man ikke turdet før den tid. Men vejen langs kysten havde især betydning for trafikken mellem København og Helsingør. Mest trafik foregik ganske vist ad søvejen, men der var også brug for at transportere på landjorden.

Gamle vejnavne
Vejen er næppe blevet kaldt Strandvejen før i starten af 1800-tallet. Før den tid kaldtes den forskellige navne, hvoraf ingen dog var officielle: ”Den store Landevej”, ”Adelvejen”, ”Helsingørvejen” og ”Sandvejen”. Sidstnævnte betegnelse refererer formodentlig til den slette tilstand, vejen oftest var i. Der var jo ikke tale om en egentlig anlagt vej. Vejen gik der, hvor landskabet og underlaget tilsagde, at det var lettest og nemmest. Det betød, at den slyngede sig uden om vådområder, skrænter og andre forhindringer.
Arealet, hvor senere ejendommen ”Møllebakken” blev bygget, var egentlig blot en stribe mark på vandsiden af den del af Strandvejen, der løb langs stranden nedenfor Tibberup landsby. Hvor meget og hvor længe denne stribe jord har været dyrket er ikke kendt, men det ser ud til, at den har været dyrket i slutningen af 1600-tallet, hvor matriklen fra 1681 beskriver ”Strandvangen”, som den del af Tibberup bys jorder, der strækker sig fra landsbyen og ned til stranden. Denne vang er opdelt i 12 åse, som igen hver især var opdelt i agre. Hver ås havde et navn og måske er det netop arealet på vandsiden af vejen, som blev kaldt ”Lang Sand Aasen”. Det kan dog også være ”Backe Aasen”. Begge beskrives nemlig som åse, hvor agrene strækker sig i syd-nord retning. Og det ville jo give mest mening på dette sted.

“Møllebakken” fotograferet i 1949 fra Øresundssiden. Længst til højre i billedet ses den ejendom, der benyttedes som gartnerbolig .


Tibberup Mølle
Tibberup Mølle, som endnu i dag knejser majestætisk på toppen af den bakke, som allerede i 1681 kaldtes ”Møllebjerg”, må være opført første gang i perioden mellem 1681 og 1700. I 1681 er der nemlig ingen mølle – selvom navnet ”Møllebjerg” jo antyder, at der måske tidligere har været en. I år 1700 ved vi, at der var en. Det år sætter den svenske kong Carl den 12., nemlig en invasionsstyrke i land lige nedenfor Tibberup Mølle. Det kan undre, at man fra svensk side valgte at gå i land lige nedenfor en høj kystskrænt, der alt andet lige må have været nemmere at forsvare fra dansk side, end hvis man havde gået i land på det flade stykke lige nord for Møllebjerg. Men måske det var et godt pejlemærke for de svenske skibe?

Invasionen i 1700
Under alle omstændigheder fandt invasionen sted her, og selv om Frederik Rostgaard med en mindre styrke og nogle få kanoner forsøgte at stoppe den svenske hær, lykkedes det ikke, bl.a. fordi den københavnske kommandant ikke turde afgive styrker til forsvaret, da han frygtede et angreb på selve København. Så, der hvor nu ejendommen ”Møllebakken” ligger, må vi tro at nogle af de hårdeste kampe mellem svenskerne og danskerne netop foregik i sommeren 1700. Selve landgangen startede mellem kl. 5 og 6 om eftermiddagen den 4. august 1700. Forud var gået et voldsomt bombardement af de danske stillinger langs kysten mellem Tibberup Møllebjerg og Babyloneskoven ved Humlebæk. I den sammenhæng gik Tibberup stubmølle i øvrigt op i luer. De danske styrker var stærkt underlegne, men sinkede dog landgangen bl.a. på grund af et effektivt rytteri samt nogle få kanoner. De danske styrker måtte dog trække sig tilbage, og svenskerne kunne etablere et brohoved fra Møllebjerget i nord til nuv. Tibberupgaardsvej i syd. Da dagen var forbi havde svenskerne landsat flere tropper, men endnu intet rytteri. Dagen efter blæste det op til storm – og svensk forstærkning blev umulig. En ekspeditionsstyrke på 2.000 mand var sendt fra København, men vendte om ved Rungsted, da de fik at vide, at svenskerne allerede havde etableret et brohoved.

Skibsreder Poul Carl (1879-1939).

Lædervarefabrikant og grosserer Johannes Neye (1857-1926), lod i 1900-01 opføre den store sommerbolig, som senere fik navnet ”Møllebakken”.

Svenskerne fik derfor fred til at udbygge brohovedet yderligere. Den 9. august kunne svenskerne atter overføre nye tropper og ikke mindst rytteriet. I alt 15.000 mand stod nu i brohovedet. Selvom hovedstyrken rykkede mod København den 21. august blev brohovedet ved Tibberup ikke opgivet. Brohovedet med den nordlige flanke netop hvor villa ”Møllebakken” ligger i dag var en veritabel fæstning helt frem til den 4. september 1700, da de sidste svenske tropper forlod dansk jord – ikke mindst på baggrund af et voldsomt pres fra England og Holland.

Yderligere byggeri
På den tid lå der næppe andre ejendomme på eller ved Møllebjerget end møllen. Det fremgår i alt fald ikke af de kort og tegninger, som er bevaret af området under den svenske besættelse. Men i løbet af 1700-tallet bliver der bygget to gårde på arealet. Den ene tjente som møllegård, men var ikke den gård, som i dag kaldes Tibberup Møllegård. Den første møllegård lå på vandsiden af Strandvejen og kaldtes i senere tid for ”Christiansminde”. Ejendommen findes endnu og har indtil for nylig været en del af Efterskolen. Bygningerne er naturligvis ikke de oprindelige, men møllegården lå lige ud for vejen til Tibberup (den nuværende Tibberup Møllevej).  Den anden gård – på landsiden af vejen – var derimod en almindelig landbrugsejendom – og fik først status af møllegård, da en søn af den gamle mølleejer i 1832 overtog Tibberup Mølle. Han boede nemlig på den anden gård, og siden er den blevet kaldt ”Tibberup Møllegaard”.

Gårdejeren
Den oprindelige møllegård (Christiansminde) blev nu en landbrugsejendom, som i slutningen af 1800-tallet kom i familien Mauritzens eje. Og nu begyndte en ny æra. Langsomt, men sikkert blev der taget hul på en udvikling, der for altid skulle ændre hele kystens karakter. Allerede i 1870’erne var der blevet udstykket enkelte byggegrunde langs den nuværende Gammel Strandvej. Men især efter 1897, da Kystbanen blev en realitet, kom der gang i udviklingen. Med Kystbanen blev der nemlig mulighed for at komme frem og tilbage til København på en nem og hurtig måde. Tidligere havde man også kunnet bo på landet, men en daglig rejse frem og tilbage til København med kystbåden eller på anden måde var alt for langsom og besværlig.

Prokurist Georg Jensen (1874-1955).

Georg Jensens hustru Elvira f. Mortensen (f. 1876).

Familien Mauritzen på ”Christiansminde” var blandt de første som så mulighederne i den udvikling. De solgte de første grunde fra på hele den kyststrækning, som tilhørte Mauritzen allerede i 1880’erne. Og i 1885 udstykkedes således et stort grundstykke lige nord for Christiansminde. I 1891 blev den sydligste del af dette areal atter til en ny grund. Den købte Vilhelm Møller. Om han havde til hensigt at bygge og bosætte sig der, vides ikke. Måske var det blot et investeringsobjekt. I alt fald blev grundstykket den 5. august 1900 atter solgt. Denne gang til fabrikant Johannes Neye, der lod en imponerende sommervilla opføre.

Lædervarefabrikanten
Johannes Neye var en succesrig forretningsmand. I 1881 havde han i meget beskedne rammer oprettet den første forretning i Vimmelskaftet. Den voksede sig imidlertid hurtigt større, takket være Neyes dygtighed. Snart kom der filialer flere steder i København, bl.a. på Østergade, Nygade, Nørrebrogade og Frederiksborggade. Gennem de første ca 10 år var det hovedsageligt lædervarer af fremmed fabrikat, som forretningerne solgte, men i 1891 åbnede Johannes Neye sin første fabrik for fabrikation af egne lædervarer. I årene herefter udvidedes forretningerne både i antal og størrelse. Medvirkende til succesen var kvindernes frigørelse, der bl.a. betød, at de havde brug for en taske til de ting, de bl.a. skulle have med på en rejse eller arbejde.
Johannes Neye trak sig i 1924 ud af firmaet, og i 1926 døde han. Allerede i 1919 var sønnen Knud (1885-1945) imidlertid blevet medindehaver, og efter faderens tilbagetrækning blev han eneindehaver. På det tidspunkt var forretningen for længst blevet både den største og den førende indenfor branchen. Og i årenes løb blev der tillige oprettet filialer i næsten alle landets større byer. Knud Neye døde i øvrigt allerede i 1945 af en kræftsygdom, hvorefter enken Agathe Neye overtog. Da parret var barnløst besluttedes det allerede tidligt, at forretningerne skulle overgå til en fond, ”Neye-Fonden”, hvis formål dels er, at sikre firmaets fremtid, dels at støtte videnskabelig forskning, især kræftforskning.

“Møllebakken” fotograferet fra syd omkring 1940.

Skibsrederen
Men Johannes Neye havde allerede i 1916 afhændet sin store sommervilla i Tibberup. Ny ejer var skibsreder Poul Lindhard Carl (1879-1939). Han var søn af skibsreder Adolf Carl (1848-1908), der stod i spidsen for skibsrederfirmaet L. H. Carl, der var etableret af farfaderen Lindhard Hansen Carl (1813-1893). Efter faderens død videreførtes ”Rederiet L. H. Carl”, som havde datterselskaberne ”Skjold”, ”Carl” og ”Gorm” af Poul Carl og A. O. Andersen. I 1917 forenedes de tre selskaber til ét under navnet Carl, som et værn mod spekulationsopkøb. Imidlertid kom problemerne for rederiet fra en helt uventet kant. Landmandsbanken, som havde støttet rederiet hidtil, fik i tiden derefter store økonomiske problemer, og direktør Emil Glückstadt forsøgte via DFDS at få kontrol over det veldrevne selskab. Så rederiet afgik ved døden med udgangen af 1919 – ikke som følge af fejldispositioner eller fallit, men p.g.a. udefrakommende spekulationer. Fra 1920 overtoges rederiet af Det forenede Dampskibs-Selskab.
Poul Carl blev i stedet godsejer, idet han i 1920 købte godset Møllerup på Djursland. Hans hustru Kiss Carl f. Kier, overtog gården efter mandens død, og den er stadig i familiens eje. Poul Carl var desuden medlem bl.a. af bestyrelsen for Københavns Flydedok og Skibsværft, af ”Dampskibsselskabet Heimdal” og ”Forsikringsselskabet Danske Lloyd”.

”Møllebakken”
Vi ved ikke om Johannes Neye i sin ejertid gav huset et navn, men det var i alt fald Poul Carl, der den 2. juli 1917 fik udstedt en deklaration, der betød, at ejendommen i Tibberup fremtidigt skulle benævnes ”Møllebakken”.
Samtidig med købet af ”Møllebakken” købte Poul Carl også den overfor liggende ”Tibberup Mølle”. Den havde på det tidspunkt mistet sin betydning som kornmølle. Den sidste møller Anton Larsen, havde stoppet produktionen, og da Poul Carl overtog møllen i 1916, var den temmelig forfalden. Han satte derfor den lokale tømrermester Harald Tjellesen til at restaurere møllen. Det kostede i datidens penge 12.000 kr, hvilket i vore dage ville svare til mere end 2 mio. kr. Der er næppe tvivl om, at denne istandsættelse var med til at redde møllen frem til vore dage. Andre vindmøller, som stoppede driften i den periode fik lov til at forfalde og eksisterer ikke mere.

Det store dueslag, var en markant tårnbygning ud i mod Strandvejen.


Prokuristen

I 1925 solgte Poul Carl imidlertid atter ”Møllebakken”. Den blev nu overtaget af prokurist Georg P. Jensen, der selvom han kaldte sig ”prokurist” reelt var i ledelsen i firmaet ”Hasselbalch & Co”, der var grundlagt i 1876 som en engros virksomhed.
”Hasselbalch & Co.” introducerede i 1889 fabrikationen af gardiner – de første industrielt fremstillede i  Danmark. Der oprettedes tillige fabrikker i Göteborg og i Frederikshald i Norge. I 1892 flyttede den danske fabrik til Lyngby under navnet ”Dansk Gardin- & Textil-Fabrik”. Efter grundlæggeren, Chr. Steen Hasselbalchs død i 1925, overtog sønnen Hugo Hasselbalch firmaet, men stadig med Georg P. Jensen som prokurist – en stilling han havde haft siden 1897.
Georg Jensen var ikke ubekendt med området. Han havde nemlig siden 1917 ejet ejendommen ”Gemma” som ligger på Strandvejen 223. Denne ejendom afhændedes dog i 1926 i forbindelse med overtagelsen af den nye ejendom. Et lille efterspil kom dog i 1939, da Georg Jensen atter måtte overtage ejendommen som ufyldestgjort panthaver.
Efter at Georg Jensen i 1925 overtog Møllebakken, udfoldede der sig her et vældigt liv om sommeren – huset blev jo fortsat kun brugt som sommerbolig – om vinteren rykkede man med hele familien, tjenestefolk og en del inventar tilbage til København. Georg Jensen var i øvrigt meget glad for musik, og alene på Møllebakken var der ikke færre end 2 klaverer og et fornemt Bösendorfer-flygel. Hans musiske interesse viste sig også ved, at han var mæcén for musikere – men i øvrigt også for lægevidenskab. Generelt var han en beskeden mand, der således undlod at kalde sig direktør. Hans far havde været urtekræmmer på Nørrebro, og han selv var startet som bybud og opkræver. Lønnen var imidlertid så lav, at han dengang ikke engang havde råd til at få forsålet sine sko, berettede sønnen Erik Malherbe Jensen i et interview i 2001.
Personalet var stort, 3-4 tjenestepiger, en gartner og en chauffør. En af de længst værende medhjælpere var fru Gudrun Tjellesen, der boede Strandvejen 231 – d.v.s. lidt nord for Babylonestranden.

Georg og Dragen

Der knytter sig i øvrigt den ”morsomme” fortælling til indflytningen på Møllebakken, at der i et stort ovalt vindue dengang var et billede af ”Georg og Dragen”. Det syntes Georgs hustru imidlertid ikke om (!), og billedet blev fjernet inden indflytningen.
Sønnen Erik Jensen har i et interview i 2001 fortalt, at når de lå på landet, brugte man meget at bade fra stranden nedenfor Møllebakken og fra den tilhørende badebro. Derudover var der ofte en tenniskamp på den tilhørende tennisbane – ofte også med egnens ungdom. Derudover kunne man finde på at tage cykelture i omegnen.

Chauffør Svend Olsen med prokurist Jensens bil omkring 1935.


Chaufføren

Blandt de mange ansatte Georg Jensen havde på ejendommen var en chauffør. Fra den 1. juni 1928 var det Svend Olsen, der var ansat til denne tjans. Svend Olsen (1905-82) var søn af en vognmand i København og havde gået i mellemskolen frem til 1921. Efter skolen kom han på kontor i de næste 2 år. Han var ansat tre steder, men vendte i 1923 tilbage til faderens vognmandsvirksomhed. Fra 1924 til 1928 var han dels ansat som chauffør hos direktør Henriksen på Kastanievej i København, dels hos faderen.
Han var gift med Henny, da han ankom til Tibberup den 1. juni 1928, men hun døde ung og efterlod Svend Olsen som enkemand. Efter familiens opfattelse foretog han derfor i 1935 en slags flugt fra dagligdagen. Han tog på en cykeltur rundt i det halve Europa. Den førte ham bl.a. til Tyskland, Holland og England. Vel hjemkommen fik han atter ansættelse på Møllebakken hos prokurist Jensen, der vel ikke havde fundet en anvendelig afløser i de tre måneder, som Svend Olsen havde været væk.
Svend Olsen fik ellers også udlandsoplevelser i forbindelse med sit job. Et par gange var han chauffør for Elvira og Georg Jensen på ture rundt i Europa. Bl.a. en tur i maj 1937, hvor turen med herskabet gik fra Tibberup til København over Berlin og München til Innsbruck i Østrig – derfra videre til Budapest i Ungarn og Prag i Tjekkoslovakiet – og derfra atter hjem via Berlin. Turen var på over 4.000 km og gennemførtes i Georg Jensens bedste bil: En Buick  årgang 1934.
Svend Olsen var i mellemtiden blevet forlovet med Ida Mohlin (1914-2004), og året efter blev de gift: sammen fik de en datter, Kirsten Mohlin Olsen (f. 1939), og hun erindrer fra sinbarndom, at hun altid modtog gaver til jul og fødselsdag fra Elvira og Georg Jensen. Det fortsatte også efter at Svend Olsen i 1944 var ophørt med at være ansat chauffør. Kirsten Olsen opfattede det dengang og nu som om familien Jensen rent faktisk kerede sig om de folk, de havde ansat.
Svend Olsen fik faktisk også en anerkendelse for sit job. I 1934 tildeltes han således ”Kongelig Dansk Automobilklub”’s fortjenstmærke af 2. grad med 2 stjerner som anerkendelse for god tjeneste og udmærket forhold som privat-chauffør. Anerkendelsen var underskrevet af prins Axel.


Gartneren

Svend Olsen havde i starten boet i chaufførboligen, der lå lige overfor Møllebakken. Senere overtog gartneren denne lejlighed, men der var fortsat garager i ejendommen. Gartneren gennem mange år var Ferdinand Christensen (der ikke må forveksles med DSB-vognmanden af samme navn). Det var naturligvis gartner Christensens opgave at passe den store have, som lå ned mod stranden samt også ind i landet. Bag gartnerboligen var der således køkkenhave, hønsehus, frugthave m.v.
I sin fritid var Ferdinand Christensen desuden stærkt engageret i folkedans. Han underviste og spillede til folkedans bl.a. på hotel ”Gefion”, på Husholdningsskolen i Mørdrup samt ved en lang række andre arrangementer. Somme tider akkompagneredes han af chauffør Olsen, som spillede violin.

Georg Jensens familie

Interiørbillede fra Møllebakken – Elvira og Georg Jensens spisestue.

Georg Peter Jensen blev gift med Elvira f. Mortensen og tilsammen fik de 9 børn: Otto, Knud, Poul, Erik, Axel, Elisabeth, tvillingerne Jørgen og Kaj samt Birger. Af disse var det dog kun tre, der fik tilknytning til lokalområdet: Birger Jensen boede hhv. på Gartnervej, Lindevej og Ritavej og var gift med en datter af Marchmann Hansen fra Gammel Strandvej 193 C. Kaj Jensen havde sommerhus på Tobergvej om sommeren, medens Erik Malherbe Jensen, der var direktionssekretær i IRMA-koncernen, blev gift med en datter, Tove,  af grosserer Holger Møller (fra firmaet Møller & Landschultz). Parret overtog villaen ”Topp-Hyddan” på Bakkegaardsvej 19, som de i perioden 1939-77 brugte som sommerbolig – og derefter som helårsbolig.
Georg P. Jensen døde i august 1955 og ejendommen blev året efter solgt til en nystiftet selvejende institution under ”Det danske Missionsforbund”. Institutionens navn var ”Ungdomsskolen Øresund”.
Skolen blev startet af Det danske Missionsforbund og blev drevet på et kristent værdigrundlag.

”Møllebakken”s indretning
På grundlag af erindringer fra den senere forstander Arne Vestergård-Jensen er det muligt at give et indtryk af, hvorledes bygningerne var indrettet ved salget i 1955.
Fra gårdspladsen gik en flot svungen stentrappe  op til stueetagen og via en stor dobbelt egetræsdør med slebne glasruder, kom man ind i en egetræsbeklædt  hall med pejs. På højre side gik der en flot  svunget egetræstrappe op til 1. sal. Under denne trappe skjulte sig et marmorbeklædt  gæstetoilet. I hallens venstre side var der en egetræsfyldingsdør ind til det oprindelige herreværelse i bygningens nordøstre hjørne. I herreværelset var der en pejs af grønlandsk fedtsten. Til venstre herfor var der et tobaksskab – på højre side en dør til den oprindelige store dagligstue. Herreværelset var beklædt med egetræsreoler. Fra dagligstuen, der var beklædt med hvide paneler, gik der en dør til den oprindelige store spisetue med tre ens døre i sydsiden. De to gik ud til altaner – den tredje til haven. I den vestlige ende af dette lokale sad det ovale vindue, som Georg Jensen havde udskiftet med glas, hvorigennem man kunne se Tibberup Mølle.
Under det store spisebord var der ved fruens plads en fodkontakt til køkkenets tilkaldetavle. På samme måde kunne der tilkaldes assistance fra andre lokaler i huset.
I Møllebakkens kælder var der vaskehus og et oliefyr.
Hele førstesalen var oprindelig indrettet til herskabets særskilte  sove- og omklædningsrum. Først kom man ind i en stor gang beklædt med egetræspaneler. Videre ind i en smal gang med adgang til højre til herrens soveværelse og med andagtsrum med alter og krucifiks. Georg Jensen var nemlig troende katolik.
Ligefrem gik man ind i fruens soveværelse. Ved siden af dette var der et stort påklædningsværelse med skabe fra gulv til loft. Fra begge soveværelser var der udgang til separate altaner. På samme etage var desuden et badeværelse og et separat toilet, samt et oprindeligt børneværelse.
I Møllebakkens 2. etage var der indrettet 7 børne- og gæsteværelser samt et enkelt toilet.

Annekset
Vinkelret på hovedbygningen ligger der i gården en bygning, der tidligere havde været hestestald og kuskestue. Her opstaldedes herskabets egne heste samt selvfølgelig også gæsterne

Skolen havde indrettet en vævestue – primært selvfølgelig for de kvindelige elever. Lokalet blev om vinteren anvendt som sløjdsal for drengene.

Her vises et værelse på skolen. Det må dog bemærkes, at så god plads på en firemandsstue var der ikke i 60’erne. Der var ikke plads til et bord med fire pladser.

s. Loftet var indrettet til foderloft. Desuden var der et lille rum, hvor gæstekuskene kunne opholde sig i ventetiden.

”Ungdomsskolen Øresund”
Skolens formålsparagraf lød således: Skolens formål er at drive efterskolearbejde på kristen grund. Vi ønsker at åbne de unges øjne for Guds store skaberværk og for Guds hensigt med det enkelte menneske. Samtidig ønsker vi at dygtiggøre de unge til at kunne opfylde de uundgåelige krav, som livets arbejdsdag stiller til os alle. Vi ønsker at give de unge en karakteropdragende undervisning, der lærer dem at stå på egne ben, så de bedre rustede kan gå ind til de opgaver, som livet senere vil stille dem.
Endvidere lød beskrivelsen af ungdomsskolen – som i virkeligheden var en efterskole, hvad den også senere skiftede navn til:
På denne baggrund gives der på skolen en grundig undervisning i dansk, regning og praktiske fag. Desuden undervises der i historie, samfundslære, geografi, kristendomskundskab, naturlære, naturhistorie, sang og musik, litteratur, sundhedslære, gymnastik og boldspil – på sommerkursus også i svømning. Der bliver aktuelle foredrag og spørgetimer, samt forevisning af film og lysbilleder som led i undervisningen.

Den gamle bådebro blev fortsat også brugt til svømning, som indgik i undervisningen.

Gennem de praktiske fag vil vi fremelske arbejdsglæden og skabe respekt for håndens arbejde. De unge mænd får mange timer i sløjd og husflid, og de unge piger undervises i husgerning, vævning, kjolesyning, håndarbejde og barnepleje. Der vil også blive lejlighed til at deltage nogle timer ugentlig i undervisningen i mere hobbybetonede fag som bensløjd, bogbinding og porcelænsmaling.
De elever, som ønsker det, og som har anlæg for det, vil kunne få undervisning i fremmede sprog (engelsk og

tysk) samt i maskinskrivning, hvor der undervises efter 10-finger blindskrift metoden. For landmændene på vinterkursus gives der timer med landbrugsfaglig undervisning. Særligt musikinteresserede kan få ekstra undervisning i musik.
Samværet med kammeraterne såvel i timerne som i fritiden er med til at give de unge rige minder fra tiden på ungdomsskolen. Om aftenen vil der blive anledning til festligt samvær, og i weekenden vil der ofte blive arrangeret cykle- og traveture i den smukke omegn. Som et led i undervisningen vil der blive foretaget ture til København, Helsingør og Hillerød, ligesom der er let anledning til et besøg i Sverige. Med tog kan man på 45 minutter komme til hovedstaden og med tog og færge på 1 time til Helsingborg i Sverige.

Vokseværk
Skolen måtte også anvende en anden ejendom til skoleformålet. Allerede i samtidig med købet af ”Møllebakken”, overtoges nemlig den ejendom, som hidtil havde rummet gartnerbolig og garager. Bygningen lå lige overfor Møllebakkens indkørsel. Bygningen kom nu til at rumme lærerbolig, vævestue/sløjdsal og elevværelser. Her boede eleverne på 4-mands stuer med rindende koldt og varmt vand, indbyggede klædeskabe samt borde og stole – som der står i en beskrivelse fra 1960. Bygningen her kaldtes for ”Vesterled”.
Hovedbygningen, som skolen de første 10 år kaldte ”Østerled”, indeholdt i stueetagen kontor, skolestue, spisestue, opholdsstuer og køkken. På første sal var der forstanderbolig, medens 2. sal indrettedes til elevværelser. I kælderetagen var der  fyrkælder, vaskekælder samt grovkøkken.Forstanderen hed da Ormstrup-Jacobsen, men ved årskiftet 1964/65 afløstes han af Arne Vestergaard Jensen.

Den nye tilbygning står klar til brug i sommeren 1965.

I 1964-65 tilbyggedes en fløj – sammenbygget med selve ”Møllebakken”. Den fik facade mod Øresund og kunne ikke ses fra Gammel Strandvej, da den blev bygget halvvejs nede af den gamle kystskrænt – hvilket også var medvirkende til at fredningsnævnet overhovedet sagde ja til byggeriet. Det totale projekt gik ud på, at der skulle bygges i to byggeperioder, men i første omgang byggedes der kun en ny undervisningsfløj med gymnastiksal med bad og omklædningsrum samt skolekøkken, to undervisningslokaler samt et lærerværelse.
Tegningerne til 2. fase – en ny værelsesfløj i forlængelse af 1. fase, lå klar til den dag, der var økonomi til det.

Eleverne
Indtil 1964 var elevkurserne kun på 5 måneder. Der startede et hold den 3. maj og et nyt hold den 3. november. Eleverne var så skiftevis piger og drenge. Men i november 1962 startede det første blandede hold, og i 1965 ændredes kurserne til 10-måneders kurser, der fulgte et skoleår. Og herefter bestod holdene af både drenge og piger.
En forholdsmæssig stor del af eleverne i sidste halvdel af 60’erne kom i øvrigt fra en af rigets fjernere egne. Op imod en fjerdedel af eleverne var således fra Færøerne – og i 1970 havde skolen således kunnet holde et elevstævne på Færøerne med 50 gamle elever.

Kredslægens indberetning

I februar 1971 foretog kredslæge B. Zachau-Christensen en inspektion af ungdomsskolen. Det var ikke ligefrem roser, der stod i indberetningen til Tikøb Kommunes Sundhedskommission. Kredslægen afsluttede således sin indberetning med at skrive: ”Når jeg ikke har grebet til at anbefale omgående lukning af skolen, så er det ud fra, at jeg har indtryk af, at forstanderen er en særdeles besindig mand. Der er totalt rygeforbud på elevværelserne, men det er nødvendigt for forstanderen at påbyde evt. overtrædere af dette forbud at lade dem gå brandvagt.”
Årsagen til kredslægens store bekymring var, at ungdomsskolens daværende 51 elever boede under  meget små og brandfarlige forhold. Alene på hovedbygningens 2. sal boede der på daværende tidspunkt 27 elever! Og til denne etage førte endda kun én meget smal, brandfarlig trappe. Alle elevværelserne var meget små, eleverne sov i køjesenge, der næsten fyldte rummene, så der ikke var plads til andet end højst en skriveplads i hvert rum. I det hele taget var alle skolens elevrum alt for små – også dem i annekset og dem på den anden side af Strandvejen.

Den oprindelige gartnerbolig (også anvendt som kuskebolig) er her fotograferet i 50’erne – inden ombygningen flyttede indgangspartiet m.v. Bemærk i øvrigt smedejernslågen, som dengang prydede indkørslen til ”Møllebakken”. Fotografen har således stået på Møllebakkens gårdsplads og fotograferet.

Naboejendommen købes
Som en følge af denne kritik og manglende økonomi til at gennemføre 2. etape af udvidelsen købtes i 1974 naboejendommen mod syd – den ejendom, som oprindelig havde udstykket hele området, og som dengang kaldtes ”Christiansminde”, men senere blev kaldt ”Humlegaarden” (ikke at forveksle med læge Nolfis ejendom af samme navn lige syd for kommunegrænsen). Indtil 1974 ejedes ejendommen som tidligere nævnt af det svenske tandlægepar Adolphsson. De havde omdøbt gården til ”Aros”. Det har intet med Aarhus at gøre, men derimod med den svenske by Vesterås – som egentlig hed Vestre Aros.
I denne ejendom indrettedes nu køkken og spisesal med plads til 100 personer og elevværelser i nordfløjen og på 1. sal, samt et personaleværelse bag køkkenet og en lærerlejlighed i det oprindelige herreværelse/bibliotek. Som noget helt nyt blev der indrettet et sproglaboratorium i et stort kælderlokale.
Forstander var i denne periode Arne Vestergård-Jensen, der var landmandsuddannet og senere agronom med ansættelse på statens forsøgsgårdes kvægforsøg ved Hillerød. Han havde allerede i en årrække været meget engageret i ungdomsarbejde. Senere uddannede han landvæsenselever på såvel forsøgsgårdene som i flere kommuner – og havde derfra stor undervisningserfaring.
Arne Vestergård-Jensen kom til at tegne Ungdomsskolen Øresund i mange år frem. I den 21-års periode Vestergård-Jensen var forstander, steg elevantallet således fra 48 elever til 84. Forstanderparret Karen (død 1982) og Arne Vestergård-Jensen havde – under ret beskedne forhold – bolig på 1. salen i ejendommens hovedbygning. Så beskedne forhold, at der de første år endog ikke var indrettet køkken i lejligheden. Baggrunden for at boligen lå på skolen var, at det lovgivningsmæssigt er bestemt, at forstanderen altid skal bo på skolen. Samtidig betød det, at Karen Vestergård-Jensen fungerede som tilsynførende med hensyn til husholdning og rengøring – og hun blev i øvrigt kaldt ”skolemor”. Arne Vestergård-Jensen sluttede som forstander i 1986 og afløstes af en tidligere lærer på skolen, Ronald Boelskifte.

Skolen sælger og flytter

“Møllebakken” rippet for alt undtagen de bare mure. Sådan stod ejendommen i en længere periode inden også murene blev væltet.
(Foto: dec. 2015).


Som følge af de voldsomme ejendomsskatter og manglende muligheder for yderligere udbygning af skolen, besluttedes det at sælge skolen og flytte til en ny lokation. Salget blev en realitet i 2012 og med skoleårets udgang, flyttede skolen til Lindenborg ved Roskilde. Dermed var 57 års virke i Tibberup slut.
Ny ejer blev en lokal forretningsmand, Harald Holstein-Holsteinborg, der dels har indrettet ”Christiansminde” til bolig for sig selv, dels havde planer om at nedrive skolebygningerne og den gamle hovedbygning ”Møllebakken”. I stedet var det planen at opføre et antal mindre nye boliger på grunden. Da der imidlertid ikke er enighed mellem bygherre og kommunen om antallet af nye boliger, lå sagen uafklaret hen i et par år.
Planerne om nedrivning af den gamle hovedbygning, blev i øvrigt mødt af en del protester, bl.a. fra stort set  samtlige naboer samt fra en del foreninger m.v. Nedrivningen fandt dog alligevel sted med byrådets velsignelse – og i stedet er ejendommen udstykket i fire store eksklusive grunde, hvoraf p.t. to er bebyggede.

FORSTANDERE FOR UNGDOMSSKOLEN/EFTERSKOLEN ”ØRESUND”:
Hans Christian Madsen              maj 1956 – april 1960
Emil Larsen                                   maj – oktober 1960
Johs. Ormstrup Jakobsen          november 1960 – december 1964
Arne Vestergård-Jensen             januar 1965 – juli 1986
Ronald Boelskifte                        august 1986 – juli 1993
Christian Jochimsen                  august 1993 – januar 1999
Peter Brandt                                april 1999 – juli 2006
Kim Nissen                                  august 2006 – fortsat på Lindenborg

Rev. 03.04.2021