Om Villa Godhavn og om stenfiskere

af Kjeld Damgaard

Villa Godhavn fotograferet fra Gammel Strandvej, december 2012.


Huset på Gammel Strandvej 189 i Tibberup (ikke Espergærde) er opført i 1896-97 af skibsfører Eduard Johannes Hansen. Han var bl.a. stenfisker, men stenfiskeriet var ikke en fuldtidsbeskæftigelse – og at han boede netop her, skyldtes antagelig blot, at han havde kunnet købe en ledig byggegrund. Husets størrelse, indretning og udførelse indikerer, at det er opført af en person med en rimelig pæn indkomst. Huset fik, efter den tids skik, selvfølgelig et navn – “Godhavn” – et navn, som er typisk for huse ejet af søens folk.

Familien Hansen
Eduard Hansen var født i Brønshøj i 1864 og var gift med Eline Henningsen, født i 1866 i Odense. De var med andre ord ikke lokale – og han købte i 1896 en grund ved vandet af ejeren af gården Christiansminde (nuv. Gammel Strandvej 197), Lars Mauritzen. Eduard Hansen ejede skonnerten “Najaden”, som han anvendte til forskellige formål, bl.a. stenfiskeri, dykning og vragfiskeri. Skibet har sandsynligvis været for stort til at ligge i Espergærde Havn, så det kan have været hjemmehørende enten i Helsingør, Gilleleje eller København.

Skipper Hansen og hans hustru omtales i øvrigt i Martin Andersen Nexøs nøgleroman, “Morten hin Røde”. Ganske vist kalder Nexø familien for Bistrup i bogen, men der er ikke tvivl om, at det er den samme familie. Heri nævnes, at familien havde sommerbeboere i huset – hvilket også hos en skipper var en så indbringende forretning, at det var attraktivt at flytte på loftet eller ud i udhuset i sommermånederne.

Set fra østsiden så ejendommen således ud i januar 2012.

 

Katastrofen
Tilværelsen for hustruen og de to børn blev imidlertid brat ændret i november 1910. Eduard Hansen havde nemlig købt en gammel havareret kreaturbåd, “Octa”. Denne var sunket i Storebælt ud for Korsør og Eduard Hansen havde købt vraget og havde siden starten af oktober 1910 arbejdet på at bjerge resterne af skibet. Arbejdet foregik på den måde, at man først havde sprængt dækket og bjerget inventaret. Herefter havde man sprængt begge skibets stævne, hvorved siderne faldt ud til begge sider. Ved hjælp af dynamit sprængtes så disse sider i mindre stykker, således at de også kunne bjerges. Selve stævnen havde man forgæves forsøgt at løfte op fra havets bund. Den 18. november 1910 gjordes et nyt forsøg på at hæve stykket, som man antog vejede omkring 6 tons. Ved hjælp af trosser, der var lagt rundt om stykket af en dykker, forsøgte 4 mand at dreje spillet ombord på skonnerten – men uden at vragstykket gav sig. Ved kraftanstrengelsen sprængtes imidlertid en strop, der holdt en stor blok i mastekranen. Heri var taljen fastgjort, men ved sprængningen af trossen rev den store blok sig løs fra mastekranen og ramte med stor kraft Eduard Hansen direkte i hovedet. Han døde øjeblikkeligt.

Børnene
Enken Eline Hansen arvede naturligvis Villa Godhavn og  hun formåede at blive boende gennem flere år. Hun døde i 1944. Hendes ældste barn var datteren Margrethe, der var 12 år ved faderens død. Hun fik senere en uddannelse som spillelærerinde, forblev ugift og boede i mange år på Tibberup Møllegaard.

Sønnen Knud var 10 år ved faderens død. Han blev i 1924 cand.polyt. og blev ansat som ingeniør ved Københavns Flydedok og Skibsværft. Efter nogle udlandsophold var han ved B&W og ved Helsingør Skibsværft, men i 1937 startede han sit eget skibskonsulentvirksomhed “Knud E. Hansen”, som hurtigt gjorde sig gældende indenfor skibsarkitektur, skibsdesign og marineingeniør-faget. Mange hundrede skibe over hele verden er siden blev bygget med design fra firmaet Knud E. Hansen – og den verdensomspændende virksomhed har såmænd i dag sit hovedsæde lokalt, nemlig på “Lundegaarden” på Classensvej i Helsingør.

Husets berømte søn, civilingeniør og skibsdesigner, Knud E. Hansen, hvis firma fortsat lever i bedste velgående – og i øvrigt har hovedkvarter på Lundegaarden i Helsingør. (Tegning fra Knud E Hansens hjemmeside)


Det primitive stenfiskeri
I 1800-tallets midte foregik stenfiskeri ofte som en slags sidebeskæftigelse for fiskerne – når der ikke var fisk. Det foregik ofte fra mindre åbne både og det indebar, at det kun var muligt at fiske såkaldte “håndsten”, der kunne tages med hænderne på grundt vand. Man havde også et begreb, der hed “rivesten”, der blev fisket med et langt rivelignende redskab. Riven havde meget store tænder og med den kunne man fiske sten op fra havbunden.

Der var såmænd også en del, der fiskede sten fra stranden – selvom det naturligvis var forbudt. Strandfogederne vogtede over, at ingen fjernede materiale tæt på stranden, men det skete som sagt alligevel – i øvrigt ofte om natten. Men skulle stenene bruges til havnebyggeri, moler eller glacis’er, så var det nødvendigt med sværere lossegrej. Det var en slags mastekran, der ved hjælp af trosser og taljer og et spil kunne løfte mange tons tunge sten.

Fiskeri efter større sten
Når en fiskeplads var valgt, skulle der lægges varp ud – d.v.s. at man førte et anker ud og satte det fast. Efterfølgende blev fartøjet halet helt hen til varpet. Når der på denne måde var lagt tre varp ud, så lå skibet helt fast og flyttede sig ikke. Og det var vigtigt. Herefter kunne stenfiskeren enten sende en dykker ud. Denne skulle så sætte trosser eller en stentang om de store sten. Alternativt kunne man anvende en vandkikkert til at finde stenene, og så ved hjælp af en lang stage fastgøre stentangen. På den måde kunne man med et håndspil fiske sten på op til fire favne vand (= ca 7,5 meter), men arbejdet var naturligvis lettere på lavere vand.

Øresund og stenfiskeri
Senere – d.v.s. i begyndelsen af 1900-tallet –  blev det v.hj.a. motorer muligt at bjerge endnu større sten og på endnu større dybder. Stenfiskeri i Øresund var dog ikke almindeligt – dybderne er for store. De fleste stenfiskere fiskede i Kattegat, bl.a. på nordsiden af Refsnæs, ved Samsø eller ved Hjelm. Alle steder var der store stenforekomster på forholdsvis grundt vand.

De ældste former for byggeri med sten på kysten var de såkaldte “vaser”. En vase er en række sten sat vinkelret på kysten, holdt på plads af to rækker tæt nedrammede pæle. Sådanne vaser kunne anvendes som en slags mole, men stenene var som oftest ikke større end de tidligere beskrevne håndsten eller rivesten. Bygningen af havnene på Øresundskysten i løbet af 1800-tallet har naturligvis betydet, at der skulle fiskes større sten til molebyggeriet, men nogen samlet plan for dette forelå ikke. I praksis kunne det være en stenfisker fra Kerteminde, Nyborg eller Rødvig, der leverede de ønskede sten. De forsøg på kystsikring, der i tidens løb har været på kysten, har ikke nødvendigvis været en følge af stenfiskeri – der er også tilført opgravede sten til glacisbyggeri og lignende.


Rev. 02.04.2021