Fæstninen på Tibberup Bjerg, hvor svenskerne gik i land i år 1700, er sidenhen glemt af de fleste. Det var en krig, der i øvrigt aldrig blev officiel – men hvor svenskerne etablerede sig i en befæstet lejr, hvoraf enkelte rester stadig kan erkendes i dag – 320 år efter den storstilede landgangsoperation. Men en egentlig registrering er aldrig gennemført – og på stedet leder man forgæves efter information om begivenhederne.

Af Kresten Tommerup

Samtidigt fornemt tysk(?) stik, der viser den svenske landgang nedenfor Tibberup Mølle, der på det tidspunkt var en stubmølle. Møllen blev ødelagt ved selve invasionen, men den blev genopbygget umiddelbart efter på samme plads, hvor den hollandske møllebygning står i dag. Det fremgår, hvor tæt ind under kysten de allierede orlogsfartøjer gik for at kunne beskyde det danske forsvar med deres kanoner.


Året var 1700. Det var midt på sommeren, storkene fløj til og fra deres reder rundt om “Storkholms Mose” vest for det lille fiskerleje Espergærde, hjortevildtet tog som sædvanlig godt for sig af Tibberup- og Mørdrup-bøndernes afgrøder, og stubmøllen på toppen af bakkedraget ud mod Øresund – kendt som “Tibberup Bjerg” – klagede sig lydeligt i sommerblæsten.

Det var sommer, endda højsommer, men der var alligevel en form for kulde i luften, en usikkerhed og uvished i blæsten, som fik alle til at frygte for fremtiden – og usikkert skæve ud over Sundet mod kysten på den anden side – det tabte land. Det var helt sikkert, at der var derfra, ulykkerne nu kunne ventes…

Selv om der var gået godt og vel en generation, siden svenskerne havde været lige ved at udslette det danske rige fra landkortet, var det helt evident, at kampen mellem de to riger om herredømmet i Norden endnu ikke var helt afsluttet. På den her side af Øresund drømte mange stadig om at vinde de gamle østdanske provinser (Skaane, Halland og Blekinge) tilbage – og modsat var der på svensk side indædte ønsker om ved lejlighed at fuldende det, der glippede i 1659, da Karl 10. Gustavs stormtropper forblødte foran Københavns tilisede volde.

Svenskekongen Karl 12. var netop fyldt 18 år, da han i spidsen for sin hær indledte landgangsoperationen ved Tibberup. Operationen var den første af de mange krige, som fyldte resten af kongens liv, og legenden fortæller, at den unge konge var så forhippet på at nå i land som en af de første, at han hoppede ud af båden, inden han kunne bunde. Det er den situation, der er gengivet i denne senere danske tegning af Gerhard Heilmann. Illustrationen er ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden i år 1700 – f.eks. er det usikkert, om den nordlige angrebsgruppe, som kongen stod i spidsen for, overhovedet kom i kamp ved landgangen.


Roskildefreden 1658
Siden fredsslutningen i København i 1660 efter Karl 10. Gustavs pludselige og uventede død havde dansk udenrigspolitik drejet sig om at omstøde den forsmædelige Roskildefred fra 1658 og vinde de tabte østdanske landområder tilbage. Flere forsøg var gjort igennem årene, men kampene var alle foregået på den svenske side af Øresund eller nede i hertugdømmerne. Landet var i de forløbne 40 år så godt som kommet sig efter forarmelsen, da svenskerne sidst stod i landet. De gamle kunne dog endnu berette grufulde og rædselsvækkende historier om de mange overgreb, stort set hele riget dengang var blevet udsat for… Der var derfor al mulig grund til den følelse af frygt, som alle havde ved udsigten til endnu et væbnet svensk “besøg” i landet.

Så tæt på den totale sejr – og så gik det alligevel galt, må den svenske reaktion have været, da stormløbet mod København mislykkedes en januarnat i 1659, ikke mindst som følge af den udstrakte hjælp, som fra hollandsk side blev ydet til den indesluttede hovedstad. Den hollandske hjælp til det da næsten undertvungne Danmark og vilkårene i alle fredsslutningerne lige siden var et udtryk for, at magtkampen mellem de nordiske riger nu reelt blev afgjort af de europæiske stormagter i skiftende koalitioner.

Og nu – i året 1700 – var situationen en ganske anden, end den havde været i 1658/59. Nu var det svenskerne, der havde fået de stærke allierede på deres side, nemlig garantmagterne England og Holland, der sammen med Sverige stod som sikkerhed for, at Altona-freden fra 1689 mellem Danmark og Gottorp ikke blev brudt. Det var imidlertid, hvad den unge kong Frederik 4. havde gjort ved tidligt på året at indlede et dumdristigt angreb på Gottorp med en hær på hele 18.000 mand. Kongen var selv med hele hæren i Holsten, hvor der efter en længere belejring af den stærke fæstning Tønning havde udspillet sig voldsomme kampe mellem danske og svenske styrker. Tilbage i og omkring  København befandt sig kun 4-5.000 regulære soldater som reel beskyttelse af hovedstaden, hvis forsvar blev ledet af en af kongen indsat kommission, “Slotsloven”.

Garantmagterne havde sendt en større flådestyrke til Øresund, hvor de svenske, engelske og hollandske flådestyrker havde forenet sig, en nærmest uovervindelig samlet styrke på ikke mindre end 61 linjeskibe samt tilhørende småfartøjer. Nu krydsede de omkring i Øresund og holdt den danske flåde indespærret i hovedstaden. Ved flere lejligheder (21. og 26. juli) var København endog blevet beskudt fra søsiden – en demonstration af den danske hovedstads udsatte beliggenhed i udkanten af det reducerede rige. Et svensk forsøg på landgang ved Charlottenlund/Skovshoved 22. juli var blevet afvist af de danske styrker, men alle vidste, at hovedangrebet endnu forestod.

Det var så kort tid siden, at Skaane, Halland og Blekinge var blevet afstået til svenskerne, at store dele af befolkningen på den anden side af Øresund endnu følte sig mere som danske end som svenske. Det betød også, at der ikke var større vanskeligheder ved at få oplysninger frem om, hvad der i det skjulte foregik på den anden side af Øresund. Alle var derfor fuldt ud klar over, at Sverige havde samlet store troppestyrker i Skaane – der blev talt om en hær på mere end 10.000 mand – og på dansk side var landeværnet blevet sat i ekstra beredskab for at imødegå den invasion, som alle efterhånden var klar over var overhængende nær.

Men ingen på dansk side vidste, hvor slaget ville stå. “Slotsloven” koncentrerede forsvaret om selve hovedstaden, idet mindre rytterstyrker, feltkanoner og landeværnsenheder dog var blevet placeret flere steder langs hele Øresundskysten – fra Stevns i syd til Kronborg i nord, ligesom styrker var lagt ud på Amager for at imødegå et eventuelt forsøg på at angribe København fra “ryggen”.

Tibberup Mølle malt i 1854 af Vilhelm Petersen. Man får her et indtryk af terrænforholdene på det sted, hvor begivenhederne i år 1700 fandt sted.

Også fra svensk side blev der drevet spionage – og svenske styrker havde jo nogle årtier forinden befundet sig næsten overalt i Danmark og derved skaffet sig et grundigt kendskab til landet. Den dag i dag afspejles det forhold af, at nogle af de ældste og bedste kort over de danske landsdele, havne og forsvarsanlæg befinder sig i svenske militære arkiver i Stockholm.  Svenskerne havde således et ganske indgående forhåndskendskab til forholdene i Danmark forud for angrebet.

Planlægningen af angrebet

På den svenske side af Øresund var planerne for den forestående invasion ved at blive gjort klar. Allerede 27. juli forelå en regulær angrebsplan – og efter et spiontogt til den danske side af Sundet 29. juli – en rekognoscering af kyststrækningen fra Skovshoved til Espergærde – blev strækningen mellem Humlebæk og Espergærde – “Tibberup Bjerg” – valgt som stedet, hvor landgangen skulle finde sted. Her var der ubebygget, åbent land, og her kunne de større orlogsskibe, der skulle deltage i aktionen, gå ganske tæt ind under land og understøtte landgangen med deres kanoner. Endvidere var forstranden her så smal, at et effektivt dansk forsvar ville blive besværliggjort – og hele det højtliggende Tibberup Bjerg ville efterfølgende uden større vanskeligheder kunne befæstes – og om fornødent også forsvares mod et dansk modangreb. Medvirkende ved valget af Tibberup som angrebssted var også afstanden til København – svenskerne satsede hermed på, at “Slotsloven” ikke ville risikere at sende en større styrke så langt ud fra hovedstaden. Endelig betød den korte afstand fra den skånske kyst, at operationen ikke ville blive helt så risikabel, som tilfældet ville have været ved et angreb længere sydpå.

Det svenske brohoved blev i dagene efter landgangen udbygget til en veritabel feltbefæstning med bastioner, løbegange og grave, således som det fremgåt af dette udsnit af et samtidigt svensk stik. Det viser på en og samme tid selve landgangsoperationen mod kysten og den siden anlagte feltbefæstning med angivelse af de enkelte svenske hærenheders placering indenfor fæstningens volde og grave. Kortet er så detaljeret, at det endog burde være muligt ud fra dets oplysninger at fastslå stedet, hvor Karl 12. havde sit eget telt opstillet. Af de ikke viste dele af stikket fremgår bl.a., hvor mange mand/heste m.v., de enkelte svenske enheder omfattede.


De næste dage gik i Skaane med at få formeret angrebsstyrkerne, forsynet dem med proviant til de 5 dage, de måtte kunne klare sig på egen hånd, inden de enten fik tilført nye forsyninger fra hjemlandet eller via lokale plyndringer ville være i stand til at “leve af landet”. Det blev fastlagt, at hovedangrebet skulle gennemføres af 2-2.500 mand, bl.a. hele den svenske garde, idet denne første bølge umiddelbart skulle efterfølges af en lige så stor 2. bølge, bestående af Upplands og Kalmar Lens regimenter. Det svenske brohoved ville således ved selve landgangsoperationens afslutning rumme 8 batailloner på i alt 4-5.000 mand, suppleret med de afdelinger af det smålandske rytteri på ca. 1.000 ryttere, som det måtte lykkes at få ført over Sundet allerede på førstedagen. Angrebet skulle sættes ind mod tre punkter på kyststrækningen, nemlig direkte nedenfor Tibberup Mølle, ud for den nuværende Tibberupgård syd herfor samt midt imellem disse to, omtrent ved foden af det tidligere Tibberup Familiehjem

Det kom ikke helt til at gå, som planen foreskrev, bl.a. fordi vejrforholdene ikke ubetinget var med invasionsstyrkerne – men i hovedsagen blev planen, hvis hovedansvarlige var den svenske generalmajor Stuart, dog fulgt ved det endelige angreb.

Landgangsoperationen
2. og 3. august blev de svenske styrker indskibet, men modvind gjorde, at angrebet måtte udsættes. Samtidig viste det sig, at angrebet måtte foregå uden den vigtige understøttelse fra rytteriet, idet der ikke kunne fremskaffes landgangsbåde, som kunne overføre det smålandske rytteri. Men søndag den 4. august slog vinden om – og nu blev det alvor. En stor svensk/engelsk/hollandsk flådestyrke på op mod 20 orlogsfartøjer – en trediedel af den samlede allierede flådestyrke – stod fra morgenstunden ud fra Landskrone, ledsaget af omkring 100 forskellige småfartøjer til brug under selve landgangen (en broget blanding bestående af espinger, slupper, storbåde, færgebåde og fiskerfartøjer m.v.) – og efter et par skinangreb ved bl.a. Rungsted og Vedbæk søgte flådestyrken op langs den danske kyst. Operationen blev dog undervejs noget generet af en mindre dansk flådeenhed på 12 fregatter og snaver, der søgte at angribe landgangsstyrken. Den danske eskadre blev dog afvist efter en kort træfning, men havde rent faktisk held med at forsinke hele operationen – hvilket gav forsvaret inde på land bedre tid til at komme på plads.

På et ca. 50 år gammelt kort over Tibberup Bjerg-området (valgt alene for at give bedst muligt overblik) er den svenske feltbefæstning her søgt indtegnet på grundlag af kortoplysninger fra 1700-tallet og besigtigelser foretaget ude ”i marken” i dag. På strækningen fra stranden nedenfor Tibberup Mølle og den nu nedrevne Ungdomsskolen Øresund frem til Ny Strandvej/Gl. Brovej/Bakkedraget er voldanlæggets forløb ret sikkert og stadig genkendeligt i terrænet. Fra Bakkedraget frem til Tibberupgaardsvej lige før kommunegrænsen i syd er det derimod ulige sværere at finde tilbageværende spor i terrænet efter gennemførelse af omfattende jordarbejder på stedet i forbindelse med Kystbanens anlæggelse for godt 100 år siden og etableringen af Ny Strandvej i midten af 1930’erne. På den sidste strækning forløber Karl 12.s voldsystem endnu ret markant gennem villahaverne parallelt med den snorlige Tibberupgaardsvej frem til Gl. Strandvej og derfra lidt mere uvist videre ned mod stranden. Med cirkelmarkeringer er vist de steder, som er gengivet med nutidige fotos. De oprindelige veje i terrænet er Gl. Strandvej samt forbindelsesvejen fra Tibberup Mølle til Tibberup landsby – i dag splittet op i Tibberup Møllevej, Gl. Brovej, Ved Bakkedraget og Vester Bomvej ovre på den vestlige side af Kystbanen. Disse vejforløb har stort set ikke ændret sig siden år 1700 og kan direkte genfindes på kortene fra samtiden. (Markeringer v/ Kresten Tommerup).


Ved Nivaa kastede skibene i øvrigt anker, for nu var det blevet frokosttid(!), men efter frokost fortsatte flådestyrken op til det fastsatte landgangssted, hvor de mange orlogsskibe formerede sig i en halvmåneform mellem fiskerlejerne Humlebæk og Espergærde, idet skibene gik helt tæt ind under land – med de to admiralskibe liggende i midten af formationen. Mellem dem var der efter planen et stort åbent hul på 1.000-1.500 alen, hvorigennem de mange forskellige landgangsfartøjer nu sejlede ind mod de respektive landgangssteder på kysten, altimens orlogsskibene indledte et voldsomt bombardement af hele kyststrækningen. Selve landgangen startede mellem kl. 5 og 6 om eftermiddagen.

Hele invasionen og det forgæves danske forsøg på at imødegå den er udførligt skildret i en øjebliksrapport, skrevet af den unge Frederik Rostgaard til Krogerup kun en uges tid efter angrebet (optrykt efterfølgende).

Med i den første angrebsbølge var den unge svenske konge, Karl 12., som netop var fyldt 18 år. Han var tiltrådt som regent allerede som 14-årig, men dette var den første af de mange krigshandlinger, som skulle gøre ham til Sveriges krigerkonge frem for nogen. Historien fortæller da også, at kongen var så ivrig efter at komme i kamp, at han sprang ud af landgangsbåden, inden han næsten kunne bunde. I vand til armhulerne vadede han ind mod land i spidsen for den svenske gardes 1. bataljon, sammen med Hans Wachtmeister og generalmajor Stuart, der ikke forlod kamppladsen trods sit sår.

Kampene var på det tidspunkt allerede blevet indledt længere mod syd (ved det nuværende Tibberupgaard lige nord for kommunegrænsen). Her var den svenske gardes 2. bataljon og bataljonen fra Malmø garnison nået først i land og blev allerede ud for selve stranden mødt af et indædt dansk forsvar, både i form af landeværnsfolk bevæbnet med musketter, i god dækning bag et stendige op mod Babylone Skov, herudover tre små feltkanoner under ledelse af amtsforvalter og krigskommissær Jens Rostgaard og afdelinger af det danske rytteri.

Også midt på invasionsstrækningen  (nedenfor Tibberup Familiehjem) var landgangen nu i fuld gang. Her var det den svenske gardes 3. bataljon, der gik i land under ledelse af kaptajn  Ehrensten.

Hele kyststrækningen blev forsvaret af et helt underlegent antal danske landeværns-soldater og rytteri, støttet af i alt syv små enpundige feltkanoner. I alt kan det anslås, at de danske styrker bestod af 3-400 ryttere fra 3. sjællandske rytterregiment, et stort set tilsvarende antal landeværns-soldater bevæbnet med musketter samt mandskab til betjening af de små feltkanoner. De danske styrker på totalt ikke over 8-900 mand havde fra kystskrænten kunnet følge de svenske forberedelser og var blevet placeret med som nævnt nogle hundrede bønder helt mod syd, støttet af Jens Rostgaards tre kanoner. I midten var hovedparten af rytteriet opstillet samt de 4 feltkanoner fra Frederiksborg Amt, og i nord (ved Tibberup Mølle) stod de resterende landeværnsfolk.

Kampene var intense, men forholdsvis hurtigt overstået. De danske styrker forsvarede sig indædt, og der blev bl.a. gennemført flere voldsomme rytteriangreb på de angribende svenske styrker – de første angreb blev endda ført helt ud i vandet, hvor rytteriet gik til angreb på svenskerne med blanke våben. De forsvarende danske styrker måtte dog ret hurtigt give op overfor den solide svenske overmagt, og midt på Tibberup Bjerg faldt de fire frederiksborgske kanoner i svenskernes hænder. Inden da havde danskerne dog nået at fornagle dem, så de ikke umiddelbart kunne bruges.

Også mod syd brød forsvaret sammen, men det lykkedes dog for Jens Rostgaard at bringe sine tre kanoner længere ind i land, og fra Tibberup mark fortsatte han beskydningen af angriberne, samtidig med at han forsøgte at motivere folkene til et fornyet, koordineret angreb. Nu rykkede det svenske centrum imidlertid frem over kystskrænten, og samtidig indledte den nordlige styrke under Karl 12.s egen ledelse, som ikke synes at have mødt alvorlig modstand, en omringende bevægelse fra Tibberup Mølle mod syd. Det fik amtmanden, der havde overkommandoen på slagmarken, til at indse, at slaget var tabt, og han gav derfor landeværnsfolkene besked om at tage flugten. Tilbagetrækningen foregik imidlertid under fuld kontrol, og kun ganske få danske våben faldt derfor i svenskernes hænder. Derimod fortsatte rytteriet og Jens Rostgaards tre små kanoner kampen, som først stilnede af omkring 20-tiden om aftenen. Da havde Jens Rostgaards tre etpunds falkonetter i alt affyret mere end 200 skud. Løbene har været godt varme, da de tre kanoner blev ført tilbage i sikkerhed…

Efter det svenske ”besøg” blev der langs hele Øresunds- og Kattegatkysten opført en stribe af kystbatterier for at sikre landet imod nye angreb. Kortet her, der stammer fra 1720, viser placeringen af batterier bl.a. ved Babylone Skov, midt på Tibberup Bjerg og ved Espergærde. Kortet viser samtidig placering og udstrækning af de svenske skanseanlæg i en halvcirkel rundt om hele ”Tibberup Bjerg”. (Forsvarets Bygningstjeneste).

 

Tabene var betydelige – målt med datidens alen. Det danske rytteri havde 11 direkte faldne og endnu flere “blesserede”. Også tabet af heste var betydeligt – og flere af rytteriets ledere havde direkte fået skudt hesten væk under sig. Også hos bønderne – landeværnet – var der adskillige sårede og “dødsskudte”, ikke mindst blandt dem, der havde betjent feltkanonerne. Der findes officielle lister over rytteriets faldne og sårede, hvorimod det er en langt vanskeligere opgave at få et reelt overblik over tabene blandt landeværnsfolkene.

Fra svensk side foreligger der ikke umiddelbart troværdige angivelser af tabene. De oplysninger, der foreligger, er helt åbenbart for lavt sat, men også på svensk side har omkostningerne været høje, målt såvel i dræbte som sårede. Blandt de sårede var generalmajor Stuart, der allerede ved kamphandlingernes start blev ramt af en musketkugle i låret.

Tydeligst viser de 300 år gamle befæstningsanlæg sig i dag på begge sider af Gl. Strandvej lige omkring Tibberup Mølle – til begge sider i form af en flere meter høj skrænt, der gennemskærer terrænet helt nede fra kystskrænten og over mod Ny Strandvej – og selve møllens grund synes også at have taget form efter det gamle forsvarsanlæg. Her ses skrænten ved møllegrundens nordside, hvor den flankerer indkørslen fra Gl. Strandvej til et nyere hus, der har terrasse umiddelbart nedenfor en rest af skanseanlægget.

Ved Ny Strandvej/Gl. Brovej i Espergærde – den sidste i realiteten en del af den oprindelige forsbindelsesvej mellem Tibberup Mølle og Tibberup landsby – kan man finde næsten intakte dele af Karl 12.s fæstningsværker, som også afslører sig tydeligt selv på nutidens matrikelkort. En autoforhandler har i dag slået sig ned på en trekantet parcel lige på hjørnet af Ny Strandvej og Gl. Brovej. Denne ret specielle grund er en af feltbefæstningens oprindelige fremspringende bastioner, hvis 2-3 meter høje nordvendte væg her er fotograferet fra villahaven nedenfor. Skrænten kan følges helt frem til vejen Bakkedraget. Græsplænen i forgrunden er langt senere opfyld.

Samtidige svenske stik viser tydeligt, at der i dagene efter landgangen af svenskerne blev anlagt tre vaser eller landgangsbroer nedenfor Tibberup Bjerg. Rester af dem kan stadig ses ved kysten, her den nordligste lige nedenfor Tibberup Mølle, hvor Karl 12. vadede i land i spidsen for sine mænd. Man ser tydeligt den smalle forstrand nedenfor den høje kystskrænt, som vanskeliggjorde det danske forsvar af stedet.

På hjørnet af Gl. Strandvej og Tibberupgaardsvej ligger denne moderne villa, placeret på en fremskudt bastion fra Karl 12.s tid, der tydeligt kan ses på de ældre kort. Bastionens linieføring (graven foran en regulær vold?) kan den dag i dag erkendes som en markant mørk stribe gennem hele græsplænen for foden af niveauspringet.

 

Rev. 02.04.2021