Af Kjeld Damgaard

Det ældste, kendte billede af Gurrehus er fra omkring år 1800. Man ser ejendommen fra øst med den hovedbygningen længst mod højre. De mindre bygninger til venstre er stalde og andre udbygninger, som anvendtes til landbrugsdrift.



Da Gurre Slot endnu var i sine velmagtsdage i slutningen af middelalderen var borgen og dens bygninger – foruden et administrativt centrum i det nordøstlige Sjælland – også centrum for en større skov- og landbrugsdrift.

Da Roskildebispen Joakim Rønnow i 1534 ville købe Gurre-borgen og dens tilliggender, gennemførtes en synsforretning, hvori bl.a. værdien af slotslenet blev vurderet. De fire vurderingsfolk var alle højtstående embedsmænd og de vurderede at den samlede værdi af Gurres “skov, mark og fiskevand” udgjorde 4 læster korn, 13 skæpper og 4 fjerding smør samt i penge-rente  16 lødige mark og 3 penninge. Det vil i omtrent betyde, at der var ca. 300 tdr. land. – men det var for en stor dels vedkommende fæstegods. Borgens egne jorder og fiskevand udgjorde kun 1 læst korn – altså mindre end en fjerdel af det samlede gods.

Vurderingen af skovene er lidt vanskeligere at omsætte til nutidige forhold. Dengang blev de vurderet til 500 oldensvin – altså datidens mål for hvor mange svin, der kunne opfedes i skovene. Imidlertid var der her tale om et betydeligt skovareal – svarende til omkring 20 større fæstegårde.

Administrationen af disse betydelige arealer blev – efter borgens nedlæggelse i første halvdel af 1500-tallet – udført som ved de andre

Gurrehus omkring 1870. Billedet viser den hovedbygning, der blev revet ned omkring 1882-83, da Frederik Tutein havde opført et nyt stuehus.

kongelige ladegårde, f.eks. Esrum Ladegaard. Det vil i praksis sige ved at avlen og bygningerne blev drevet af fogeder og bønder.

En lige linje fra borgen til det nuværende Gurrehus
Allerede medens borgen eksisterede i bedste velgående havde man anbragt en såkaldt natstald oppe på plateauet vest for slottet. En natstald er en stald, hvor besøgende til borgen og andres heste m.v. blev opstaldet for natten. Stalden lå sandsynligvis lidt syd for den nuværende Gurrevej – omtrent bagved den nuværende såkaldte herskabsstald.

Nord for Gurrevej opførtes – antagelig i midten af 1500-tallet – en ladebygning som skulle blive centrum for landbrugs- og skovdriften af borgens tidligere jorder. Denne bygning blev senere erstattet af det såkaldte “Gurre Vangehus”, der igen afløstes af det nuværende “Gurrehus”.  Der går med andre ord en lige linje fra Gurre  Slot til det nuværende “Gurrehus”.

Gårdens jordtilliggender synes dog at have varieret væsentligt gennem tiderne. Fra 1500-tallets store skov-tilliggender over 1700-tallets relative beskedne jordtilliggender til 1800-tallets opblomstring frem til starten af 1900-tallet hvor al jorden blev afhændet.

Den første bonde på Gurre Vangehus, som vi kender navnet på, er Olle Christensen, der nævnes i Markbogen 1681. Det yderligere af Markbogen, at gården tilhører Kongen, og at jorderne bestod af både ager og eng.

Gurrehus set fra søsiden i 1890’erne – med landbrugsbygningerne til højre i billedet,


Gurre Vang
Navnet “Gurre Vangehus” synes at være tilknyttet den omstændighed, at Gurre Vang oprindelig udgjorde en væsentlig del af ejendommens tilliggender. Gurre Vang var nemlig oprindelig både skov og mark – hvilket det i og for sig stadig er. Det er nemlig ikke kun den nuværende skov, der hører til den oprindelige Gurre Vang. Det gør også de marker, der i dag ligger mellem Gurre Vang og Gurrehus og syd herfor – ned mod Marianelund.

I ovennævnte Markbog fra 1681 fremgår det dog, at Gurre Vangehus’ jorder på det tidspunkt lå tæt på selve ejendommen – og at Gurre Vang ikke på det tidspunkt var en del af tilliggendet. Gurre Vang blev i 1715 udlagt til kongelig høvang og kobbel for Kronborg Rytterdistrikt. Her skulle bl.a. ryttergardens heste græsse og herfra skulle Kronborg Ladegaard forsynes med hø. I 1799 blev det bestemt, at arealet skulle overdrages forstvæsenet, men det skete dog først i 1811, efter at hegnene i 1805 var blevet afløst af de nuværende stengærder.

Det lille renæssance-slot som det så ud i perioden 1882-1914, da det atter blev bygget om.

Endnu for 200 år siden var der dog endnu flere skovfrie områder i skoven. Ikke blot den nuværende Lerhusslette (nord for Marianelund) og Skovridersletten (nordvest for Valdemarslund), men også to store sletter midt i skoven, Hestehavesletten og Tinkerupsletten var ikke skovbevokset. Måske var det rester af de vange, som tidligere benyttedes til græsning for stutterihestene  (Frederiksborg-hestene) fra Esrum.

Skovriderne på Gurrehus
En sammenhæng mellem skovbruget og Gurre Vangehus er også tydelig fra og med 1713, da Gurre Vangehus blev beboet af skovrider Viet Christiansen Lintner. Han var skovrider for Kronborg Amt, og havde efterfulgt sin fader, Christian Nielsen, der havde haft bolig dels i Nyrup, dels på Gl. Ørsholt (lå nordvest for nuværende Ørsholtgaard). Den næste beboer af Gurrehus var også skovrider – nemlig den unge Mads Petersen. Han var kun 24 år, da han blev skovrider, så han blev i embedet helt frem til 1769, hvor han døde. Han afløstes af sin søn, Christian Vilhelm Munckeberg, som dog kun blev i embedet i 10 år frem til 1779 – efter at bønderne i området havde klaget over hans metoder og behandling af fæsterne. Der må have været noget om snakken, for Munckeberg blev rent faktisk sat fra embedet “som følge af sin store nidkærhed i tjenesten” – og afløst af en ny skovrider i 1781, Poul Frederik Jürgens. Sidstnævnte tog ikke bolig på Gurrehus, men derimod på Krogenberggaard ved Munkegaarde. Først i 1805 kunne en senere skovrider, Johann Küsch, tage den nybyggede skovridergård, Valdemarslund, i anvendelse.

Gurrehus’ bygninger omkring år 1800
Da oberst Hans B. Gottberg (ikke Gottburg, som gengivet tidligere) i 1796 solgte ejendommen, der nu kaldtes “Gurrehus”, blev ejendommen beskrevet. Det skete efter at gården i 1794 var “afbrændt” som det hedder i forsikringsprotokollen. Det fremgår af taksationsprotokollen, at gården da bestod af 4 længer i bindingsværk. Den største var på 40 fag (et fag = den afstand, der er mellem to vægstolper i et bindingsværkshus). Det var stuehuset, der lå mod nord ud imod søen. Det fremgår også at denne bygning var teglhængt – hvorimod de tre andre bygninger var stråtækte. Den søndre længe var på 35 fag, de to andre længer hver på 16 fag. Der var m.a.o. ikke tale om en almindelig bondegård – og den tegning, der findes af gården fra omkring år

Gurrehus fotograferet fra luften i 1937 eller 1938. Ejendommen var i 1914-15 blev udvidet med en stor gæstefløj mod øst. Ejendommen havde omtrent dette udseende frem til 1967 da forsvaret påbegyndte opførelsen af en såkaldt værelsesfløj længere mod øst. Denne del af ejendommen blev atter nedrevet i 2012.

1800 viser da også, at gården var af en anseelig størrelse. Disse bygninger var opført i 1794-95, idet det fremgår af brandforsikingsarkivalierne at Gurrehus nedbrændte den 30. juni 1794.

Beskrivelsen bekræftes af en ny beskrivelse fra 1804, der bl.a. nævner at stuehuset var indrettet med spisestue, 2 såkaldte blå stuer, to kamre, en garderobe samt et sovekammer. Derudover var der køkken borgerstue, pigekammer, gartnerens kammer samt to karlekamre. Desuden var der ovenpå et enkelt kvistværelse. Gårdens besætning bestod af to gamle heste, to vognhopper samt en brun hest – foruden var der 10 malkekøer. Til gården hørte tillige 3 arbejdsvogne, en kalechevogn, en holstensk vogn, en enspændervogn, en kane samt en arbejdsslæde.

Imidlertid var der på dette tidspunkt ikke det store jordtilliggende – kun 66 tdr. land. Men ejendommens naturskønne omgivelser betød, at ikke-landmænd blev tiltrukket af ejendommen. Dette ses da også af de mange fremmedartede navne på de personer, der ejede Gurrehus igennem første halvdel af 1800-tallet. Det var engelske familier som Brown, Good og MacGregor og det var en jødisk familie Raphael – alle med andre hovederhverv end landbrug.

Gurrehus bliver igen en stor gård
I 1845 blev Jacob Raphael skilt fra sin hustru Thea Jacobe, hvorefter hun overtog Gurrehus. Det skete i 1847, men endnu på den tid var Gurrehus’ tilliggende ret beskeden. Imidlertid giftede skovrider Sophus Bjørnsens søn fra Valdemarslund, Jacob Bjørnsen, sig med Thea Raphaels datter, Vilhelmine. Og da Jacob Bjørnsen i forvejen havde opkøbt en del arealer i Gurre – og da det unge par slog sig ned på Gurrehus for at drive denne gårds egne jorder – ja, så var det naturligt at både Bjørnsens jorder og Raphaels jorder blev drevet fra Gurrehus. Først i 1872 skete der en egentlig udvidelse af Gurrehus egne jorder, da konsul og købmand Fritz Herskind overtog ikke blot Gurrehus, men også de to Gurre-gårde, Petersborg (også kaldet Stokkegaard) og Slotsgaard. Sammen med andre mindre tilkøb voksede tilliggendet til omkring 220 tdr. land.

Del af glasmosaikken, som er indsat i det store vindue i ejendommen. De to våbenskjolde er hhv. prinsesse Marie og prins Georgs.


Efter at grosserer Frederik Tutein i 1880 havde købt  Gurrehus opkøbte han tillige Søgaard i Gurre. Flere af disse ejendomme havde tilhørt familien Bjørnsen på Valdemarslund – og skønt de var tætte familiemæssige bånd mellem de to ejendomme, så skete udvidelsen af Gurrehus jorder først i sidste halvdel af 1800-tallet – og ikke i første halvdel, som det tidligere har været skrevet i diverse skrifter og bøger.

Forpagter Hans H. Haar 1872-1884
Da købmand Fritz Herskind i 1872 overtog Gurrehus blev der ansat en ny forpagter af landbruget. Han hed Hans Hammer Haar (1841-1905) og var gift med Frederikke K. Petersen (f. 1847). Hans forpagterperiode ophørte i 1884 og han blev senere ejer af Nørregaard i Borsholm. Om ham har gårdejer Christian Hansen, Ørnholm, skrevet en lille erindring i 1935:

Da forvalter Haar paa Gurrehus ved Ejerskifte blev Forpagter af Gaarden, blev han i flere Henseender en Foregangsmand for Gurreegnen. Han anbefalede dem at bruge Kunstgødning; det var noget de ikke tidligere ikke havde brugt, de havde ikke Tillid til det, men da de saa, at det gjorde god Virkning paa Gurrehus’ Marker, begyndte flere af Egnens driftige Landmænd nu ogsaa at bruge det.

Han lærte ogsaa Befolkningen paa Egnen at behandle Smør paa en bedre Maade. Det var noget tarveligt Stads, man dengang havde,

Gurrehus set fra nord i 2006.

om Vinteren blev det en Vælling, eller en tør, haard Klump, der nærmest lignede et Stykke Tælle. Naar dette blev forhandlet paa Helsingørs Torv, var det i hvad man havde for Haanden: en gammel, hankeløs Krukke eller Lerskrelle, en dyb Tallerkenen, og undertiden en gammel Træbøtte; det hele var overdækket med et Stykke graat Papir, der havde været brugt som Indpakning fra Købmand eller lignende. Ofte brugtes et Stykke Lærred eller et snavset Lommetørklæde, der dog blev taget af, naar det blev fremstillet til Salg paa Torvet.

Her kom nu Byens Borgere og smagte paa det med en rusten Lommekniv eller et Halmstraa fra Vognen. Konerne havde gerne et Teske eller tog en Haarnaal. Naar de havde gaaet Torvet rundt og smagt paa det hele og lugtet til det, blev det til sidste bittert alt sammen for dem, de spyttede det foragteligt ud igen og købte det, de første havde set paa.

Paa Gurrehus med sine 62 gode Malkekøer blev der kærnet hver Dag, og Smørret lagt i hollandske Stenkrukker overtrukket med rent, hvidt Papir, men det blev sendt til København til en højere Pris, end den der kunne faas paa Torvet i Helsingør, men mange af Egnens Bønder brugte nu Metoden fra Gurrehus og behøvede ikke mere at staa med deres Smør paa Torvet, de fik gode Smørsteder eller til Grosserere, som sendte det til København. De Mejerierne kom, hvor selv Husmænd med en eller to Køer blev leverandører, ophørte til dels Handel med Smør paa Torvet.

Staldbygningen, der ligger syd for Gurevejen, blev opført i 1916. Foto 2004.

Forpagter Haar holdt heller ikke af den brugte Handel med Kød; der var Slagtere paa Landet, som købte selvdøde kalve og halvdøde Tuberkelkøer, hvoraf der solgtes Kød til Sognets fattige Familier, og de bedste Stykker forhandledes paa Slagtertorvet i Helsingør. Han omtalte dette uheldige Forhold i Tikøb Sogneraad , hvor han i seks Aar var et meget agtet Medlem, og hvor der blev taget meget Hensyn til hans oplysende Ord og gode Forslag.

Ny hovedbygning
Grosserer Frederik Tutein havde en betragtelig kapital med sig, da han i 1880 overtog Gurrehus. Ejendommen bestod da af en trefløjet hovedejendom, samt flere avlsbygninger vest herfor. Den trefløjede hovedejendom måtte imidlertid lade livet allerede omkring 1882, da Frederik Tutein sammen med arkitekt Charles Abrahams (ikke Abrahamsen, som det tidligere er nævnt i diverse artikler), havde udtænkt en helt ny hovedbygning.

Da denne nye hovedbygning stod færdig blev den gamle trefløjede ejendom nedrevet, hvorimod de øvrige avlsbygninger blev liggende hhv. mod vest og syd for Gurrevejen. Kort efter århundredeskiftet blev avlsbygningerne på Gurrehus betegnede som nye – hvilket kunne indikere, at de daværende bygninger var bygget i

Den såkaldte værelsesfløj som forvsaret lod opføre i 1967-68 og som atter blev nedrevet i 2012.

slutningen af 1800-tallet. Omkring århundredeskiftet bestod Gurrehus jordtilliggender af i alt 275 tdr.land., og vi ved med sikkerhed, at der i 1899 var et betragteligt antal bygninger – hhv. syd og vest for det nuværende Gurrehus.

Godsejer Frederik Tutein havde en nevø, Ferdinand Tutein, som ejede Ørsholt. Og det var nevøen, der i flere år drev landbruget både på Ørsholt og Gurrehus – dog ikke uden indblanding fra den noget iltre Frederik Tutein. Landbruget var således bortforpagtet til denne nevø, der ifølge en beretning fra Bent Waagepetersen, egentlig var udset til at arve Gurrehus. Bent Waagepetersen erindrer herom:

Sammen kunne de to ejendomme have udgjort en smuk enklave på næsten 700 tdr. land, men da Ferdinand Tutein giftede sig anden gang med en kone, han uden blusel havde købt af gartner D. i Helsingør, blev den gamle på Gurre gal i hovedet, ikke så meget, sagde man, fordi nevøen havde “købt” den smukke fru D., men den gamle mente, Ferdinand havde givet for meget for hende!

Gurrehus blev derfor solgt til anden side i 1911 og Frederik Tutein flyttede til Helsingør, hvor han boede i det nuværende Odd Fellow Palæ i Strandgade indtil sin død i 1920.

Landbruget ophører
I forskellige fremstillinger om Gurrehus er det fremgået, at avlsbygningerne blev nedrevet hhv. efter bygningen af det nye Gurre hus i 1882 eller umiddelbart efter Prins Georgs overtagelse af ejendommen i 1913. Ingen af delene er imidlertid rigtige. Avlsbygningerne blev først nedbrudt i sommeren/efteråret 1918, efter at grænserne mod Ørsholt i 1914 var blevet rettet ud, samt at landbruget var afviklet og jorderne udstykket i 1917. Jorderne blev herefter solgt i efteråret 1918, men først i starten af 1920’erne blev de fleste arealer videresolgt til “Foreningen til Opkøb og Udstykning af Landejendomme i Sjællands Stift m.v.”. Denne forening lod siden flere mindre husmandsbrug eller parcelliststeder oprette på Gurrehus’ gamle jorder.

Gurrehus’ fæstere og ejere

-1681-         bonde Olle Christensen
1713-1720  skovrider Viet Christiansen Lintner
1720-1767  skovrider Mads Pedersen
1767-1789  skovrider Christian Munckeberg
1789-1796  oberst, kammerherre Hans Balthazar Gottberg
1796-1804  fhv. guvernør David Brown
1804-1828  købmand John Good
1828-1837  købmand Edvard Brown
1837-1839  konsul F. C. MacGregor
1839-1847  klædehandler Jacob Raphael
1847-1872  enkefru Thea Raphael
1872-1880  købmand Fritz Herskind
1880-1911  grosserer Frederik Tutein
1911-1913  hofjægermester Knud Trolle Post
1913-1913  hans majestæt Kong Georg d. 1 af Grækenland
1913-1959  prins Georg af Grækenland
1957-2001  Forsvarets Bygningstjeneste
2001-2001  Mogens de Linde
2001-2001  Aktieselskabet af 23. aug. 2000
2001-2014  Ejendomsanpartsselskabet Gurrehus

2014-2019 Anders Vestergaard-Jensen

2019-         Bensimon Rossing Ejd. ApS, v/Henrik B. Rossing

Rev. 24.02.2021