af Hans E. Jensen (red. af Kjeld Damgaard)

Bestyrerboligen på Skovlund – set fra nord – i november 1952, inden der blev anlagt have på området foran. Bygningen midt i billedet var traktorhus med vaskehal til maskiner samt værksted. Bygningen helt til højre var svinestald.


Så en aften ringede der en mand, som præsenterede sig som proprietær Steen Knudsen, Rerslev ved Hedehusene. Han havde solgt en gård til en københavnsk direktør, Louis Bahnson, og havde lovet at skaffe en bestyrer eller inspektør også. Han havde så gennem forpagter Frederik Elgaard, “Borsholmgaard” hørt, at jeg var interesseret i en sådan stilling, og ville så høre mig selv om det var noget, som min tilkomne hustru og jeg selv kunne tænke os.  Han vidste, at vi havde været på “Lindholm” i over 3 år – han sagde det ikke rent ud, men det lå næsten i det han sagde – at så kunne vi ikke være helt idioter. Gården var på ca. 250 tdr. ld. og hed “Skovlund”, lå i nærheden af Tikøb, lige ved Esrum Sø.

Det havde i høj grad vor interesse, og vi aftalte, at han skulle hente os en dag, hvor vi så skulle køre op for at se på gården. Jeg kunne godt se, at den var lidt forsømt i marken og bygningerne lidt gamle, men vi sagde ja, hvis vi ellers kunne blive enige om ansættelsesforholdene. Jeg må lige tilføje, at der var en kun 2 år gammel bestyrerbolig med en dejlig lejlighed til os i den ene ende, og værelser, badeværelse og borgestue til medhjælperne i den anden ende af huset.

Løn og ansættelsesforhold
Vi blev efterfølgende kontaktet af Steen Knudsen, der i mellemtiden havde talt med Bahnson, og aftalen blev så, at de ville lave et udkast til en ansættelseskontrakt, og hvis vi kunne gå ind for den, kunne vi regne med, at stillingen var vores. Efter nogen ventetid kom brevet og kontrakten, og da den var som aftalt, skrev vi under. Vi var dermed sikret stillingen med tre måneders opsigelse fra begge sider. Lønnen var kontant 9.500 kr for et år + frit hus. I huset var der centralvarme, som også var med i lønnen, ligeledes gratis lys og telefon samt grøntsager og mælk og en stor gris om året.


Hertil skal føjes, at da der var gået et år, sagde diretøren til mig: “Det er ikke til at bo herude på landet uden bil”; nej, det ville jeg gerne holde med ham i, men jeg havde ikke råd til at købe bil. Direktør Bahnson foreslog derpå, at han ville stille en bil til rådighed for os. Den kunne vi betragte og bruge som var det vor egen, så længe vi var ansat hos ham.  Det var jo dejligt – vi fik en vældig god stationscar “D.K.W.” – den bedst indrettede stationscar jeg har set. Bagsæderne kunne lægges helt plant ned og forsæderne kunne vippes, så de var som hovedpuder, når vi kørte på ferie i den. Inden vi selv fik bil på Skovlund, havde jeg tit lånt en af direktørens, flere gange var det en stor Chevrolet, senere en stor Nash og til sidst en Mercedes 180, som egentlig var fruens. Direktør Bahnson kørte selv i en stor sort De-Soto, men jeg skulle altid spørge om der var en bil ledig, så det var dejligt, da vi selv fik bil. Det skete dog enkelte gange i begyndelsen, at Bahnsons privatchauffør kom og lånte vores, når han skulle have meget med hjem fra København.

I ansættelsesaftalen indgik desuden, at vi skulle have de ugifte folk på kost. Der fik vi 3,60 pr. person pr. dag. Året var 1952, så selvom det virker som lidt nu om dage, så var vi nok blandt de højst lønnede bestyrere – vel at mærke når alle naturalier blev regnet med ind i lønnen. Der var i øvrigt mange lignende stillinger der på egnen, der var jo mange “københavnergårde”.


Måtte spise af et askebæger
Den 1. november 1952 tiltrådte vi så pladsen som bestyrerpar på Skovlund. Det var en lørdag, og det var en fordel, for så havde vi søndagen til at gå det hele lidt igennem. At det var forsømt, var jeg klar over, men at det var så slemt, havde jeg dog ikke troet.

Vi havde en vognmand til at køre os derop, med de få ejendele vi havde. Det var skab, kommode, kufferter, cykler, tøj og alt hvad Jessie selv havde lavet og samlet + gaver fra vores netop overståede bryllup. Møbler m.m., som vi havde købt i Roskilde skulle møbelfirmaet levere på “Skovlund” samme lørdag eftermiddag.

Vi var fæstet for, at alt hvad der hørte til daglig husholdning i køkkenet + rigeligt af service til medhjælperne, skulle være der. Der var imidlertid næsten intet. Det eneste Jessie fandt var en gryde og en pande. Med det fik vi lavet lidt mad om søndagen, men jeg måtte f.eks. spise kærnemælkssuppe af et stort askebæger, da vi endnu ikke havde fået pakket vores egne ting ud. Heldigvis var der den dag kun 2 ugifte folk og en staldkarl foruden en forkarl, som jeg havde med fra “Lindholm”. De øvrige kom først dagen efter.

Da jeg kom ud og fik det hele gået igennem, kunne jeg hurtigt se, at der var intet værktøj, hverken skovle, grebe, spader m.v. Selv ikke skagler og seletøj var der noget af. Mandag morgen måtte Jessie og jeg derfor køre ind til Tikøb Brugsforening, hvor Jessie bestilte alt hvad hun skulle bruge til hus og hvor jeg så købte ind af værktøj, reb, håndlamper o.s.v. – alt hvad der var nødvendigt i det daglige. Senere måtte jeg købe endnu mere, efterhånden som “manglerne” dukkede op.


Det første markarbejde

Foto fra 1954, da alle traktorerne blev udskiftet. De to gamle (uden førerhuse) skulle afleveres, men er sammen med de nye traktorer, først kørt frem på gårdspladsen foran ladebygningen, der også rummede mølleri.


Det første vi skulle i gang med, var at tage roer op og køre dem sammen. Alt arbejde var langt bagud, arbejdet måtte nærmest have ligget stille de sidste par måneder. Der var 2 gamle traktorer, “Massey Harris” og 2 spand heste. Jeg regnede så med, at vi kunne bruge det ene spand heste til at tage roer op med. Der var nemlig en gammeldags slædeoptager. Det andet spand heste skulle så bruges til at trække vogne frem med, medens traktorerne skulle bruges til at køre til roekule med. Men hestene var simpelthen så lusede, at de gnubbede sig mod vogn eller smed sig ned, da de fik seler på. Vi kunne overhovedet ikke spænde dem for, og langt mindre køre med dem. Jeg måtte derfor til dyrlæge for at købe lusepulver, så vi kunne vaske dem. Den ene af traktorerne gik ganske forfærdeligt, så den måtte til mekaniker og skilles ad. Det var jo benzintraktorer dengang og der havde åbenbart været skruet et tændrør af og puttet en ganske lille møtrik ned i cylinderen. Derpå var tændrøret skruet på igen, så det var faktisk lidt af et mirakel, at ikke traktoren var blevet totalt ødelagt.

Efter at alle de genvordigheder var blevet nogen løst, kom vi endelig i gang med roerne, men så kom de næste problemer. Roerne var simpelt så fyldt med ukrudt: Mælder, bynker, tidsler og kvikgræs, så det slæbte i roeoptageren. Vi kunne derfor kun køre et kort stykke ad gangen. Tilmed var roerne så små, at vi kun kunne læsse dem med spidsgreb. Hvis vi forsøgte med en roegreb faldt roerne mellem grenene, og så ville vi også have fået alt ukrudtet med i roekulen, således at roerne ville rådne. Der var ikke for mange roer i forvejen. Da vi endelig – i begyndelsen af december meget for sent – var færdig med roerne, tænkte jeg: Hvordan klarer vi foder til køerne i vinter? Roekulen var nemlig meget lille.

Køerne
Jeg havde i den forløbne tid, sat mig lidt ind i hvad det var for køer, der var på gården. Jeg kiggede bl.a. på hvor mange junger mælk, der gik til mejeriet. Jeg studerede også kontrolbogen, og måtte hurtigt konstatere, at det var simpelthen en flok stude, der stod derovre i stalden. Jeg tror aldrig jeg har set så dårlige kontrolregnskaber – størsteparten af køerne var kun til slagtning.

Fodermesteren var hverken til at snakke med eller arbejde sammen med. Efter nogle måneder var han heldigvis væk en morgen. Hans kone eller samlever kom en morgen og sagde, at han var væk, men hun ville gerne blive og være med i stalden, hvis jeg kunne få en ugift i stedet for den forsvundne fodermester. Det fik jeg så, og det gik rigtig godt indtil jeg fik fæstet en ny til 1. maj. Vel at mærke: Jeg fæstede ham ikke selv, det gjorde Steen Knudsen, som jo skulle være tilsynsførende det første år. Jeg havde imidlertid ikke valgt den fodermester, hvis jeg havde kunnet bestemme.

Pløjning i december
Vi var heldige med vejret. Det var stadig ret fint efterårsvejr, da vi endelig var færdige med roerne. Så efter at vi havde tærsket lidt, måtte vi jo sørge for korn til grisene og halm til køerne. Så var det på høje tid at få staldgødningen kørt ud – ellers kunne vi jo ikke komme i gang med pløjningen. Vi var jo næsten nået hen mod jul, og selvfølgelig var der ikke sået hverken frø eller vintersæd. Det ville den forrige ejer jo hverken bruge penge eller tid på, når gården alligevel skulle sælges.  Det betød, at på nær græsmarkerne, skulle det hele pløjes. Vi havde haft et par løsarbejdere, men de blev fyret til jul. Et par andre fik juleferie, så foruden stald var der kun en husmand og jeg selv. Der har vel været over 200 tdr.ld. at pløje, så vi måtte pløje hele julen og nytåret, bortset fra selve helligdagene. Nu var der meget bakket, så det gik ikke lige så stærkt, som hvis det havde været flad jord, men vi blev da færdige, inden der kom frost og sne.

Nye maskiner
Om vinteren var det tid til at få efterset og repareret redskaber og maskiner. De var imidlertid i en sørgelig forfatning, og meget var simpelthen så dårligt og gammeldags, at det blev skrottet. Selvom jeg var lidt irriteret over at have en Steen Knudsen som vagt til at holde øje med mig, var jeg til tider alligevel glad for det, fordi han kunne se, at det var nødvendigt at skifte ud. Det var derfor ham, der måtte foreligge det for direktøren. Et par gange var vi da også på “Borsholmgaard”, for dér at se på ny maskiner.

Inden for det første år fik vi bl.a. to nye traktorer med lift, læssegrabbe, ny roeoptager, ny såmaskine, nye plove, to nye vogne og flere andre ting. Der var også en stor hestestald, hvor det meste blev lavet om, så der i stedet var plads til 10 søer.

Latterlig dårlig besætning

I vintermånederne havde jeg så endelig tid til at interessere mig rigtig for kostalden, gå kontrolregnskaberne efter – og som nævnt, var der mange af køerne, som var helt nede på 75 kg smør om året. Det var jo helt latterligt, når en ordentlig ko helst skulle give 225 kg og opefter. Nu skal det retfærdigvis nævnes, at der havde været mund- og klovsyge 2 år i træk. Jeg vidste også på forhånd, at besætningen var meget dårlig, fordi den fodermester som vi havde på “Lindholm”, netop havde været på “Skovlund” et par år forinden. Han var imidlertid rejst, da det heller ikke var tilfredsstillende for ham, at arbejde med sådan en besætning.

For at have lidt rygdækning, henvendte jeg mig til kvægavlskonsulent Stryhn i Hillerød, og fik han til at hjælpe mig med at pille de dårligste ud, så vi kunne få dem solgt.

Derefter købte vi 10 kælvekøer i Odsherred. Det var nu Steen Knudsens skyld, at vi købte dem – jeg syntes egentlig ikke de var gode nok, men kalvene der kom, var efter gode tyre, så næste generation blev virkelig gode. Senere var jeg selv på Fyn og købe ti kælvekvier af virkelig god afstamning. Efter at vi nogle få år senere havde bygget ny stald, købte vi en hel besætning på 17 køer, nede ved Ringsted. Den var blandt de højst ydende i hele landet, og vi blev derfor også en meget flot nr. 1 i hele Kontrolforeningen. Når det hele kunne lade sig gøre så hurtigt, skyldtes det jo, at der var kapital bagved. En “almindelig” landmand havde jo først skulle tjene pengene, inden han kunne investere i flere køer.

Nu på eget ansvar
1. maj 1953 fik vi, som nævnt, en ny gift fodermester, som Steen Knudsen havde fæstet. Han hed Laurits Rasmussen, hans kone hed Mary og deres to børn, Karl og Ellen. De var flinke og pligtopfyldende og nemme at arbejde sammen med – så det gik, mod forventning, ganske godt i 4 år.

Da vi så nåede hen sidst på sommeren 1953, sagde direktøren til mig: “Vi behøver da ikke Steen Knudsen mere. De klarer det da fint uden ham!” Og det var jeg da enig i, og derefter havde jeg så hele ansvaret selv.

To belgiske hopper, den ene med føl, er netop kommet hjem fra dyrskue med præmie. Mellem hestene ses bestyrer Hans E. Jensen. Foto 1960.

Nu var vi også kommet igennem det første år med alle de problemer, der havde været. Det, der nu skulle ske, var at få gjort markerne rene og i ordentlig gødningsstand. Ligeledes skulle markerne have godt med kalk, de var nemlig helt gule af gul okseøje – en typisk surbundsplante.

Traktoruheldet
Jeg fik også lagt græsmarkerne om, således at jeg fik vedvarende græsmarker på de værste bakker, som jo næsten ikke var til at køre på, hverken med traktor eller andre maskiner. Det betød en del vinterarbejde med at lave nye folde. Men inden da havde vi været ude for at par uheld på de marker. Ved det første skete der ingen personskade, blot det, at traktorføreren ikke kunne styre traktoren med en gødningsspreder bagefter, så han havnede i en grøft.

Anden gang var værre. Vi havde fået ny traktorfører som skulle pudse foldene af med slåmaskinen. Et sted havde jeg givet udtrykkelig besked på, at han ikke måtte køre, fordi der var al fare for at vælte. Men han var desværre af den slags, der skulle vise de andre tøsedrenge, at han kunne køre alle vegne. Da jeg så regnede med, at han snart måtte være færdig, gik jeg derud og så straks, at han var væltet med traktoren. Jeg må have udbrudt noget i retning af: “Åh Gud, han er død!”. Han drejede imidlertid hovedet og sagde: “Jeg er ikke død, men jeg kan ikke røre mig! Jeg er ramt tværs over ryggen af slåmaskinen!” Jeg løb naturligvis alt hvad jeg kunne hjem og fik tilkaldt en ambulance og Falck. Derpå tog jeg over for at hente hans kone. Han blev kørt på Esbønderup Sygehus, hvor det viste sig, at han havde brækket ryggen og lænden 3 steder, men han blev heldig ikke lammet. Han blev spændt fast til en stor plade og lå sådan i meget lang tid. Der gik mange måneder før han atter kunne arbejde og tilsyneladende havde han ingen mén. Efter nogle få år måtte han imidlertid opgive at arbejde ved landbruget. Han kunne ikke tåle kulden om vinteren og heller ikke de hårde løft, som der var mange af ved landbruget dengang.

Bedriften udvides
Vi byggede også et stort stykke til svinestalden, så vi fik plads til ca 40 søer og 400 fedesvin. Senere byggede vi et ret stort maskinhus og senere igen et hønsehus i forbindelse med en ny hestestald til 4 rideheste. Direktørens børn havde fundet på, at de ville have rideheste, men de kom nu aldrig til at bruge dem. De var kun til at fylde foder i, men vi havde heldigvis intet med alt det at gøre. Det passede gartneren, og han hørte slet ikke til det øvrige folkehold. Han var direktørens “altmuligmand”, som skulle passe høns, rideheste, have og gårdsplads

samt vaske og pudse biler og hvad ellers direktøren kunne finde på til ham. Gartnerens kone hjalp til i hovedbygningen.

I begyndelsen skulle Jessie klare det hele derinde alene, men eftersom vi fik større besætninger og dermed flere folk, så blev det for meget. Derfor prøvede vi først med en ung pige, men hun var intet værd. I stedet fik vi en kone fra Danstrup nogle timer om formiddagen. Det gik fint. Senere fik vi så en gift traktorfører, hvis kone havde 3 timer hver formiddag. Gudrun, som hun hed, var meget dygtig flink, så det gik også godt.

Allerede i sommeren 1953 var vi kommet ind i en god og behagelig rytme og havde gode folk. Det største problem var nok roemarken. Den var jo meget tilgroet med før omtalte gul okseøje, så vi måtte have ekstra roearbejdere for at få dem luget. Lidt tillæg til akkorden måtte der også til, således at de kunne holde en acceptabel dagløn.

Også tid til familiebesøg
Den sommer havde vi besøg af min moder og bror og svigerinde hjemme fra Mols. Jeg havde lejet en bil uden fører i den tid de var der, for at de kunne komme lidt rundt medens de var der. Det gjorde et stort indtryk på min moder, at se Fredensborg Slot og andre steder i Nordsjælland – hun havde stort set aldrig været udenfor Mols før. Jeg havde også en broder og svigerinde, der først var på “Borsholmgaard”, senere på “Kvistgaard Hovedgaard”. Vi besøgte meget ofte hinanden i den periode vi var på “Skovlund”. Også Jessies familie fra Horns Herred kom tit på besøg. Af niecer og nevøer havde vi tit besøg – bl.a. af min nevø fra Mols, der kom på lange ferier. Det gav lidt liv i huset.

Men tilbage til hverdagen på “Skovlund” – den gik jo stort set som på andre større gårde. Ganske vist var “Skovlund” ikke nogen herregård, men arbejdsforholdene var stort set de samme m.h.t. arbejdstid og deslige.

Efter omlægningen til de vedvarende græsfolde, måtte jeg have to marker med frø og en med roer. På den måde fik jeg variation i omdriften, så det  ikke var korn alt sammen.  Det var også nogle få år, hvor vi havde en stor kartoffelmark – ca 20 tdr. ld. – med fabrikskartofler. Det var godt nogle år, men da vi ikke var andelshavere i kartoffelmelsfabrik så ville de ikke give så meget for kartoflerne. Dermed blev det urentabelt.

Foruden bakkerne havde vi også noget jord, der lå meget lavt. Det var afvandet til Esrum Sø, men der havde vi problemer med lejesæd. Derfor prøvede jeg med vårhvede. Det var en succes, for det var stivstrået og selvom det gav mindre udbytte, fik vi til gengæld en stor overpris for det. Det skyldtes, at det var meget bedre bagemel. Imidlertid gik det også kun godt et par år, så kunne der fås endnu bedre bagemel fra udlandet.

Det væltede poppeltræ, der ødelagde en del af kostalden


Poppeltræet
Efter vi havde været på “Skovlund” i en fire-fem år, og alt var i en god gænge, skete der pludselig noget som ingen kunne forudse. Vi havde haft besøg af Jessies kusine og hendes forlovede, og efter at de var kørt, skulle jeg lige en tur i marken. På hjem gik jeg gennem den lille skov, der hørte til gården, og langs med søen. Det var et pragtfuldt sommervejr, søen var næsten blank, bortset fra at der til tider var nogle mærkelige krusninger på vandet. På det sidste stykke hjem til gården var der noget mærkeligt i luften – jeg kan ikke forklare hvad.

Lige efter jeg drejer om hjørnet af maskinhuset, er det som om en særlig kraft tager om det meget store poppeltræ, som stod foran kostalden. Træet bliver vredet rundt og med et stort brag vælter det ned over kostalden og smadrer en del af denne.

Fodermesteren og medhjælperen var ved at jage køer ind og jeg løb selvfølgelig hurtigt derhen, for at se om der var sket dem eller køerne noget. Det var det heldigvis ikke, men de råbte derinde fra: “Det brænder, det brænder!”  Jeg løb så videre til møllerummet og slog hovedafbryderen fra – det var jo el-ledningerne, der var revet over. Ved at afbryde strømmen, fik vi en rigtig brand afværget.

Vi måtte jo hurtigst muligt have bud efter en elektriker, så vi kunne få strømmen genetableret. Vi skulle jo have køerne malket, og heldigvis var der intet sket med malkeanlægget. Køerne skulle jo ud på marken igen, så vi gjorde intet ved det, der var smadret. Dels skulle vi have forsikringsselskabet ud at vurdere skaden, dels var det jo sommer. Det var især tagkonstruktionen og loftet, der var ødelagt.

Stalden var jo gammel og dårligt vedligeholdt, og tilmed for lille, så direktør Bahnson var mest stemt for, at der blev bygget en hel ny stald. Det blev så vedtaget, at der skulle bygges en hel ny stald med plads til 75 køer + kælvekvier. Den skulle bygges sammen med ungkreaturstalden, så der i alt blev plads til ca 150 dyr.

Så fin som en operationsstue
Direktøren var jo sådan indstillet, at det der var hans, skulle helst være finere og mere moderne end alle andres, og derfor blev det bygget meget flot og med de mest moderne installationer, der var på det tidspunkt. Det betød, at der blev indret stort malkerum med kølemaskiner og kølehus, vaskekar, bord med vaskekummer, skabe m.m., foruden et tip-top toilet med vaskekumme. Hele stalden var beklædt med hvide fliser og ligeledes blev der lavet 4 kælvebokse, som selvfølgelig var beklædt med fliser både på sider og gulv. Jeg husker engang vi havde en ung ko, som ikke kunne kælve, og vi måtte lave kejsersnit på den. Det havde vi haft før, men de var sendt til Landbohøjskolen. Dyrlægen mente imidlertid, at man ikke kunne få bedre operationsstue end i denne nye stald, og det gik da også som det skulle.

Skovlunds hovedbygning 1953. Foran ses Hans E. Jensen, Astrid Frandsen og Jessie Jensen.


Filmoptagelser
Udendørs fik vi opsat en rystemaskine, så roerne blev renset for jord inden de gik i elevator, hvor de blev kørt op i en kurv og en slidske for at komme ind i roehuset. Det var på det tidspunkt noget nyt maskineri, og vi blev også spurgt fra Landboforeningen om de måtte sende et filmhold ud for at filme det hele. Jeg tror, at de var der i tre dage. Det var ret generende, men alligevel ret interessant. Senere så vi det i Fjernsynet og nogle af billederne blev brugt i landbrugsbøger, bl.a. til undervisning på landbrugsskoler.

Nu har jeg beskrevet meget rosende de ting vi fik lavet, men teknologien udviklede sig i de år så hurtigt, at efter kun få år, var det allerede – om ikke forældet – dog så højst umoderne. Der kom rørmalkning og automatisk udmugning, hvor man bare skulle trykke på knapper, så gik mælken op i rør og direkte ud i kølemaskinen. Og al gødning kørte automatisk ud i møddingen. Kort tid derefter kom så ristestalde og gyllebeholdere og andre steder forsøgte man sig med løsdriftstalde m.m.

Bahnson skuffet
Efter at vi havde overstået det nye byggeri, ville vores fodermester ikke mere. Han syntes det blev for stort, og købte i stedet en lille ejendom ved Langesø, som han blev meget glad for. Vi fik så en ny fodermester, der var ugift, samt to unge elever.

De skulle så selv afvikle ferier og fridage. Den nye fodermester, Poul Nielsen, var rigtigt uddannet indenfor større besætninger. Han kunne selv inseminere, klovbeskære og slagte. Vi arbejdede meget godt sammen, da vi begge var indstillet på, at få en førsteklasses besætning ud af det. Vi deltog også i dyrskuerne med ret mange dyr, som fik hæderlige præmier. Vi fik nogle 1. præmier og en 2. præmier for en tyr – og jeg havde da heller ikke ventet mere, men det var en stor skuffelse for direktøren, som troede, at når det bare var fra “Skovlund”, så var det det bedste.

Tærskeværket bliver umoderne
De første mange år havde vi haft byggeri hver eneste år, så nu gjaldt det om at tænke på maskineriet. Jeg var bl.a. ude for at se på nogle brugte, men næsten nye tærskeværker, til afløsning for det gamle. Heldigvis havde jeg ikke købt dem, for det var, at gå imod udviklingen. Med omlægningen af markerne, var det jo nu muligt at køre med mejetærsker på alle de dyrkede marker. Desværre købte vi i første omgang en brugt mejetærsker, som vi kun fik bryderier med og masser af reperationer på. Efter 2 år købte vi så en ny 10-fods Massey-Ferguson samt en ny højtrykspresser. Nu var vi godt kørende, selvom det endnu på den tid var en sækkemejetærsker. Tankmaskinerne var endnu ikke rigtigt kommet frem, og vi havde jo heller ikke dengang silo eller anden lagerplads til at tage løs korn hjem i.

Familiebesøg i bestyrerboligen ca 1953. Fra venstre ses Jessie Jensen (hustru til bestyrer Hans E. Jensen), svigerinderne Ingrid Jensen og Laurine Jensen, Karl Jensen  (bror), Eva Jensen (mor) og Niels Jensen (bror).

 

Efterhånden betragtede jeg næsten “Skovlund” som min egen gård, men nu var direktørens drenge blevet så gamle, at de skulle være elever på gården. Det var selvfølgelig med henblik på, at den ene efterhånden skulle overtage ledelsen af gården. Drengene, Sønke og Jesper, var såmænd meget flinke, men det kunne til tider godt give lidt problemer, for de øvrige på gården kunne godt somme tider synes, at der blev taget lidt for meget hensyn til sønnerne. Et lille eksempel på en anden konflikt var engang, hvor Jesper havde kørt på traktor mod en stige, som stod op ad ensilage-siloen og derved ødelagt den nederste meter. Det så direktøren senere, og skulle så vide, hvilken idiot , der havde lavet det. Jeg måtte så fortælle, at der var hans egen søn, men jeg havde på fornemmelsen at han troede, jeg dækkede over en af de andre.

Bekymring for fremtiden
Imidlertid havde vi talt alvorligt om, at det måske var på tide – jeg var midt i fyrrerne – at se sig om efter en anden stilling. Jeg ville jo nødig stå i den situation som 50-årig at blive fyret, hvis en af drengene skulle overtage roret.  Men så en morgen i maj 1960, ringede Jessies broder og fortalte, at hendes fader var faldet om i stalden og var død. Han havde drevet Jessies fødegård på Sæby Mark i nærheden af Skibby. Denne gård fik vi nu tilbudt, og efter nogen betænkningstid, sagde vi så op til den 1. marts 1961. Bahnson var meget forstående og gav tilladelse til, at vi af og til tog til Sæby for at se efter gården. Til gengæld skulle vi så være behjælpelige med at finde en afløser til “Skovlund”.

Det blev en som hed Poulsen, som jeg mente var en dygtig mand. De havde 5 børn, men det mente direktøren ikke gjorde noget. En gang senere på sommeren i 1961, blev vi inviteret op til middag hos Bahnsons sammen med Poulsens. Her kunne vi se, at det gik vældigt fint, og at vi havde valgt rigtigt.

Rev. 18.03.2021