”Horserødhus” Skovfogedsted var engang kro

Af Kjeld Damgaard

Ældste kort, der viser skovfogedstedet er dette skovkort fra 1765, hvor man tillige ser ”Skov Fogt Vang” nederst på kortet. Den er den vang eller vænge, der i 1917 bliver til Horserødlejren. Horserød er på dette kort lidt misvisende stavet ”Hesserød”.

Med det kommende salg af Horserød Skovfogedsted til privat brug slutter en op mod 400 år gammel anvendelse af stedet som tjenestebolig for en af skovens embedsmænd. Vi kender ikke den nøjagtige alder på stedet, men fhv. skovrider Gunnar Bergsten oplyser i sin bog om skovene omkring Helsingør, at meget tyder på, at der siden 1600-tallet har boet en skovfoged på stedet.

En skovfogeds opgaver var – sammen med hegnsmændene (skovløberne) – at holde øje med skoven, bl.a. at tilse at ingen skovede træer uden tilladelse. Desuden skulle skovfogeden holde regnskab over køb og salg, sørge for genplantning, vildtpleje og meget andet. Nogen egentlig uddannelse var der ikke tale om før i begyndelsen af 1900-tallet, men da skovfogederne var kongeligt udnævnte, så havde de jo en myndighed, der skulle respekteres.

Vi kender ikke de første skovfogeder i Horserødhus, men i 1771 ses den da 27-årige ”Kroemand Lars Christensen” i en fortegnelse over Horserød bys mandlige indbyggere. Det er uden tvivl den samme Lars Christensen, der i maj 1769 blev gift med enken Anna Catharine Hansdatter. Det passer med, at kromand og skovfoged i Horserød Niels Michelsen døde samme år i februar måned og at fæstet af en jordlod i april samme år blev overdraget til Lars Christensen. Og det passer også med, at Lars Christensen ifølge 1771-fortegnelsen var gift med en kvinde (desværre ikke navngivet), der var gift for anden gang og på det tidspunkt var 39 år. Lars Christensen havde altså ægtet forgængerens kone, måske med henblik på at få hvervet som skovfoged og kromand. Niels Michelsen (1718-1769) var i øvrigt søn af skovfoged Mickel Hansen i ”Lille Toelt” – samme sted som den senere Poulsens Planteskole ved Kelleris.

Samme Lars Christensen findes også i folketællingen fra 1787 og her er det præciseret, at Lars Christensen var ”Gaardmand, Kroemand og Skovfoged”. Vi kan altså fastslå, at skovfogedstedet og kroen er samme sted – og drevet af samme person. Da Lars Christensens første hustru døde i 1775, blev han i januar 1776 gift igen med Karen Jørgensdatter. Parret havde da 6 hjemmeboende børn – og derforuden boede der tre tjenestefolk på gården. Endnu i 1801 nævnes han – nu med titlen ”Kongl. Skovfoged og Kroemand”.

Denne Lars Christensen fortjener i øvrigt et par ord mere med på vejen. Han var født i 1845 som søn af mølleren i Tibberup. Han var tilsyneladende en meget driftig mand, og blev flere gange belønnet med Det Kgl. Landhusholdningsselskabs præmier. Baggrunden var, at Landhusholdningsselskabet forsøgte at fremme de reformer, der netop i slutningen af 1700-tallet skulle modernisere dansk landbrug. I 1784 fik han således en belønning på 10 rigsdaler for at have opført 170 favne (320 meter) stengærde samt nogle år forinden at have ryddet 4 tønder land (2,2 ha) til landbrugsdrift. I 1791 ansøgte Lars Christensen om

På dette mere detaljerede kort fra 1785 ses skovfogedstedet liggende helt op ad landevejen (nuv. Esrumvej) sydligst på kortet. Det var her skovfoged Lars Christensen også drev krohold.

præmier for sine 28 får, men da han ikke kunne godtgøre, at de var af engelsk eller spansk race, kunne han ikke opnå præmie. I 1792 ansøgte Lars Christensen atter om præmie for sin høravl. Han havde avlet 90 kg, men præmie fik han ikke, dog udtalte Landhusholdningsselskabet ros til ham.

At der var basis for en kro i skoven ved Horserød er egentlig ikke underligt. Landevejen mellem Helsingør og Esrum og længere ”op ad landet til”, som man sagde dengang, var en vigtig transportvej. Ikke mindst p.g.a. amtskontoret jo dengang lå i Esrum, så hertil var der mange ærinder. Først i 1842 bliver der dannet kommunalbestyrelser – og en del opgaver overflyttedes til sognekommunen, der havde centrum i Tikøb. Mange rejsende var gående og den mil (d.v.s. ca 7.5 km) der var til Helsingør passede nogenlunde til den afstand, man forventede, der skulle være mellem kroerne. Den næste kro lå i Plejelt, hvortil der var yderligere knapt en mil. Var der tale om ridende eller kørende, så havde såvel heste som mennesker også behov for ”at bede”, d.v.s. at få noget at drikke og spise. Det behov opfyldte kroerne.

Men kroerne var også centrum for festivitas, møder og for offentlige handlinger. Meget ofte foregik f.eks. skovauktionerne her. Det var jævnlige auktioner over træ, brænde eller tømmer fra de kongelige skove.

Efter Lars Christensen døde i 1810 kom der ny skovfoged, Peter Ditlev Hansen, i Horserød og nu hører vi ikke længere noget om krodrift. Men kort efter opstod et problem. Skovrider Brüel på Egelund ved Fredensborg havde fået besked fra Rentekammeret (datidens ministerium) på straks at begynde en forhandling med ejeren af skovfogedstedet om at overtage ejendommen for max. 1100 rigsdaler. Det er ikke lykkedes at finde frem til baggrunden for, at der var selveje af en del af ejendommen, men øjensynligt var det kun bygningerne – grunden tilhørte kongen (d.v.s. staten). Så Brüel fik besked på, at hvis ikke ejeren ville sælge, så skulle de 14 fag stuehus og 15 fag udhus samt port og stakit ”inden 4 Uger nedbrydes og bortføres”, hvorimod de 6 fag, der tilhørte kongen på ingen måde måtte beskadiges. Vi har ikke svaret på dette ultimatum, men da stedet siden har tilhørt Forstvæsenet, må vi tro, at handlen er blevet gennemført på de vilkår Rentekammeret havde skitseret.

Fhv. museumsinspektør Lars Bjørn Madsen arbejder p.t. på at blotlægge ”skovens huse” – og i den anledning har han i Rigsarkivet gravet en del materiale frem, der belyser denne problemstilling samt skovfoged Hansens problemer med at få bygget en ny skovfogedbolig. Hele dette materiale skal kulegraves nærmere – så den del af historien må vente, til der er tid til at kigge nærmere på det. Et

Horserødhus fotograferet omkring 1890 med daværende skovfoged Ibsen og familie og aspirant foran stuehuset, der var bygget i 1811.

lille hjørne af Lars Bjørn Madsens materiale kan dog afsløres her. Det drejer sig om hvorfra den nye skovfogedbolig i 1811 fik sin ovn. Man var netop på den tid i gang med at nedrive Hirschholm Slot, og da Forstvæsenet netop på samme tid var i gang med at opføre flere nye huse, så blev det aftalt, at nogle af ovnene fra Hirschholm Slot blev foræret til skovens huse – og altså også en til Horserødhus.

Så det lykkedes altså i 1811 at få de nye bygninger færdige. Et nyt skovfogedsted var blevet opført og selvom vi ikke kender kroens nøjagtige ophørsdato, tyder meget på, at krodriften er ophørt sammen med Lars Christensen og nedbrydningen af den gamle, hidtidige skovfogedbolig.

Også skovfogedsteder havde i ældre tid et jordareal, som de kunne benytte som et mindre landbrug. Det var nødvendigt dels som supplement til lønnen, og bl.a. af hensyn til, at skovfogeden i mange tilfælde havde nogle heste, som naturligvis skulle kunne gå på græs. Men der var også bygget et par driftsbygninger til beboelseshuset – og her kunne skovfogeden have et par grise, køer eller andre husdyr. I 1916-17 blev ”Skovfogedens Vænge”, som arealet blev kaldt, udskilt fra tjenesteboligen. Arealet, der lå syd for landevejen mellem Esrum og Helsingør (nuværende Esrumvej) blev inddraget til et nationalt formål, idet Horserødlejren blev opført her. Den var en humanitær institution, der skulle huse en stort antal syge russiske krigsfanger, som her fik medmenneskelig pleje medens de ventede på, at krigen var fordi og de kunne komme hjem til deres land. Først efter 2. verdenskrig er stedet blevet omdannet til fængsel.

Efter nybyggeriet i 1811 fortsatte rækken af skovfogeder ubrudt frem til skovfogedtjenestens nedlæggelse i 2012. Sidste skovfoged var Henrik Rømer, der dog blev boende i ejendommen som lejer frem til 2019.

De bygninger, der står der i dag er således ikke de oprindelige – faktisk er de skiftet en gang mere siden

Luftfoto fra 2019, der viser det tidligere skovfogedsted, der er beliggende skråt overfor Horserødlejren på adressen Esrumvej 362.

1811. Men der findes en detaljeret beskrivelse af ejendommen fra 1874. Heri beskrives stuehuset bl.a.: I stuehuset findes en forstue og fire værelser samt et køkken med spisekammer. Samtlige værelser har høvlede bræddegulve og oliemalede bræddelofter. I stueetagens dagligstue var der brystpanel, væggene i de øvrige rum var tapetserede og dørene var fyldingsdøre. I køkkenet i stueetagen var et komfur med 3 kogehuller, bageovn og vandkedel. I køkkenet var desuden opgang til 1. etage. Udlængen nord for stuehuset var på 17 fag og tækket med strå. Her var bl.a. vognport, mælkekælder, lade, stald til seks heste samt retirade. Der var også en udlænge vest for stuehuset sammenbygget med ovennævnte udlænge. Denne var på 11 fag og indeholdt stald til 7 køer, røgterkammer, hønsehus, andehus, bryggers med forstue samt borgestue, selekammer, pigekammer samt en forstue. Endvidere var der en udlænge på 8 fag nordøst for stuehuset. Her var brænderum, tørverum, rullestue, huggehus og materialerum. Desuden var et par mindre bygninger, der anvendtes til avlsredskaber, svinestald og jordkælder.

Af synsprotokollen for ”Horserødhus” fremgår, at udhuset mod nord blev renoveret i 1896. Prisen var i øvrigt 899,98 kr – hvilket skulle betales tilbage af skovfogedtjenesten over de følgende 28 år. Det fremgår tillige, at stuehuset blev nyopført i 1898 – altså det hus, der indtil 2013 har været skovfogedens bolig.

Bygningerne har nu siden efteråret 2019 stået tomme, og Skovstyrelsen har besluttet at sætte stedet til salg. Sagen har trukket lidt ud fordi der skulle ske en udmatrikulering fra skovens øvrige arealer. Lad os håbe, at den nye ejer forstår stedets historie og bevarer den typiske stil for skovens huse. Og lad os håbe, at en ny ejer ikke ændrer stedets karakter ved nedbrydning – bygningen er jo i den ”farlige” save-værdi 4 – eller ved f.eks. at lægge sortglaserede tegl på taget eller sætte høje hegn omkring ejendommen.

Liste over skovfogeder i ”Horserødhus” (føde- og dødsår i parentes):

-1769         Niels Michelsen (1718-1769)

1769-1810         Lars Christensen (1745-1810)

1810-1837         Peter Ditlev Hansen (1776-1837)

1838-1867         Rasmus Nielsen (1793-1868)

1868-1881         Christian Ferdinand Ernst (1817-1886)

1881-1917         Alexis Wilhelm Julius Ibsen (1848-1917)

1917-1935         Hans Peter Nicolai Flyger (1865-1943)

1935-1949         Gregor Laurvig Rasmussen (1895-       )

1950-1986         Børge Hermansen (1919-      )

1986-2012         Henrik Rømer (f. 1951)

 

Rev. 28.02.2021