“Nykro” har sine rødder i Nyrup, men hører til Mørdrup. Stedets navn var oprindelig “Sophienhøj”.

af Kjeld Damgaard

Endnu i 1861 blev det i denne salgsannonce for ejendommen fremhævet, at der her havde været kro, og at der måske var en chance for atter at få en kro på stedet. (Helsingør Avis, d. 23.03.1861)

Kroens flytning
I slutningen af 1700-tallet var der sket en betydelig ændring i trafikmønstret, idet den nye Kongevej fra Hørsholm til Helsingør var blevet taget i brug. Den var anlagt i perioden fra 1779 og strækningen forbi Nyrup var i alle fald færdig i 1788, sandsynligvis noget før. Trafikken igennem selve Nyrup var derfor aftaget noget, og kroholdet måtte flyttes til et mere hensigtsmæssigt sted. Kroen indrettedes derfor i en fæsteejendom under Krogerup Gods – en ejendom, som lå ved den nye Kongevej på Mørdrup Bys mark, og som kaldtes “Sophienhøi”.
Kroen blev imidlertid snart også kaldt “Nykro”, måske på grund af navneligheden med “Nyrup Kro”. I hvilket år flytningen skete er lidt usikkert, men det må være sket omkring 1797, da Krogerup Gods det år bortsolgte  ejendommen.

Nykros sidste periode som kro
Nykro blev altså en landevejskro ved den nye Kongevej, og mange landevejsfarere fandt her et bedested – både for mennesker og dyr. Det er værd at bemærke, at blandt de vilkår de nye ejere måtte gå ind på, var udover en fast årlig afgift, en forpligtelse til at besørge den post og de aviser, som blev leveret af posten i kroen, men som skulle til Krogerup. På den tid måtte man på landet selv afhente sin post ved sådanne postudvekslingssteder.

Ejendommens stuehus, der oprindelig var krohus, fotograferet fra Kongevejen omkring 1950.


I 1817 blev den nye ejer – eller arvefæster – af kroen, bager Johan Schämer. Hans tid som krovært sluttede imidlertid brat i 1828, da myndighederne blev trætte af den umådelige drikken på stedet. Ejeren af Krogerup Gods, kammerherre Brun, var ikke tilfreds med den afgørelse og ansøgte om tilladelse til, at kroholdet i Nykro måtte “fremdeles vedblive i den nuværende Arvefæster Schämers Levetid”. Men kammerherre Bruns interesse lå måske mere på det pekuniære område – han fik mere i afgift hvis der var kro.

Demoralisering af den opvoksende ungdom
I december 1841 samledes det nyvalgte sogneforstanderskab for Tikøb Sogn for første gang. Sogneforstanderskabet var en forløber for de senere sogneråd, og i det hele taget det første konkrete tegn på en lokal forvaltning af et vist demokratisk tilsnit.
Johan Schämer, der siden 1828 havde ernæret sig ved rugbrødsbagning, vejrede nu morgenluft – for allerede i april 1842 lå der på sogneforstanderskabets bord en ansøgning om at måtte “tilbageerholde” den gamle bevilling til krodrift i Nykro. I sit afslag skrev Sogneforstanderskabet bl.a.:
“Saalænge Sophienhøi eller Nykro benyttedes til Krohold, tjente dette Sted ikkun til at demoralisere den opvoxende Ungdom, samt til en Samlingsplads, hvor de fra Helsingør hjemvendende Bønder med umaadelig Drik fortærede en Del af de Penge som vare tilsigtede en trængende Families Underholdning eller til Kgl. Skatters og Afgifters Betaling, og naar Drukkenskabet tog Overhaand, endte i Almindelighed Besøget i Nykro med Slagsmaal. Landmanden kunde i den Tid ikke med Sikkerhed skikke sine Tjenere forbi bemeldte Kro, idet medens de drak og forødte Penge, maatte Hestene staa paa Landeveien og derefter mishandles af de drukne Folk.”

“Nykro” har siden 1864 været i familien Jørgensens eje. I den periode har ejendommen været drevet som landbrug og gartneri. Dette billede er antagelig fra 1930’erne og er fotograferet fra Nykros østside og viser de dele af ejendommen som i dag er nedbrudt eller nedbrændt. (Foto udlånt af Arne Jørgensen)


Spirituskørsel
Kort efter forsøgte Schämer sig igen – nu via en stråmand –  med en ny ansøgning. Denne gang om tilladelse til at drive høkeri i Nykro. Imidlertid var Sogneforstanderskabet mistænkelige og svarede:
“Skjønt Sogneforstanderskabet vistnok har den Mening, at det vil være i Sognets arbejdende Beboeres Interesse, om at de saa nær deres Hjem eller Arbejdssted som muligt kunne kjøbe Livets første Fornødenheder, og der saaledes meget godt kunde meddeles Bevillinger, som den ansøgte, paa flere Steder i Pastoratet: saa skal man dog, da man er fuldkommen overbevist om, at det ansøgte Privilegiums Meddelelse vil have til Følge, at det samme Uvæsen som tidligere har fundet Sted i og ved Nykro, atter vil indfinde sig, allerærbødigst tillade sig paa det kraftigste at fraraade, at Bevillingen meddeles, med mindre det maatte gjøres til en udtrykkelig Betingelse, at intetsomhelst Brændevinsudsalg dermed sættes i Forbindelse, og det paalægges Stedets Politimyndighed at have nøie Indseende med, at dette Forbud paa det strængeste overholdes.”
Men ikke nok med det – Sogneforstanderskabet fortsatte med følgende konstatering:
“Uagtet intet Privilegium nu haves til Nykro, er det dog Sogneforstanderskabet bekjendt, at det ikke sjældent skeer, at visse Personer dér gjøre Bedested, og naar de atter tage derfra have en saadan Swiir, at de med deres Kjørsel ikke allene udsætte sig selv for Fare paa Liv og Lemmer, men ogsaa udsætte andre Weifarende for lignende Ulÿkke”.

Stoppested for diligencen

Ejendommen “Nykro”, som den så ud i 2010.


Sagen syntes dermed tabt for Schämer, men Sogneforstanderskabet mente, at nu skulle smugkroen ved Kongevejen også stoppes. Og det endte da med en retssag, hvor Schämer i februar 1844 blev dømt for ulovligt brændevinsudsalg.
Men Schämer gav stadigvæk ikke op. I januar 1846 behandledes i Sogneforstanderskabet en ny ansøgning om fornyet bevilling til krohold. Sogneforstanderskabet var åbenbart nu blødt lidt op – i al fald overvejede man nu, om der kunne gives tilladelse til at indrette et aftrædelsesværelse for de rejsende med diligencen:
“I Anledning af ovenstaaende Andragende maa Tikjøb Pastorats Sogneforstanderskab erklære, at det vel kunde være tjeenligt om Ejeren af Sophienhøi eller Nykroe som nogle kalde Stedet, fik Bevilling til at have AftrædelsesVærelse for Reisende med Diligencen, saalænge denne have Tilladelse til at stoppe op der, for at modtage Passagerer, men at man paa det indstændigste maa fraraade, at andet Kroprivilegium tilstaaes. … Kroen var i sin Tid til stor Demoralisation. … Afstanden er circa 3/4  Miil fra Helsingøer, hvor Indvaanerne have mange Steder at valfarte til. Dens Borgerrepræsentation angiver og kun til Grund til dens Anbefaling, at flere af Borgerne sammesteds have ønsket det. … De længst bortliggende Steder, Fredensborg og Niverød er vel circa 2 Miil, men hvormange andre Steder i Landet, endog i mindre bebyggede Egne, er der ikke længere Afstand fra Kroe til Kroer”.
Schämer blev i de følgende år ved med at ansøge og ved med at klage over afslagene – men fortsat uden held. Nykro blev aldrig kro igen, og det endte med at Johan Schämer solgte ejendommen i 1856.

Nutiden
Ejendommen blev herefter et husmandsbrug eller et parcelliststed, og Nykro ejes i dag familien Jørgensen, i hvis slægt Nykro har været siden 1864. I dag sælges der juletræer og lignende fra ejendommen, hvis hovedbygning endnu ligger på samme sted, som da den blev opført som kro for mere end 200 år siden.

Rev. 10.03.2021