af Kjeld Damgaard

Dette udskiftningskort over Munkegaarde viser hvorledes gårdene og husene lå placeret i forhold til den store Munkegaards Sø. Desværre mangler en del af kortet og desværre er der ingen datering af kortet, men det må være tegnet i 1780’erne – før udskiftningen af Nyrup landsby, som tildelte store dele af Munkegaards jorder til den udflyttergård fra Nyrup, som senere kom til at hedde Kvistgaard.

 

Landsbyen nævnes første gang i de bevarede kilder i 1497. Også i dette tilfælde er der tale om Esrum Klosters Brevbog – og netop i dette tilfælde er det jo tydeligt at landsbyen p.g.a. dens navn er tæt tilknyttet Esrum Kloster. Den lille landsby har simpelthen tilhørt klosteret – deraf navnet.

I 1497 kan vi se, at den lille landsby bestod af tre gårde. De var alle lige store i størrelse og skulle yde det samme i landgilde til Esrum Kloster. I Esrum Klosters brevbog står følgende:

“Mvnkegaarden. Mansiones tres, quarum quelibet dabit j lødig Marck et quilibet ij slætte dage, iiij skæræ dawæ, j lam, j gaas, x less ved.”  Denne blanding af latin og dansk kan oversættes til følgende:

“Munkegaarde. Tre gårde, som hver giver en lødig mark og hver to slettedage, fire skæredage, et lam, en gås og 10 læs brænde.” En slettedag betød at gårdmanden skulle arbejde to dage med at klosterets hø bjerget. En skæredag betød, at gårdmanden skulle arbejde fire dage i selve høsten for klosteret. En lødig mark var en møntenhed der svarede til en mark af sølv, idet en mark i middelalderen var lig med 230 gram sølv. En mark deltes i 16 skilling, som igen deltes i 12 penninge. Det var med andre ord en betydelig afgift, der skulle erlægges som fæsteafgift, selvom indførelsen i bogen tyder på, at den oprindelige afgift alene bestod af den ene mark og de to slettedage. De øvrige afgifter ser ud til at være kommet til efter 1497. Det forhold, at de tre gårde var lige i størrelse fortæller også, at gårdene var oprettet og ejet af den samme ejer: Esrum Kloster.

På dette uddrag af et foto fra ca 1900 taget fra stationsbygningen, kan man få et lille glimt af Munkegaarde landsby på den tid. Huset til venstre blev afbrændt i 1960’erne. Det næste hus kaldtes Aldersro og blev nedrevet i starten af 1900-tallet. Huset med gavlen til er et nyere hus opført i slutningen af 1800-tallet. Bag dette skimtes et par længer, som var resterne af en byens to gårde.

 

I årene efter reformationen i 1536 gled klosterets besiddelser over til kongens besiddelse. Ved svenskerkrigens afslutning i 1660 findes en oversigt over landsbyernes tilstand og for Munkegaardes vedkommende ses det at der nu kun er to gårde. De drives af gårdmændene Anders Rasmussen og Anders Munch. Begge gårde var brøstfældige (= faldefærdige) og med ruinerede vinduer og døre. I 1679 (under Skaanske Krig) var det ikke meget bedre. Bønderne hed nu Jørgen Rasmussen og Hans Hansen. Førstnævnte havde 4 længer, der var meget brøstfældige – sidsnævnte to længer, der var ganske brøstfældige. Begge havde dog tre heste, fremgår det af oversigten. To år senere har vi atter en beskrivelse af landsbyen. Den 30. juni 1681 findes en markbog, der nøje beskriver landsbyen, som fortsat bestod af kun to gårde, som var lige i størrelse og brug. Landsbyen havde jordene delt op i tre vange og de to gårdmænd hed da Jørgen Andersen og Hans Jensen. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at gårdmændene på den ene gård var tre forskellige på kun 21 år. Det har næppe været en let tid.

Ofte er de bevarede dokumenter sager, som vedrører noget der i datiden ansås som kriminelt. Således ser i årene 1737-42 hele tre domfældelser over Niels Andersen fra Munkegaarde. Vi ved i øvrigt intet om Niels Andersen, udover at det i 1740 nævnes, at han var i en slet tilstand. Vi må tro, at han var gårdmand i Munkegaarde. I 1737 blev Niels Andersen og hans søn, Mikkel Nielsen idømt en hård straf: Vand og brød i 3 døgn på Esrum samt tvangsarbejde i to måneder på Kronborg. Dommen faldt fordi de to – på deres egen skovpart – havde hugget 2 læs ris og samtidig vist opsætsighed mod skovfogeden, Hans Henriksen af Nyrupshus. Han havde nemlig opdaget dem på skovhugsten og forlangt at de skulle lade sig pante for den skade de havde gjort på skoven. Det havde de nægtet.  Tre år senere havde Niels Andersen taget en bøgetveje, men “formedelst hans slette  Tilstand blev hand Modereret paa Penge at betale 2 Rdl., saa og at sidde i Hullet paa Esrom udi 2 Dage paa Vand og Brød.” Samtidig havde sønnen, Mikkel Nielsen, også rapset noget risbrænde. Han blev idømt til at sidde to dage i hullet og hver dag bære kappen i en time. “Den spanske Kappe” var en jernbeslået tønde med et hul i bunden, som blev sat med bunden i vejret ned over hans hoved. Med den på skulle han gå omkring i byen i en time – til spot og spe for byens indbyggere. Disse strenge straffeforanstaltninger betød dog ikke at Niels Andersen ikke forsøgte sig igen. I 1742 tog han således tre birketræer, store som en vognstang, og måtte denne gang betale 2 rdl for sin gerning.

Munkegaardsvej 42 fotograferet i december 1973. Ejendommen var sandsynligvis en rest af den vestligste gård i Munkegaarde landsby. Gården blev nedlagt i slutningen af 1780’erne, men tilbage stod endnu en længe i yderligere 200 år. Den blev dog nedrevet i 1998 for at give plads til nybyggeri.

 

Lige syd for byen lå den ret store Munkegaards Sø (senere blot kaldt Munkesø). I en beskrivelse fra 1743 beskrives søen således: “Stor til 3 Drætter med Hovedvoddet, giver af sig store Gedder, en Del Aborrer og Flirer samt Skaller.” (Flirer er en ung brasen-fisk mens Skaller er en karpefisk).

I 1771 blev der optegnet en liste over husstande i Munkegaarde. Det fremgår heraf, at der var to gårdmænd, Ole Jørgensen og Poul Jensen. Desuden var der tre daglejere, Niels Jensen, Ole Nielsen og Børge Andersen. Alle tre benævnes kun daglejere, så vi kan ikke se om de havde eget hus. I 1774 nævnes det dog at byen bestod af 2 gårde og 5 huse. Poul Jensen var gårdfæster fra 1764, da han havde overtaget efter Jens Pedersen – rimeligvis hans fader.  Ole Jørgensen afløstes antagelig senere af Lars Olsen – som sandsynligvis var en søn. I alt fald ses det af udskiftningskortet over Munkegaarde landsby, at Lars Olsen har den østlige gård i Munkegaarde (omtrent placeret på adressen Munkegaardsvej 30-32), mens Poul Jensen havde den vestlige gård (placeret på nuværende adresse Munkegaardsvej 42). Begge gårde er i dag helt forsvundet, men af den vestlige gård, var der endnu i 1990’erne en længe tilbage, nemlig ejendommen på Munkegaardsvej 42.

Af de fem huse, der nævnes i 1774 er kun de tre tilbage. I 1963 blev ejendommen på Munkegaardsvej 28 afbrændt som en øvelse. Huset var imidlertid efter al sandsynlighed 200 år gammelt og et af Munkegaardes oprindelige husmandssteder. Et andet husmandssted lå syd for gaden, omtrent på det sted, hvor senere virksomheden Aistrup etablerede sig. Ejendommen ses endnu på et kort fra 1915 (?), men må være nedrevet

Dette hus er blevet kaldt “Annyly” gennem en lang periode. Huset er imidlertid et af de oprindelige husmandssteder i Munkegaarde landsby, og stammer helt eller delvist tilbage fra 1700-tallet. (Foto: december 1973)

kort efter. De tre ejendomme (uden jord) – nuværende Munkegaardsvej 46, 48 og 50 – eksisterer stadig, dog i en meget moderniseret og ombygget form.

Landsbyen blev nemlig aldrig større end det. Ganske vist var der nordvest for landsbyen i årene efter 1720 blev opført en gård som tilhørte Fredensborg Slot. Denne gård opdrættede i fasaner, men blev i 1769 overtaget af von Krogh, hvorfor denne blev kaldt Krogenberggaard. Nogen egentlig forbindelse til landsbyen fik den imidlertid aldrig. I forbindelse med de store jordreformer i slutningen af 1700-tallet blev det besluttet, at den beskedne landsby Munkegaarde skulle nedlægges og jorden fordeles til andre ejerlav. I praksis betød det, at de to gårde ganske rigtigt blev nedlagt som gårde – det kunne man jo gøre uden større problemer, da det jo var statens ejendom. Gårdmændene var fæstere, og havde godt nok gårdene på livstid, men selv om de som oftest gik i arv til en søn, havde man intet krav herpå.

Men landsbyen blev alligevel ikke helt nedlagt, selvom det meste af jorden blev tillagt Nyrup landsby. En lille gård samt nogle huse blev tilbage, og byens jorder kraftigt beskårede. To nye skove opstod, nemlig Kelleris Hegn og Munkegaarde Hegn. Munkegaarde Hegn blev til en indhegnet skov og en mindre del af arealerne mod vest blev inddraget til Krogenberg Hegn.

Kelleris Hegn opstod af Ravnsholt Aas og delvist af Tornebakke Aas og fik en naturlig vestgrænse ved den nye Kongevej, der blev anlagt i 1780’erne. Resten af Kelleris Vang blev derimod tillagt Nyrup Ejerlav, heriblandt “Qvistens-ageren”. Og da gårdmændene i selve Nyrup allerede den 12. april 1790 var blevet enige om at udskifte jordene og udflytte tre af byens 6 gårde, så tilfaldt de tidligere Munkegaarde-arealer – kaldet “Munkegaards-lodden” således Niels Olsens gård i Nyrup. Hans gård fik efter udflytningen navnet “Qvistgaard”.

Det betød i praksis at Munkegaarde landsby igennem 1800-tallet blot var en klat huse langs landevejen mellem Humlebæk og Esrum. I 1864 blev Nordbanen ført igennem mellem Frederiksborg og Helsingør, og der blev opført en station kun 200 meter fra den gamle landsby. Alligevel fik stationen ikke navn efter den gamle landsby – men derimod efter den gård, der afgav jord til den nye station: Qvistgaard. I løbet af 1900-tallet blev der imidlertid påbegyndt en udstykning af området og langsomt bredte bebyggelsen omkring Kvistgaard Station sig og smeltede sammen med resterne af Munkegaarde Landsby.

Det betyder, at de fleste i dag slet ikke er klar over, at de bor i en gammel landsby, men tror, at de har bolig i en forholdsvis ny stationsby.

Rev. 06.03.2021