af Kjeld Damgaard

Kort over Rørtang landsby og omegn. Kortet er egentlig opmålt i 1857, men først tegnet ca 10 år senere, og derfor er smedjen på kortet angivet til at ligge udenfor landsbyen. Den oprindelige placering var ejendommen, der lå østligst i byen.
Syd for landsbygaden ligger de to gårde, som endnu ligger der, nemlig vestligst Sandholmgaard og østligst Hasselgaard. Nord for landsbygaden ses på kortet den nordvestligste gård, Kjeldsbjerggaard, der lå her indtil den i 1866 brændte og blev flyttet mod nordøst til dens nuværende placering. Den nordøstlige gård i landsbyen hed Spurupgaard. Den nedlagdes midt i 1800-tallet og dens jorder blev overtaget af Borupgaard og senere overflyttet fra Rørtangs ejerlav til Borupgaards ejerlav.


Smedefaget var det vigtigste håndværk på landet. Det var det mest specialiserede man kunne finde udenfor byerne og bortset fra mølleren var smeden den mest ansete. Man kan sige, at smeden var den håndværker, der stod gårdmands

standen nærmest. Ofte gik smedjen i arv til næste generation – ligesom gårdmændenes sønner overtog gården. Den gamle smed oplærte således sine sønner og døde en smed i sin bedste alder, giftede enken sig med en smedesvend, som kunne føre forretningen videre og underholde enken og hendes børn.

Smedjen var uundværlig for landbruget – alle havde på et eller andet tidspunkt brug for smedearbejde. Omvendt hvilede der en vis mystik over smedens arbejde og ikke mindst selve smedjens dunkle univers, hvor der i en byge af gnister skete små mirakler med det ellers ubøjelige jern. Nogle mente endda at smeden kunne lidt mere end blot sit fadervor! Og smeden kunne da ofte også mere end sit håndværk – bl.a. ses det ofte, at smeden var en slags dyrlæge eller tandlæge.

Oprindelig var det ofte bønderne i landsbyen, der ejede landsbyens smedje. De udlejede den så til smeden som til gengæld fik en slags løn i form af naturalier fra gårdene. For dette måtte smeden smede til gårdenes drift og avling. Når en karl red til smeden for at få skoet en hest, havde han jern med samt mad til hele dagen til både sig selv og smeden, men ikke til dennes kone og børn. Karlen måtte desuden være indstillet på at gøre sig nyttig i ventetiden, enten ved at trække blæsebælgen eller slå med forhammeren. Nogle smede fremstillede desuden landbrugsredskaber, vogne eller maskiner, som de så solgte også udenfor landsbyen. Egentlig måtte en sådan landsbysmed kun have en svend og en lærling, men dette blev ikke overholdt alle steder. Til gengæld var der ikke begrænsninger på hvor en grovsmed måtte nedsætte sig med sin virksomhed. Dette gjaldt i øvrigt også vævere, hjulmænd, slagtere, rugbrødsbagere samt ølbryggere – alle andre fag skulle have tilladelse eller kunne kun virke i købstæderne.

I 1900-tallets første halvdel havde smeden et fast arbejde med at sko heste. En strøm af heste fik hov efter hov beskåret, raspet, virket ud, skoet for til sidst at blive anbragt på det lille treben, kaldet ”hunden”, for at blive nettet færdig. Men midt i 1900-tallet forsvandt hestene fra landbruget og landsbysmeden måtte lægge sit håndværk grundigt om. Samtidig blev det ofte billigere at købe en ny spade frem for at få den gamle repareret hos smeden. Kun hvis smeden kunne omstille sin virksomhed til at være maskinsmed eller ligefrem mekaniker havde han en chance for at overleve, men mange smedjer klarede ikke denne omstilling og måtte lukke. En af disse var Rørtang Smedje, der lukkede i 1958 – efter mindst 200 hundrede års virke.

Smedemester E. Svedstrup med sin svend og lærling foran Rørtang Smedje i 1904

Hvornår der kom smedje til Rørtang kan vi ikke konstatere med sikkerhed. Men vi ved at den har eksisteret i 1740’erne for den 28. maj 1750 brændte smedjen nemlig. En samtidig beskrivelse fortæller om branden:

Anders Ollesen klagede: Torsdagen den 28. Maij om eftermiddagen Klokken ungefehr 6 slæt optentes en Ild i hans Stuegavl, som formedelst den da værende stærke Tørre saaledes tog Overhaand, og hans ganske iboende Huus tillige med den meste Deel af hans fattige Bohave blev opbrendt og ganske i Aske lagt. Skiønt al Mennesklig Hielp blev brugt til at dempe Ilden, saa var det forgieves. Ilden kom masskee af nogle Gnister fra Smedien.

Smedjen lå lige nord for bygaden i byens østligste udkant. Som oftest lå smedjen lidt for sig selv og forklaringen på det er ganske simpelt: Brandfaren. Som vi netop har set ovenfor så var der i høj grad fare for brand i en smedje. Det fører i øvrigt til, at da det senere bliver muligt at assurere sine bygninger så stiller forsikringsselskabet som betingelse, at selve smedje-bygningen bliver bygget separat – d.v.s. at smedens bolig ikke længere fysisk måtte bygges sammen med den bygning hvor essen befandt sig.

I Rørtang kneb det tilsyneladende voldsomt med at få genopbygget smedjen. I al fald sker der 8 år senere et tyveri og i den forbindelse fremgår det at smedjen endnu ikke er var i drift. Det år havde nemlig en lokal mand, Johan Jonassen nemlig ”stjålet et jerntøjer ud af en tom smedje”. I den forbindelse vidnede smeden Anders Olsen og gårdmand Børge Svendsen mod ham. Udover jerntøjeret havde han også ved nattetide taget noget tøj (et par

Smedemester Jens Peter Sandberg og hustru Petronille var født i Skaane, men indvandrede til Danmark, hvor Jens Peter Sandberg i 1854 etablerede sig som smedemester i Rørtang.

skjorter) til sine børn. Under retssagen forsvarede Jonassen sig med at fattigdom, alderdom og svaghed  var undskyldningen for tyverierne. Jonassen havde kone og tre børn og dertil var det dårlige tider, men det hjalp ham dog ikke. Han blev dømt til dels at betale tilbage, dels miste sin jord, dels betale omkostningerne ved retssagen – samt at miste livet ved galgen!

Man anså tyveri for en meget alvorlig forbrydelse – og som det ses blev der dømt ualmindeligt hårdt i en sag, som vi i dag ville anse for en petitesse.

Anders Olsen må dog senere have fået gang i smedjen igen. I al fald ses sønnen Ole Andersen som smed i Rørtang frem til 1785, hvor han overdrager smedjen til smed Peder Mortensen. Denne drev smedjen frem til 1797 hvor Bendt Pedersen overtog. Denne beholdt smedjen frem til 1826, hvor hans søn Peder Bendtsen blev ny ejer. Det var dog ikke altid ejeren der drev smedjen – således ses en smed Møller i 1813 og i 1818 en smed Lindahl. Denne var i øvrigt i familie med den senere købmand Lindahl i Skotterup. I 1844 skal smed Frederik Rasmussen fra Hellebæk have været smed i Rørtang, men om han drev smedjen eller blot var smedesvend vides ikke.

I 1854 kom den sidste smed på den gamle plads i landsbyen til området. Det var den skånsk-fødte Jens Peter Sandberg, som foruden at være smed også etablerede sig som en slags entreprenør i Snekkersten-Skotterup-området. Her opførte han flere huse og kaldte sig endog for murermester.

I oktober 1867 – efter at Sandberg havde solgt smedjen – brændte smedjen atter. Denne gang blev den ikke genopbygget på den gamle plads, men i stedet flyttet ud til en placering på Rørtang Overdrev, nærmere bestemt på hjørnet af Kongevejen og den nuværende Ørnholmvej. Her drev Frederik Rasmussen smedjen videre til sin død i 1873, hvorefter sønnen Christian Rasmussen fortsatte som bestyrer for moderen. I 1878 overtog han selv smedjen, men drev den kun i tre år. I 1881 overtog smed Erik Emil Svedstrup smedjen og det blev ham og hans søn, der skulle komme til at drive smedjen i resten af dens levetid.

Erik Emil Svedstrup (f. 1854) var ud af en lokal smedeslægt. Både hans fader og broder var smedemestre. Faderen Niels Ferdinand Svedstrup (1825-1927) var uddannet smed og købte i 1850 smedjen i Mørdrup. Den lå dengang lige overfor Ærtebjerggaard. Broderen John William Svedstrup (1858-1924) overtog smedjen i Mørdrup efter faderen, men flyttede senere sin virksomhed til Espergærde, hvor han byggede en smedje på hjørnet af den nuværende Gefionsbakken og Mørdrupvej. De mest berømte personer i familien har imidlertid relation til Hellebæk. Niels Ferdinands fader skal

Her ses Rørtang Smedje således som den så ud kort efter dens nedlæggelse som smedje og omdannelse til cafeteria. Smedjen lå på hjørnet af Kongevejen og den vej, der senere fik navnet Ørnholmvej

være kommet til Helsingør som ung, idet han blev kommandérsergent på Kronborg efter krigen i 1801. Hans ældste søn, Johan Vilhelm Svedstrup (1819-93) var også soldat og kom i den egenskab til den daværende danske koloni i Guinea i Afrika. Her udmærkede han sig så godt, at han – helt usædvanligt for en almindelig soldat – blev udnævnt til løjtnant. Om dette og senere begivenheder har sønnen, forfatteren Alexander Svedstrup (1864-1930) levende skrevet i sin bog om Erik Gudmand.

Indtil 1910 foregik alting i Rørtang Smedje med håndkraft. Men i 1910 installeredes en 3 HK petroleumsmotor, der dog snart erstattedes af en dobbelt så kraftig benzinmotor. I 1940 installeredes endelig en elektromotor. I de følgende 18 år skete ikke de store ændringer, men i 1958 ophørte den traditionelle smedevirksomhed. Niels Erik Svedstrup havde overtaget smedjen efter faderen i 1923, men nu var det slut. Den nye ejer, Svend Mortensen, indrettede stedet til maskinfabrik.
Som sådan fungerede det i fire år, men i 1961 sluttede også denne æra. Maskinfabrikken flyttede til Helsingør, men kaldtes fortsat for ”Snekkersten Maskinfabrik”.

De gamle smedebygninger indrettedes i stedet til cafeteria, som blev åbnet i 1962. Lokalernes præg af smedje blev dog bevaret – og  mange af smedjens gamle redskaber var ”udstillet” i lokalerne.

Imidlertid var det ikke en særlig god forretning og i løbet af få år lukkede stedet atter. Frederiksborg Amts Vejvæsen, der dengang var vejmyndighed for Kongevejen fandt, at bygningerne lå for tæt på den trafikerede Kongevej og i vejen for evt. udvidelser. Det besluttedes derfor at opkøbe ejendommen med henblik på nedrivning.

Der er derfor i dag intet tilbage af det flere hundrede år gamle håndværk – smedefaget – i Rørtang.

Glimt fra Rørtang Smedje i starten af 1960’erne medens lokalerne var indrettet til cafeteria. Ejeren håbede at stedets nærhed ved en international gennemfartsvej ville give mange kunder – men det blev ikke den forventede gode forretning.

Rørtang Smedjes esse – her dog fotograferet medens stedet var cafeteria – hvilket forklarer den renlighed og orden, der hersker ved essen.

Rev. 17.03.2021