Lokalhistorie for tikøb kommune

af Kjeld Damgaard og Kresten Tommerup

Det eneste, der er tilbage af Busserupgaard, er stuehuset til gården. Det blev opført efter branden i 1915, men ligger i dag godt klemt inde mellem rækkehusene på Dortevej. (Foto: april 2006)

For 40 år siden opførtes de første rækkehuse på det areal, hvor Busserupgaard havde ligget. Områdets historie går imidlertid langt tilbage i tiden: Busserupgaarden lå her i århundreder, og da den blev nedrevet, var det egentlig meningen, at der skulle bygges parcelhuse. Busserupgaard havde oprindeligt adressen Mørdrupvej 104, men efter anlæggelsen af Dortevej har den tilbageværende hovedbygning senest fået adressen Dortevej 21 B.

Busserupgaards historie går tilbage til middelalderen, men faktisk kender vi ikke til stedets ældste historie og dermed forklaringen på, at denne enestegård ikke hørte til den nærliggende Mørdrup landsby. Den ældste dokumentation om Busserups eksistens er fra 1497, da Esrum Kloster udarbejdede en fortegnelse over alt klosterets jordegods. Blandt de mange landsbyer, gårde og huse, som opremses, nævnes på en blanding af dansk og latin: Bvtzserop. Pernelae ij skilling grot.
Meningen med det er, at Busserup, hvor Pernille bor, skal give 2 skilling grot i afgift til klosteret. Det er en meget lille betaling, så gården/huset har ikke været stort. Hvem Pernille var, finder vi nok aldrig ud af, men muligvis er der tale om en enke, der har beholdt stedet efter sin mand. En anden mulighed er, at teksten skal tydes som det latiniserede navn på en Per Nielsen. Vi kommer det formentlig aldrig nærmere…

Navnets betydning
Om Busserup er meget ældre end 1400-tallet er også uvist. Navnet kendes ikke fra  ældre dokumenter eller lignende, men betydningen af navnet er til gengæld mere tydelig. Forleddet ”Busse-” kommer af et mandsnavn,

Det ældste bevarede og detaljerede kort over området er dateret 1816. Her ses Busserupgaard som en gård liggende lidt nordøst for Mørdrup Landsby. Man bemærker også, at dens bygninger er større end de øvrige gårde i landsbyen. Gården skiller sig således ud fra de øvrige både ved sin placering og sine bygninger.

som enten har været Butze (der kendes tilbage fra 1350) eller Bussi, der nok mere har været et tilnavn. Efterleddet ”-rup” er en afledning af det oprindelige -torp, som betegner en udflytterbebyggelse. Stedet har med andre ord været Butzes sted, udflyttet fra en nærliggende større landsby. Det kunne jo være nærliggende at tro, at det var Mørdrup, men det ved vi faktisk intet om. En mulighed er, at Esrum-munkene på et tidspunkt har erhvervet en gård i Mørdrup, som de efterfølgende har fået skilt ud fra landsbyfællesskabet med sin egen jord, et indhegnet enemærke.
Gården var en enestegård. Sandsynligvis har der heller aldrig været mere end én ejendom på stedet. Der har nok aldrig været en egentlig landsby, hvilket også ville være helt ulogisk i betragtning af Mørdrups umiddelbare nærhed.

Beskrivelse fra 1681
Stedet nævnes atter i en mandtalsliste fra 1613 og i en jordebog fra 1661. I en markbog fra 1681 beskrives stedet nærmere. En markbog er en fortegnelse over al jord og dens beskaffenhed. Beskrivelsen blev gennemført for at danne grundlag for en retfærdig og rimelig beskatning af landets jorder.
Budtzerup, som stedet dengang blev skrevet, var en gård liggende norden for Mørdrup og som tilhørte amtsforvalter Hans Rostgaard på Krogerup – sammen med både Mørdrup og Tibberup. Den havde en lille vang, som lå sydvest for gården og nord for Mørdrup. Vangen bestod alene af 14 agre, hvilket understreger, at stedet var ret ubetydeligt. Desuden var i samme vang en eng – målt til 8 stykker – og begroet med underskov (= lav skovvækst). Desuden var der en mose i samme vang, som kaldtes Fred Manne Mose. I det overdrev, som Busserup havde fælles med Mørdrup og de to små gårde i Espergærde (det lå nord og nordøst for Busserup, ud mod Flynderups og Rørtangs jorder), var gården takseret til 4 høveders græsning. Det sidste betyder, at gården havde  ret til at have fire stykker stort kvæg, heste eller andet lignende på græs på overdrevet. Det kunne dog også være andre dyr, f.eks. regnedes 4 får eller 4 svin for det samme som et høved (en ko).
Af de bevarede skifteprotokoller kan vi se, at en Laurs (Laurids/Lars) Nielsen har haft Busserup i fæste i en periode frem til 1734, da han dør. Fæstet er formentlig gået videre til enken Anna Ebbesdatter, som først døde 5 år senere, men fæstet forblev nok  i samme familie. Den næste fæster,  Børge Laursen, er formentlig en søn. Under normale forhold gik fæstet – hvad enten det drejede sig om en gård eller et mindre husmandssted – sædvanligvis videre i samme familie. Det eneste helt sikre vi ved om Børge Laursen, er dog, at han døde i 1757.
I  1771 får vi sat navn på en ny beboer på stedet, måske den, der som ung mand overtog fæstet direkte efter Børge Laursens død nogle og tyve år før: Det er den da 47-årige bonde Christian Olsen,

Kortet er tegnet 1778 og viser Mørdrup og Busserup, således som forholdene var forud for landsbyudskiftningen i 1791, da 3 af Mørdrups gårde flyttede ud fra landsbygaden.. Desværre er detaljerne ikke helt troværdige, da kortet ikke er geometrisk opmålt. Busserup ses dog tydeligt som en enestegård. Nederst  ”Goelt” – d.v.s. Galbjerg Bakke.

som er gift med en 59 årig kvinde, der var gift anden gang. Det er alt, hvad vi får at vide i en slags primitiv folketælling fra det år. Men i 1787 ses Christian Olsen stadig som bonde og gårdmand på Busserupgaard. Han er nu blevet 63 år gammel og er blevet gift  for 2. gang – nu med en yngre kvinde, den kun 40-årige Margrethe. Deres fire børn var Ane, Ole, Margrethe og Niels. Desuden boede på gården en tjenestekarl, den 24-årige Ole Jensen.

Busserup lægges sammen med Mørdrup
Årene op mod 1800 stod overalt i landboreformernes tegn. Selve Mørdrup landsby blev således udskiftet i 1791 – og i den forbindelse valgte udskiftningskommissionen at nedlægge det gamle enemærke-ejerlav og lægge Busserup ind under Mørdrup landsby. Det betød i praksis, at gården nu fik matrikelnummer under Mørdrup (matr.nr. 8) og samtidig del i det overdrev, som landsbyen fik tillagt nordvest for landsbyen. Dermed var Busserups flere hundrede år lange historie som enestegård slut. I praksis betød det dog ikke meget, for den daværende ejer af såvel Mørdrup som Busserup var jo Krogerup Gods, som havde overtaget gården fra kongen i 1672 – som en belønning for tro tjeneste under svenskekrigen 1658-60.
I den næste folketælling fra 1801 bor på gården en avlskarl, den 32-årige Anders Olsen, samt tre tjenestefolk, nemlig den 28-årige Niels Pedersen, den 60-årige Anna Larsdatter samt den kun 7-årige tjenestedreng Hans Nielsen. Forklaringen på, at der ikke nævnes nogen gårdmand er, at gården var fæstet bort til en helsingoraner, der ikke var bonde. Desuden var Krogerup Gods på den tid i færd med at sælge ud af sit fæstegods herunder først og fremmest områdets gårde.

Busserup bliver en selvejergård
For Busserups vedkommende skete handlen den 19. januar 1802, da den hidtidige fæster, translatør Andreas Christian Sprunck købte gården af kammerjunker von der Maase på Krogerup. Sprunck havde været fæster af gården siden 23. april 1790, på hvilket tidspunkt han overtog fæstet efter Christian Olsen. Gårdens tilliggende blev i dette fæstebrev opgjort til 7 Skp. 2 Fjk. 2 Alb., og teksten tyder i øvrigt på, at ejendommen  trængte til en kærlig hånd. I hvert fald overtager Sprunck udtrykkeligt gårdens bygninger ”saaledes som de nu befindes”, men med Krogerups forhåndstilladelse til at udskifte disse med ”saa mange Fag af Vaaninger og udhuuse, som til Gaardens og Avlingens Drift ere fornødne” – helt for egen regning. Så snart disse bygninger, som bliver hans ejendom, var opført, forpligtede han sig til at lade dem behørigt brandforsikre. Vi kan derfor nok

Kortet viser Mørdrup og Busserupgaard i 1857. På dette kort er nord opad, men ved sammenligning med kortet på modsatte side, ses flere lighedspunkter, dog er de tre gårde nu flyttet ud af fra landsbyen. Den nye jernbane, Nordbanen, er indtegnet, skønt den først var færdig i 1864.

fastslå, at de gamle bygninger er blevet fornyet mellem 1790 og 1793, idet Sprunck 28. december 1793 får gårdbygningerne forsikret for 3.780 rigsdaler – efter forinden at have forbedret ejendommen for 1.250 rd.
1790-fæstebrevet tyder også på, at gården forinden har stået tom i nogen tid, idet translatør Sprunck for egen regning skal anskaffe sig ”den fornødne Besætning og Redskaber til Avlingens Drift, samt Føde og Sæde-Korn”.
I forbindelse med handelen i 1802 blev der tillagt gården nogle jordstykker fra andre af gårdene i Mørdrup. Det drejede sig bl.a. om Peder Svendsens overdrevspart, dele af Lars Jørgensens og Jacob Nielsens overdrevsparter samt en del af Jacob Nielsens eng. Dermed fik gården et samlet tilliggende på 1 Tønde, 4 Skæpper og 2 Album Hartkorn eller 69 tdr. land. Sprunck havde som nævnt allerede før købet haft stedet i fæste.  Det fremgår da også af skødet, at han havde ladet opføre ”anseelige og bekostelige Bygninger paa Gaardens Grund samt foretaget betydelige Hegns- og Grundforbedringer paa Jorden”. Som følge heraf fik han nedsættelse i den landgilde, han skulle betale til Krogerup.

Translatør Sprunck
Andreas Christian Sprunck (1751-1819) blev således Busserupgaards første selvejer, men om han rent faktisk brugte gården som bolig er mindre sandsynligt. Måske benyttede han stedet som sommerbolig, således som

Det har ikke været muligt at finde fotos af den gård, der brændte i 1915, men af brandforsikringsarkivalierne kan man dog få et indtryk. Billedet her viser Busserupgaard, som den kom til at se ud efter genopførelsen i 1915-16. Hvor fotografen stod, ligger i dag Dortevej. (Foto fra ca 1930)

overklassen i Helsingør var begyndt på i slutningen af 1700-tallet. Han var gift med Frederikke Christine Reyersen (1762-1843). Sammen fik de 5 døtre og 1 søn. Sprunck var translatør ved Øresunds Toldkammer og havde således sin faste bolig i Helsingør.
Efter Andreas Spruncks død i 1819 blev ejendommen solgt på en offentlig auktion. Det var ganske almindeligt på de tider at udbyde en ejendom på en, to, tre eller fire auktioner og så håbe på et godt bud til sidst. Også i dette tilfælde måtte der 4 auktioner til, før den rette liebhaver indfandt sig. Ganske vist var der blevet budt 3.000 rigsdaler ved 3. auktion, men det mente sælger ikke var tilstrækkeligt og forlangte en fjerde auktion. Her bød Niels Andersen gården op i 4.000 rigsdaler, men bekendtgjorde efterfølgende, at han havde gjort bud på vegne af Jens Nielsen, København.

Busserupgaard i 1839
Den 16. januar 1839 mødte tre mænd op på Busserupgaard ved Mørdrup. De tre herrer var branddirektør Hass samt tømrermester Malling og murermester Lundberg fra Hillerød. Deres opgave var at taksere gården i tilfælde af brandskade. På den tid var ejeren assistent Christian August Carl Nielsen. Han købte gården i 1835, og i 1839 lod han gården vurdere af ovennævnte tre mænd. De beskrev gården på følgende måde:
Stuebygningen (mod syd) var 13 fag lang (ca 20 m) og 13 alen dyb (ca 8 m), bygget af fyrrebindingsværk i fod, muret med brændte sten og med tegltag. Bygningen var indrettet til forplads og værelser. Under bygningen var der 4 fag kælder indrettet til køkken, pigekammer og folkestue. Bygningen havde 2 skorstene. Mod øst lå en udlænge på 19 fag (ca 30 m) og 10 alen dyb (ca 6 m) opført af samme bygningsmaterialer som stuehuset. Bygningen var indrettet til lo, port, stald, karlekammer og lade. Bygningen havde en skorsten.

Lige nord for Busserupgaards længer var der er anlæg med tre søer, stier, broer, stensætninger og en lille ø. Det var rester af et romantisk anlæg, som var meget moderne at anlægge i 1800-tallet (sammenlign med luftfotoet nedenfor).

Mod nord lå en 30 fag (ca 45 m) lang og 9 alen dyb (ca 5,5 m) længe opført af samme materialer som stuebygningen, indrettet til kvægstald, 2 kamre med køkken og skorsten, lade, tørvehus og vognremise. Mod vest en 17 fag lang og 9 alen dyb længe også opført af samme materialer og indrettet til lo, lade og port. Desuden bestod ejendommen af et dobbelt lokum. I alt vurderedes bygningerne til 2.380 rigsdaler.

Nye ejere
I 1841 overtog exam.jur. Mogens Christian Muhle Busserupgaard. Han var født i Rørup ved Odense og gift med Betty (1793-1880). Meget tyder på, at familien Muhle ikke har taget ophold på gården, men fortsat havde ophold i deres bolig tæt ved Rosenborg i København. I alt fald ses familien ikke i Mørdrup ved folketællingen i 1850, men derimod i København. Da Muhle døde, solgtes gården til en ny ejer.
Det var Ernst August Schreiber, der var født i Helsingør i 1826 som søn af købmand Frederik W. Schreiber. Hans baggrund har næppe heller været landbrugsmæssig, og efter overleveringen var hans sindstilstand svingende. Det skulle også være baggrunden for, at han i februar 1861 måtte lade gården bortsælge ved auktion. Ny ejer blev Carl Frederik Døhne, men det skal nu ikke blive det sidste, vi hører om Schreiber – han dukker op igen senere i fortællingen.

Skolelærer Kaarsen
Carl Frederik Døhne var født i 1824 i Asminderød Sogn og ernærede sig som købmand på Skt. Thomas i Dansk Vestindien. Hvordan og hvorfor han bød på Busserupgaard er således uvist. Måske gjorde han det via en mellemmand – og måske ved vi, hvem det var. For tre måneder senere solgtes gården atter. Og sælgeren var

Luftfoto af Busserupgaard, som den så ud omkring 1950. Det romantiske anlæg ses nord for gården – øverst i billedet. Indkørselsvejen nederst i billedet mundede ud i Mørdrupvej – lige over for Hovvej – og fortsatte forbi gården over på anden side af banen.

repræsenteret ved en befuldmægtiget, nemlig skolelærer Johan Christian Kaarsen fra Nyrup. Hvordan Kaarsen og Døhne kendte hinanden, er ikke kendt, men meget tyder på, at det var Kaarsen, som optrådte på Døhnes vegne i denne sag.
Desværre er auktionen fra februar 1861 ikke bevaret i skøde- og panteprotokollen. Handelen er tilsyneladende slet ikke tinglyst, og det er i sig selv ret mærkværdigt. Men da gården solgtes på ny i maj samme år, anerkendte retten uden videre Døhne som hidtidig ejer.

Hans Johansen
Ny ejer i maj 1861 blev den hidtidige husejer i Isterød, Johan Frederik Christiansen, og da han døde, overgik gården til hans søn, Hans Johansen. Om Hans Johansen og familie har vi et lille tidsbillede fra tiden omkring 1890. Førnævnte skolelærer Johan Kristian Kaarsen havde nemlig en dattersøn, Sofus Franck, boende hos sig. Sofus Franck skrev senere sine erindringer, og heraf fremgår det, at familierne Kaarsen og Johansen kendte hinanden ganske godt:
”Hans Johansen var en brav Kæmpe med krøllet Haar og krum Næse. Han var gift med en Kone, hvis oprindelige Tiltrækningskraft maa have været Penge; hendes Udseende talte imod enhver anden Indflydelse. I 7 Aar var Ægteskabet barnløst, saa fik de en Dreng, der blev ødelagt med al den Ufornuft, som kunde samles om Vidunderet. Med Stolthed meldte Faderen, at Johan (nu fire Aar) ikke rørte en Bajer, som havde været trukket op før han kom ind, og at man ikke skulde tro, Drengen tog en Carlsberg, naar han kunde faa en Tuborg. En sød gammel Bedstemor, der fuldstændig havde taget Styret fra Svigerdatteren, sørgede ved Bordet for, at Johan fik først. Drengen, som havde alle Muligheder for en lykkelig Start, blev en ubetydelig Vognmand. Men Faderen havde forinden ved Prangervirksomhed og Forsømmelighed sat Gaardens Ydeevne over Styr. Byture og nedbrydende Selskab, hvor Bajerne skyllede ned, og stærke Romtoddyer fulgte efter, ødelagde de gode Mennesker.

Frederik Adam Anthon von der Maase til Krogerup solgte i 1802 Busserupgaard til translatør Sprunck fra Helsingør.

Mellem disse Mennesker færdedes min Bedstefar Kaarsen, men hvad ville han egentlig mellem dem, for de passede jo slet ikke til hans Psyke? Jo, han havde kendt Familien paa Busserup fra gammel Tid, da der var en anden Orden og Plan i deres Tilværelse, og der var mellem ham og den gamle Mor en Forstaaelse, som løb ud i, at alle maatte prøve at holde igen, for at det ikke skulde gaa galt. Og i Grunden morede det ham at studere disse Typer, som til Gengæld fandt deres Fornøjelse og Underholdning i engang imellem at snyde ham i l’Hombre. Der var egentlig ikke noget ondt i deres Gavtyvestreger (et Spejl spillede en vis Rolle i dem), som vel kun var en videreførelse af deres Prangerkneb…”

Ernst August Schreiber
I samme beretning fortæller Sofus Franck videre:
”Paa Gaarden boede en Original, Schreiber, som havde et Par Loftsværelser. Han havde engang ejet Gaarden og var ret velstaaende. Han var en kundskabsrig og klog Mand, men yderst aparte i sit Væsen, gik altid i ældgammelt Tøj med grønligt Anstrøg og var en Skræk for min travle Bedstefar, som han undertiden besøgte og underholdt med lange personalhistoriske Udredninger.”
Schreiber var ugift og døde den 5. december 1896.

Henri Nathansen
Busserupgaard var gennem flere somre op mod udbruddet af 1. Verdenskrig opholdssted for den kendte jødiske forfatter Henri Nathansen. Han havde

flere bekendte i  området og førte samtidig en livlig korrespondance med forfatterkolleger, bl.a. kritikeren Georg Brandes og forfatteren Henrik Pontoppidan, som få år senere modtog Nobelprisen i litteratur.
I breve til vennen Georg Brandes beskrev han livet på Busserupgaard – og vi kan vel også tillade os at tro, at han har haft sin gang hos forfatterkollegaen Martin Andersen Nexø, der omkring samme tidspunkt havde etableret sig i eget hus på toppen af kystskrænten på Stokholmsvej – med vid udsigt over Øresund.
Under opholdet på Busserupgaard i sommeren 1911 arbejdede Nathansen intenst på sit stadig i dag

Betty Muhle (1793-1880) fotograferet på sine ældre dage. Hun var gift med ejeren af Busserupgaard, Mogens Muhle, men hvor meget hun sammen med med manden har opholdt sig på Busserupgaard er uvist.

værdsatte skuespil ”Indenfor Murene”.  I et brev til Henrik Pontoppidan, dateret 27. oktober 1911, meddelte han, at han nu omsider var blevet færdig med stykket, der en måneds tid senere blev antaget på Det kongelige Teater, og som blev en stor succes – også publikumsmæssigt. ”Indenfor Murene” behandler som bekendt sammenstødet mellem dansk og jødisk kultur i København omkring århundredeskiftet.
Et par år senere var det netop Henrik Pontoppidan, der måtte orientere Henri Nathansen, som da opholdt sig i det sydlige udland,  om, at hans flerårige sommeropholdssted kort forinden var brændt helt ned til grunden den 22. marts 1915. I brevet hedder det som en velment hyldest til Nathansen fra Henrik Pontoppidan: ”Saaledes er det nu blevet forhindret, at der en Gang i Fremtiden paa Gaardens Gavl vil blive indmuret en Plade med den sjeldne Indskrift: ”Her digtede Henri Nathansen ”Indenfor Murene” i Sommeren 1911”. Den udfordring kunne godt tages op i dag!

Nathansens breve til Brandes
2. juli 1911 skrev Henri Nathansen fra Busserupgaard til Georg Brandes:
”Nu sidder jeg herude i Haven under en blomstrende Rødtjørn. En lille hvid Kattekilling leger omkring min Kone i Græsset. Den snapper efter et Græsstraa, som kildrer dens lille røde Snude, og den hopper koket og graciøst til Siden, fægtende med den lyserøde Pote. Henne i Haven gaar en Karl og skuffer Gangene og jeg hører den fjærne landlige Lyd af Høns og Køer og Gøgen, som kukker langt borte i Nyrup Hegn. Solen staar højt paa Himlen og ikke en Vind rører sig.”
22. juli 1911 skrev Nathansen fra Busserupgaard til Brandes:

”Forøvrigt er mit eget Sind i nogenlunde Ligevægt. Jeg kom hertil, urolig og alt andet end glad. Men Livet paa en Gaard som denne, en gammel konservativ Bondegaard, er sundt for urolige Sjæle. Naturen er moderlig. Naar jeg ligger oppe paa en Bakke med en lille Bøgeskov, der hører til Gaarden, og ser udover Rugen, der bølger og bølger og dog staar stille og bliver høj og moden – naar jeg ser ud over Markerne, hvor Bønderne saar og høster – naar jeg ser hen mod Skoven, der løver og visner, løver og visner – naar jeg ser ud over denne Natur, der er evig omskiftelig og evig uforanderlig, saa bliver jeg rolig….

Hvordan det gik til, at førstelærer ved Nyrup Skole, Johan Christian Kaarsen (1817-1901) blev befuldmægtiget for Carl Frederik Døhne i forbindelse med salget af Busserupgard i 1861, vides ikke.

Jeg ser ikke mange herude. Gaarden ligger lidt fra Alfarvej og et Hus, der ligger blot 2 Skridt fra Strøget, gaar ingen forbi. Jeg er da henvist til Selskabet her paa Gaarden, som ikke er det værste. Konen her, en prægtig, landlig, munter Kvinde, djærv, kras, uegennyttig. Min egen Kone, som jeg forbigaar i Tavshed. Og endelig min gamle Amme, som vi Brødre har sat paa Pension i hendes Fødeby Hjørring, men som er kommen herover for at tilbringe Sommeren her hos os og hjælpe lidt til, hvis det kræves. Faa Mennesker virker saa beroligende paa mig. Hun har tjent min Familie i over 40 Aar. Hun elsker os, og jeg er hendes Hjertebarn. Naar jeg siger Dem, at jeg  foruden min Amme dyrker Shakespeare, Paludan-Müller, Grifenfeldt og Joh. Ludv. Heiberg, saa vil De kunne forstaa, at alt er saare godt, og at intet foruroliger mig undtagen min eksemplariske Dovenskab.”
Og den 28.juli 1911 skrev Nathansen igen fra Busserupgaard til Brandes:
”Her er dejligst nu. Gaarden ligger lidt fra Alfarvej, kan næppe ses fra denne. Hele Dagen kommer faa Mennesker forbi. Vi lever mellem Gaardens Befolkning og tager Del i deres smaa Glæder og Sorger. Hurtigere end man skulde tro, vænner man sig til at undvære Goder, som man tror er fornødne, og man spørger undertiden sig selv, om ikke det er Livet: at gaa paa sin Jord og se Markerne fyldes af Grøde. Ude i Køkkenet er Livets Centrum, der drøftes alt, der sidder de faa Vejfarende, der har Bud eller Ærinde, der sidder Pigerne paa Køkkenbordet og ler tankeløst i deres Fritid, medens Konen og Sønnen paa Gaarden sidder og lytter til og ler med. Nu og da kigger jeg ogsaa derud – i denne Tid er Tækkemanden paa Visit, han bor paa Gaarden, mens han gør Tagene i Stand, og Sludderen gaar da livligere, opmuntret af det fremmede Element, der er kommet langvejs fra, hele 3 Mil inde fra Landet. Men henne paa Komfuret snurrer den evige Tone af Kaffekedlen, der staar parat.”
Henri Nathansen bosatte sig i øvrigt senere selv i en årrække permanent i Mørdrup, idet han allerede samme år, som han arbejdede med ”Indenfor

Murene”  (1911), købte en større grund og efterfølgende over nogle år byggede det lille hus på nuværende adresse Mørdrupvej 87. Her boede han i perioden 1915 til 1933, dog afbrudt af længerevarende udlandsrejser, og i breve til Brandes fortæller han i glade vendinger om husets færdiggørelse og inviterer ham til snarest at aflægge et besøg.

Busserupgaard i 1914
Efter at Hans Johansen døde, beholdt enken, Marie Mariane f. Nielsen gården og førte den videre – på trods af de dårlige betingelser,

Henri Nathansen fotograferet i sit hjem sammen med hustruen Johanne.

som manden havde forårsaget. Først i 1914 solgte hun gården til Harald Aage Wilhelmsen fra Aarhus. Sønnen ville – og kunne måske heller ikke – overtage gården. Gården havde da 5 heste, 14 køer, 7 ungkreaturer, 12 svin samt 40-50 høns. Købesummen blev fastsat til 62.000 kr. I skødet præciseres i øvrigt, at der på gården nu var indlagt elektrisk lys og kraft – hvilket på den tid ikke var nogen selvfølge. Elforsyning var nemlig først lige kommet til Mørdrup-området.
I øvrigt fremgår det af brandforsikringsarkivalierne, at alle bygningerne i slutningen af 1800-tallet var tækket med strå, og at stuehuset nu var 16 fag langt. Alle bygninger blev igen takseret i 1908 og nu blev værdien fastsat til 30.200 kr.

Gården brænder
I 1915 – efter at den unge Harald Wilhelmsen (f. 1887) havde overtaget

gården – brændte den imidlertid ned. Det skete den 22. marts 1915, da der tæt ved gården arbejdede et lokomobil, der trak en stenknusemaskine. En gnist fra lokomobilet førtes af vinden over på et udhustag, hvorfra ilden hurtigt bredte sig til gårdens

Foto fra omkring 1930 af arealet vest for Busseupgaard. Vejen til højre førte fra Mørdrupvej og op til gården, der lå længere til højre. Arealet , hvor køerne græsser er i dag delvist bebygget med Valmuemarken og længere tilbage i billedet, Helgavej. I baggrunden ses højen ved nuværende Aa. Louis-Hansens Alle, hvor Nathansen tog sig et hvil og hvor der for nogle år siden blev fundet en brandgrav fra jernalderen.

øvrige længer. Hele gården var således hurtigt omspændt af flammer, og det var ikke muligt at redde nogen af bygningerne, selvom der mødte sprøjter og slukningsmandskaber fra både Skotterup, Nyrup og Tikøb. Derimod lykkedes det at redde både heste, kreaturer og indboet. Bygningerne var forsikret for 35.000 kr, medens assurancesummen for indboet var 23.000 kr.
Gården genopførtes på samme sted, men nu i en noget anden udførelse. Nu blev hovedbygningen opført i tidstypisk palæstil i 2 etager + kælder og tækket med sorte glaserede tegl. Stuehuset blev indrettet med 16 værelser, veranda, 2 altaner, bad og WC. Udlængerne blev opført med trempel og paptage.
I Wilhelmsens tid blev der drevet en betydelig grusgravning på gårdens jorder. Det var især i bakken lige vest for Nordbanen (ud mod nuværende Aa. Louis Hansens Allé). Her var placeret to store stenknusemaskiner og beskæftiget op til 8 mand ad gangen. Denne grusgravnings-virksomhed fortsatte i øvrigt helt frem til starten af 1960’erne. På en markant banke, der markerer områdets højeste punkt, blev der ved en arkæologisk undersøgelse udført af Gilleleje Museum med lokal bistand for få år siden fundet rester af en jernalder-brandgrav. Vi har således i dag direkte bevis for en bosættelse her på stedet, som rækker et par tusind år tilbage i tiden. Den oprindelige grusbanke kan sagtens have rummet yderligere fortidsminder, som er gået til ved den voldsomme udnyttelse af grusforekomsterne.
Harald Wilhelmsen, der i 1916 var blevet gift med Ellen Marie (f. 1889), solgte i 1922 til hotelejer Anton J. Bach. Wilhelmsen købte i samme forbindelse Villa ”Eg” (Strandvejen 306, Snekkersten) af Bach og flyttede derned. Bach ejede Missionshotellet på hjørnet af Strandgade og Bramstræde i Helsingør (det senere Hotel Hamlet). Fra 1927 var ejeren direktør Leon Levin, som havde været direktør for A/S Nordiske

Vejen, der førte fra Busserupgaard, over Nordbanen og over til grusgraven og stenbruddet som allerede i begyndelsen af 1900-tallet blev udnyttet af ejerne af Busserupgaard. Overkørslen blev nedlagt i begyndelsen af 1970’erne.

Metalvarefabrikker, der lå i Ryesgade i København. Det var i øvrigt Levin, der i 1938-39 lod hovedbygningen modernisere. I denne periode blev gården drevet ved bestyrer Gunnar Jensen-Bach.

De sidste ejere
I 1947 overtog tandlæge Lorry Feilberg Busserupgaard. Han havde hidtil boet i Hellerup og haft sin klinik i Palægade i København og var i øvrigt efterkommer af stifteren af forlystelsesstedet Lorry på Frederiksberg. I 1948 brændte Busserups udlænger delvist. Disse blev dog genopført i næsten samme udseende. Lorry Feilberg købte efter sit salg af Busserupgaard i 1954 et mindre gods på Sorøkanten, Hellestrupgaard.
Fra 1954 hed ejeren Leif Arp-Hansen. Han havde indtil da drevet handelsgartneri – hvilket han fortsatte med også på Busserupgaard. I hans ejertid havde gården et tilliggende på 78 tdr.ld. (43 ha). Gården ser ud til at have være drevet ved forpagter. I alt fald var der i perioden 1954-62 indgået en forpagtningskontrakt med kaptajn Jørgen Brandt.

Gården rives ned
I 1964 vedtog Tikøb Sogneråd en partiel byudviklingsplan, som betød, at Busserupgaards jorder overgik til byzone. Det indebar, at Arp-Hansen nu kunne sælge Busserupgaard til udstykning. Det skete i årene herefter, og i den forbindelse blev det også besluttet at nedrive avlsbygningerne – kun hovedbygningen skulle bevares. Nedrivningen skete dog først i efteråret 1973, da arkitektfirmaet Christensen og Hjort i Rødovre stod for arbejdet.
Nogle få år senere blev der indgået en udstykningsoverenskomst mellem daværende Tikøb kommune og de involverede grundejere (Busserupgaard og Nirvana). Planen omfattede ikke kun Busserupgaards egne jorder, men den anviste også hele området øst for Agnetevej til fremtidig villabebyggelse – helt ud til højdedraget Præstebjerg. Planen udlagde Agnetevej som ny stamvej og reserverede samtidig arealer til en forlægning af Mørdrupvej nord om selve landsbyen.
I første omgang blev kun dele af planerne virkeliggjort, nemlig anlægget af første del af Agnetevej og villabebyggelsen i pigevejs-kvarteret øst for stamvejen, startende med Annavej og med Ullavej som det sidste led i kæden. Denne alfabetiske systematik blev dog endegyldigt brudt, da rækkehusbebyggelserne vest for Agnetevej kom til med Helgavej, Dortevej, Lonevej, Hannevej og Lisevej.
Med opførelsen af Helgavej-bebyggelsen 1974-75 kom der omsider også gang i byggeriet mellem Agnetevej og Nordbanen.