Sandagergaard fotograferet i 1952, medens det endnu var en landbrugsejendom.

af Kjeld Damgaard
 
Før de store jordreformer i slutningen af 1700-tallet havde Saunte 10 gårde og var således en af de større landsbyer i Tikøb Sogn. I 1681 nævnes fæsteren – han hed da Siuns Andersen (fornavnet Siuns betyder egentlig “den syvende” og blev ofte stavet Syver eller Syvner). De næste fæstere kendes ikke, men op til 1759 hed fæsteren af gård nr 4 Mogens Mogensen. Derpå var Hans Jensen fæster af gården, og det var ham der var gårdmand, da der i 1781 blev indledt forhandlinger om jordernes nye fordeling. I forbindelse med udskiftningen af jorderne blev det således bestemt at to af gårdene skulle flytte ud af byen. Begge gårde lå nord for landsbygaden og da alle Sauntes jorder ligger nord for byen (hvis man ser bort fra overdrev og enge), så havde udskiftningskommissionen et problem med at udforme en stjerneudskiftning, der ville have ladet alle gårdene blive liggende i landsbyen. Det kunne lade sig gøre med 8 gårde, der alle kunne blive liggende i landsbyen, men de to nordligste måtte udflytte, mente kommissionen.
De to gårdmænd på hhv gård nr 8 og 9 (senere benævnt Stenagergaard og Smederupgaard) protesterede imidlertid voldsomt, især fordi de fik tildelt de jorder, der lå nordligst, d.v.s. de mest sandede strækninger. Desuden syntes de, at de lå langt bedre for deres tildelte jorder end nogle af de gårde, der lå på sydsiden af Saunte Gade. De andre gårdmænd var delvist enige med dem, men selv med nogle reguleringer var Niels Olsen og Hans Larsen ikke tilfredse. De protesterede igen og igen og skrev endda til kongen – men uden i første omgang at få omstødt beslutningen om udflytning. Dog fik de ekstra kompensation i form af ekstra jord, bedre veje og mere hjælp fra de 8 gårdmænd, der ikke skulle udflytte.
Det fremgår ikke af udskiftningsforretningerne fra 1781-82 hvordan sagen endte, men vi kan konstatere, at de to gårde 8 og 9 alligevel ikke blev udflyttet. I stedet blev det faktisk to gårde på sydsiden af gaden, der endte med at få tildelt jorden helt nordligst op i mod flyvesandet. Det var de to gårde, som senere fik navnene Sandagergaard og Østerbjerggaard. Den oprindelige Sandagergaard lå hvor nu Saunte Bygade 26A ligger – Østerbjerggaard lidt øst derfor.
Ifølge Ruth Jensen blev udflytningen af Sandagergaard først foretaget i 1786 – måske fordi klagesagen trak ud. Enken Gertrud Thorsdatter overtog antagelig fæstet, hun bliver i alt fald gårdens første selvejer, da gården blev solgt af kongen (staten) til selveje i 1797. I 1807 overtog sønnen Ingel Hansen (fornavnet også stavet Ingild eller Engel). Hans søn, Niels Ingelsen (og hans hustru Ellen Birgitte Nielsdatter) overtog i 1839 og havde gården frem til 1876.
Der knytter sig en pudsig episode til Sandagergaards historie i denne periode. I slutningen af 1856 fik Niels Ingelsen tilladelse af sogneforstanderen (= det lokale sognerådsmedlem) i byen – det var Just Carøe på Kirkebjerggaard – til at afholde dans på Sandagergaard nytårsaften 1856/57. Det kom imidlertid ikke til at gå stille af. Carøe var da heller ikke ganske tilfreds med forløbet af aftenen. Han klagede derfor på Sogneforstanderskabets møde i januar 1857 over Ingelsens selskab, som Ingelsen “havde overtraadt  i den Grad, at den ikke alene forestyrrede hele Natten, men ogsaa den følgende Dag”. Sognerådet vedtog en udtalelse om, at forløbet var “overordentligt utilbørligt”, men det fremgår ikke af de bevarede dokumenter, om det medførte yderligere straf til Ingelsen.

Karoline og Edvard Nielsen fotograferet omkring 1910. Karoline (f. Olsen) var født på gården Skindersø (Skibstrup Overdrev) i 1860. Hun døde i 1938. Edvard var født i 1845 på Sandagergaard og døde i 1936.

Med Edvard Nielsens overtagelse af gården i 1876 indledtes en ny periode i gårdens historie. I slutningen af 1890’erne begyndte landliggerne nemlig for alvor at vise interesse ikke bare for Hornbæk, men også for Hornbæks nærmeste omgivelser. Bl.a. fik søstrene Ida og Meta Back den idé at placere et sommerpensionat på kanten af Hornbæk Plantage – godt 20 minutters gang fra fiskerlejet. Her var der ro og fred, fredelige omgivelser, skov og mulighed for at placere et sydvendt pensionat. De købte således et areal af Sandagergaards absolut ringeste jord – lige ved en nyanlagt vej, som gik fra Sandagergaard og op til Plantagen. På denne vej (som senere blev til Sandagerhusvej), og de veje, der senere blev anlagt i tilslutning hertil (bl.a. Tycho Jessens Vej) blev det servitutbestemt, at de skulle holdes vedlige af den til enhver tid værende ejer af Sandagergaard.
Salget til søstrene Back blev indledningen til en større udstykning af gårdens jorder langs Plantagens sydkant. Blandt de næste, der købte kan nævnes kunstmaleren Tycho Jessen, skibsreder Martin Carl, pensionatsværtinde Nancy Becker, professorinde Marie Lange, kunstmalerinde Marianne Høst og inspektør Fr. von Schnitter – altså folk fra den del af befolkningen, der kunne tillade sig at købe en grund, bygge et sommerhus og også have bopæl andre steder. Dermed fik skovkanten et anstrøg af et fint sted, hvor man også med fordel kunne leje sin ind på de to pensionater drevet af hhv. søstrene Back og frøken Becker.
I 1926 overtog Karoline og Edvard Nielsens søn Anton, gården, men han døde allerede to år efter – kun 41 år gammel. Enken Anna Nielsen vælger i 1931 at afhænde gården – og nu til en udenfor familien, idet køberen er Johannes Kaae Rasmussen, der stammede fra Jylland. Han drev gården frem til 1960, da den blev solgt til godsforvalter O. Kaalund fra Gavnø Gods på Sydsjælland. Herefter blev jorderne udstykkede til helårs- og fritidshuse. Selve gårdens bygninger blev stående i en del år, men udlængerne er nu væk. Kun stuehuset står tilbage – nu på adressen Keplersvej 2.
Gården var således en slægtsgård fra i alt fald 1759 og til salget i 1931, da Anna Nielsen solgte.


Rev. 19.03.2021