Lokalhistorie for tikøb kommune

Af Kjeld Damgaard

Ved indgangen til 1800-tallet bestod Harreshøj af de oprindelige tre gårde i landsbyen, af den nyere gård nord for landsbyen, kaldet Lottesminde – samt af en lang række husmandssteder, hvoraf flere var med et lille jordtilliggende, som berettigede husmanden til at kalde sig bolsmand eller parcellist.

De oprindelige bygninger til de fire gårde findes imidlertid stort set ikke mere. Allerede i den 17. juli 1807 brændte Lottesminde. Både ”Vaaningshuuset” – d.v.s. stuehuset, der lå mod nord og fire andre længer nedbrændte ”aldeles til grunden” som man skrev dengang. Stort set intet blev reddet, kun 2 jernvinduer, 1 bilæggerovn samt 6.000 halve mursten.  Desuden var der 8 læs forbrændt korn, som dog alene var brugelig til brændsel. Samlet værdi af det reddede udgjorde 80 rigsdaler. Det betød at ejeren, kaptajn Coulthard fik udbetalt 6.190 rigsdaler.

For dette beløb opførte Coulthard en ny gård, som havde et østre hus på hele 22 fag (ikke et fast mål, men derimod afstanden mellem to lodrette stolper i bindingsværket – 22 fag = 35-40 meter). Brandtaksationen fortæller, at huset på den vestre side var opført af mur og egebindingsværk, men på den østre side af stampede lervægge. Det kunne tyde på, at der alligevel var en væg fra den gamle gård, der kunne genbruges. Huset var tækket med rør og indrettet til 2 stuer, køkken ned skorsten samt indkørselsport og en kostald.

Det søndre hus var 16 fag (= ca. 25 meter) og 10 alen dyb (= ca. 6,25 meter). Det var også opført af lerstampede vægge og stråtag og indrettet med kælder under 5 fag. Bygningen anvendtes til hestestald, lo og lade. Den nordre hus var af samme størrelse var også indrettet til stald, lo, lade og tørvehus samt med en stensat kælder under 4 fag.

De tre gårde i Harreshøj fik alle navn i forbindelse med salget til selveje – måske dog lidt før. De navne som de fik, var alle nogle som den daværende gårdmand bestemte. Før den tid havde gårdene et nummer, som blev anvendt til officielle

formål. I daglig tale var det f.eks. ”Jens Jensens Gaard”. Men nu opfordrede myndighederne til at alle gårde fik et navn – som så til gengæld ikke måtte ændres, undtagen med kongelig bevilling. Det skete af hensyn til militæret, der ikke havde mulighed for at ændre deres kort hele tiden, blot fordi et gårdnavn blev ændret. Så for at kortene skulle være troværdige, måtte gårdnavnene, som jo stod på kortene, ikke ændres.

I Harreshøj fik den oprindelige gård nr. 1 navnet Vangegaard. Den blev opkaldt efter den mark, der blev kaldt Vangeleds Ager, som lå lige bag gården. På sammen måde fik gård nr. 2 navnet Aspegaard, fordi marken lige syd for gården fra gammel tid kaldtes Aspe Ager. Gård nr. 3, der lå lige vest for gadekæret og med flot udsigt over Esrom Sø, fik derimod navnet Sølund.

Indtil midten af 1800-tallet var der forholdsvis få ændringer for de tre gårde i selve Harreshøj. De var alle bygget af bindingsværk, havde stråtag og var firlængede. Og dog alligevel ikke helt ens. Fra 1811 har vi således en beskrivelse af de tre gårde. Ole Brodersens stuehus på Vangegaard var således 15 fag mod de to andre gårdes stuehuse på 8 og 9 fag. Men ellers er det stalde, lader og tørvehuse som i alle andre gårde på den tid. Taksationerne var mellem 2.070 og 2.550 rigsdaler – til sammenligning med Lottesminde, der fire år senere blev vurderet til 12.440 rigsdaler, da der var bygget et nyt 14 fag stort stuehus, der alene blev takseret til 7.000 rigsdaler.

Den første forandring i selve Harreshøj skete da Aspegaard blev flyttet. Vi ved ikke præcis hvornår det skete, men på et kort fra 1857 ses to af gårdens gamle bygninger endnu beliggende på den gamle plads, medens en ny er rejst ca. 100 meter længere mod syd. Det kunne tyde på at gårdens flytning er sket som følge af at nogle af længerne alligevel skulle udskiftes. Vi kan dog ikke

udelukke, at en del af gården brændte, men det har ikke været muligt at finde dokumentation på dette. På et senere kort fra 1880, er de gamle længer helt forsvundet og udflytningen er fuldendt.

Den næste større ændring havde sit udgangspunkt i nabo landsbyen Saane, hvor to gårde fra 1847 havde samme ejer. Det var dels en gård kaldt Tornegaard, dels en udflyttet gård med navnet Skovlund. Ejeren hed Niels Pedersen og er nok mest kendt for at være fader til kgl. kammersanger Peter Cornelius, der i sit voksne liv boede i Snekkersten. Niels Pedersen havde imidlertid gode tider og i 1855 købte han også gården Sølund i Harreshøj. De tre gårde blev herefter drevet som én gård, i det Sølunds stuebygning blev lejet ud til høker Eduard Ernst. Imidlertid ikke ret længe, for natten mellem den 3. og 4. december 1858 brændte stuehuset ned – uden at det lykkedes at finde brandårsagen. Det har sikkert tilskyndet til helt at nedlægge gården – i alt fald kan vi se på kortet fra 1880, at gårdens bygninger da er helt forsvundet.

I mange landsbyer har der tilbage i tiden været en smedje. Imidlertid optræder ingen smed i Harreshøj før end i nyere tid. Først i 1913 etablerede smedemester Laurs Thomsen en smedje i ejendommen, der nu har adressen Harreshøjvej 41. Smedjen eksisterede kun til 1929, da smedemesteren måtte lade ejendommen udlægge af fogeden, hvorefter den blev solgt til en parcellist.

En hjulmand og tømrermester slog sig omkring 1892 ned på nuv. adresse, Harreshøjvej 19 (”Aspely”). Her etableredes en større virksomhed med flere ansatte. Ejeren hed Karl Pedersen og stammede fra Helsingør. Virksomheden fortsattes fra 1937 af sønnen Alfred Pedersen.

At være husmand med måske 8-10 tdr. land jord var ikke nogen dans på roser. De måtte som oftest tage et ekstra job, f.eks. med kørsel for mejeriet, være daglejere eller have et håndværk, som de kunne supplere indtægten med. I Harreshøj kan vi i 1901 se, at der var flere husmænd – med og uden jord – der netop havde sådanne håndværksindtægter. Flere husmandssteder var imidlertid i meget dårlig forfatning og blev nedbrudt omkring århundredeskiftet. Det gjaldt bl.a. matr. nr 17 i 1908 (lå overfor Lottesmindevej  4A), matr nr 3 f i 1911 (lå ml. Harreshøjvej 38 og 40) og matr nr 13 i 1912 (Harreshøjvej nr 33).

Da gårdejer Ole Jensen i 1937 solgte sin gård, Vangegaard til direktør Oluf Thielst, indvarslede det nye tider for landsbyen Harreshøj. Indtil da havde landbruget domineret livet i byen, men Thielst havde andre planer. Han var

egentlig direktør for et sø- og transportforsikringselskab med navnet ”Brdr. O & C Thielst” i Kampmannsgade i København. Han var gift med Martha f. Lydolph.

Hans ide var at omdanne de tidligere marker til en frugtplantage. I alt 11.000 frugttræer – primært æbler, men også pærer, kirsebær og blommer. Da træerne begyndte at bære frugt rasede 2. verdenskrig og produktionen var derfor primært til hjemmemarkedet. I årene efter krigen blev der yderligere tilplantet 33 tdr. land med frugttræer – og nu kunne man også begynde at eksportere frugten. Da produktionen i 1950’erne var på sit højeste var høsten årligt på omkring 500 tons.

Oluf Thielst var dog ikke meget indblandet i driften – det overlod han til sin søn. Men Thielst lod dog bygge en smukt beliggende villa til sig selv – nemlig ”Vangehus” på Harrehøjvej nr 50. Og i det hele taget blev der ikke sparet noget på driften af plantagen. Der blev således bl.a. bygget et stort frugthus med kølemaskiner, der kunne nedkøle op til 400 tons frugt.

Den store plantage gav arbejde til mange. I vintersæsonen måske 20 medarbejdere, men i frugtsæsonen kunne antallet komme helt op på 60 ansatte, heraf mange kvinder, som især var gode til sorterings- og pakkearbejdet.

I 1973 var frugtavl imidlertid blevet en vanskelig branche og det år blev hele arealet overtaget af Miljøministeriet med henblik på en fredning af arealerne. I 1975-76 blev næsten alle træerne fjernet og arealet udlagt til grønt område. Selve

gården blev senere overtaget af Herlev Kommune, der indrettede den til kursuscenter, hvilket ejendommen fortsat fungerer som.

Nutidens Harreshøj er præget af trafikken gennem landsbyen. Langs den gamle landsbygade ligger nu udelukkende beboelseshuse – foruden Aspegaard, der er blevet til en hesteejendom og den tidligere omtalte Vangegaard. Nord herfor er også Lottesminde stort set ophørt som landbrugsejendom. Jorderne er bortforpagtede og drives af større landbrug. De gamle gårde, som man kunne leve af i århundreder er i dag umulige at få et udkomme af landbrugsmæssigt.