Den 14-årige dreng, Frank blev ved eksplosionen slynget ud igennem taget! Alle syv beboere slap dog mirakuløst med kun mindre skader.

Omkring 1908-10 fotograferedes ”Villa Joachimshøj” sammen med stedets daværende pensionærer. Det har ikke været muligt at identificere personerne, og vi ved derfor ikke om pensionatsejer Karen Troelsen er iblandt.

Af Kjeld Damgaard

Mandag den 20. februar 1966 kl. halv syv om morgenen blev den 14-årige Frank Jensen vækket på en måde, han aldrig nogensinde vil glemme! Medens han endnu lå i sin seng og sov, eksploderede huset og Frank blev slynget ud igennem taget og landede noget forslået på taget af det sammenstyrtede hus. Her blev han fundet af sin fader, der – som den første sammen med familiens Grand Danois – havde fået gravet sig ud af ruinerne.

Stedet var Tikøbvej nr. 16 i Mørdrup Strandvang – og årsagen var hverken krig eller terror, men såmænd en fejl i installationerne i husets kælder.

Opført som pensionat
Grunden hvor ejendommen lå hørte oprindeligt til Strandvangsgaarden (nuværende adresse Gylfesvej 3). Denne ejedes af familien Møller frem til 1897, da H. Chr. Zerlang overtog gården. Straks efter sin overtagelse påbegyndte Zerlang at udstykke gårdens jorder, og i juli 1900 solgte han en stor matrikel, nr. 10 bg, beliggende ved den nuværende Tikøbvej. Denne matrikel købtes af bager Christian Olsen, der igen opdelte grunden i flere matrikler og solgte en af disse til bygmester J. C. Günther.

Det store 2-families hus stod færdigt i 1903 og var sandsynligvis allerede fra starten indrettet til pensionat. Huset

Ved sammenligning med ovenstående billedet ses, at huset her omkring 1920 var blevet udvidet – og nu udgjorde en ganske anseelig ejendom.

og pensionatet fik navnet Joachimshøj – men om “Joachim” var identisk med denne J.C. Günther, står hen i det uvisse. Allerede året efter opførelsen blev ejendommen nemlig overtaget af en kvinde ved navn Karen Troelsen – og det var hende, der i mange år drev pensionatet her på Tikøbvej.

Karen Troelsen var født i 1857 i Sinding i Jylland. Hun var ugift, men havde fra 1909 en adoptivdatter ved navn Helga Harpøth Zillstorff (f. 1905). Hun blev senere kontorassistent. Karen Troelsen afhændede i 1934 pensionatat til Sine Marie Amlinggaard, der kun beholdt det i tre år. Fra 1937 til 1941 var ejeren Kirstine Kæregaard – der i øvrigt kaldte sig frøken og lærerinde. Betegnelsen “frøken” finder man ofte for pensionatsværtinder. Det specielle ved hende var, at hun også drev et såkaldt “Børnepensionat”, hvilket vistnok skal forstås således, at hun underviste børn, der opholdt sig på stedet.  Den sidste, der drev pensionat var restauratør E. Mejnholt, som drev stedet frem til 1943.

Ejendommen som privatbolig
Fra 1943 og indtil sin død i 1961 ejedes Joachimshøj af den lokalkendte kunstmaler og keramiker Hjalmar Nielsen. Han havde oprindeligt arbejdet for kunstbrænderiet “Møller & Bøgely” i Skotterup, men havde siden denne fabriks brand og ophør i 1920 ernæret sig ved bl.a. kunstmaling og keramikfremstilling. Han boede sammen med sin hustru, Johanne f. Hougaard, oprindelig i Skotterup, flyttede senere til “Mariehøj” i Mørdrup og derpå til “Joachimshøj” på Tikøbvej.

“Joachimshøj” er her fotograferet midt i 1950’erne med den daværende ejer af huset, keramiker og kunstmaler, Hjalmar Nielsen i forgrunden.

Hjalmar Nielsen brugte dog ikke hele den store ejendom til sig selv og sin familie. Han udlejede flere værelser til forskellige. I 1950 boede her således flere andre personer: elektriker Skjold Nielsen, frøken Konradine Nielsen, arbejdsmand Rasmus Aksel Hansen og teglværksarbejder Helge O. Christensen.  Da Hjalmar Nielsen døde i  1961 var beboerne skiftet ud. Nu var det driftsleder Niels J. Johanson, dennes broder, ekspedient Johannes Johanson samt fru Carla V. Andersen.

I 1961 overtog drivhusbygger Arthur H. Jensen huset. Foruden sin egen familie, der bl.a. bestod af en søn, drivhusbygger Leo H. Jensen, boede  desuden de to ovennævnte Johanson og Johanson – foruden i tilbygningen specialarbejder J.W.S. Mortensen.

Den skæbnesvangre mandag morgen
Alle ejendommens beboere lå denne morgen og sov i deres respektive værelser.46-årige Arthur Jensen i sit soveværelse på 1. etage, sønnen Frank i et værelse og de to mindre søskende, 12-årige Irene og 11-årige Susanne i etagesenge på deres eget værelse. Familien Johanson, der bestod af Niels Johanson og hustru samt broderen Johannes, sov alle i samme værelse i stueetagen.

Efterfølgende forklarede Arthur Jensen, at han blev vækket omkring kl. 06.15 af en mindre brag. Han stod derfor

Ved eksplosionen slyngedes taget op i luften og ned på Frank Jensens seng, der ses nederst i billedet. Heldigvis var Frank Jensen blevet slynget væk af lufttrykket og landede i stedet ovenpå taget!

op for at undersøge sagen nærmere, men gik atter i seng, da han intet usædvanligt kunne se. Et kvarter senere lå hele huset i ruiner.

Ved eksplosionen blev det tjærepap-tækkede tag løftet op af luftpresset og brækket midt over, hvorefter det lagde sig til hvile på murerne, der i mellemtiden var blevet forvandlet til murbrokker. Ikke én mur i huset var hel, alle døre var splintrede, dørkarme, vinduesfyldinger og mursten lå spredt omkring. En seng var slynget helt om bag huset og i nabohavernes frugttræer hang rester af ejendommens gardiner.

Den første der slap fri af ruinerne var Arthur Jensen, der som den første fik øje på sønnen Frank, der halvt hang over husets tag – kun iført resterne af sit nat- og undertøj. Derefter begav han sig i gang med at grave en tunnel ind til de to døtre, som han kunne høre under ruindyngerne. Øverst i etagesengen lå Susanne klemt nede af en bjælke og murbrokker og nedenunder lå Irene, klemt fast af sengebunden fra øverste seng. Ingen af pigerne kunne komme fri, men Arthur Jensen fik dem beroliget ved at fortælle, at der snart kom hjælp.

Af beboerne i stueetagen lykkedes det for Arthur Jensen at hale Niels Johanson, der lå fastklemt helt nede ved gulvbrædderne, fri. Denne tog sig derpå selv af sin hustru, medens det var vanskeligere med broderen, som lå totalt i mørke, begravet i murbrokker og kalkstøv, klemt fast af en svær jernbjælke, som trykkede på brystet og skabte åndedrætsbesværligheder for ham.

Naboerne kom til hjælp
I mellemtiden var naboer kommet til. Først nåede naboen i nr. 14, fiskehandler Svend Aa. Jensen, frem. Han var, som alle andre i nabolaget, blevet vækket ved det voldsomme brag – og ved, at alle vinduerne i hans hus splintredes. Han ringede øjeblikkeligt til Falck-Zonen da han opdagede, at der i nabohuset lå mindst én fastklemt person. Hustruen var straks ude for at hjælpe. Hun løb rundt i sneen i bare tæer og nattøj for at sætte lys op, så redningsfolkene kunne se noget i mørket.

Naboen i nr. 18, civ.ing. E. Gundestrup, vågnede også ved et stort brag, men troede i første omgang at dette skyldtes, at hans lampekuppel i soveværelset var faldet ned. Først da han hørte ophidsede stemmer i nattemørket udenfor opdagede han hvad der var sket.

Flere tililende forsøge at redde de fastklemte, og straks efter ankom Tikøb Brandvæsen samt Falck-Zonen fra Helsingør. Sidstnævnte mødte med tre ambulancer samt en kranvogn. Desuden mødte Falck-Zonen i Hørsholm med to ambulancer og en kranvogn – og endelig mødte en deling på 30 fra CF-kolonnen i Hillerød.

Naboerne måtte i vinterkulden til at skifte vinduer.

Redningsmandskabets indsats
Det store opbud af redningsmandskab bevirkede, at man i løbet af ca. 20 minutter fik frigjort Susanne, medens der gik tre kvarter før Irene var blevet gravet fri. Værst var redningsaktionen for Johannes Johanson, idet der gik over en time, før han blev befriet. I ambulancer blev de syv bragt til Øresundshospitalet i Helsingør, men bortset fra, at alle var chokerede var det kun Frank, som blev indlagt med hjernerystelse og snitsår i ansigtet.

Tikøb Kommunes socialudvalg trådte straks til og fik indkvarteret de hjemløse på et hotel i Helsingør. I løbet af de næste dage indsamlede naboerne og andre adskillige gaver samt tøj til de to familier, der på et øjeblik havde mistet alt deres bohave.

Eksperter fra Teknologisk Institut foranstaltede sammen med Helsingør Kriminalpoliti en større undersøgelse af eksplosionsårsagen. Undersøgelserne blev dog besværliggjort af den totale ødelæggelse af huset. Det var således umuligt at komme ned i husets kælderetage, hvor olie- og gasledninger var installeret. Og det var her man regnede med at årsagen til eksplosionen skulle findes. Konklusionen blev i al fald, at det var udstrømmende gas fra bygasanlægget, der var blevet antændt af husets oliefyr.

Det blev i øvrigt en travl uge for egnens glarmestre. Et sted mellem 150 og 200 ruder i området blev presset ud ved det voldsomme lufttryk, der kunne mærkes i en omkreds af 2 km. Da oprydningsarbejdet var overstået blev alle resterne af “Joachimshøj” fjernet fra grunden – og et helt nyt parcelhus opført i stedet.

Som det ses på disse billeder, der er taget få timer efter eksplosionen, så var der intet tilbage af selve huset. Alt var styrtet sammen og det må siges, at det var et mirakel at syv mennesker overlevede – endda næsten uden at komme til skade.

Noget af det der gjorde størst indtryk på de mennesker, der beså ulykkesstedet – heriblandt denne artikels forfatter – var eksplosionens voldsomme kraft. Det kunne man bl.a. se ved at ejendommens ituflåede gardiner hang som guirlander i nabohavernes frugttræer.


Rev. 13.03.2021