Denne artikel belyser Dalsborgs historie, der også involverer den såkaldte ”Lokkerup landsby” og dens historie.

Af Kjeld Damgaard

Dalsborg set fra nordøst, 1989,

 

Landsbyen Lokkerup omtales et par gange i litteraturen som en forsvundet landsby. Imidlertid er det temmeligt usikkert om man på noget tidspunkt har kunnet tale om en reel landsby. Det følgende vil vise, at der i alle fald  ikke har været en rigtig landsby på stedet i de sidste 500 år.

De ældste kilder
Navnet Lokkerup dukker nemlig første gang op i et dokument fra 1497. Heri er opregnet alt det jordegods, som da hørte under Esrum Kloster. Af dokumentet fremgår det således ikke direkte hvor store de enkelte landsbyer er, idet der f.eks. for byen Tikøbs vedkommende kun er nævnt Præstegaarden. De øvrige gårde, som ikke hørte under klosteret, er således ikke nævnt. Men for Lokkerups vedkommende gælder det særlige, at den er ”listet” op på en sådan måde, at det indirekte er klart for læseren, at der er tale om en enkeltgård, i lighed med f.eks. Busserup. Fæsteren af Lokkerup skulle i øvrigt betale tre skilling grot (en regningsenhed = 9 penninge) i årlig afgift til klosteret – en temmelig lav afgift, hvoraf kan sluttes, at ejendommen ikke hørte til de største og mest betydningsfulde.

I  en beskrivelse fra 1681, hvor alt jord beskrives til den nye matrikel, er Lokkerup klart beskrevet som en enkelt gård eller hus. Stedet betegnes som ”Lockerups Huus”, som bebos af Bent Andersen. Han har rådighed over 1 tofte, som grænser mod nord til Strandskoven og mod syd til Egebæksvang. Fra øst til vest går jorden fra landevejen til Rørtangs vang. Arealets størrelse er ikke angivet på en måde som vi i dag kan genkende, men der er næppe tvivl om, at det beskrevne område svarer til det areal, som senere blev Dalsborgs ejerlav.

Afspærringen ved Lokkerup
Næste gang Lokkerup træder ind på historiens scene er, da der var pest i Helsingør i 1711. Måske som en følge af syge soldaters overførsel fra Skaane i anledning af forsøgene på at gøre en ende på den svenske besættelse, opstod der i 1710 flere pest-tilfælde i Helsingør. Epidemien blev hurtigt værre, og den resulterede i, at den 25. maj 1711 blev der uden om Helsingør langt en afspærring, der gik fra Lokkerup over Mørdrup, Nyrup og videre mod Nordkysten ved Villingerød. Årsagen til denne store afspærring skal ses på baggrund af, at der i Hornbæk, Horneby og Stenstrup også var udbrudt en pest-epidemi.

Ved Lokkerup blev der nu indrettet et marked eller torv, hvor det var muligt at forsyne sig med levnedsmidler. Det var især nødvendigt, fordi stort set alle husdyr, især svin, var blevet slagtet eller fjernet fra byen. Imidlertid tog den militære garnison først for sig på markedet – simpelthen ved at forbyde de almindelige borgere at handle før dem selv. Det gav anledning til en del klager fra byens indbyggere, der var hårdt ramt i forvejen af den tiltagende smitte, der udryddede op imod 40 % af byens indbyggere.

I løbet af vinteren 1711-12 aftog sygdomstilfældene væsentligt, og den 25. juni 1712 åbnedes Helsingør igen for fri passage. Dermed ophævedes også markedet ved Lokkerup.

Ejendommen, som det tog sig ud set fra sydvest i år 2000.

De første kendte fæstere
Gårde og huse, med dertil hørende jorder, var jo efter reformationen i 1536 kommet under kronen. De enkelte ejendomme fæstedes til de bønder og husmænd, som ville og kunne betale for at fæste ejendommene. Der er bevaret enkelte oversigter og genparter af disse fæstebreve, men desværre er der for Lokkerupgaardens vedkommende ikke en fuldstændig liste. Første gang vi støder på navnet Lokkerup i fæsteprotokollerne er den 18. september 1722, hvor Seignr. Nicolay Jort fra København fæster “Lockeruphuus” som angives af være på 1 Skæppe, 4 Fjerdingkar Hartkorn. Denne måleangivelse var en metode til at beskatte en ejendom, således at det var jordens ydeevne kombineret med arealets størrelse. der blev betalt efter – og ikke bare arealet.

Foruden gård/hus og jord fæstede Nicolay Jort også et fiskestade (nr. 4) og for alt det skulle han give i fæste 5 rigsdaler. Det oplystes endvidere, at hidtidig fæster havde været en Kommandør vist nok med navnet Kønning (svært læseligt).

Københavnske fæstere
Allerede året efter fæstedes ejendommen imidlertid atter til en ny fæster. Denne gang var det Seignr. Christian Ludvig Viereck – også fra København, der fik Lokkerup i fæste. Men han beholdt stedet meget kort tid, idet allerede samme år – 1723 – blev Hr. Commisarius Alonso Vere, København ny fæster. Sidstnævnte var proviant-commissær, men da han tilsyneladende rejste til England med kort varsel, blev Lokkerup atter bortfæstet den 12. september 1727.

En helsingoransk købmand
Denne gang var fæsteren mere lokal. Han hed Johan Georg Hansen, havde titel af “commerceraad” og var fra Helsingør. Denne Johan Georg Hansen er sandsynligvis identisk med Hans (også kaldet Jean) Georg Hansen (1694-1760), der var søn af en af Helsingørs rigeste købmand i 1700-tallet. Selv drev J. G. Hansen det nu også ganske vidt. Han var blevet kommerceråd (titel med rang i 7. rangklasse) i 1724, justitsråd (5. rangklasse) i 1738 og etatsråd (3. rangklasse) i 1757. Han var desuden fransk generalkonsul i Helsingør. Han blev gift med Johanne Catharine Fabritius (1706-1770). Hans datter og svigersøn opnåede at blive adlet under navnet de Lilliendal – herom senere.

Det ses imidlertid ikke hvor længe J.G. Hansen havde ejendommen. Først i febr. 1755 findes en kort notits om, at den tidligere fæster Nicolai Asmussen ved dom har måttet forlade Gaarden Lockerup. Der var med andre ord ikke tale om en frivillig afståelse. Ny fæster blev Olle Petersen Wilhelm, som egenhændigt har underskrevet i fæsteprotokollen.

Uden for bondestanden
Wilhelm var med andre ord næppe en ”simpel” bonde, idet kun meget få var i stand til at skrive deres eget navn på den tid. Lokkerups hidtidige fæstere havde da også været mennesker ”uden for bondestanden” – som man kaldte det, når nogle beboere hævede sig op over denne – dengang – ringeagtede stand. Men også Wilhelm synes kun at have haft ejendommen i ganske kort tid. I al fald ser det ud til, at Lokkerup har en ny fæster allerede to år efter, hvor Nicolay Rasmussen optræder som forhenværende fæster, med sin søn Anders Nicolaysen som ny fæster.

Nu – den 23. 12. 1757 – kaldes ejendommen godt nok for Huus No. 1, men hartkornet er nøjagtigt det samme som i 1722, incl. fiskestade nr 4. Vi kan derfor med nogenlunde sikkerhed konstatere, at det er samme ejendom.

Navnet Dahlsborg opstår
Så går der atter et par år, hvor vi ikke rigtig kan følge fæsterne. I 1761 optræder imidlertid en ultrakort meddelelse i Fæsteprotokollen:

Sr. Godenius fæster det Huus som Sr. Dahl godvillig afstod.

Det er første gang navnet Dalsborg optræder i nogen kendt kilde. Og det giver samtidig svar på nogle spørgsmål, men stiller også nye spørgsmål. For det første giver det anledning til at stille det spørgsmål om der er tale om den samme ejendom, som Anders Nicolaysen fæstede i 1757. Men hvorfor skriver man så ”Dalsborg ved Lokkerup” – og ikke f.eks. ”Dalsborg – tidligere Lokkerup” ?

På den anden side giver den yderst kortfattede meddelelse i Fæsteprotokollen svaret på hvorfor ejendommen hedder Dalsborg – den er simpelthen opkaldt efter fæsteren indtil 1761.

Brødrene Dahl fra Helsingør
Hvem var så denne Dahl?  Hvis man alene ser i fæsteprotokollen så er oplysningerne om Dahl ganske få. Der står således ikke engang angiver hvorfra han kommer eller hvad han hed til fornavn. Det er imidlertid alligevel ret sikkert hvor vi skal lede. Som det ses betitles han ”Sr.” en forkortelse for ”Seigneur” en titel som anvendtes for ”borgere uden rang”. Efterfølgeren hed som det ses Godenius, der også betegnes som Sr. Dette sjældne navn kendes fra Helsingør, hvor han var købmand. Af hans kolleger kendes da også to andre købmænd – brødrene Dahl, der var købmænd.

Den ene broder hed Nicolaj Dahl, og hans navn er faktisk endnu bevaret i Helsingør, idet hans købmandsgård på hjørnet af Stengade (nr. 64) og Brostræde endnu er kendt under navnet “Dahls Gaard”. Denne ejendom ejede han fra 1738 til 1761. At Godenius og Nicolaj Dahl kendte hinanden kan bl.a. ses af, at de begge i 1760 deltog i byen Helsingørs sikkerhedsstillelse i forbindelse med en rustningsgaranti, som regeringen havde pålagt alle byer, herunder altså også Helsingør.

Hans broder, købmand Niels Dahl, byggede i slutningen af 1750’erne en stor købmandsgård på hjørnet af Strandgade og Brostræde (Strandgade 75). Også denne ejendom eksisterer endnu – bl.a. rummer den nu “Simon Unna & Co”.  Niels Dahl var desuden – indtil sin død i 1773 – rådmand i Helsingørs bystyre, og var i kraft af sit købmandshverv bl.a. forpagter fra 1748 til 1772 af brændevinsleverancerne til 7 af omegnens kroer, nemlig Langstrup, Hornbæk, Tikøb, Sletten, Espergærde, Humlebæk og Snekkersten.

Hidtil har det været usikkert hvem af de to brødre, der fæstede gården i Lokkerup og kaldte den ”Dahlsborg”. Nicolaj Dahl solgte sin købmandsgård samme år som afviklingen af Dalsborg sker – og han betitles ”Sr.” – havde det været broderen, Niels, var han måske blevet benævnet ”Rådmand”. Men at konkludere at Nicolaj er den mest sandsynlige sker i givet fald på et ganske tyndt grundlag. En ny kilde er imidlertid dukket op. En avisannonce fra 1772 med følgende ordlyd:

“Dersom nogen imod Formodning skulde have retmæssig Fordring eller Prætention i Stervboet efter forrige Kiøbmand i Helsingøer Afg. Nicolai Dahl, under hvad Navn det maatte være, behager det behørig at anmelde sligt hos den Sal. Mands Enke Cecilia Maria Fogh paa Dahlsborg i Bircherød ved Kiøbenhavn, inden den Tiid Loven foreskriver. alt under deres formeente Prætentions eller Kravs Forliis, som tillige ved Retterne behørig er Proclameret.

Denne formulering bestyrker i meget høj grad, at der er tale om Nicolaj Dahl, der netop døde den 15. juni 1771 i Birkerød Man kan i hvert fald konstatere, at det næppe er et tilfælde, at parret boede i et hus med nøjagtig samme navn – blot nu et nyt sted, nemlig Birkerød.

Købmand Godenius og hans enke
Om den følgende fæster af Dalsborg, købmand Carl Frederik Godenius, vides, at han i 1760’erne var formand for Helsingørs Købmandslaug. Han byggede i 1759-60 Strandgade nr 87 og i 1784 tillige Strandgade 85. De to huse har siden været ét hus og ejedes fra 1791 af generalkonsul Nicolai Fenwick – hvorfor denne ejendom i dag kendes som “Den Fenwickske Gaard”.

Da købmand og agent Godenius døde overtog imidlertid enken, Marie Elisabeth Godenius, Dalsborg. Hun boede der tilsyneladende ikke hele tiden, i alle fald noteredes kun en gartner ved navn Christian Hermann, som beboer af lyststedet “Lokkerup” den 1. juli 1787. I januar 1793 fik fru Godenius arvefæste- og skødebrev på ejendommen, d.v.s. at hun blev den første selvejer af Dalsborg. Af skødet fremgår det, at ejendommen nu bestod af hartkorn 1 tønde, 2 skæpper og 2 ¼ album – altså noget bedre end i 1722 og 1757.

Lokkerup Porthus
På dette tidspunkt er der tale om to ejendomme i Lokkerup-området. Den ene er Dalsborg (endnu i folketælllingen 1787 kaldet ”Lokkerup”), den anden Lokkerups Porthus – den nuværende Lokkeruphus Skovløberbolig. sidstnævnte hus kendes fra 1771, hvor sognepræst Rasmus Garboe udarbejdede en fortegnelse over ægtepar, enkemænd og enker i Tikøb sogn. Fortegnelsen indeholder ikke et fuldstændigt folketal, kun angives navnet på manden, hans næringsvej, hans alder og hvor mange gange han har været gift. Om hustruen skulle kun angives hendes alder og hvor mange gange hun havde været gift – og altså ikke hendes navn. Børnene omtaltes slet ikke.

Denne fortegnelse medtager slet ikke ejendommen Dalsborg. Det betyder ikke, at ejendommen ikke fandtes i 1771, men at fæsteren/ejeren ikke boede der fast. Om Lokkerups Porthus nævnes, at her boede daglejeren Lars Jensen, 52 år i sit første ægteskab med sin 48-årige hustru, der også var i sit første ægteskab. I huset boede tillige den 58-årige enke efter tækker Anders Hansen. Hun havde været enke i 7½ år og levede af betleri.

Lars Jensen og hans familie kan følges i en del år. I 1787 boede ifølge folketællingen husmand Lars Jensen og dennes hustru Maren Hansdatter, og den 15. februar 1808 døde Lars Jensens efterlevende enke, Karen Rasmusdatter i en alder af 82 år ifølge Kirkebogen. Han må være blevet gift igen efter 1787. Om Lokkeruphus vides i øvrigt at huset blev ombygget i 1831 til det udseende vi kender i dag.

J.J. de Lilliendal og hans slægt

Familien de Lilliendahls våbenskjold

Men tilbage til selve Dalsborg. Den næste kendte ejer af Dalsborg var Johan Jacob de Lilliendal. Igen er der tale om en person fra samfundets øverste klasse. J.J. de Lilliendal var ud af den tidligere omtalte rige helsingoranske købmandsslægt, som nedstammede fra øverste borgmester i Helsingør, Hans Hansen (død 1684). Borgmesterens søn, Jakob, blev storkøbmand i Helsingør og i øvrigt også fransk konsul i Helsingør. Jakob Hansens ældste søn, Johan/Hans/Jean Georg  Hansen, var – som tidligere omtalt – fæster af Dalsborg i 1720’erne. Jakob Hansens tredje søn, Frederik, blev dansk konsul i Bordeaux i Frankrig. Frederik Hansen adledes under navnet “de Lilliendal”  i 1748, da han havde købt et fransk adeligt gods. Imidlertid var han ugift og barnløs, og skænkede derfor store beløb til velgørende formål i Helsingør. Det var hospitalet og fattighuset der kom til at nyde godt af denne velgørenhed.

En nevø var udset til at arve Frederik de Lilliendals adelspatent, men han døde før farbroderen. I stedet fik en nieces mand (= en datter og svigersøn af ovennævnte Johan Georg Hansen), superkargo i Bordeaux, Friderich Fritz, lov til at føre navnet de Lilliendal. Det skete dog på den betingelse at Friderich Fritz de Lilliendal indbetalte de i alt 36.000 Rigsdaler som familien havde bestemt skulle gå til velgørende formål i Danmark. Dette skete kort efter at F.F. de Lilliendal vendte hjem til Helsingør. Friderich Fritz og hans Hustru Anne Catrhrine fik en søn, nemlig Johan Jacob de Lilliendal, født i 1773.

Johan Jacob blev kejserlig østrigsk generalkonsul i Helsingør, og blev i 1895 gift med Frederikke Cathrine Vogelsang (1784-1843). Men allerede den 23. juni 1808 døde Johan Jacob kun 33 år gammel, uden at efterlade sig børn – og hermed uddøde denne adelsfamilie, som dermed kun satte sig meget få spor i eftertiden.

Flere ejere
Ny ejer kom først i 1810 – og igen var det en helsingoransk købmand, der køber Dalsborg. Denne gang hed han I. Ibsen, og – pudsigt nok – måske identisk med den købmand Ibsen, der på det tidspunkt ejede ”Dahls Gaard” på Stengade i Helsingør (fra 1811-13).

Om de følgende ejere kendes ikke meget. Ejeren fra 1813 hed således Christian Lundberg, og senere overtog justitsråd Køhler ejendommen. Hans enke overtog derpå ejendommen, hvorefter linnedvæver Peder Matinus Køhlert ejede ejendommen fra 1825 til 1832.

Året efter Køhlerts overtagelse brændte gården imidlertid. I forsikringsprotokollerne er gården i øvrigt flere gange i 1820’erne nævnt som ”Dahlsborggaard tidligere Lokkerupgaard” – så der er ingen tvivl om, at navneskiftet fra Lokkerup til Dalsborg er gået langsomt – man havde ikke helt vænnet sig til det nye navn endnu 60 år efter!

Gården brænder
Indtil 1826 bestod gården af et stuehus i øst, et søndre hus, et nordre hus, et vestre hus samt et halmtagshus. Der var med andre ord tale om en firelænget gård, som det desværre ikke har været muligt at finde en nærmere beskrivelse af. Men den 24. juli 1826 sker ulykken. Stuehus samt det søndre hus samt halmtagshuset brænder. Ved den efterfølgende taxation af brandskaderne, beskrevedes stuehuset som ”overalt gennembrændt, saa dets Genopbygning fra Grunden er til Dels uundgaaelig”. Det nævnes også at kvisten er brændt væk, at alle vinduesrammerne er forbrændte og ruderne sprængte, at alle dørene dels er forbrændte eller sønderslagne samt at gibslofterne er faldet ned. I alt er der sket skader for 1.890 rigsdaler på stuehuset. Derforuden var det søndre hus og halmtagshuset – som nævnt – helt nedbrændt, og der var sket skader på hegnene omkring gård og have. I alt lød erstatningen på 2.914 rigsdaler.

Den nye gård
For de penge begyndtes straks en genopbygning af gården, og allerede den 9. november samme år kunne de næsten færdige nye bygninger vurderes til forsikringen. I taxationen omtales den nye stuebygning mod øst som ”13 fag lang og 13 alen dyb, bygget af Fyrrebindingsværk i Fod med murede Vægge, belagt med Tegltag: Indrettet til 4 Værelser med 2 Skorstene ”– i alt af en værdi på 1.560 rigsdaler.

Det nye søndre hus blev beskrevet således: ”13 Fag langt, 13 Alen dybt, af samme Bygningsmaterialer, indrettet til et stort Fabriksværelse, Køkken med Skorsten og Bageovn, samt til Pigekammer.” I alt af en værdi af 1.390 Rigsdaler.

Vi får altså her at vide, at linnedvæver Køhlert har indrettet en lille ”fabrik” i den søndre længe – med andre ord han var en slags linnedfabrikant på Dalsborg. I 1832 overtog kon

Constantin Brun – ejer af Dalsborg i perioden 1855 til 1872.

sul Carl M. Ahmann gården og havde den i knapt 9 år, hvor han tilsyneladende ikke boede på gården hele tiden. I alle fald ses det af folketællingen fra 1. februar 1840, at der på gården kun boede en forpagter ved navn Ivar Petersen, hans hustru, Maren Jørgensdatter, deres plejedatter samt to tjenestefolk. Måske boede Ahmann her kun om sommeren ?  Imidlertid måtte Ahmann lide den tort at gå fallit, og ejendommen gik på tvangsauktion i januar 1843. Her købtes den af forpagter Rasmus Hartvig Rasmussen, om hvem vi i øvrigt ved, at han næsten samtidigt også købte Borupgaard. Hermed følger en lang periode, hvor Dalsborg og Borupgaard er knyttet tæt sammen.

Dalsborg og Borupgaard
Rasmus Hartvig Rasmussen boede heller ikke på Dalsborg – i alle fald ikke hele tiden. Den 1. februar 1845 boede her således kun en gartner ved navn Poul Jensen samt dennes hustru, Ingeborg Larsen, deres tre børn og en tjenestekarl. Desuden boede her den 27-årige toldassistent William Klein, som i mange år frem skulle komme til at indtage stillingen som den lokale tolder.

Allerede i 1846 overtog den nye ejer Dalsborg. Det var Erasmus Sigismund Resch, der også ejede Borupgaard.
På samme måde var de tre følgende ejere  Bertel Johannes Bertelsen (fra 1854 til 1855), Constantin Brun (fra 1855 til 1872) og Ernst Carl Scheibel (fra 1872-73) alle tillige ejere af Borupgaard i næsten de tilsvarende perioder. Det betød også, at Dalsborg ikke fast beboedes af ejerne, men som oftest af ansatte forpagtere eller gartnere, således bl.a. under Constantin Brun i 1860, hvor der boede hele to forpagtere på Dalsborg, Niels Nielsen og Peder Andersen samt en gartner, Niels Thomsen.

Baron Wedell-Wedellsborg
1872 blev Preben baron Wedell-Wedellsborg ejer af Dalsborg og Borupgaard. Han var født i 1843 på Hvedholm og blev i 1858 elev på Herluftsholm, men tog

Familien Wedell-Wedellsborg fotograferet i haven foran det senere ombyggede stuehus. Foto: 14. maj 1900.

eksamen fra Efterslægtens Skole i 1861. Han havde derpå distriktsophold hos overførster W. Moltke på Egelund. I 1870 blev han uddannet som forstkandidat og samme år udnævnt til jagtjunker. I 1873 blev han gift med Caroline Susanne baronesse Bertouch-Lehn til Lungholm (1851-1914), men allerede året før havde hans tilkommende svigerfader købt Borupgaard til ham.

Preben Wedell-Wedellsborg ejede derpå Borupgaard i en periode frem til 1889, hvor han efter familietraditionen ikke orkede at drive denne store gård længere. I stedet flyttede han ned til sin anden lille ejendom ”Dalsborg”, som han efter Aage Rasmussens optegnelser skal have bygget nyt stuehus til kort efter overtagelsen.

Det har imidlertid ikke kunne fastslås hvornår denne hovedbygning blev taget i brug. Da ejendommen i 1891 blev brandforsikret blev hovedbygningen beskrevet som en grundmuret bygning med skifertag, hvortil der var bygget en trappebygning. En vinkelbygning (udlængerne) var derimod opført af bindingsværk og var med tegltag. Den sidstnævnte er sandsynligvis den, som i 1826 blev opført til linnedvæveri. Den samlede forsikringssum var i øvrigt ca. 18.000 kr.

Af de opmålinger, som blev foretaget omkring 1916, fremgår det i øvrigt at stuehuset var indrettet med  2 dagligstuer, 2 gæsteværelser og en spisestue i stueplanet, med 2 soveværelser, 1 pigekammer samt et atelier på 1. salen og med køkken, pigekammer, viktualierum m.v. i

Foto fra rejsegildet på det nye Dalsborg i vinteren 1916-17. Tømrermester var den lokale August Nielsen.

kælderen.

I 1914 døde Caroline baronesse Wedell-Wedellsborg, og året efter også hendes mand, Preben baron Wedell-Wedellsborg. Ny ejer blev generalkonsul Poul Holm (1874-1955). Han var tilknyttet familiefirmaet Jacob Holm og Sønner, og medlem af aktieselskabsbestyrelsen i samme firma fra 1924. Senere blev han sammen med brødrene, Christian og Johannes Holm, firmaets direktør. Fra 1909 var han græsk generalkonsul for Danmark. Han blev samme år gift med Frederikke Hegermann-Lindencrone.

Dalsborg bygges helt om
Da Poul Holm overtog Dalsborg bestod ejendommen af to beboelsesfløje. Den ene beskrives af daværende dr. Vilhelm Lorentzen som værende ganske forfalden (det oprindelige linnedvæveri), medens den anden var i god stand, men ”meget hæslig”. Førstnævnte blev derfor nedrevet, medens sidstnævnte bygning – den gamle hovedbygning (måske bygget af Wedell-Wedellsborg – måske fra 1826) blev delvist stående og anvendt i den nye bygning. Således blev tagetagen fjernet, men de murtykkelser, der fandtes i det anvendt gamle hus, kunne ikke bære en muret 1. sal over stueetagen. For alligevel at opnå en hel etage, uden at ændre de gamle murtykkelser nedenunder, måtte 1. salen udføres i bindingsværk. Bindingsværket udførtes i egetræ medens selve murene blev hvidkalkede og tagene belagdes med almindelige vingetegl.


Interiørbillede fra det færdige Dalsborg, 1917.


Terrassen foran huset ud imod Strandvejen blev belagt med ølandssten samt en balustrade af sandsten. Også indgangspartiet i gården fik en indfatning af sandsten. Indenfor i huset udførtes gulvene i egeplanker, medens gulvet i hallen blev lagt med marmorfliser i to farver. Trappen i hallen er tillige udført i egetræ. Arkitekten var i øvrigt involveret i næsten alt. Han tegnede bl.a. et nyt ishus, der lå sydvest for hovedbygningen, en brønd i haven, selve haveanlægget, en portindgang fra Rørtangvej, en havelåge fra Strandvejen, døre, dørhåndtag, kaminer, skabe og lamper til hovedbygningen,

Poul Holm havde hyret arkitekt Louis Hygom til denne opgave. Som konduktør havde han en anden arkitekt, nemlig G.V. Juul Fraenkel. Resultatet af ombygningen i 1916-17 blev altså denne bygning, som vi kender i dag, med herregårdspræg og med sin beliggenhed øverst på den gamle kystskrænt.

En kgl. hof-vinhandler
Da huset stod færdigt i 1918 blev det nyforsikret – nu for 160.000 kr. Men så bestod det også af den totalt ombyggede hovedfløj, en ny portfløj, et ishus, et hønsehus samt et portparti ud imod Rørtangvej. Desuden byggedes kort efter en garagebygning på den anden side af Rørtangvej – en bygning, som derudover vurederedes til 101.800 kr.

Dalsborg, som det kom til at se ud efter ombygningen i 1916-17.


I 1941 solgte Holm ejendommen til vinhandler Erik Kjær fra vinfirmaet ”Kjær & Sommerfeldt”. Det var Erik Kjærs fader, C. C. Kjær, der i 1869 begyndte en vinimport i København. I 1875 gik han i kompagniskab med W. F. Sommerfeldt og dannede det endnu eksisterende firma ”Kjær & Sommerfeldt”. Erik Kjær blev ansat i sin faders firma i 1894. På det tidspunkt var Sommerfeldt allerede død, og da faderen også døde i 1897, blev Erik Kjær herefter direktør. Firmaet voksede i årene derpå ganske betydeligt, blev allerede i 1901 Kgl. Hof-Vinhandel, og i 1929 indrettedes forretningen på den nuværende adresse, Gl. Mønt 4 i København.

Parken udstykkes
Efter Erik Kjærs død i slutningen af 1950’erne overtog enken, Camilla Kjær ejendommen, som hun beholdt til 1965, da den overtoges af direktør H. Schou fra Charlottenlund. Hans eneste formål med ejendommen var tilsyneladende at udstykke Dalsborgs store grund. Ikke mindre end 19 parcelhusgrunde blev udstykket den 16. marts 1966, og dermed var Schous interesse i ejendommen slut. 3 måneder senere solgte han selve Dalsborgs hovedbygning – nu uden have – til hvilehjemsbestyrer-parret Erna og Svend Aage B. Jensen fra Vedbæk.

Tegning af Dalsborgs haveanlæg, som det blev udformet af arkitekt Louis Hygom.

 

Fra plejehjem til ejerlejligheder
Med en bestyrer til at styre plejehjemmet, blev Dalsborg nu befolket af  19 plejehjemsbeboere. Adressen skiftede nu fra at være Rørtangvej 1 A til Lokkerupvej 4. Dette var en følge af udstykningerne og de to nye veje i området, Dalsborgvej og Lokkerupvej.

Dalsborg blev anvendt til plejehjem til slutningen af 1970’erne, hvorefter Erna og Svend Aage Jensen tilsyneladende selv anvendte ejendommen som bolig i en overgangsperiode. Derpå udstykkedes ejendommen i 6 ejerlejligheder – de første to nye ejere overtog deres lejligheder den 22. september 1980.

En del af haveanlægget ved Dalsborg, fotograferet i 1960’erne.

Rev. 22.02.2021