Stokholmsvej og omegn set med Nexøs øjne - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Stokholmsvej og omegn set med Nexøs øjne

De enkelte ejerlav > Mørdrup > Stokholmsvej
Stokholmsvej og omegn
- set med Martin Andersen Nexøs øjne

af Kjeld Damgaard

I 1945 udgav forfatteren Martin Andersen Nexø sine erindringer i form af en såkaldt nøgleroman. Titlen var ”Morten hin Røde” - en titel der hentyder til Martin/Mortens store interesse for socialismen og ikke mindst marxismen.
Martin Andersen Nexø havde siden 1904 boet på Stokholmsvej 8, hvor han slog sig ned med sin daværende hustru, Margrethe Thomsen og deres børn. Siden blev hustruen skiftet ud med Margrethe Frydenlund Hansen kaldet Grethe. I dette hus - lige ved siden af Espergærde Skole, boede Andersen Nexø i omtrent 20 år, dog afbrudt af perioder, hvor han opholdt sig bl.a. i udlandet. Og her voksede hans store børneflok op.
Hans produktion af litterære værker var primært socialrealistiske værker inspireret af egne oplevelser, men ”Morten hin Røde” nærmer sig virkeligheden endnu mere. De to bind (som egentlig skulle have været tre) rummer i virkeligheden en fortsættelse af Pelle Erobrerens univers - nu med Morten (= Martin Andersen Nexø) i centrum. I den følgende vises uddrag fra romanen - med et efterfølgende forsøg på at sætte de rigtige navne, bopæle og erhverv på personerne. Det er klart, at der er en vis usikkerhed forbundet hermed. Vi kan ikke i dag vide med sikkerhed, hvad Andersen Nexø har husket rigtigt og forkert fra den periode, han beskriver. Det er nemlig perioden før og under 1. verdenskrig, som Andersen Nexø beskriver 30-40 år senere. Desuden er der jo den kunstneriske frihed, der kan spille ind.
Men der er alligevel god grund til at forsøge sig med eksperimentet. Der er nemlig så mange detaljer, som kan efterprøves - og som viser sig at være korrekte, at vi ikke bare kan afvise alle de øvrige beskrivelser som fri fantasi. Det skal dog understreges, at Martin Andersen Nexø ikke har skrevet en kronologisk fortælling. Han springer i tid - snart er han lige flyttet ind i villaen (1904) snart er der verdenskrig (1914-18), hvilket betyder, at man ikke kan afgøre med bestemthed, hvor og hvordan en begivenhed hænger sammen. Det betyder også, at der ved gennemgangen af vejens beboere mangler nogle huse og beboere - måske fordi Nexø ikke fandt dem interessante eller ikke huskede dem.
Men vi lader Martin Andersen Nexø indlede med at fortælle om ”Morten”s nye hjem og omgivelserne omkring Stokholmsvej:
Vejen, der løb forbi Mortens nye Hjem steg svagt indefter mod Landsiden og faldt ned mod Stranden; det sidste Stykke blev til en Slugt, der mundede ud i Strandvejen. Dernede var der altid stærk Færdsel; fra Altanen kunne man se Cyklister og Køretøjer smutte forbi i Udklippet dernede. Heroppe var der til gengæld roligt; Mælkemanden1) kom hver Morgen, Slagteren og Købmanden hver anden Dag, Lejets Børn turede til og fra Skolen, som var nærmeste Nabo indefter. Nu og da kom en Københavnerfamilie forbi, der var ude at se efter Sommerbolig. ”Dér er forresten god Udsigt, kunde de sige og stanse ved Stakittet - ”men der er ikke noget Skilt”. Saa gik de videre. Vera2) saa langt efter dem fra Verandaen, hvor hun holdt af at sidde og se paa Vejen. Hun var gærne rendt efter dem og hade trukket dem indenfor; hun kedede sig og længtes efter Sommergæster. Men Villaen var endnu ikke færdig til at vises frem til Leje; Morten og Bedste3) var altfor pertentlige!
En Oplevelse var det, naar Direktøren for Spareselskabet4) red forbi paa sin sortglinsende Racehest... Ellers skete der ikke stort: Fiskeren5) ovre i det lille Genbohus drog mod Havnen, tungt drønende sine slugørede Træskostøvler; den gale Hesselberg6) kom løbende med Haanden over Øjnene, spejdende efter Sommergæster. Et stykke indefter var der en Jærnbaneoverskæring7), og naar han saa at Bommene var nede, raabte han: Nu smælder den! Bommene er nede, saa smælder den! Han boede med sin Mor i et kønt gammelt Hus nede ved Stranden og levede af at lappe Skotøj og leje ud.
Vejen var gammel Sognevej; Bønderne inde fra Oplandet hade benyttet den vel gennem Aarhundreder, naar de hentede Sand og Tang ved Kysten.... Endnu laa der et Stykke Grund paa den anden Side af Strandvejen, som svarede til Vejen her og viste, at den hade fortsat helt ned til Vandet. Det var den sidste sørgelige Rest af den oprindelige frie Kyst; Resten hade private i Tidernes Løb tilegnet sig.
Fra Altanen foran sit Arbejdsværelse hade Morten vid Udsigt. Til venstre saas et Udsnit af Sundet - lige i Forlængelse af Vejen; længere fremme kom den store Bugt, og langt ude i Syd og Vest laa store Løvtunge Skove. Ligefor, paa den anden side af Vejen, var der aabent: en Grusgrav og Marker, der skraanede ned mod en lille Bæk8). Det lille Fiskerhus med sine glade, evig snottede Unger var den eneste Genbo5) paa en længere Strækning. Beboerne var sky Mennesker, Børnene maatte ikke lege med Else9). Naar hun stod og klamrede sig til Laagen og - med sin lille Opstoppernæse presset mellem Tremmerne - kaldte paa dem, hentede Moren dem ind. Man levede for en væsentlig Del af Københavnerne, men holdt ikke af dem; og Morten hørte trods alt til ”de fine”. Maaske kom der ogsaa andet til; Fiskerbefolkningen hadede, saa fattig den var, alt hvad der smagte af Socialisme10).”
I et efterfølgende kapitel beskæftiger Martin Andersen Nexø sig med de lokale arbejderforhold. Han fortæller, at han en dag fik besøg af en kraftig rødskægget mand, der præsenterede sig som vejmand Hans Frandsen. Han besøgte Nexø for at få ham meldt ind i den lokale afdeling af partiforeningen - det vil sige den socialdemokratiske vælgerforening. Og så ville han gerne have Nexø til at holde foredrag for medlemmerne. Det var imidlertid ikke nemt at finde et lokale, for det lokale badehotel (d.v.s. Hotel Gefion) var for fint til medlemmerne, syntes Frandsen. Det protesterede Nexø over - han mente ikke, at medlemmerne skulle ligge under for de fine forhold på hotellet. Han tilbød selv at leje salen.
Vejmand Hans Frandsen, der også var medlem af Sognerådet, var imidlertid ikke færdig med sit ærinde. Han spurgte Nexø: ”Hvad mener du om Renligheden her paa Stedet? Det er galt med Spildevandet, og Folk graver Latrinen ned hvor bedst de kan komme til; det er ikke til at holde en ren Strand til Sommergæsterne paa den Maade. De savner jo ogsaa deres W.C. Københavnerne; vi faar altfor lidt i Leje som det nu er.”
Morten (= Nexø) mente, at det var en god idé at kloakere byen. Frandsen bemærkede, at det var vanskeligt at få befolkningen med, især fiskerne, som syntes at det var mange penge at skulle præstere mellem 500 og 1000 kr for at få kloakeret. Frandsen mente, at det dog hurtigt ville komme ind i ekstra husleje, men det var svært at overbevise befolkningen om. Han ville derfor gerne have Nexø til at skrive en artikel til støtte for sagen. Dog helst under et andet navn - det var ikke alle, der syntes om hans navn - og det skulle jo helst støtte den gode sag.
Frandsen præsenterede dernæst Nexø for en færdig kloakeringsplan, som han selv havde udarbejdet. Frandsen forklarede, at han havde uddannet sig til entreprenør og derfor vidste noget om højdemålinger og kloakker.
Måske bortset fra det røde skæg, så passer beskrivelsen fuldstændig på vejmand Hans Olsen. Han var kommet til egnen fra midtsjælland i 1903 og var blevet vejmand. Han havde dog ambitioner om at komme videre - og etablerede sig i 1916 som selvstændig entreprenør. Han blev i 1911 valgt ind i Tikøb Sogneråd, hvor han sad til 1925. Han var i øvrigt også aktiv i den lokale Grundejerforening og i den lokale sygekasse samt initiativtager til kloakeringen af Espergærde-området og etableringen af Store Strand i Espergærde.
Andersen Nexø fortæller videre om egnen og især om den tiltagende bebyggelse langs Strandvejen. Det kunne ”Morten” ikke lide - og slet ikke tendensen om at bygge høje mure foran villaerne, så man slet ikke kunne se Sundet fra Strandvejen. Dernæst fortsætter han:
”Der var jo Bakker lidt inde fra Strandvejen, som endnu var ubebyggede og hvorfra Sundet fremdeles kunde sés. Men de fleste af dem var paa Jobberhænder, Sagførere i Hovedstaden hade købt dem billigt af Bønder der var i Knibe, og holdt dem nu højt i Pris. De Bønder der hade solgt billigt og nu saa deres Jorder jobbet i Vejret, gik om og var sure i Masken; og de kloge som hade holdt igen gik om med et kronisk Drag af Spændthed over Ansigtstrækkene - de ventede spændt paa Chansen! Morten kunde ligefrem se paa Folk, hvilken af de to Kategorier de tilhørte.  Saa var der alle dem som paa den ene eller anden Vis levede af Københavnerne: Fiskere og tilfældige Arbejdere; deres Mine var imødekommende, med et Stænk af Logren. En Befolkning der hvilede i sig selv kunde man ikke kalde Egnens Beboere.
Der var forbløffende mange Missionsfolk paa Egnen. Man kunde kende dem paa det hældende Hode og et vist faaret Udtryk der skulde forestille Gudhengivenhed. Men ellers skilte de sig i ingen Henseende ud fra den øvrige Befolkning, saa vidt Morten foreløbig kunde overskue Egnen; de tog Københavnerne ved Næsen, spyttede Skraasovs og gik paa Kroen som alle andre.”
Og netop emnet religion var jo noget, der optog Martin Andersen Nexø. Han opfattede sig selv som ikke-religiøs og var ikke bange for at offentliggøre det. Det vidner følgende replikskifte om, da Anders Hansen fra Bakkegaarden gik forbi en søndag, hvor Nexø stod og reparerede sit stakit:
- Kan De ikke forstaa at De forager?, spurgte Anders Hansen11)
- Nej - hvordan det? spurgte Morten uskyldigt.
- Ved at arbejde om Søndagen, saa alle ser det!
- Saa er Forargelsen gensidig, sae Morten leende. Det forarger mig, at se dem gaa dér med Salmebogen mellem de foldede Hænder!
Nexø skriver videre: ”Siden den Dag vendte ogsaa Bakkebonden Hodet bort naar han kom forbi. Siden den dag var det kendeligt, at Synet paa ham - som man hidtil havde staaet usikker overfor - begyndte at fæstne sig. Selv de, der var ret ligeglade med alt hvad der hed Kirke og delte deres Tilværelse mellem Havnen, Krostuen og Sengen, antog Anders Hansens Syn og betragtede Morten  som en der stod uden for Samfundet, et Barn af Antikrist, en Oprører.”
Om Anders Hansen hører vi, at han havde et skægget ansigt, og at han var velanskrevet som en retfærdig mand i lokalsamfundet. Han benævnes også som sognerådsmedlem, hvilket dog ikke passer. Han kan dog have haft andre kommunale hverv, som Nexø har blandet sammen. Dernæst går Nexø over til at beskrive broderen, Niels Hansen.
”Var Bakkebonden stræng og værdig i det, saa var Niels Hansen12), hans Bror nærmest Lun i Skægget. Han var lille, bred og krumbenet, støttet paa sin Krykkestok krøb han omkring mellem Bakkerne og smilede til alle. Bedste tog ham ind til Kaffe, naar han kravlede forbi ude paa Vejen, men sørgede for at han ikke kom længer end til Køkkenet.”Han lugter, det sølle Kræ”, sae hun. Bedste fik fat i en af Mortens gamle Skjorter og fik den gamle Bonde til at trække i den. ”Saa putter vi den anden i Vaskebaljen” sae hun fermt, ”og om en Uge kommer Far værsgo og skifter. Saa kan der ingen komme og sige, at Bedste har været med til at klæde ham af!” Det var en Hentydning til den gamle Niels Hansens hele Tilværelse, der nærmest hade bestaaet i at la sig flaa.”
Herefter fortæller Nexø om hvorledes han havde måtte gå fra en gård i Maaløv - hvilket ikke kan dokumenteres. Tværtimod vides det, at Niels Hansen i 1876 overtog gården Stranddahl efter faderen, der havde haft den siden 1847. Faderen, Hans Andreas Nielsen ejede imidlertid også en anden gård, Grydemosegaard, der ikke må forveksles med den langt senere (og endnu eksisterende) Grydemosegaard ved Tibberup. Hans Andreas Nielsens gård lå omtrent på hjørnet af nuværende Lindevej og Stokholmsvej. Den nedbrændte i 1887, og blev genopbygget ved nuværende Gylfesvej under navnet Strandvangsgaard.
Gården Stranddahl havde oprindelig været en lige så stor gård som Strandvangsgaarden, men en pæn del af jorden blev i 1871 overdraget til Anders Hansen, som så lod bygge en hel ny gård på det yderste område - længst ned mod Tibberup. Gården fik navnet Bakkegaarden.
Nexø skriver, at det var Anders Hansen, der overlod broderen Niels et stykke jord nede ved bækken. Det er ikke rigtigt. Gården var som nævnt faderens, og det var ham, der solgte til sønnen. Men Stranddahl var allerede på det tidspunkt amputeret og det er muligt, at Nexø har misforstået sammenhængen her.
Om Niels Hansen skrev han videre: ”Og gamle Niels Hansen, der for øvrigt var den yngste af de to13), var nok selv blevet Klog af Skade. Han indrettede sig som Vognmand paa sin lille Ejendom, antog en Kusk til at køre for Københavnerne og passede selv Ejendommen. Konen14) var død, men havde to voksne Pigebørn, der lige hade lugtet til Fornemheden inden han gik i Stykker. Nu var de deklasserede, og den ene forsaa sig paa Kusken, som var en køn rødmosset Karl og hade en slags Liberi naar han kørte for Københavnerne. Og en Dag maatte Niels Hansen be sin Karl om at gifte sig med Pigebarnet. Hun var ikke just køn - mager og ranglet, daarlige Tænder hade hun og var heller ikke helt ung. Bastian, Kusken stillede som Betingelse, at han fik Halvdelen af Jordlodden. De fem Tdr. Land omsatte han flittigt i Villagrunde og levede bong-bong for Pengene, og Niels Hansen maatte se sig om efter en ny Kusk.”
Der er den sandhed i fortællingen, at ”Bastian”, som i virkeligheden hed Villiam Dirch Bastiansen (f. 1874) ganske rigtigt var gift med Ella Hansen (f. 1876), ældste datter af Gjertrude og Niels Hansen. Om Bastiansen ligefrem havde forlangt ”medgift” i forbindelse med giftermålet med Ella må stå hen i det uvisse, men i alt fald fødte Ella Bastiansen en datter i oktober 1900. Hun fik senere en bror, Hans, f. i 1904. På det tidspunkt havde Villiam Bastiansen overtaget ejendommen - det var sket allerede i 1898.
I et senere afsnit beskrives Stokholmsvej som ”De tossedes Vej”. Strandvejen med de store villaer kalder Nexø for Guldkysten - med henvisning til de mange rigmænd, der havde sommervillaer på strækningen. Om selve Stokholmsvej skrev Nexø:
Et Slags Overdrev var Vejen, hvor alt det, der var lidt til en Side for ikke at sige ude af Gevind, var skyllet hen. Længst nede ved Stranden boede den gale Skomager Hesselberg15), der bestandig fantaserede om at bygge et lille bitte Hus med masser af Sommerlejligheder i. Saa kom Gartneren, der altid gik med Hodet paa Siden og sukkede op mod Himlen; og saa Frøken Hyelefeldt16) med hendes Menasje af stadig skiftende Selskabsdamer. Villaen17) inde ved Siden af  stod fremdeles tom - ”Og os selv springer vi vel over?” Bedste saa smilende paa Morten. Til den anden Side kom saa Skolen med dens ”romantiske Elskovspar”18), der levede som Hund og Kat; og lidt længer oppe boede den halvfordrukne Bastian19), der var kommet hertil  som fattig Tjenestekarl, hade giftet sig med den ene af gamle Niels Hansens Døtre, og i en Fart gjort  Kaal paa den Smule der var til Rest. Den gamle Gaardmand20) gik nu sørgeligt paa Naade, smaapuslende for Folk og sov i deres Udhuse, mens Datteren gjorde rent for Landliggere og Bastian - rødkindet som en Ungmø - svirede og drev Bondefangeri. Saa var der den arveligt belastede, halvforrykte Arkitektfamilie21), der hade formøblet en Formue og nu tærede paa Børnenes Midler, som fremsynte Bedsteforældre hade lagt fast i Overformynderiet og en dreven Sagfører med gode Forbindelser lidt og lidt lirkede fri igen. Og for at gøre Billedet fuldkomment boede der skraat over for Morten en Fisker5), der ikke stod paa Havnen og koketterede i mørkeblaa Sweater men virkelig tog paa Søen. ”Det ku saamænd godt hedde ”De Tossedes Vej”, og vi kunde for den Sags Skyld godt regne os selv med”, sae Bedste.








”Morten Hin Røde” udkom første gang på svensk i 1944. Martin Andersen Nexø var da gået i eksil i Sverige. I 1945 udkom bogen også på dansk. Ovenfor vises den udgave, der udkom i to bind i 1978.
NOTER TIL TEKSTEN:

1) Sandsynligvis Mejerist Niels Jensen fra Tibberup Mejeri, som lå på nuværende Tibberup Møllevej - og hvorfra der blev kørt mælk ud til beboerne hver morgen.
2) Vera - Mortens første hustru: Margrethe f. Thomsen (1881-1957).
3) Bedste - Mortens moder:  Mathilde Andersen, f. 1845.
4) Direktøren for Spareselskabet kan ikke umiddelbart identificeres. Der var sandsynligvis tale om den lokale initiativtager til ”Julens Glæde” - og andet sted i teksten beskrives han som boende i et ”slot” ved Kysten.
5) Genboen, som var en fiskerfamilie, hed August og Marie Andersen. Deres børn hed: Thorkild, Vilhelm, Hans Jørgen, Svend Aage, Johanne og Anna Lise.
6) ”Den gale Hesselberg” må være identisk med skomager Valdemar Hesselberg (f. 1861). Han boede sammen med sin moder Sophie Hesselberg (f. 1833) i huset på Gammel Strandvej 181 i et hus ejet af tømrermester Carl Larsen.
7) Jernbaneoverskæringen førte Stokholmsvej over Kystbanen på samme sted som hvor nu viadukten fører Stokholmsvej under banen.
8) Søbækken (oprindeligt Sobæk) løber i bunden af den dal, der løber parallelt med Stokholmsvej. Lidt højere oppe havde bækken i sin tid givet vand til Søbæk Vandmølle.
9) Else = Morten datter, som måske er identisk med Inge (f. 1915).
10) De fleste fiskere var konservative - en holdning, som blev fastholdt langt op i tiden - og vel kan forklares med deres selvstændige liv som ”herrer i eget hus”.
11) Anders Hansen kaldet ”Bakkebonden” var ejer af Bakkegaarden, nuværende Carl Collatz Vej.
12) Niels Hansen oprindelig ejer af gården Strandahl - nuværende Bakkegaardsvej nr 16. Gården kaldtes oprindelig for Lerbjerggaard.
13) Her tager Nexø fejl. Niels Hansen var født i 1837, Anders Hansen i 1841, så Niels Hansen var faktisk ældst.
14) Niels Hansens hustru hed Juliane Gjertrude Olsen
15) Antagelig gartner Nikolaj Vestergaard (f. 1866), der boede i den nu nedrevne ejendom ”Mariebo” på hjørnet af Stokholmsvej og Gylfesvej.
16) Det er ikke lykkedes at identificere frk. Hyelefeldt, som Nexø malende beskriver i et par afsnit.
17) ”Villaen inde ved siden af” = Stokholmsvej 6.
18) Skolelærer Carl Adolf Nielsen og hustru Christine f. Thomsen, datter af sognepræsten i Blidstrup. Flyttede ved pensioneringen til villa ”Vedtofte”, Toftevej 14.
19) Bastian = Villiam Dirch Bastiansen, der i 1910 måtte sælge Strandahl på en tvangsauktion. Det er muligt at han derpå et flyttet op på Stokholmsvej i en periode.
20) Den gamle Gaardmand = Niels Hansen se note 12.
21) Denne arkitektfamilie er det ikke lykkedes at identificere.
Martin Andersen Nexøs villa på Stokholmsvej 8 er her fotograferet fra luften i 1949 - altså længe efter at forfatteren var flyttet fra stedet. Men i det ydre har villaen ikke forandret sig.
Stokholmsvej som den så ud i 1920’erne inden den blev rettet ud. Her ses vejen i retning mod Øresund.
Stokholmsvej nr 17, kaldet ”Torkild Hus”, er her fotograferet i 2015. Det var her Nexøs genbofamilie boede - den familie, der rent faktisk levede af fiskeri, som Nexø skriver.
Efter al sandsynlighed, så er Vejmand Frandsen i Nexøs fortælling identisk med vejmand, senere entreprenør Hans Olsen, som bl.a. sad i sognerådet i perioden 1911-25.
Det hvide hus med to fulde etager er ”Gryet” - set fra nord omkring 1905. Huset til venstre herfor er det hus, der i Nexøs fortælling står tomt, indtil to damer flytter ind. Til højre ses lidt af skolen, hvor lærer Nielsen og frue boede.
Bakkegaarden, hvor ”Bakkebonden” Anders Hansen boede. Han arrangerede evangeliske møder for den lokale befolkning. Sønnen, Johannes Hansen, overtog senere gården - og var i omegnen kendt som ”Bakkegaardsbonden”. (Foto ca 1970)
Gården ”Strandahl” således som den så ud set fra Stokholmsvej i august 1906. Som det svagt kan anes på gavlen, reklamerer W. D. Bastiansen for sin vognmandsvirksomhed. Bastiansen kaldes i Nexøs fortælling blot for ”Bastian”.
Førstelærer Carl Adolf Nielsen, var lærer ved Gurre Skole 1891-98 og ved Espergærde Skole fra 1898 til 1932.
Christine f.Thomsen var datter af sognepræst Peter Thomsen i Blidstrup og blev i 1895 gift med C. A. Nielsen.
Back to content | Back to main menu