af Kjeld Damgaard

Saunte Brandsprøjte, foto 2016

Desværre gengives ofte en forkert fortælling om Saunte Brandsprøjte. Her er den korrekte fortælling.

Historien om Saunte Brandsprøjte er desværre blevet præget af tømrermester Julius Jensens skriftlige beretninger, som i øvrigt er meget fine tidsbilleder, som også langt hen ad vejen bygger på egne oplevelser.

Hvad angår Saunte Brandsprøjte har det imidlertid i mange år stået klart, at hans beretning ikke er korrekt – og alligevel er Julius Jensens beretning ukritisk blevet gengivet flere gange – uden korrektioner!

Her er de korrekte årstal, steder og den rigtige baggrundshistorie:

Før 1861 havde der i Tikøb Kommune ikke været et offentligt brandvæsen, men det år kom der en ny lov, som påbød alle sogneforstanderskaber at etablere et brandberedskab. I Tikøb Kommune skete der imidlertid ikke noget, før Helsingørs politimester i august 1862 fik sat skub i sagen – troede han. Sogneforstanderskabet vedtog godt nok at anskaffe to brandsprøjter, men der skete faktisk ikke mere i sagen i flere år. Først i februar 1865 – da amtet havde rykket for, hvorledes sagen stod – nedsattes et udvalg, der skulle behandle sagen. Amtets reaktion var ganske rimelig, idet den nye brandlov, der var vedtaget i 1860, trådte i kraft den 1. januar 1865 – og klart pålagde ethvert sogn at organisere et brandberedskab m.v.

På den baggrund kunne Tikøb Sogneforstanderskab kun atter engang beslutte at anskaffe de to hestetrukne brandsprøjter samt lade bygge sprøjtehuse til dem. Det ene sprøjtehus blev bygget i Saunte og her skulle

Nærbillede af Saunte Brandsprøjte, december 2016.

brandsprøjte nr. 1 stationeres. Brandsprøjte nr. 2 skulle placeres i det nybyggede hus i Nyrup. Og ser man på et landkort, er der jo også god mening i at vælge disse to placeringer, når kommunens vidtstrakte område skulle dækkes af kun to sprøjter.

At der ikke kom sprøjte i ”hovedstaden” Tikøb. gav dog hurtigt anledning til en del kritik. Og kun to måneder senere vedtoges det, at der også i Tikøb skulle bygges et sprøjtehus – samt anskaffes en sprøjte hertil. I april 1867 stod de tre sprøjter endelig klar til brug.
Næste skridt var at udnævne mandskabet til sprøjterne. Til at køre sprøjten i Saunte valgtes forsøgsvis proprietær J.N.Carøe fra Sauntegaard. Der skulle desuden oprettes en brandinspektørpost som øverstbefalende i alle sager. Fuldmægtig Kirch på Fairyhill indvilligede uden vederlag i at fungere som brandinspektør. Desuden blev brandfolkene udpeget og deres betaling fastsat. Instruksen for brandfolkene blev også vedtaget, men en uenighed med amtet om instruksen og brandinspektørens arbejde endte med at blive indanket til justitsministeriet.

Nu skulle sprøjterne tages i brug, men i første omgang blev der alene tale om nogle øvelser. Således kom Saunte Sprøjte først i brug 1½ år efter leveringen. Det skete ved en brand i Havreholm i november 1868. Det var imidlertid ingen succes. Sprøjten havde nemlig fået alvorlige skader ved branden: En knækket foraksel samt tre mindre brud på bagakslen! Og da det jo var første gang at sprøjten var blevet brugt, mente

Sauntes Sprøjtehus ved gadekæret i Saunte. Foto 1999.

sognerådet, at arbejdet måtte have været udført slet. Fabrikanten havde godt nok kun givet et års garanti, men under de foreliggende omstændigheder måtte der søges erstatning.

Men i det hele taget synes sprøjternes tilstand ikke at have været særlig god. I juli 1870 konstateredes således, at også bagakslen på Tikøb Sprøjte var knækket tre steder – og i øvrigt at slangerne i både Saunte og Nyrup var utætte! Saunte brandsprøjtes distrikt var således indtil 1883 stort set hele Nordkysten og landsbyerne i den nordlige del af kommunen. I 1883 fik man imidlertid aflastning, der der blev bygget sprøjtehus i Hornbæk. Men derudover var der også hjælp at hente andre steder, idet enkelte større ejendomme også anskaffede sig brandsprøjter – bl.a. fordi lovgivningen fordrede anskaffelse af sådanne. Således havde både Borsholmgaard, Hellebækgaard samt Hellebæk Klædefabrik egne private brandsprøjter, som også rykkede ud, selvom det ikke var en brand i egne ejendomme.
Brandsprøjternes effektivitet var det imidlertid så som så med. Utallige er historierne om, hvor elendigt sprøjterne fungerede, når de langt om længe kom frem til brandstedet. De ulønnede brandfolk skulle jo også først alarmeres, samles, der skulle spændes heste for o.s.v. Der kunne sagtens gå op imod en time, inden sprøjten nåede frem. Situationen blev først noget forbedret, da Tikøb Kommune i 1925 anskaffede sig en såkaldt Ellehammersprøjte, der på en lille lastbil blev transporteret frem til brandstedet. Ved en brand i Holmegaarde i 1929 udviklede branden sig tragisk. Beboeren indbrændte selvom både Saunte og Hornbæk sprøjter var mødt. Ellehammersprøjten ankom først tre kvarter efter alarmeringen.
Ellehammersprøjten var således heller ikke nogen perfekt løsning. Den virkelige forbedring skete således først i 1931. Tikøb Brandvæsen blev reorganiseret og der blev dannet et rigtigt lønnet brandkorps. De gamle brandsprøjter blev imidlertid stående ude i deres sprøjtehuse som en slags reserve. Efter Julius Jensens beretning blev Sauntes brandsprøjte sidste gang anvendt i 1947.

Rev. 18.03.2021