Mørdrup fra Middelalderen til 1700-tallet - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Mørdrup fra Middelalderen til 1700-tallet

De enkelte ejerlav > Mørdrup
Kortet viser de marknavne, som eksisterede i 1681. De fleste navne havde været brugt i århundreder, men gik ud af brug efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Enkelte eksisterer dog stadig som sted-, vej- eller ejendomsnavne.
(Tegning udarbejdet af Kresten Tommerup)
 
Mørdrup fra middelalderen frem til 1700-tallet

Af Kjeld Damgaard

Selvom Mørdrup har eksisteret siden begyndelsen af middelalderen – og sandsynligvis helt tilbage til før vikingetiden, så afslører et gammelt stednavn, at landsbyen antagelig har ligget et andet sted i jernalderen/vikingetid. Placeringen af den ældre bebyggelse er lidt usikker, men det faktum at stedet kaldes ”Gammelby Agrene”, er en klar indikation af at byen har ligget længere mod sydøst end i vore dage. Ifølge en beskrivelse fra 1681 lå ”Gammelby Agrene” nemlig tæt op af Stokholms Mose – og det er jo et sted i nærheden af vore dages Stokholmsvej (og tæt ved Hovvej) som jo netop har fået navn efter denne mose.
Hvornår og hvorfor Mørdrup landsby er flyttet kan vi kun gætte på. Måske var der fordi hele byen brændte ned og man derfor fandt, at det var bedre at flytte hele landsbyen, når man alligevel skulle genopbygge den. Måske skyldtes det klimatiske forhold, der gjorde den oprindelige placering umulig. Måske var det af dyrkningsmæssige årsager. Vi får nok aldrig sandheden at vide – ligesom vi heller ikke finder ud af hvornår det rent faktisk skete. Måske hed byen dengang slet ikke Mørdrup, hvilket betyder Mosebyen. Eller måske er bynavnet opstået allerede dengang byen lå ved Stokholms Mose – og altså i virkeligheden har navn efter denne?
Den nuværende landsby
Men siden engang i vikingetiden har byen ligger hvor den ligger i dag. Det er dog ret sent, at vi første gang hører om landsbyen, idet det ældst kendte dokument stammer fra 1466, hvor der nævnes en ”Jess Mordh aff Myrdrop”.
Vi kan ikke i Mørdrup finde mange spor fra den landsby, der lå her i middelalderen. Selve navnet Mørdrup kan som nævnt være et levn. Men faktisk er der to andre mere håndgribelige ting i landsbyen, der egentlig ikke har ændret sig igennem mere end 800 år: Byens gadekær – det har helt sikkert ligget samme sted – og så bygaden, altså den vej vi i dag kalder Mørdrupvej. Den kan dog godt have fået ny tracé nogle steder, men som udgangspunkt er vejens forløb uforandret igennem århundreder.
Derimod er der ingen bygningsværker, som vi kan pege på og sige, at de er mere end et par hundrede år gamle. Men landsbyen eksisterede og var endda blandt de større i vore egn. Her lå ikke færre end 9 gårde foruden enestegården Busserup, som teknisk set ikke oprindeligt hørte til Mørdrup – herom senere.
De gamle marknavne fortæller
Men de gamle marknavne (også kaldet ”åsenavne”), som jo heldigvis er blevet bevaret fordi de blev skrevet ned i den såkaldte matrikel i 1681 kan give os nogle idéer til hvordan, der har set ud i Mørdrups omegn frem til nyere tid, d.v.s. før 1700-tallet, hvor store reformer ændrede byen og landskabet.
På samme måde som marknavnet ”Gammelby Agre” indikerer, at her lå en tidligere bebyggelse, så er det jo interessant at bemærke, at lige syd for landsbyen og lige øst for Hovvej lå ”Ølkone Agre”. Man kunne måske tro, at der her blot var tale om et sjovt navn, men der er stor sandsynlighed for at navnet fortæller en historie: En ”ølkone” var i gamle dage en kone, der udskænkede øl – eller med et mere moderne udtryk: en krokone. Vi kan altså tillade os at tro, at der rent faktisk engang var en kro eller et udskænkningssted i Mørdrup. Hvor og hvornår finder vi muligvis aldrig ud af.
Lige øst for ”Ølkone Agre” lå ”Høj Agre”. Og her kan vi med rimelig sikkerhed slå fast, at der engang var en gravhøj, som gave marken navnet. Gravhøjen er dog for længst forsvundet, men gav så sent som i slutningen af 1700-tallet navn til en af byens gårde: ”Højagergaard” (den senere Søbækgaard).
Lige vest for landsbyen lå ”Kohave Agre” – hvor nu Kohavegaard ligger – det var stedet hvor køerne blev sendt på græs, hvis de ikke gik ude på overdrevet, der lå mellem landsbyen og Kongevejen nord for landsbyen. På samme måde sendte man kalvene på græs øst for landsbyen: ”Kallehauge Agre” – som vi i dag ville kalde Kalvehave – lå omtrent hvor nu krydset Jernbane Allé/Lindevej ligger.
Længere mod sydøst lå ”Kollmille Agrene” – hvilket skal forstås som ”Kulmile”. Det var med andre ord her en kulsvier havde sin ”mile”, d.v.s. en kegleformet bunke af træ, hvor man kunne begrænse ilttilførslen ved brændingen og på den måde fremstille trækul. Det anvendtes især til fremstilling af glas, metal eller krudt eller til husopvarmning.
Mørdrups vange
Som det vil kunne ses af kortillustrationen, var agrene (markerne) delt op i tre forskellige vange. Denne inddeling var helt almindelig for de fleste sjællandske landsbyer. Jorderne i de tre vange blev så dyrket forskelligt fra år til år. Det foregik typisk således, at det første år havde man rug, næste år byg og det tredje år lå markerne brak eller som man sagde ”i fælled”. Med dette ”trevangsbrug” sikrede man sig, at jorderne ikke blev udpinte.
Udover de tre vange bestod byens jorder også af et overdrev, der lå på arealet nord for landsbyen – op mod Kongevejen. Arealet benyttedes til at sende dyrene på græs i sommerhalvåret. De blev ofte bevogtet af en hyrde, som byens gårdmænd betalte. Det fortælles dog også, at et areal øst for Hovvej blev brugt til græsning af husdyr – i hvert fald i perioder. Det er på det areal, at Hyrdevej og Vogtervej i dag ligger.
Endvidere rådede landsbyen over eng- og mosearealer. Dem var der mange af i tidligere tider, bl.a. fordi afvanding af lave områder ikke fandt sted, og fordi vandspejlet simpelthen stod højere i vikingetiden og kun langsomt sænkedes til det nuværende niveau. Det skyldes bl.a. det landhævning, der fortsat finder sted som følge af istiden, hvor landmassen blev mast sammen af isens tryk. Landhævningen på de sidste 800 år vurderes til omkring 1 meter i det nordøstlige Nordsjælland.
Tilhørsforhold
En såkaldt ”enestegård” var i ældre tid en gård, der ikke hørte til en landsby. Der var ikke så mange af dem på vor egn, men et par eksempler kan dog nævnes: Kathøjgaard ved Tikøb, Lokkerupgaard (Dalsborg) ved Skotterup, Ratterup (Ørsholtgaard) ved Gurre og så Busserupgaard ved Mørdrup.
Enestegårdene havde i modsætning til landsbyerne, naturligvis ikke noget driftsfællesskab. Her måtte bonden passe jorderne på den måde han havde lyst.
Busserupgaard hørte i modsætning til Mørdrup landsby til Esrum Kloster, hvor den optræder i en godsfortegnelse fra 1497. Det er yderst sparsomt hvad vi får at vide i den forbindelse, men det lyder til at være en kvindelig fæster: Pernille, som skal give to grot i fæste. En grot var en møntenhed – og vi kan i alt fald udlede, at gården ikke har kastet meget af sig, når fæsteren kunne nøjes med en så lav ydelse i fæste.
Selve landsbyen Mørdrup hørte derimod ikke til klosteret. Den var krongods i størsteparten af perioden fra tidlig middelalder til 1672. Vi må antage, at landsbyen blev administreret af lensmanden på Gurre – senere på Krogen/Kronborg. I en kort periode i 1500-tallet hørte Mørdrup imidlertid til en privat person, idet landsbyen var forlenet til adelsmanden Mogens Krabbe, som boede på herregården Vegholm lidt syd for Engelholm i Skaane. I 1560 mageskiftede Mogens Krabbe dog sine ejendomme i Nordsjælland med nogle ejendomme i Skaane. Dermed kom Mørdrup atter under kronen.
Året 1588
De såkaldte Lensregnskaber giver et lille øjebliksbillede af situationen i året 1588. Mørdrup bestod da af 9 gårde og 3 husmandssteder. Der har sikkert desuden været et antal jordløse huse, som var knyttet direkte til gårdene – de såkaldte ”holdehuse”, ofte benævnt ”holtzhus”. Hver bonde og husmand skulle betale landgilde til lensmanden på Kronborg – og alle gårdmændene skulle betale 2 mark og 4 skilling. Derimod slap husmændene med 1½ mark og mindre.
Samme år hører vi også om Sobæks Mølle, der er en vandmølle beliggende sydøst for landsbyen. Landgildet for denne ejendoms beboer, Peder Bendtsen var fast sat i naturalier: 1 fjerding smør og 1 tønde byg. Sobæks Mølle kendes første gang fra et dokument i 1555, men kan meget vel have ligget der i mange år før.
Katastrofale følger af Svenskekrigene
De mange år med krige mod svenskerne, der i 1600-tallet fik stormagtsdrømme, fik katastrofale følger for bønderne i Nordsjælland i almindelighed og for bønderne i Mørdrup i særdeleshed.
Efter den svenske militære besættelse i 1658-60, hvor tropperne ”levede af landet” (d.v.s. ranede alt af værdi), blev der udarbejdet en oversigt over de enkelte landsbyers skader. I Mørdrup havde bonden Christen Espensen intet sået, men hans bygninger var dog nogenlunde i orden. Bønderne Jørgen Pedersen, Rasmus Skrædders, Anders Andersen, Jens Christensen, Jens Andersen, Peder Jensen og Jep Jensen havde kun sået lidt og flere af deres gårde var ”brøstfældige” (= forfaldne). Hans Poulsens gård var derimod helt ruineret og han havde intet sået. I det hele taget bliver alle husene beskrevet som ”ganske skamferede på tag og ler” (d.v.s. vægge). Og den sparsomme korn der var sået var ”fortrådt og oprodet”..
I år 1700 besatte Karl den XII atter området – efter en invasion af svenske tropper ved Tibberup. Her har vi dog ikke nogen beretning om ødelæggelserne, men de har utvivlsomt også været der da.

ILLUSTRATIONER:
BEMÆRK: Rød farve angiver illustrationens navn – og skal IKKE gengives i avisen
BEMÆRK: Illustrationsteksten med blå farve må sammen med det tilhørende kort meget gerne sættes i en ramme, da det er en slags introduktion eller indledning til sommerens serie.
1. Mørdrup Marknavne
Kortet viser de marknavne, som eksisterede i 1681. De fleste navne havde været brugt i århundreder, men gik ud af brug efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Enkelte eksisterer dog stadig som sted-, vej- eller ejendomsnavne.
(Tegning udarbejdet af Kresten Tommerup)
1. Svensk soldat fra 1600-tallet
Sådan så nogle af de svenske soldater ud, der forsøgte at erobre Danmark i 1600-tallet. Det var sådanne soldater, der ”levede af landet”, d.v.s. at de under besættelsen røvede og plyndrede stort set alt fra de lokale landsbybeboere.
1. Mørdrup Gadekær
Gadekæret var vigtigt for landsbyen og egentlig det ældste der er tilbage i landsbyen. Det var vigtigt fordi det dels var vandingssted for byens dyr, dels ofte vaskeplads, men ikke mindst vandressource i tilfælde af ildebrand. Men også hjulmanden og smeden havde brug for vand, så derfor var der altid et gadekær i enhver landsby. (Foto fra ca. 1950).
1. Øresundskystens fiskerlejer
I den tidlige middelalder var det ikke muligt at bo ude ved kysterne, p.g.a. fare for overfald og pirateri. Derfor famdtes ingen fiskerlejer og landsbyerne lå placeret 1-1½ km inde i landet. Først da Erik af Pommern indførte Øresundstolden – og samtidig måtte love at holde Øresund fri for sørøvere m.v. – blev det muligt at slå sig permanent ned ved kysten. Derfor er fiskerlejerne meget yngre end landsbyerne. På kortet er angivet den ældste kendte kilde til hver bys historie. Byerne er dog ofte ældre end det angivne årstal – bl.a. Mørdrup, der måske er 500 år ældre.
1. Hjulplov
Den ældgamle konstruktion hedder en hjulplov – den afløste i tidlig vinkingetid arden, som egentlig blot var en tyk kæp, der blev trukket gennem jorden. Ulempen ved hjulploven var, at den var tung at trække – der skulle 8 okser eller 4-6 heste for at trække ploven gennem lerjord. Først i løbet af 1800-tallets første halvdel trængte den langt bedre og lettere svingplov igennem og blev til stor nytte for landmændene.
1. Tikøb og Helsingør ejerlav 1820 – Mørdrup
Kortet viser den del af kommunen, som udgør Mørdrup ejerlav. Man ser, at der er tale om en meget stor del af det nuværende Espergærde postdistrikt.
Denne artikel er således en fortsættelse af de foregående somres artikler om landsbyernes historie i den gamle Tikøb kommune. Artiklerne om Mørdrup fortsætter hen over sommeren. Ved udarbejdelsen er anvendt materiale i Kresten Tommerups og Kjeld Damgaards arkiver.
Tidligere artikler i denne serie kan genfindes på www.tikobkommune.dk.
 
 
 
Sådan så nogle af de svenske soldater ud, der forsøgte at erobre Danmark i 1600-tallet. Det var sådanne soldater, der ”levede af landet”, d.v.s. at de under besættelsen røvede og plyndrede stort set alt fra de lokale landsbybeboere.
Gadekæret var vigtigt for landsbyen og egentlig det ældste der er tilbage i landsbyen. Det var vigtigt fordi det dels var vandingssted for byens dyr, dels ofte vaskeplads, men ikke mindst vandressource i tilfælde af ildebrand. Men også hjulmanden og smeden havde brug for vand, så derfor var der altid et gadekær i enhver landsby. (Foto fra ca. 1950).
Den ældgamle konstruktion hedder en hjulplov – den afløste i tidlig vinkingetid arden, som egentlig blot var en tyk kæp, der blev trukket gennem jorden. Ulempen ved hjulploven var, at den var tung at trække – der skulle 8 okser eller 4-6 heste for at trække ploven gennem lerjord. Først i løbet af 1800-tallets første halvdel trængte den langt bedre og lettere svingplov igennem og blev til stor nytte for landmændene.
Back to content | Back to main menu