Lilli Larsens beretning - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Lilli Larsens beretning

De enkelte ejerlav > Boderne > Beretninger om Børnesantoriet
 
En lærestreg at være ansat på Sanatoriet i 1952

af Lilli Larsen

Forhistorien er, at min kusine, Julie, og jeg havde været på efterskole, og da  det var slut ville vi ud og se os om. Julie fik ansættelse hos en fin familie i  Skodsborg, og jeg fik et job på Red Barnets optagelseshjem, Ellesøhus, i Vedbæk.  På Ellesøhus var alt helt OK, og der var rigtig gode og ordnede forhold, så jeg  troede jo bare, at sådan var der alle steder. Det var der så ikke..........

Hvorfor forlod jeg Ellesøhus?
 
Der var opstået en eller anden konflikt, men jeg husker ikke, hvad det handlede om. Samtidig syntes jeg, at min kusine blev groft udnyttet af de mennesker, hun var hos. Hun havde næsten aldrig fri. Det hed sig, at hun havde fri onsdag eftermiddag, men meget tit blev fridagen inddraget i sidste øjeblik. Om aftenen var hun aldrig færdig før omkring kl. 22.00. De kunne nemlig godt lide at spise sent – omkring kl. 20.00. Bagefter skulle hun rydde ud af bordet og vaske op og rydde op i køkkenet.
 
Når jeg besøgte hende, blev jeg altid inviteret til at spise med, men bagefter gik vi så ude i køkkenet og ordnede det hele, og når vi var færdige, var det tid for mig til at cykle hjem. Jeg påvirkede hende til at sige op, og selv sagde jeg også op.
 
Moster var meget vred over det, men vi var unge og vi havde meget gåpåmod, så vi regnede med, at vi hurtigt kunne finde noget andet. Vi sagde op med 14 dages varsel, og så studerede vi annoncerne i aviserne. Den første uge var der ikke noget, men den næste uge var der et børnesanatorium i Ålsgårde, som søgte nogle unge piger fra 1. september.
 
Julie fik sin fri-onsdag og vi tog derop - og vi blev straks antaget til den første. Vi åndede lettet op, og på hjemvejen gjorde vi ophold i Helsingør, hvor vi gik hen på missionshotellet og spiste biksemad med spejlæg.
 
En ugestid senere pakkede vi vores ting og tog til Aalsgaarde.
 
Det blev lidt af en lærestreg.

 
Forholdene her var usammenlignelige med det, vi hver især kom fra. Børnene her var drenge fra 3 til 14 år – de kom fra dårlige vilkår inde i København, blev der sagt.
 
Der var en forstanderinde, hendes næstkommanderende, frk. Redder, en nattevagt, der var søster til frk. Redder. Der var en heltidsansat syerske, og så var der to eller 3 barneplejersker, fire unge piger, en kokkepige og en køkkenpige. Jeg mener også, der var en lokal kone til hjælp af og til.
 
Der var 70 drenge. Når de ankom blev alt personligt taget fra dem og lagt ind i et skab. Så fik de institutionens tøj på, og så fik de hver en seng. Der var 3 sovesale, en stor sovesal og to mindre. Den ene af de mindste var til de store drenge. Fra den sovesal var der en dør direkte ind til forstanderindens soveværelse. Nogen af de piger, der havde været der i længere tid fortalte, at det var sket, at en uartig dreng havde fået korporlig afstraffelse - senere skulle han ind og sove hos forstanderinden.
 
Jeg husker én af de små drenge, der tit var meget ked af det om aftenen. Han havde noget kløende udslæt på ryggen, men der var ikke nogen, der tog sig særligt af ham. Han fik blot besked på at lægge sig pænt ned og sove.
 
Jeg var blevet udset til at hjælpe forstanderinden med at gøre rent i hendes private værelser. Det var jeg nok lidt beæret over i starten, men efterhånden begyndte hun at spørge mig ud om de andre medarbejderes gøren og laden. Jeg skulle åbenbart være en slags spion, og det brød jeg mig ikke om, så hun fik ikke så meget ud af mig.
På et tidspunkt kom der nogen, der skulle kontrollere, om alt gik rigtigt til. Så blev der lavet en fin middag med rødvin og cognac til kaffen inde hos forstanderinden privat, og bagefter fik de lige en kort rundvisning, hvorefter de konstaterede, at alt jo så fint ud – og så drog de videre.
 
Hver formiddag gik barneplejerskerne tur med drengene, der gik to og to i en lang række. Det var “kæft, trit og retning” - der blev råbt og skreget til dem om at holde sig inde i rækkerne. De bare gik og gik og gik.
 
Når de kom hjem, fik de frokost, og så skulle de hvile en times tid. De skulle ligge på madrasser, som blev lagt ud på gulvet – og så skulle de ligge helt stille i en time. Jeg husker, at jeg sommetider skulle holde vagt i hviletimen, men det var selvfølgelig helt umuligt at få alle til at ligge stille i så lang tid. Det var ret kaotisk.
 
Når hviletimen var forbi, skulle de igen ud at gå i en lang række med de råbende barneplejersker til at holde styr på dem. Når de kom hjem kunne de være på legepladsen en times tid eller måske to. Derefter fik de aftensmad. Hvis et barn ikke ville spise, skulle vi bare klemme deres næse sammen, så blev de nødt til at åbne munden, og så proppede vi maden ind. Nede under bænkene lå der altid en del brød-rester og andet mad, som de havde set deres snit til at skille sig af med. Maden var ikke særlig spændende. Ofte fik de hvidkålsuppe, men der var ikke meget suppe over det. Det virkede nærmest som om det blot var kogt hvidkål med lidt gulerødder i. Mange af børnene kunne ikke lide det, og det kunne vi heller ikke.
 
Når aftensmaden var spist, skulle de alle sammen i bad. Det var mit job at skrubbe deres fødder. Der var et stort muret cementkar, hvor drengene kunne sidde på kanten med fødderne nede i vandet. Jeg syntes det var hyggeligt at skrubbe deres fødder, for vi kunne altid snakke lidt sammen imens.
 
Når fødderne var i orden, skulle de gå ind under bruseren, og bagefter blev de tørret grundigt. Så skulle de stille op i række foran forstanderinden, som sad ved et bord midt i rummet iført sin hvide kittel. Hun kiggede dem grundigt efter - om de havde rene ører og negle osv. - så fik de rent undertøj på, og så nattøjet og så i seng - og der skulle være ro på sovesalene.
 
Der var en fast nattevagt, frk. Redders søster, men børnene kendte hende ikke, hun sad der bare hver nat.  Hun havde én fri-nat om ugen, og da blev hun så afløst af en af barneplejerskerne. Vi kendte hende heller ikke, for vi så blot et glimt af hende nu og da.
 
En af de store drenge, Jan, var ret veludviklet - næsten som en voksen mand. Han stillede sig altid med front ind mod væggen, når han fik brusebad, han var vel lidt genert. Så råbte forstanderinden til ham: Jan, vend dig om, hvorfor står du med ryggen til! - så måtte han vende sig om (så hun rigtig kunne nyde synet) han krympede sig, og vi syntes, det var synd for ham, men vi kunne ikke gøre noget. Jan var en sød og rar dreng. Jeg har ofte tænkt på, hvordan disse drenge oplevede opholdet, og hvordan det er gået dem siden i livet.
 
Der var besøgstid hver tredje lørdag eftermiddag. Så kom der besøg til nogle af børnene, men langtfra til alle. De besøgende kunne sidde ude på legepladsen og snakke lidt med børnene en times tid. Så kunne de tage hjem igen. De fleste børn var ret passive, kun en enkelt var ked af det og græd, når besøget var forbi.
 
På et tidspunkt opstod der en børnesygdom – jeg mener det var fåresyge. Så blev en af sovesalene indrettet til sygeværelse, hvor de syge børn skulle ligge stille i sengene. Vi skiftedes til at holde vagt, og det var ikke let, for når de fik det bedre, ville de selvfølgelig ikke ligge stille i sengene. Det var ret kaotisk, husker jeg.
 
Der var to permanente sygeværelser, og her var der et par af drengene, der blev anbragt, fordi man opdagede, at de havde leget med deres afføring. Det blev drøftet meget blandt barneplejerskerne, som mente, at de var unormale – syge i hovederne. Man vidste ikke rigtig, hvad man skulle stille op med dem.
 
Personalet havde en spisestue, hvor vi alle sad ved et langt bord. For bordenden sad forstanderinden. På hendes venstre side sad stedfortræderen, og på højre side sad syersken. Disse tre kvinder havde fint porcelæn, sølvbestik og stofservietter i servietringe. Til morgenmaden om søndagen fik de rigtig smør og rundstykker. Alle andre spiste af jernporcelæn og havde bestik af rustfrit stål - og vi fik kun margarine. Om søndagen fik vi hver en halv ristet krydderbolle, men ikke smør, kun margarine. Vi yndede at sige med høj stemme: Vil I godt være søde at sende margarinen her ned til os ved den nederste bordende!
 
Vi havde ganske vist hver et værelse med en seng, et skab i hjørnet, et bord og en stol, men der forlød aldrig noget om, at vi kunne få rent sengetøj eller at vi kunne få vasket vores eget tøj, så på et tidspunkt, da vi ikke havde mere rent tøj, holdt vi storvask i det meget lille tekøkken på gangen, og så trak vi snore i værelserne til at tørre tøjet på. Sengetøjet blev overhovedet ikke skiftet i de fire måneder, vi var der.
 

Ja, for vi var der kun i fire måneder.
 
Børnesenatoriet lukkede lige før jul, og alle børnene blev sendt hjem. Forstanderinden kom tilbage og fortalte om, hvor ulykkelige de var over, at de nu skulle hjem - de ville så gerne være blevet i Aalsgaarde - sagde hun.
 
Der var lukket hele januar, og så åbnede de igen til februar med nye børn. Vi ville ikke tilbage, selv om de tilbød os løn i hele januar, uden at vi skulle røre en finger - vi behøvede slet ikke at komme tilbage før til februar. Men vi sagde nej tak. Men inden det hele blev lukket, skulle der gøres rent over hele huset. Julie og jeg fik til opgave at gøre rent i børnenes spisestue – og tak skal I have, hvor var der møgbeskidt. Alle de madrester børnene havde sneget sig til at skille sig af med, sad klistret til bænkebenene, vi måtte skrabe det af med knive, så det tog en hel dag for os, at gøre rent i den stue - vi fik da så også meget ros for vores indsats + et stykke wienerbrød til kaffen.
 
Da det hele var færdigt pakkede vi vores ting - og rejste hjem – til Jylland.
Back to content | Back to main menu