En medvirkende årsag til usikkerheden vedrørende udskiftningen af selve Reerstrup landsby er det forhold, at der i 1758-
Det var i første omgang de to tyske familier May og Pfatteiger, der som de første kom til Reerstrup og fik tildelt et jordstykke til dyrkning af kartofler. Senere –
De to gårde blev bygget på Reerstrups sydligste jorder. Den vestligste af de to gårde kaldtes for “Kartoffelgaard”, den østlige for “Coloniegaard”. I daglig tale blev begge gårde imidlertid hurtigt kaldt for Kolonigaardene eller Tyskergaardene. Begge gårde bliver senere overtaget af Würtz-
Dyrkningen af kartofler gav imidlertid også inspiration til de lokale bønder. I den nærliggende landsby, tog en af de fremskridtsvenlige bønder således idéen op og begyndte at lægge kartofler i sin have. Snart fik han overtalt de øvrige bønder i Nyrup til at de i fællesjorden –
Nyere tid
Den oprindelige “Tyskergaard” blev ramt af en ildebrand i 1897 –
Grev Moltke skrev i en sen alder sin erindringer. Det skete på datidens regeringssprog, tysk. Dertil kommer, at Moltke husker et par ting forkert. Kartoffeltyskerne kom fra Frankfurt am Rhein og den anden opdykning var ikke sket i Slesvig, men i Holsten. Den oprindelige tyske tekst er her fundet af Kjeld Munch og oversat af Per Brogaard. Den originale tekst findes på side 204 i bogen:
Det blev ellers endnu i dette år besluttet, at kongen ville lade gøre et forsøg, for om muligt at befolke og opdyrke alle uopdyrkede heder og jorder både i Holsten og Jylland. Grev Levetzau, der dengang sad i økonomikollegiet, gav den første plan dertil. Kongen lod gøre det første forsøg, så han selv kunne følge det og endda nær ved Fredensborg. Et anseligt stykke af den derværende hede blev lagt under plov af 2 emigranter fra Pfalz. Man lod bygge 2 bondegårde til dem, og tildelte dem så meget jord, som der almindeligvis tillægges en bondegård. Dette forsøg havde den bedste udvikling og disse beboere har indtil nu klaret sig godt. Men da man indså, at man ikke ville finde det nødvendige antal mennesker her, og også desuden troede, at det kunne have sin nytte, hvis man fra de lande, hvor agerdyrkning foregår på bedste måde, indkaldte folk, som kunne udføre dette vanskelige arbejde godt og desuden ved deres eksempel og flid kunne vise vore bønder, at bearbejdelsen af deres jorder stadig kunne forbedres og indrettes bedre, så bestræbte man sig på at indkalde sådanne folk fra fremmede lande. Det lykkedes også så godt, at man i kraft af legationsråd i Frankfurt am Rhein Moritz’ bestræbelser fik fat i vel ca. 400 til 500 mand, og da kongen med mange omkostninger havde indkaldt disse folk og også lod bygge huse til dem på de ubeboede steder og heder, og også gav dem al mulig hjælp, hvorved de blev sat i stand til for jorden at gengælde kongens nådige sindelag, så blev denne gode hensigt dog kun delvis opnået, idet der blandt disse folk har været mange, som slet ikke forstod sig på agerdyrkning, og andre som var så tilbøjelige til uvirksomhed og dovenskab, at fortsættelsen af dette vigtige arbejde kun gik langsomt. De flittige mennesker og de, der forstod sig på agerdyrkning, gjorde imidlertid deres pligt, og en anselig del jord i Jylland og Slesvig blev i løbet af nogle år gjort frugtbar og blev opdyrket. Jeg går ind for, at, hvis denne aktivitet i fremtiden bliver bedst muligt understøttet, at de dårlige beboere bliver fjernet og gode sat i deres sted, at dette i mange henseender vil have sin store nytte og vil bringe gode resultater.
Rev. 16.03.2021