Ejendommen på Gammel Strandvej 398, der både har rummet pensionat, børnehjem samt snedkervirksomhed og blandt ejerne tæller en tidligere indisk politigeneral og en bedrageridømt biskop, hed senere ”Fredensdal”.

Af Kjeld Damgaard

Postkortet fra omkring 1905, der viser pensionatets underlige navn ”Dilkoosha”, var længe en kilde til undren. Forklaringen skal da også findes helt ovre i Indien!

På Gammel Strandvej nr 398A i Tibberup ligger en ejendom, som tilbage i starten af 1900-tallet hed det mærkelige navn Dilkoosha. Navnet optræder bl.a. på et postkort, hvor stedet blev kaldt ”Pension Dilkoosha”. Men hvorfor dette fremmede navn?
Først og fremmest var det ikke ualmindeligt, at et hus fik et navn på den tid. Vejnavne og numre blev nemlig ikke brugt, således som vi gør det i vore dage. Ganske vist kaldtes strækningen forbi dette hus – fra gammel tid – for Strandvejen (dengang var der jo ikke en Ny Strandvej), men vejnumre blev først indført omkring 1923-24, da folkeregistrene blev oprettet.
Forklaringen kom efter en henvendelse fra en slægtsforsker ved navn Peter Damgaard, som kunne forklare det mærkelige navn. Men først skal vi lige have husets historie fra begyndelsen.

Huset er bygget i 1896
I 1893 fik proprietær A. Mauritzen, der ejede gården Christiansminde på Strandvejen i Tibberup, tilladelse til at udstykke sine jorder. I august gav Indenrigsministeriet så approbation (=tilladelse) til at udstykke de to parceller 9o og 9s. Anmodningen kom fordi der havde vist sig en liebhaver på de to parceller, nemlig smedemester Anders Pedersen.
Anders Pedersen, om hvem vi i øvrigt intet kender, var muligvis allerede da gået i gang med at bygge et hus på grunden – faktisk havde han nemlig allerede den 26. marts samme år købt ejendommen. Og der er god grund til at tro, at han allerede havde været i gang i nogen tid, for han var allerede så langt med huset den 19. november samme år, at han lod det brandforsikre. Huset var med andre ord stort set færdigt i 1896 – så byggeåret var ikke 1900 således som BBR-registeret fejlagtigt anfører.

Biskop Anton Bast – her dog fotograferet medens han var præst – var initiativtager til børnehjemmet og det senere hvilehjem. I perioden 1913-23 var det Centralmissionen, som ejede stedet, medens har personligt ejede huset fra 1923 til 1925, da han – tvunget af omstændighederne – blev nødt til at sælge stedet.

Den indiske politigeneral
Imidlertid blev Anders Pedersen ejerperiode ganske kort. Allerede den 12. juni 1898 underskrev han et skøde, hvori han overdrog ejendommen til Henry Maxwell Reily – dengang boende i København.
Om Henry Maxwell Reily kendes derimod en del – takket være ovennævnte Peter Damgaard, der har forsket i slægten. Han var født i Indien i 1834 som søn af James Reily, en irer, der vistnok først var udsendt som missionær, men som senere blev embedsmand. Han arbejdede indenfor det lokale domstolssystem, men endte med at blive dømt for at have forbrudt sig mod reglerne, blev fyret og endte i fattigdom.
Henry Maxwell Reily begyndte sin karriere som embedsmand, skiftede til politiet og endte sin karriere i 1890 som District Superintendant i Bengal Police. Han blev gift med Caroline Kemp, datter af Francis Baring Kemp, dommer i Calcutta High Court. De fik fem børn, hvoraf to døde som hhv. seks og et år gamle. En datter Lillian Mary Reily giftede sig 1879 med Cecil Joseph Faulder. En søn, Henry Archibald, blev gift i Skotland 1893, men boede vist aldrig sammen med konen, idet han også arbejdede i Indiens politi mens konen vistnok blev i Skotland. Han døde 1916 og testamenterede alt til en anden kvinde.
Datteren Nora Shaw blev aldrig gift, boede aldrig alene og blev erklæret umyndig 1919 og sat under formynderi af faderens advokat, Christian Fr. Kuhn, der boede tæt ved på Strandvejen i Tibberup. Det er sandsynligt, at dette forynderskab skyldtes at faderens niece, Margaret Jane Robinson, der var en del af husstanden i Tibberup, på det tidspunkt var blevet for gammel eller for syg til at tage sig af hende. Robinson døde således i 1923 efter længere tids sygdom.
1881 drog hustruen, Caroline Reily til England med sønnen Henry og datteren Nora og året efter søgte hun om at blive separeret fra Henry M Reily. Sagen blev dog aflyst, da hun ikke dukkede op i retten. I 1888 søgte hun igen og Henry Reily måtte drage til London i ca. seks måneder og være til stede ved en længere proces, der handlede om penge eller understøttelse samt om forældremyndigheden over Nora. Sagen blev vistnok aldrig afsluttet.

Flytningen til Danmark
I 1890 gik han på pension fra sin stilling i Indien og i 1890 boede han på Strandvejen i København, men muligvis havde han installeret Nora i Danmark allerede i 1888. Flytningen til Danmark skyldtes antagelig, at Henry M. Reily havde en slægtning her, idet hans halv-niece (altså et barnebarn til hans far, James Reily fra dennes første ægteskab) Ellen Reily Robinson var blevet gift med Frederik Ferdinand Severin, der havde en teplantage i Assam i Indien. Frederik Severin døde imidlertid og Ellen drog til Danmark med børnene. Margaret Jane Robinson var en anden halv-niece, altså søster til Ellen. Der var også en tredje søster, Emmeline Ada Robinson, der blev gift med den engelske præst, Bland, i Assam.
Så det er lidt uklart hvorfor Henry Reily endte i Danmark. Men Peter Damgaard formoder, at det var fordi han her havde slægtningen Ellen Severin, der var enke, så på den måde kunne den ugifte Margaret Jane Robinson tage sig af den handicappede datter Nora og samtidigt være tæt på sin egen søster, Ellen Severin.
Hele denne historie er baggrunden for, at han gav huset navnet Dilkoosha. Navnet stammer nemlig fra det område i Uttar Pradesh i Indien, som kaldes Dilkusha, og som siden 1800-tallet har været regeringsembedsmænds boligområde i byen Lucknow i det nordlige Indien. Her havde Reily boet i sin embedsperiode.

Sommerfestens deltagere i 1913 er her foreviget foran den nyopførte træbarak, der rummede feriekoloniens sovesal. Forrest ses Metodistkirkens strengeorkester fra Helsingør. (Metodisthistorisk landsarkiv)

Dilkoosha bliver pensionat
I 1914 døde Henry M Reily, der gennem sin periode i Danmark kaldte sig ”fhv. general” – en titel, der umiddelbart leder tanken hen på en militær karriere, men som i dette tilfælde henviser til hans karriere indenfor det indiske politi.
Men allerede i 1904 havde han afhændet villaen på Strandvejen i Tibberup. Ny ejer blev frøken Elisabeth Nyrup, der var født i 1852 i Fanefjord på Møn. Hun blev uddannet som diakonisse og drog i 1884 (måske før) til USA. Her blev hun i august 1884 leder af et nyåbnet dansk børnehjem i Chicago. Næste gang vi støder på hende i arkiverne er i 1904, hvor hun køber ”Dilkoosha” på nuværende Gammel Strandvej. Her bor hun i en periode og indretter bygningen til pensionat, sandsynligvis dog kun i sommermånederne. Sammen med hende bor to plejedøtre, Margrethe Polls og Sara Sallinger, begge født i 1894. Sidstnævnte var født i Kina og blev som voksen boende i Danmark, hvor hun ses som sygeplejerske i 1920’erne. I 1913 solgte Elisabeth Nyrup stedet og indrettede sig i stedet som pensionatsindehaver i København.

Børnehjemmet ”Fredensdal”
Den nye ejer var ”Jerusalemskirkens biskoppelige Methodistmenighed i København” – og det var dem, der i perioden fra 1913 og til omkring 1925 drev et børnehjem på stedet. I en enkelt kilde fra 1923 nævnes ”Centralmissionen” som ejer eller bruger af stedet – men Centralmissionen var netop startet (i 1910) af metodistpræsten Anton Bast (f. 1867, d. 1937). Og det var netop samme Anton Bast (på den tid udnævnt til biskop) der i 1923 overtog børnehjemmet, som var blevet døbt ”Fredensdal”. I en anden kilde nævnes stedet til at være en del af Centralmissionens Børnehjælpsvirksomheder og virkede som optagelseshjem for ”Syge Mødres smaa Børn”.
I 1916 ved vi, at der foruden bestyrerparret Karen og Hjalmar Lorentzen boede to medhjælpere – og ikke mindre end 20 børn i alderen 3-13 år!

Billedet af ”Hvile- og Rekreationshjemmet Fredensdal” er fra 1923 og viser ejendommen set fra Strandvejen – d.v.s. den nuværende Gammel Strandvej.

Ud over selve Børnehjemmet anvendtes den store grund (dengang ikke skåret igennem af Ny Strandvej) til en feriekoloni. Den første gennemførtes allerede i sommeren 1913. Her var plads til 32 børn ad gangen, idet man foruden en træbarak også anvendte selve børnehjemmet til indkvartering.

Biskop Anton Bast
Initiativtager til børnehjemmet og feriekolonien var Anton Bast. Han var ud af et fattigt vendsysselsk hjem og måtte allerede som 9-årig tjene som hyrdedreng. Faderen tilhørte den metodistiske menighed og det lykkedes i 1885 at få Anton ind på metodisternes præsteskole, hvor han uddannede sig til præst. I 1906 kom han som præst til Jerusalemskirken i Rigensgade i København.
Fra 1897 udgav og redigerede han bladet ”Fyrtaarnet” der også virkede for afholdssagen. I København kom Bast hurtigt ind i et omfattende filantropisk arbejde, særlig efter at han 1910 havde grundlagt Centralmissionen med lignende institutioner i Nordamerikas metodistkirke som forbillede – og med det formål at yde materiel og åndelig støtte til de allerdårligst stillede blandt storbyens fattige. Centralmissionens arbejde havde betydelig fremgang; store pengemidler stilledes til Basts rådighed gennem frivillige bidrag samt ved salget af Fyrtaarnet, som efterhånden blev trykt i et meget stort oplag i et af Bast selv oprettet trykkeri og solgt bl.a. ved hjælp af arbejdsløse personer, samt gennem ”Foraarsblomsten” som fra 1912 blev forhandlet til fordel for Centralmissionen.

Hvile- og rekreationshjemmet reklamerede med, at der var en sollys terrasse, som man kunne bruge under opholdet. (Metodisthistorisk landsarkiv)

Dommen
I hurtig rækkefølge oprettedes filantropiske institutioner for børn, gamle, hjemløse m.v. Imidlertid blev der sat spørgsmål ved Anton Basts økonomiske forhold og i 1924 blev der indledt en kriminel undersøgelse af forholdene. Samtidig blev Bast anholdt, men dog løsladt efter kort tid. I foråret 1926 blev Bast idømt tre måneders fængsel for et svigagtigt forhold. Han havde ifølge dommen givet udtryk for at ”Fyrtaarnet” ikke gav noget overskud, men i virkeligheden havde det givet et meget betydeligt overskud til ham selv personligt.
Denne sag skadede ikke blot Anton Bast, der blev frataget sin biskoptitel og måtte sælge ejendommen i Tibberup, men også Metodistkirken i sin helhed.
Hvile- og Rekreationshjem
Men allerede i 1923 havde Anton Bast selv købt ejendommen. Det ser ud til, at den sidste sæson som børnehjem var i 1918. I sommeren 1919 blev ”Fredensdal” indrettet til ”Hvile-og Rekreationshjem”. Det var andre ord voksne – vel mest ældre – mennesker, der nu frekventerede villaen på Strandvejen. I følge billeder i Metodistkirkens Landsarkiv var der en flot vedligeholdt have til stedet – og huset var indrettet bl.a. med en ”sollys veranda” og var åbent fra begyndelsen af mai til 1. oktober.
For at komme i betragtning til et ophold skulle man hemvende sig til biskoppens sekretær, frk Elisabeth Schou. En enkeltværelse kostede 6 kr og et dobbeltværelse 9 kr. Desuden beregnedes 10% af regningen til betjeningen på stedet. Men det var kun to-tre sæsoner, at der var hvilehjem.
Anton Bast solgte således Fredensdal i 1925 til snedkermester Christian Thygesen Poulsen, der var født i Hillerød i 1889 og var gift med Olga Margrethe f. Petersen (f. 1887).

Reklame for Rekreations- og Hvildehjemmet ”Fredensdal” fra 1921.

Snedkerværksted
Christian Thygesen var søn af en malermester og kom i lære som snedker hos snedkermester L. Hansen i Hillerød i årene 1903-08. Han boede og arbejdede derpå forskellige steder i Danmark, bl.a. på Als, Hillerød, Fredensborg og Roskilde. I 1923 flyttede parret til Møllegaarden i Tibberup og her grundlagde han virksomheden ”Espergærde Maskinsnedkeri”. Hans hovedarbejdsområde var bygningssnedkeri. I 1925 flyttedes virksomheden til den nyindkøbte ejendom på (Gammel) Strandvej 398, hvor der året efter opførtes en ny bygning til brug for et snedkerværksted.
Christian Thygesen Poulsen var engageret i fagligt arbejde og var således medlem af Helsingør Snedkerlaug fra 1939 og tillige oldermand fra 1951. Han var desuden formand for Foreningen af Maskinsnedkerier og Savværker på Sjælland i perioden 1931 til 1956. Derimod holdt han sig ude af offentlige hverv, bortset fra en periode som medlem af Tikøb Kommunes Sundhedskommission.
Privat mistede han i april 1936 sin hustru, Olga f. Petersen. I juli 1937 ægtede han Gerda Carstine Larsen (1903). Gerda Larsen havde indtil da arbejdet som telefonistinde på Espergærde Central. Hun var datter af den lokale tømrermester Oluf Larsen og hustru Christine f. Hansen.

Smedevirksomhed
I forbindelse med Ny Strandvejs anlæggelse i 1933-34 blev der eksproprieret en del af ejendommen til vej.
Efter Thygesen Poulsens salg i 1970, blev ejendommen overtaget af Hanne og Villy Knudsen. Sidstnævnte var smedemester og drev bl.a. en virksomhed ved navn ”Hellebæk Trapper”. Knudsen reklamerede i øvrigt med fremstilling af kunstsmedearbejde, havelåger, gelændere og spindeltrapper.
Efter en skilsmisse blev stedet solgt i 1980, men inden da var de gamle produktionsbygninger blevet udstykket til en selvstændig ejendom. Idéen var, at bygningerne skulle rives ned og at der i stedet skulle bygges et parcelhus på arealet.
Det tilbageværende oprindelige hus, Gammel Strandvej 398 A-B, blev solgt til boligformål, hvilket huset stadig er, dog nu opdelt i to boliger.

Christian Thygesen Poulsens anden hustru, Gerda Larsen, var fhv. telefonistinde på Espergærde Central.

Ejendommen fotograferet i 1949 – altså efter at Ny Strandvej havde gennemskåret grunden og næsten halveret ejendommens areal. Feriekolonien lå i årene under 1. verdenskrig på det areal, hvor nu Ny Strandvej ligger.
Efter salget til snedkermester Thygesen Poulsen blev sidebygningen, som ses på de ældste billeder, revet ned i 1925-26. I stedet opførtes den store værkstedsbygning sydligst på grunden. I 1980 blev fjernedes også den – og grunden blev opdelt i to, således at der hvor værkstedsbygningen havde ligget, blev bygget et nyt parcelhus. (foto: KB)

Christian Thygesen Poulsen drev snedkervirksomhed igennem næsten 45 år på dette sted.

Rev. 18.02.2021