af Kjeld Damgaard


De oprindelige placeringer af gårdene i Bistrup ses på dette kort fra 1788 – det ældste, der findes for landsbyen, der blev udskiftet i 1790. Gårdene er markeret med rødt og de senere gårdnavne er sat på for overskuelighedens skyld. Den oprindelige landsby gade samt udfaldsvejene er markeret med gult, mens Hornbækvejens nuværende tracé gennem landsbyen er markeret med grønt.

Når man kører fra Tikøb mod Hornbæk passerer man umiddelbart efter Horserød Hegn et par gårde – og det var så det! Den opmærksomme bilist vil måske opdage, at det var landsbyen Bistrup, men de fleste tror, at der blot er tale om et par gårde. Og det er jo i og for sig også sandheden. Bistrup voksede sig aldrig større end de 5 gårde, der fra gammel tid har været den totale bebyggelse.

Bistrup i middelalderen
Det ældste dokument, der fortæller om landsbyen stammer fra 1370 og er en fortegnelse over Roskildebispens jorder. Og hermed har vi samtidig en forklaring på byens navn: Den betyder simpelthen “den af bispen (i Roskilde) ejede udflytterbebyggelse”.

Det er imidlertid ikke meget, vi kender om landsbyen fra den tid. I 1488 ses et dokument, hvor en dannemand (= person over bondestanden) Jens Joensen i Bistrup skal sætte sit segl på et dokument vedr. Esrum Kloster. Vi kan altså tillade os at tro, at mindst en af gårdene i byen har været større eller fornemmere end de øvrige på den tid. Bistrup har dog næppe nogensinde tilhørt klosteret – og i en fortegnelse over klosterets samlede ejendom fra 1497 ses landsbyen da heller ikke. Ganske vist er der i den seneste oversættelse af klosterets brevbog (fra 2002) nævnt, at en ejendom i Bistrup skulle have tilhørt klosteret, men der er tale om en fejllæsning for Busserup – en enkeltgård ved Mørdrup.

Efter reformationen
Efter reformationen i 1535 overgik al kirkens ejendom til kronen (staten), hvilket vi kan formode at også Bistrup gjorde. I 1550 nævnes byen en enkelt gang som “Nørre Bistrup” – hvilket måske skulle adskille den fra Bistrup ved Birkerød.

Først med den udførlige matrikel fra 1681 kender vi mere til byen og dens ejendomme. Landsbyen bestod da af fem gårde – og bymarken var opdelt i tre vange. Nord for landsbyen lå hhv. Klosterrisvangen og Mellemvangen, medens Højvangen lå syd for landsbyen. Byens overdrev lå mod øst i retning af Horserød og Gurre Sø (d.v.s. del af det nuværende Horserød Hegn). De fem gårdmænd, hvis gårde sandsynligvis var blevet egaliseret (gjort lige i størrelse) i forbindelse med overgangen til kronen, hed da Laurs Sørensen, Ole Jensen Skaaning, Peder Kjeldsen, Oluf Laursen og Peder Pedersen.

Jordreformerne
De fem bønder var fæstebønder – d.v.s. at de skulle betale landgilde og yde hoveri til kronen, men reformerne i slutningen af 1700-tallet ændrede for altid bøndernes situation. Det hele startede i 1783, da den såkaldte skovseparation blev gennemført. Her blev Bistrups oprindelige overdrev inddraget til skov (en del af nuværende Horserød Hegn), hvilket dog kun kunne gennemføres ved at nedsætte byens hartkorn – i praksis altså en skattenedsættelse.

Resultatet af udskiftningen indebar, at bønderne nu fik samlet deres jorder – i stedet for at de havde små jordstrimler liggende spredt rundt på byens marker. Nu kunne de fem gårde komme til at dyrke deres jorder i et samlet stykke – og hver bonde kunne dyrke jorderne uden at skulle blive enige med de øvrige gårdmænd om rækkefølgen og metoderne.

Det var en stor reform, men bønderne var modne til ændringerne, og bifaldt straks det forslag, landvæsenskommissionen fremkom med i maj 1790. Kommissionen var da også opmærksom på den specielle situation byen var i. Dels havde gårdmændene mistet deres overdrev, dels stod byen tilbage med forholdsvis ringe jord – “saavel i qvalitet, som qvantitet”. Derfor mente kommissionen, at der ikke var plads og mulighed for at afgive jord til huslodder. Det betød, at Bistrup – som en undtagelse – ikke fik husmandssteder.

Tilbage stod at finde frem til hvem, der skulle flytte ud af landsbyen. Det blev afgjort ved et møde den 5. august 1790. Alle fem gårdmænd stillede for kommissionen og var enige om, at det var “Gamle Lars Nielsens Gaard”, som skulle flytte ud. Årsagen var, at hans gård var gammel og næsten faldefærdig. Han var derfor også selv villig til at flytte. Men det betød ikke, at de fire øvrige gårdmænd slap for udgifter.

De skulle hver især levere forskellige ydelser; eksempelvis skulle Hans Pedersen på gård nr. 4 (den senere Holmegaard) betale 40 rigsdaler. Til gengæld fik han Lars Nielsens gamle frugthave. De tre øvrige gårdmænd skulle hver levere et læs langhalm (til tækning). De fire gårdmænd skulle yderligere levere i alt 60 læs gødning til gamle Lars Nielsen. Lars Nielsen fik, p.g.a. sin alder og fattigdom yderligere tre års frihed for skatter, afgifter, hoveri m.v.

Gamle Lars Nielsen kunne tage sit nye areal i anvendelse, så snart høsten i 1790 var bjerget – og d.v.s. at vi må tro, at han straks er gået i gang med at bygge sin nye gård på arealet nord for landsbyen.

Bistrup fotograferet i 1989 – et såkaldt lodfoto, der viser byen direkte oppefra.


Opkaldt efter den første selvejer
Gamle Lars Nielsens gård kender vi i dag som Abellund. Men det er først nogle år senere, at den får dette navn. Om Lars Nielsen har kaldt sin nye gård for noget andet i de første år, vides ikke, men i 1802 får gården ny ejer, Jacob Güntelberg Abel. Herved fik gården sit nuværende navn – og samtidig kom gården ud af bondestandens eje, hvilket gården har været i flere perioder siden da. Gården blev i 1829 beskrevet som en firlænget gård med stuehus mod syd. De tre andre længer var indrettet til stalde, folkestue, kamre, lo m.v. Nord for gården var bygget endnu en stald, en lade og et materialhus (maskinhus). Der var med andre ord allerede da tale om en ejer – det var dengang grosserer Christian Borries – der havde mere magt over tingene. Her blev der bygget større og flottere end på de øvrige gårde.

I perioden op til 1918 var den i almindelig landbrugsdrift, men da direktør Carl Witzke i 1918 overtog Abellund blev det en såkaldt “københavnergård” – d.v.s. en gård ejet af en ikke landbrugsuddannet person – med fast bopæl i Københavnsområdet. Carl Witzke drev firmaet “Grøn og Witzke”, der på den tid var et stort assuranceselskab med kontor på Kongens Nytorv.

Lidt om livet i Bistrup
De fire gårde, der blev liggende efter jordreformerne, udgjorde herefter Bistrup Landsby. Byen var så lille og lå således i forhold til hhv. Tikøb og Havreholm, at al udvikling gik uden om byen. Her kom aldrig en købmand eller nogle andre forretninger. Her blev der kun udstykket enkelte mindre ejendomme yderst på markerne – ingen villaer eller lignende blev bygget.

Hvordan klarede man sig så, når man boede langt ude på landet – ikke havde forretninger og ikke havde bil? Ja, langt hen ad vejen var man på gårdene selvforsynende. Man brugte simpelthen de produkter, som gårdens drift kastede af sig. Og som tiden skred frem, kom der også handlende til Bistrup. De slog sig ganske vist ikke ned, men de kom i hestevogne med deres varer, som de så solgte til de lokale.  I en beretning om livet i 1940’erne på Lergaarden i Bistrup, beretter Agnes Olsen om dette forhold: “Om mandagen kom der en fiskemand fra Dronningmølle, om tirsdagen en osteforhandler fra Fredensborg samt en bager fra Esrum. Om onsdagen kom købmandens kommis fra Havreholm og spurgte, hvilke varer han skulle have med næste dag. Om torsdagen kom der en slagter med forskellige kødvarer og pålæg, og senere på dagen kom så købmanden med de bestilte varer. Om lørdagen fik vi brød fra Havreholm Bageri. Desuden kom en række andre handlende til gården. Af og til kom en “uldjyde”. Han havde bag på cyklen en stor bylt  tøj, som han havde samlet i et blåt klæde af tykt bomuld. Heri havde han strikvarer, undertøj o.s.v. En anden handlende var en, der solgte lerfade og skåle – og så var der også en, der solgte koste og børster, en der solgte blomsterpinde samt en dame der solgte sikkerhedsnåle, snørebånd, hårnet og andre småting.”

Rev. 18.02.2021