2, "Coloplast" - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

2, "Coloplast"

De enkelte ejerlav > Mørdrup > Højvangen

Aage Louis-Hansens

virksomheder,
Dansk Emballage Fabrik

og Coloplast

af Kjeld Damgaard

En af Mørdrup industrikvarters allerførste virksomheder var en plastindustri på hjørnet af Hovvej og Højvangen, der blev anlagt i 1960-61. Allerede i 1960 havde fabrikant Aa. Louis-Hansen købt en grund og påbegyndt  opførelsen af en plastfabrik. Virksomheden havde hidtil haft til huse i Gladsaxe, hvor Louis-Hansen som den første i Danmark var startet i 1951 med produktionen af polyæthylenposer - dengang et helt nyt produkt. Da virksomheden flyttede til Mørdrup, leverede den plasticposer til både Danmark og udlandet og beskæftigede omkring 60 ansatte.  Allerede i 1957 var en mindre afdeling med navnet Coloplast blevet etableret, idet en sygeplejerske ved navn Elise Sørensen havde opfundet en stomipose, som fuldstændigt revolutionerede de hjælpemidler, som ellers var blevet tilbudt kolostomiramte patienter.

I 1969 ændrede hele fabrikken navn fra Dansk Emballage Fabrik til Coloplast, og en ny fabriksbygning ved Bronzevej kunne indvies året efter. Nu var der 100 ansatte og afdelingen med sygeplejeprodukter voksede fortsat stærkt. Det skulle snart vise sig at være en bedre forretning end produktion af plastposer med og uden tryk. Virksomhedens sygeplejeprodukter, herunder bl.a. stomiposer, inkontinensprodukter, brystpoteser og sårplejeprodukter  er blevet en verdenssucces - væksten er fortsat stor.  Rammerne i Mørdrup er derfor forlængst blevet alt for små og hovedkontoret flyttet til et areal vest for Humlebæk. Siden blev der bygget eller opkøbt nye afdelinger i hhv. Kokkedal, Niverød, Kvistgaard, Mørdrup, Thisted og Ungarn, men flere er siden atter nedlagt. Også virksomhedens oprindelige bygninger på hhv Højvangen 2 og Bronzevej 2 står nu til salg.

Et glimt indenfor i produktionshallen i 1960'erne. Bygningen findes endnu og er beliggende umiddelbart vest for Hovvej.

Dansk Emballage Fabriks første administrationsbygning på adressen Højivangen 2 - fotograferet i sommeren 2012.

Coloplasts ny lager- og produktionsbygninger ved Aa Louis-Hansens Allé fotograferet medens de var under opførelse i juni 2000.

Coloplasts tidligere hovedkontor, som det tog sig ud i sommeren 2012. Virksomheden var da flyttet til Humlebæk og bygningerne her sat til salg. Tilbage i Mørdrup var herefter kun lager- og produktionsbygningerne ved Aa. Louis-Hansens Allé. Her på Bronzevej strakte virksomhedens bygninger sig over adresserne Bronzevej 2, 4, 6 og 8.

 
Back to content | Back to main menu