118, Nyrup Købmandshandel - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

118, Nyrup Købmandshandel

De enkelte ejerlav > Nyrup > Helsingørsvej
Forretningen kort efter Gunda og Svend Aage Christensen overtagelsen i 1936 - der står endnu R. Jørgensen på vinduet.
(Foto i Gorm Christensens samling)
Nyrup Købmandshandel

af Kjeld Damgaard

Efter at Christiane Hansen døde i 1901 gik der godt 30 år uden købmandshandel i Nyrup. Men der var stadig brug for at handle, så i slutningen af 1920’erne flyttede købmanden fra Niverød, Hans Oluf Jørgensen, til Nyrup og startede atter en købmandshandel i Nyrup. Denne gang var stedet dog et andet sted – en nybygget ejendom, som blev taget i brug i 1933. Grunden var en udstykning fra ”Gurreholm Teglværk”, som teglværket i Nyrup dengang hed.
Det er dog muligt, at Hans Oluf Jørgensen og hans hustru allerede fra 1931 havde drevet købmandsforretning i Nyrup – efter udokumenterede kilder - endda fra den samme adresse som Christiane Hansen i sin tid havde gjort. Det hus tilhørte imidlertid dengang Nyrupgaard og der er desværre ikke bevaret nogen form for udlejningskontrakter m.v. fra gårdens drift.

Ragnhild Klitsgaard Jørgensen
Ifølge Gorm Christensen blev Hans Oluf Jørgensen og hustruen Ragnhild imidlertid skilt – og det var derfor Ragnhild Klitsgaard Jørgensen, der i 1931 købte byggegrunden på hjørnet af den nye ”omfartsvej” syd for Nyrup landsby. Indtil ca. 1932 gik vejen mellem Nyrupkrydset og Hillerød nemlig igennem Nyrup landsby – ad den nuværende Krogenbergvej. Imidlertid blev der i begyndelsen af 1930’erne gennemført en forlægning af vejen, således at vejen gik uden om bebyggelsen og i en ret linje frem til Kongevejen mellem Helsingør og Hørsholm.
Ragnhild Jørgensen ejede i alt fald den nye købmandshandel, som hun drev alene – dog antagelig med hjælp fra nogle af hendes børn. Ragnhild var født Klitsgaard i 1892 på Silkeborg-kanten, hvor hun voksede op med en husholderske og sin fader, der var blevet enkemand i en ung alder. Hun blev gift i 1913 i Tjæreby i Nordsjælland med Hans Oluf Jørgensen (f. 1888).
I 1936 valgte Ragnhild Klitsgaard (hun havde taget sit fødenavn igen) at sælge forretningen. Hun flyttede derpå til Birkerød, hvor hun åbnede en forretning på Birkerød Kongevej – med hjælp af sin yngste datter.

Ny købmand i 1936
I Nyrup hed den nye købmand Svend Aage Christensen. Han var gift med Gunda f. Ellenes. Vi lader sønnen, Gorm Christensen fortælle: ”Mine forældre havde gjort sig mange overvejelser, hvor de skulle slå sig ned. Blandt overvejelserne var også købmandsforretningen i Gurre, der var til salg på samme tidspunkt. Nyrup var kun en lille by, men derudover var der nogle store gårde, et teglværk samt en skole.  ”Det var et begrænset kundeunderlag, der desværre viste sig at blive mindre som tiden gik”, noterer sønnen Gorm i sine erindringer.
Over for købmandsforretningen med benzinsalg lå en trekantet kornmark med veje på alle sider. I 1957 blev der opført en Gulf servicestation med kiosk og cafeteria, som kvalte benzinsalget. De små købmandsforretninger på den tid mistede også omsætning til de nærliggende større byer, ligesom befolkningsvæksten i Nyrup faldt drastisk.
Havde forretningen ligget på den mark ville den have været sikret i mange år frem til Helsingør-motorvejen blev forlænget til Mørdrup.
Men dengang førte der fem veje ind til ejendommen. Man kunne således komme til både København, Helsingør, Fredensborg, Tikøb og til Gurre. I dag er vejføringen noget anderledes. Men på de poser min far brugte til mel og gryn i forretningen var der skrevet ”Femstjernen” og afbilledet en 5-stjerne med angivelse af, hvor vejen førte hen.
Jeg husker ikke rigtig ejendommen før efter 1950, men jeg vil i det følgende fortælle om forretningen, privaten, de andre bygninger og haven uden at gå ned i enkeltheder.
Forretningen var ikke stor. Der var et butikslokale med en lang disk, når man kom ind ad facadedøren. Der kunne måske stå 7-8 personer foran disken. Der var en reol med varer til venstre for disken, og der var mange forskellige ting på gulvet til højre for døren. Senere blev der opsat en kaffemølle foran butiksvinduet.
Den sammenbyggede veranda fungerede også som varelager. Her var bl.a. korn i tønder, haveredskaber og en fryser med is.
Telefonen hang bag forretningen ude i gangen ved siden af  petroleumspumpen. Både telefonen og petroleumspumpen var monteret på væggen. Herfra kunne man komme ud gennem en dør til verandaen, ned i kælderen, op til 1.sal og ud af bagdøren.
I kælderen var der øl, vand, ost og koks og et rum med et utal af flasker med meget forskelligt indhold. Det var sjældent vi solgte flasker fra dette rum, og jeg husker, at jeg af os til fik besked om at laste trillebøren, og køre af sted, og smide dem i et hul på Nyrupgaards mark overfor forretningen. I dag er der ingen spor at se, så flaskerne må ligge begravet i dynger af andet affald.
Vi havde egen brønd med vandpost ud for køkkenet. Senere fik vi indlagt koldt vand i køkkenet. Vi havde en kamin i stuen og fyrede med træ og koks. Senere fik vi en ovn til petroleum. Soveværelset var ikke opvarmet. I køkkenet stod et stort støbejernskomfur til træ og koks. Der var altid god varme her. Senere fik vi suppleret med to gasblus. Min far opvarmede købmandslokalet med en ovn om vinteren, og jeg tror han gik og småfrøs.
Det var mine forældre, der ekspederede kunderne. Når telefonen ringede i baglokalet, var det tit kunder, der skulle have bragt varer ud af bydrengen. Min far gjorde ikke meget ud af at sætte varerne ind på reolerne, så når jeg af og til satte varerne på hylderne, kunne jeg godt finde på, at flytte rundt på varerne, så det så pænt ud, og derfor kom der måske en pakke med vaskepulver fra Irma til at stå bag en pakke vaskepulver med ”Persil” og det var min far svært utilfreds med.
En speciel fortælling var den om katten som kunne springe op på 7 kagedåser på disken, når far bankede på den øverste kagedåse, og fortællingen om flere af kunderne, der efter lukketid klunsede om en omgang øl eller mere til min mors ærgrelse.
Vi havde mange bydrenge, og jeg kørte også som bud, ligesom jeg ekspederede. På den øverste hylde, havde vi ”Reform” hygiejnebind. Når kunden pegede op på hylden skulle jeg bare nikke og tage en brun pose og lægge bindet ned i. Da jeg den første gang spurgte min far, hvad det var, fortalte han mig gravalvorligt, at det var noget kvinderne puttede ind mellem tæerne – sådan. Når direktørfruen kom og skulle have malet en speciel kaffe på kaffekværnen, skulle jeg nævne sorten igen, og tage bønner fra den nederste skuffe, som var de samme, som de andre bønner vi havde. Vi havde nemlig kun en slags bønner. Prisen var stort set den samme. Så var der lige den med ostene, som lå i den kølige kælder.  Da min far blev syg, og jeg måtte tage over, havde jeg båret et par store oste op i osteskabet i forretningen for at vise udvalget, men ostene svedte meget i sommervarmen, så de både lugtede fra skabet og ruderne blev helt matterede, så jeg måtte straks have dem tilbage i vante omgivelser."

Den modige købmand
Om natten til den 27. november 1948 blev købmandsparret vækket i deres soveværelse af to indtrængende røvere. Aviserne skrev:
”Pistol bevæbnede indbrudstyve og røvere har i nat været på spil i Nyrup og Niverød. I købmand S. A. Christensens forretning trængte et par indbrudstyve gennem et vindue. De stjal
bl.a. en del spiritus, men det var åbenbart kontante penge, de har været ude efter, og da de ikke fandt nogen i butikken, skaffede de sig adgang ved at bryde en dør op, hvorefter de gennem køkkenet kom ind i soveværelset. Her sov købmanden og hans kone sammen med deres 4-årige søn. (Jeg sov trygt nede i fodenden af dobbeltsengen og hørte ingenting). Mine forældre vågnede ved, at nogen råbte ”hænderne op”.
I det svage skær fra en lille natlampe så ægteparret to mænd stå i døren. Den ene pegede på dem med en pistol. Hænderne op kommanderede han på ny, og hit med pengene, ellers skyder vi. Fru Christensen rakte hænderne i vejret, medens købmanden for ud af sengen og røg lige i hovedet på pistolmanden. Denne tildelte ham imidlertid flere hårde slag i hovedet med pistolen. Fru Christensen slukkede natlampen, så der blev mørkt, hvorefter forbryderne flygtede uden penge”.
Købmandens hustru, Gunda Christensen berettede senere:
Da røverne var gået ud gennem køkkenet, skubbede jeg kommoden i soveværelset hen foran døren og kravlede ud ad vinduet i det bare ingenting for at søge hjælp. Røverne havde iøvrigt skåret telefonledningen over. Da der imidlertid var lys i naboejendommen, fandt jeg det bedst at løbe gennem byen - vel ca. 400 meter - hen til telefoncentralen og fik ringet til politiet”.
Politiet fik hurtigt fat i de skyldige. Den ene røver var den 37 -årige Orla Axel Larsen uddannet kedelsmed på Helsingør Skibsværft. Den anden røver var den 18-årige snedkerlærling Erik Johansen, som var forlovet med Orlas hustrus plejesøster. Det var Erik Johansen, der fik ideen til indbruddet, da han kendte forholdene hos købmanden - han sagde, at der var godt at komme - der var mange penge. Orla forklarede i retten, at købmanden slog lygten ud af hånden på ham, hvorefter han slog købmanden i hovedet med pistolen.
Derefter stak han af på cykel med de stjålne flasker spiritus. Han sagde, at han ikke vidste, om pistolen var ladt, da han ikke havde forstand på skydevåben. De blev begge fængslet til den 23. december 1948. Erik Johansen bad om, at sagen måtte blive behandlet så hurtigt som muligt, da han skulle indlægges på Militærhospitalet og opereres for en hjernesvulst. De havde ønsket, at deres navne ikke blev nævnt i dagbladene - dog uden at få ønsket opfyldt. En journalist skrev bl.a. I dagspressen, at det skulle de have tænkt på, inden de begav sig ud på den uhyggelige færd. I grundlovsforhøret nægtede de at have begået andre indbrud, men efterfølgende tilstod de 7 indbrud. De havde også været involveret i et overfald på direktør Sander, Carlsberg-bryggerierne, der blev slået ned den 22. marts 1946 ved Montebello i Helsingør. De har også bedøvet købmand M. P. Hansen i Snekkersten ved at kaste et klæde vædet i kloroform over hans ansigt, hvorefter de stjal for 600 kr. tobaksvarer, der lå under købmandens seng.

Købte bil uden at have kørekort
Gorm Christensen erindrer endvidere: ”Herudover byggede min fader en garage ind mod syrenhækken i 1941. Min far fik ganske vist aldrig kørekort, men købte dog en bil, som onkel Rolf imidlertid ødelagde, da han kørte ind i stengærdet ved svinget ved Nyrup-gaard. Så blev bygningen i stedet brugt til oplag af alt muligt.
I privaten var en stue og et soveværelse udover køkkenet. På første sal var der to værelser i endegavlen og et gangareal, hvor forskellige varer også var opmagasineret. I det aflåsede værelse til venstre havde min mor forskellige ting liggende.
I 1959 fik jeg mit eget værelse på 1. sal. Det var 3,5x3,5 m med 2,10 m i lofthøjde og med vindue ud over verandaen. Når jeg åbnede vinduet kunne jeg kravle ud på taget og komme ned ved nedløbsrøret eller ad pæretræet på bagsiden af bygningen. Værelset blev opvarmet med en el-ovn.
Min mor og jeg sad ofte på bænken ind til Nyrup Hegn og talte de biler, der kom kørende fra Helsingør og skulle videre ad Kongevejen til København eller ad rute 6 til Hillerød.  Min mor havde som regel is, slik og sodavand med. Det var et meget trafikeret sted før motorvejen blev bygget. Det var også et yndet sted for politiet, som på motorcykel kørte efter dem, som ikke overholdt færdselsreglerne.

De populære Wiibroe-øl
De fleste drikkevarer blev købt fra det lokale Wiibroe bryggeri i Helsingør. Den lokale pilsner var i høj kurs, og blev i en lind strøm langet over disken, og mange øl blev drukket på bagsiden af ejendommen. Min mor holdt dog et vågent øje med det øldrikkende folk, hvis de kom for langt ind i gården eller satte sig i haven. Af og til klunsede de om en omgang øl, som blev drukket i baglokalerne. Også porteren (Imperial Stout) og lagerøllen var en efterspurgt vare. Den kraftige mørkebrune karamelliserede porter er i dag en af mine absolutte favoriter, men dengang stod den nu på sodavand som Mesina, San Remo, som var en kulsyresvag appelsinvand og Jolly Cola. Guld Flagøllen var også i høj kurs. Senere kom årsgangsøllen til med en alkoholvolume på mere end 10 %.
Øllet blev leveret i trækasser med 50 øl i hver kasse. De blev båret ned af kældertrappen inde i huset, og kunderne kunne så få en øl fra kassen under disken eller en kælderkold. Så der var meget trafik op og ned ad kældertrappen. Når jeg skulle bære en kasse med 50 øl op under disken i forretningen, kunne det gøres på under et halvt minut, og jeg kunne hurtigt få 5-6 øl op fra kælderen. Når ølvognen kom med Wiibroe øl og mineralvand, var det mange gange Janus, der var chauffør på ruten. De havde så bonus øl med til min far. Her var etiketten hvid efter at den var vendt om, og den var ikke beregnet til salg.
Det hændte, at nogle af kunderne blev hængende efter lukketid kl. 17.30. Politiet kom så i løbet af aftenen, for at få lukket forretningen. Disse anmeldelser var iscenesat af kvinderne i nabolaget, som ikke kunne få deres mænd i hus. Min mor kunne også komme ud i forretningen, og så var det med at komme ud, uanset om man havde fået drukket sin øl eller ej.

Fritiden i Nyrup Hegn
Bag ved bænken starter Nyrup Hegn, som kom til at betyde meget for mig gennem årene. Det var mit territorium alene og sammen med kammeraterne - og det var også her, vi slog os løs til børnefødselsdagene.
Ved indgangen til skoven voksede bøge, der var mere end 150 år gamle. Skoven var åben og indbød til at gå på opdagelse i - igen og igen.
Det var også her, vi stod på ski om vinteren. Man kunne få god fart på skiene ned ad bakkerne mellem træerne. Nogle gange lavede vi et mindre skihop. Disse gamle kæmpetræer er fældet for mange år siden, og skoven er i dag noget lukket med selvsåede bøge- og birketræer.
Længere inde i skoven var der dengang plantet mange birketræer. Disse træer stod så tæt, at vi kunne svinge os fra træ til træ og komme meget langt uden at røre jorden. I dag er disse træer mere end 70 år gamle, men er fortsat et meget spændende sted. Det er første gang jeg ser så stort et åbent område med plantede birketræer. Det ville helt sikkert også have været en magnet dengang. I denne birkeskov løber bækken fra Gurreholm videre gennem bøgeskoven og ud under Kongevejen. I starten var den svær at springe over. Senere blev den smallere, og man kunne med lethed komme over på den anden side eller gå på den stenede bund med gummistøvler på om sommeren.
Her ved bækken opholdt jeg mig meget. Min ven Kai fortalte mig for nyligt, da jeg var i Horsens for at blive klippet, at jeg havde lavet en gynge, og da han kom op på gyngen, kravlede jeg op i træet og holdt snoren fast, så han hjælpeløs hang mit ude i bækken og ikke kunne komme ned. Ja, der har være mange episoder magen til. Jeg har altid været en ”drillepind” I dag er drillerierne lidt mere udspekuleret.
Der, hvor skovvejen krydsede bækken, lå grusgraven, som også var mit sted. Grusgraven lå på kanten af Røvermosen. Grusgraven blev senere udvidet og lukket. I dag ligger der en shelter.
Mit helt specielle sted lå godt gemt inde i Røvermosen. Her lå nogle store graner væltet og var gået i forrådnelse. Man kunne hive grene ud af stammen, og bruge dem som økser, hvor grenen var skaftet. Vi byggede også en hule under en af de friske store graner. Her kom jeg meget. Længere inde i skoven bag Røvermosen lå Røverdammen. Her byggede Bo og jeg en større hule, som var let at finde selvom hver en pind i 2013 er væk.
Ikke langt herfra husker jeg en dag hvor ”Lotter” (Flemming) og jeg var rundt i skoven og kravlede op i nogle store graner. Da jeg kom hjem, var jeg helt forreven og havde ødelagt mit tøj. Flemmings mor, som vi mødte på vejen hjem, sagde: ”Det vigtigste er, at I har haft nogle gode oplevelser”. Flemmings mor hjalp os af og til i husholdningen.
Jeg fik hen ad vejen slæbt alle på min alder og nedefter med ud i denne eventyrlige skov. Vi gik ikke, vi styrtede af sted, byggede mange huler, tog fat om hinanden og svingede os i træerne.
Denne intense oplevelse sidder stadig fast naglet i min bevidsthed. I dag er der dog forskellige filtre, der skygger for de rene oplevelser, men under tusindvis af tanker, som hver dag kræver opmærksomhed, ligger den anden verden, og jeg kan i dag fremkalde de samme følelser, selv om det ikke længere kun er hjertet, der bestemmer.

”Krøl Oluf”
”Den 20. marts 1960 ekspederede jeg ”Krøl Oluf” i forretningen, han skulle nok have nogle dåser sardiner og lidt ”ildvand”. Krøl Oluf levede af at finde svampe i skoven, klippe grønt og grene. Min mor smurte altid en madpakke til ham, når han kom. Hun hev også splinter/torne ud af hans grove forrevne hænder. Han boede i et flosset, beskidt telt, som han havde med sig og slog op i skovbrynet i Nyrup Hegn sammen med sin hund. Nogle gange havde han to hunde med. Det var ikke altid lige let at styre de hunde, når de både ville være inde i teltet og udenfor. Han drak sprit og kørte på en longjohn cykel. Om vinteren boede han på herberge for hjemløse i Københavnerområdet. For mig var han helt OK, og han kunne gå gennem ild og vand for at hjælpe min mor med et og andet. Min mor var en yderst respekteret og vellidt kvinde.

Katastrofen!
Men i slutningen af 1962 kom den ene ulykke efter den anden for familien i Nyrup Købmandshandel. Først blev Svend Aage Christensen alvorligt syg af kræft. Han blev derfor indlagt på sygehuset i Hillerød m.h.p. operation. På grund af en hjertefejl blev operationen udsat så operationen skulle ske den 11. december. Samme dag havde hustruen, Gunda bestilt tid hos damefrisøren i Kvistgaard, men kl. 18.20 om aftenen ringede frisøren og fortalte, at Gorms mor ikke var dukket op. Gorm ringede til naboerne for at høre, om de havde set Gunda, og en kunne fortælle, at hendes cykel stod ved viadukten på Kongevejen ved Kvistgaard. Gorm kørte derhen, men kunne ikke se cyklen, Han kørte derfor hjem igen og ringede til nærmeste sygehus, men uden resultat. Lidt senere kom politiet og fortalte, at moderen var blev kørt ned og dræbt af en flugtbilist på Kongevejen mellem Nyrup og Kvistgaard. Hun var kørt til Esbønderup Sygehus, men altså uden mulighed for at kunne reddes.
Flugtbilisten blev hurtigt fundet. Det var en repræsentant fra Valby, som forsøgte at skjule miseren ved at leje en vogn og køre videre i. Det undrede hans kunder og en af dem meldte ham til politiet. Han blev anholdt og dømt for uagtsomt manddrab og overtrædelse af både straffeloven og færdselsloven. I erstatning fik Svend Aage Christensen 2.000 kr! Som sønnen Gorm tørt bemærker: ”Min mors indsats i forretningen blev stort set ikke vurderet til noget, selvom hun var helt uundværlig i forretningen”.
Sønnen Gorm fik efterfølgende orlov fra sit job som kommuneassistent i Tikøb Kommune. I de følgende måneder kunne han så koncentrere sig om at ekspedere og passe forretningen. Faderen var nemlig i længere tid på rekreation hos noget familie i Apperup. Men det stod hurtigt klart, at faderen ikke ville kunne fortsætte med at drive forretningen alene. Forretning og hus blev derfor sat til salg og i sommeren 1963 er det endegyldigt slut.
Svend Aage Christensen bosatte sig derpå i Apperup, men døde 2 år senere af sin kræftsygdom.
Den nye ejer i Nyrup var ikke interesseret i at drive forretningen videre. I stedet blev der indrettet antikvitetsforretning. Den nye ejer hed Oliver Andersen.
Svend Aage Christensen og hustru Gunda Christensen i hjemmet i Nyrup - sammen med sønnen Gorm. Foto ca 1955.
(foto i Gorm Christensens samling)
Den forslåede købmand efter røveriet i november 1948.
(Foto i Gorm Christensens samling)
En af de poser som købmand Christensen fik fremstillet til sin forretning. Bemærk navnet ”Femstjernen”, som senere blev ”stjålet” af motellet i Nyrup.
(fra Gorm Christensens samling)
Luftfoto af Nyrup Købmandshandel fra 1959. Bezinstanderen blev etableret i 1949 og tilhørte oprindelig DDPA - som i 1952 fik navneændring til Esso.
Foto af Tankstationen ved købmandshandlen omkring 1960, med de to benzinstandere.
(foto i Gorm Christensens samling)
”Krøl Oluf”, hvis navn var Oluf Jørgensen, levede fra 1901 til 1963. Han var muligvis oprindelig udlært som smed, men levede i mange år i skoven (foto 1958).
(Foto i Gorm Christensens smling)
Back to content | Back to main menu